Advokaten har bedt voldgiftsdommer ved det internationale voldgiftsnævn for sport, advokat Lars Halgreen fra advokatfirmaet Johan Schlüter, om at kommentere spørgsmålet om den uregulerede sportsverden.
Sportens juridiske væsen i Danmark og i resten af verdenen er i høj grad baseret på private organisationers foreningsretlige vedtægter og beslutninger. Det skal man starte med at huske på, når man ser nærmere på de forskellige dele af lovgivningen, som sportens verden opererer indenfor. Selv om visse magtfulde sportsorganisationer unægtelig har haft svært ved at forlige sig med ideen, ER sportens verden rent faktisk undergivet national ret og ikke mindst EU-rettens afsnit om fri bevægelighed og konkurrenceret. Bosman-dommen, men også talrige afgørelser fra EU-Domstolen efter denne, har gentagne gange slået fast, at der ikke er en sportsundtagelse i EU-retten, især ikke når arbejdstageres fundamentale rettigheder er på spil.
Det er nok sandt, at man i mange år i Danmark har været meget tilbageholdende med at lovgive direkte på sportens område, men også her er der faktisk sket et holdningsskifte i de sidste 10 år. Hele reguleringen på anti-doping området, med vedtagelsen af den internationale anti-doping organisations (WADA) kodeks i 2004 og oprettelsen af AntiDoping Danmark, samt indførelse af krav om børneattest ved arbejde i idrætsklubber er markante – værdipolitiske-indgreb, som ikke alle steder er blevet modtaget positivt af sportens verden. Min udlægning af disse indgreb er nok den, at hvis politikerne ikke føler at sportens organisationer har viljen eller evnen til at “rydde op” på et område, som har stor mediemæssig bevågenhed, tøver de ikke et øjeblik, selv om der er tale om sport.
Når det er sagt, er det desværre korrekt, at der i visse dele af sportsverdenen stadig er en tro på, at man er “urørlig” og ikke behøver hverken advokater eller fine kontrakter, da det blot er et fordyrende mellemled, der ikke skaber merværdi. De “store” idrætsgrene herhjemme har i mange år nu haft overenskomst på området, så det er mere de mindre idrætsgrene, som lider under den manglende juridiske klarhed. Der er også i nævn og voldgiftsretter sket en markant forbedring de seneste år, hvor mange dommere i dag sidder som formænd.
Ud fra min erfaring som voldgiftsdommer ved det internationale voldgiftsnævn for sport (CAS) siden 2004 må jeg sige, at sager, der når dertil, også bliver behandlet meget grundigt og med meget udførlige præmisser for resultatet, så området for international sportslovgivning, Lex sportiva, er vokset enormt med udvidelse af CAS’ område til også at behandle appelsager fra FIFA.
Alt kan naturligvis forbedres, men set over en 10-årig periode, er det min klare opfattelse, at sportens verden er gået i retning af, at tilpasse sig det omliggende samfunds krav om lovhjemmel, habilitet, og gennemsigtighed. Man har ganske enkelt ikke råd til andet på den lange bane.