Ingen siger det højt, men mange tænker det: Billedet af EU som én stor harmonisk retsstat hører til den slags postkort-billeder, som aldrig afspejler virkeligheden. Kan en ny 5-årsplan pynte på billedet?
Af Rikke Albrechtsen, journalist, Bruxelles
Når Lars Løkke Rasmussen og hans statsminister- og præsidentkolleger indtager Bruxelles til det årlige decembertopmøde i EU-regi, skal de ikke bare nå at redde klimaet, hive EU ud af finanskrisen og sætte navne på en række nye EU-topfigurer.
De skal også færdiggøre skitsen til en ny femårsplan for, hvordan Unionens retspolitik skal forme sig fremover. Men Stockholm-programmet, som det kaldes, indeholder en række forslag, som har fået både advokater, forskere og politikere til at løfte en advarende pegefinger.
Især fordi EU i kølvandet på den terrorfrygt, der hærgede den første halvdel af dette årti, har skabt en række potente grænseoverskridende juridiske værktøjer som fælles arrestordre og bevisudleveringskendelse uden samtidig at sikre, at de borgere, der befandt sig i den anden ende, var sikret en fair behandling.
EU-Kommissionen har med sit udspil til programmet prøvet at styrke borgerens stilling. Men det er ikke nok, lyder kritikken.
- Der bliver gjort for lidt for at styrke individets rettigheder. De er blevet alvorligt eroderet over de sidste år. Og jeg føler ikke, at den balance bliver genoprettet, siger Sophie in't Veld, der er hollandsk medlem af Europa-Parlamentet og næstformand i udvalget for borgernes retssikkerhed, LIBE.
- Vi har den opfattelse, at det er nået til et punkt, hvor vi tilsidesætter retssikkerheden, siger Hanne Rahbæk, der er formand for Advokatrådets strafferetsudvalg.
Fælles beviser
Hanne Rahbæk understreger, at hun er glad for, at Kommissionen prøver at løse nogle af de problemer, EU står overfor i den fælles retspolitik. Men hun påpeger også en række punkter, hvor hun mener, at Kommissionen har galt fat.
Advokatrådet er for eksempel stærkt kritisk over for Kommissionens planer om at indføre en europæisk bevisoptagelseskendelse, så beviser fundet i et medlemsland automatisk kan anerkendes på tværs af grænserne.
Hanne Rahbæk påpeger, at der er en meget stor forskel på reglerne for bevisoptagelse i straffesager fra land til land. Og der kan sås tvivl om, hvorvidt beviserne er kommet til veje på en måde, der gør dem brugbare i en retssal i et andet land.
Advokatrådet er også skeptisk over for planer om at bruge flere elektroniske beviser over grænserne, fordi der skal tages specielle hensyn for at sikre, at data ikke er blevet manipuleret med eller slettet. Ligesom de advarer mod planer om at foretage flere afhøringer af vidner på distancen via videokonferencer, fordi det fratager folk muligheden for at blive stillet fysisk for en dommer.
Hun advarer også om ikke at knægte mistænktes rettigheder i terror- og kriminalitetsbekæmpelsens navn. For eksempel når Kommissionen foreslår, at der skal kunne gøres mere for at beskytte ofre for forbrydelser og vidner.
- Beskyttelsen af ofre og vidner er vigtig. Men det må ikke ske, så det forringer vilkårene for de sigtede og tiltalte. Vi må stadig anse folk som uskyldige til det modsatte er bevist og sørge for, at processen er fair, siger Hanne Rahbæk.
Minimums-garanti
Hos både Advokatrådet og paraplyorganisationen CCBE, der repræsenterer mere end 700.000 europæiske advokater, er man tilfredse med, at Kommissionen lægger op til at styrke uddannelsen af dommere og anklagere, så de er bedre rustet til at håndtere, at EU-lovene kommer til at fylde stadig mere i deres arbejde. Men forslaget nævner ikke de advokater, som skal repræsentere borgerne.
- Hvis man ikke også sikrer de fornødne midler til uddannelsen af advokaterne inden for EU-retten, risikerer man forkerte retsafgørelser, siger CCBE's formand, Anne Birgitte Gammeljord.
