Straf virker, det er ikke kun et spørgsmål om tro, men erfaringen viser det.
Af Tom Behnke, retsordfører, De Konservative
Der har altid været noget religiøst over straf – vi kender ikke mindst begrebet fra Det Gamle Testamente, hvor Herrens straf jo rammer ofte og i rigt mål. På samme måde har debatten om straf ofte religiøse undertoner, fordi det for mange er et spørgsmål om tro. Modstandere af straf slår syv kors for sig – der var det religiøse igen – når de hører om straf. De hævder, at straf aldrig har virket, aldrig har gjort nogen til et bedre menneske og i det hele taget bare skal erstattes med en eller anden pædagogisk tilgang.
Og samtidig får tilhængere af straf ofte at vide, at vi bare ’tror’ det virker.
Men nej. Vi, der forsvarer straf som et effektivt retligt værktøj, bygger vores argumentation på erfaring og saglige argumenter, som jeg her vil tillade mig at gennemgå.
Først vil jeg dog gerne understrege, at straf i virkeligheden skal ses som en delmængde af mulige forebyggelsesinitiativer – et af instrumenterne i værktøjskassen – og at straf i øvrigt er en moralsk nødvendighed. I socialisternes øjne er det samfundet, der har fejlet, når en forbrydelse finder sted. Det ligger derfor dybt i den socialistiske sjæl, at straf er umoralsk og ansvarsforflygtigende. Vi Konservative, derimod, anerkender individets ansvar for forbrydelsen, idet hvert menneske har muligheden for at sige til eller fra. Den erkendelse fordrer straf, for ellers er den enkeltes ansvar tomt, og vi reducerer individet til et viljeløst offer. I virkeligheden virker straf altså som en anerkendelse af forbryderens menneskelighed.
Udover denne lidt filosofiske tilgang til forbrydelse og straf, så virker straf – efter min overbevisning – kriminalitetsformindskende af følgende årsager:
· Forbryderen begår ikke kriminalitet, så længe han er låst inde – det er jo evident og det har f.eks. Kriminalforsorgens fastholdelse af indbrudstyve i den forgangne jul og de færre indbrud vidnet om.
· Høje straffe har uomtvisteligt en generalpræventiv effekt. Når der begås langt flere indbrud end bankrøverier skyldes det ikke, at indbrud er lettere at udføre eller bedre betalt, men at straffen for at blive taget er forskellig. Højere straffe har både i USA og herhjemme fulgtes ad med et fald i kriminaliteten, hvilket indikerer en sammenhæng.
· Strafniveauerne afspejler samfundets moral og er dermed med til at disciplinere borgerne – ved at ramme de få, kan man sætte en skræk i de mange og forhindrer selvtægt.
Samtidig højner straffesanktioner moralen i samfundet, for det viser, at det kan betale sig at opføre sig ordentligt. Fravær af straffe vil altså på sigt medføre mindre sammenhængskraft. Og endelig er proportionelle straffe formentlig med til at hindre en selvtægtskultur.
Så, ja, denne regering har sat straffene op, og vi kan derfor bryste os af, at langt færre danskere (16 procent) nu udsættes for kriminalitet, end da regeringen kom til i 2001 (25 procent), hvor tallet havde ligget stabilt omkring dette niveau i mange år.
Straf er altså forebyggende, men der findes ingen dokumentation for, at straf virker kriminalitetsformindskende, og der findes ikke dokumentation for det modsatte. Her er vi så igen inde på troens område. Der er nemlig så mange faktorer i den slags beregninger, at de i realiteten ikke lader sig gøre. Men min holdning er, at alene debatten og symboleffekten ved strafforhøjelser medvirker til at skabe synlighed om straffen og derved virker præventivt. Hvor længe effekten så virker, er igen op til tro og diskussion.
Hvorvidt fængslede forbedrer sig under deres ophold (specialpræventiv virkning) afhænger af de konkrete omstændigheder. Som Konservativ retsordfører insisterer jeg imidlertid på, at der skal resocialiseres i fængslerne. Vi straffer jo ikke for at pine forbryderne. Vi må antage, at frihedsberøvelse i sig selv er straf nok til at virke afskrækkende. Så derfor er næste fase mere forebyggelse og resocialisering. Det tror vi også på virker…