Hun frygter også, at planer om yderligere stramninger af lovgivningen omkring for eksempel økonomisk kriminalitet og hvidvaskning af penge kan lægge pres på fortroligheden mellem advokater og deres klienter.
- Der er nogle tiltag inden for blandt andet den finansielle lovgivning, hvor man overvejer en decideret indrapporteringspligt for advokater. Det er en tendens, der er meget bekymrende for os. Det hænger ikke sammen med, at advokatstanden skal være uafhængig af staten. Vi er vant til, at klienten kan betro sig til sin advokat uden risiko for, at denne bryder sin tavshedspligt. Men disse væsentlige principper om uafhængighed og fortrolighed er kommet under pres i flere tilfælde, siger hun.
CCBE er også dybt skuffet over, at der nu er gået 10 år, siden EU første gang luftede tanken om at fastsætte en række minimums-proceduregarantier i straffesager, som man kunne være sikker på gjaldt i hele Unionen. For eksempel retten til advokatbistand, adgang til tolkning, til konsulær bistand for tilbageholdte udlændinge og et rettighedsbrev på et sprog, man kan forstå. Kommissionen har inden sommeren, parallelt med udviklingen af Stockholm-programmet, igen taget fat på emnet.
- Her har man valgt at starte med salamimetoden, således at vi sandsynligvis nu får nogle rettigheder i forhold til tolkebistand og oversættelse. Men der er mange andre garantier, der også burde være dækket. Det her er et skridt fremad. Men det er ikke godt nok, siger Anne Birgitte Gammeljord.
Fra Advokatrådets side kan Hanne Rahbæk godt anerkende, at nogle lande har brug for EU til at få indført nogle minimumsstandarder på området, men hun frygter, at det kan forringe borgernes rettigheder i de lande, som allerede har et højt beskyttelsesniveau.
- Vi er indstillet på, at det sker. Men det må ikke ændre vores retsgarantier i en nedadgående retning, understreger hun.
Dårligt håndværk
EU-Kommissionen foreslår at hæve kvaliteten i EU-lovgivningen. Der skal simpelthen ligge et bedre håndværk bag de færdige lovtekster. Og det er der også hårdt brug for, lyder det fra Advokatrådet. Her har man længe været utilfreds med upræcise EU-love, der kan efterlade flere spørgsmål, end de besvarer.
- Der er ingen tvivl om, at det indimellem har været et problem. For reglerne på EU-plan kommer ud af et politisk kompromis. Og det gør, at man ender med en formulering, der er meget rund og upræcis, siger Hanne Rahbæk.
- Det bør afklares meget mere, hvad det er, man vil. For ellers er lovene nærmest uanvendelige. Det skaber i hvert fald en usikkerhed om, hvordan de skal fortolkes, siger hun og bliver bakket op af formanden for CCBE:
- EU-reglerne skal være forståelige, klare og anvendelige. De må ikke skabe en rets-usikkerhed, siger Anne Birgitte Gammeljord og understreger, at det også er positivt, at der skal ske en meget bedre evaluering af konsekvenserne af de regler, som bliver vedtaget på EU-plan.
- I dag kan man godt have sine tvivl om, hvorvidt mange af de regler, som vedtages, er ordentligt gennemtænkt. Også i lyset af, at vi har så forskellige retssystemer, siger Anne Birgitte Gammeljord.
Som et postkort
Ifølge seniorforsker ved tænketanken Centre for European Policy Studies i Bruxelles, Sergio Carrera, har det netop været kendetegnende for samarbejdet på EU-plan, at EU-landene gerne har villet udvide mulighederne for at retsforfølge over grænserne, men at der er en stærk uvilje mod at ændre det mindste ved deres nationale retssystemer.
- Den europæiske arrestordre er et godt eksempel på, hvordan EU-landene vedtog noget uden overhovedet at anerkende, hvad det ville få for konsekvenser i praksis og uden at have en god nok ramme for beskyttelse på EU-niveau, siger han.
Både han og andre eksperter fremhæver ofte netop dette meget indgribende retsinstrument, fordi det bygger på, at man landene imellem skal kunne stole på, at den, man udleverer til retsforfølgelse i et andet land, også får en fair retssag.
- Den gensidige anerkendelse på strafferetsområdet bygger på en formodning om, at de nationale strafferetssystemer virker helt perfekt, siger han.
Problemet er bare, at postkortbilledet af EU som den perfekte retsstat er rimelig flosset i kanten.
I Belgien har en stor skandale om korruption i dommerstanden rullet hen over sommeren.
Lande som Bulgarien, Rumænien og Grækenland er notorisk kendt som steder, det ikke er heldigt at blive anholdt på grund af et ringe retsvæsen.
Og Brasilien nægter for tiden at udlevere en formodet terrorist til Italien, fordi man ikke stoler på, at han er sikret en fair rettergang i sit hjemland.
Det er bare ikke noget, man har for vane at sige højt til hinanden i EU-kredsen.
- Det virker, som om der er en stiltiende gentlemen's agreement om, at man ikke blander sig i hinandens nationale anliggender. Men samtidig er der en eklatant mangel på tillid mellem staterne, siger EU-parlamentariker Sophie in't Veld.
Hun kritiserer også Kommissionens uvilje mod at spille sin rolle som traktaternes vogter, når det kommer til beskyttelsen af egne borgere.
- I praksis vender de det døve øre til, siger hun.
- Vi har en række eksempler på overskridelse af anti-diskriminationsreglerne lige nu. For eksempel i Litauen, hvor landet har lavet indlysende homofobisk lovgivning. Og dér hører man ikke en lyd fra Kommissionen. Men hvis der sker en overtrædelse af en markedsregulering eller kartellovgivningen, så er de der med det samme, siger hun.
Dermed afhænger rækkevidden og succesen af det nye fem-årige retsprogram også i høj grad af, hvor langt medlemslandene har tænkt sig at bevæge sig henimod et fælles EU-retsområde.
- Lige nu er der en masse forhindringer og en masse gensidig mistro, en mangel på koordination og nogle meget forskellige standarder, siger in't Veld.
Hvad er Stockholm-programmet?
Stockholm-programmet skal tegne EU's politik på retsområdet i perioden 2010-2014. Det følger i kølvandet på Helsingfors- og Haag-programmerne, der i henholdsvis 1999 og 2004 fremlagde deres bud på et femårigt retsprogam. I juni præsenterede EU-Kommissionen sit oplæg til programmet. Og det er det, som EU's 27 lande lige nu er i gang med at forhandle på plads.
Programmet er bredt og spænder over alt fra anti-terrorlovgivning til immigration over børns rettigheder til beskyttelse af personlige data.
Danmark, Lissabon og Stockholm
Det nye Stockholm-program kommer på et tidspunkt, hvor Danmark står ved lidt af en retspolitisk skillevej i EU-henseende. Vores retsforbehold står nemlig til at slå ud i fuldt flor, hvis Lissabon-traktaten træder i kraft ved årsskiftet, sådan som EU-politikerne håber på. Det indebærer, at vi på de områder inden for det civil- og strafferetlige samarbejde og i politi- og toldsamarbejdet, hvor vi lige nu godt kan være med, bliver sendt uden for døren i fremtiden. Medmindre forbeholdet bliver sendt til folkeafstemning, kommer vi altså ikke til at deltage i store dele af Stockholm-programmet. Og selv hvis der kommer en afstemning, har statsminister Lars Løkke Rasmussen lagt op til, at vi får et nyt retsforbehold, der vil give os lov til at vælge at stå udenfor, hvis vi ikke vil være med på ny lovgivning.
Vigtigste områder for advokater
Stockholm-programmet lægger op til en række håndfaste tiltag, som på sigt kan få betydning for EU's advokater. For eksempel:
- Fælles bevisoptagelseskendelse.
- Etablering af fælles minimums-retsgarantier.
- Større brug af afhøringer via videokonferencer og elektroniske beviser i retssager.
- Mere dataudveksling og deling af for eksempel strafferegistre.
- Større harmonisering af EU's retssystemer.
- Bedre lovkvalitet og mere fokus på evaluering af eksisterende love.