Landsdommer Ole Dybdahl ser tilbage på et år præget af fokus på samspillet mellem domstolene og Folketinget.
Af Ole Dybdahl, landsdommer, Østre Landsret
Folketinget er nu gået på sommerferie, og der kan være anledning til at samle op på, hvordan folketingsåret 2008 – 2009 er forløbet – set med domstolsøjne.
Det er særlig relevant at fremhæve tre temaer:
1. Loven om dommeres fremtræden.
2. Straffer domstolene sådan, som Folketinget bestemmer?
3. Indførelse af en minimumsstraf på fængsel i et år i visse sager om besiddelse af ulovlige våben.
Dommerkapperne
Stort set ingen lov om domstolenes forhold har i nyere tid givet anledning til så megen debat, som loven om dommeres fremtræden i retsmøder. Debatten har – naturligt nok – navnlig drejet sig om forbuddet mod at bære religiøse symboler i retsmøder, men loven indeholder også krav om, at byretsdommere, som aldrig har båret kapper i Danmark, nu skal gøre det.
Dommerforeningen anførte i sit høringssvar generelt om dette lovforslag, at landets byretsdommere i forbindelse med domstolsreformens ikrafttræden havde overvejet spørgsmålet om at indføre kapper i byretterne, hvilket byretsdommerne imidlertid havde afvist med stort flertal på Dommerforeningens årsmøde i november 2007.
På den baggrund kunne Dommerforeningen ikke støtte et lovforslag herom. Foreningen udtrykte dyb forundring over, at regeringen havde valgt at tilsidesætte dommernes mening om et spørgsmål, der i den grad berører dommernes daglige arbejde, og derved havde overtrådt den grænse for lovgivningsmagtens indblanding i den dømmende magts anliggender, som ellers hidtil har været respekteret. Samtlige præsidenter for byretterne, landsretterne og Sø- og Handelsretten henviste til Dommerforeningens høringssvar.
Men skrædderne går snart i gang!
Straffer vi så hårdt, som Folketinget vil have?
Det andet tema, som har præget det seneste år, har været debatten om, hvorvidt domstolene dømmer så strengt, som Folketinget bestemmer.
Debat om de udmålte straffe forekommer ofte i relation til enkeltsager, men også mere generel kritik af strafniveauet fremkommer. Debatten er på det seneste blevet rejst af en journalist på internetmediet Altinget, men er også blevet fulgt op politisk.
Kritikken er blevet besvaret fra domstolsside. På Nordisk Juristmøde i København sidste sommer sagde Højesterets præsident Torben Melchior generelt om emnet bl.a.:
“Jeg skal ikke her tage stilling til, om strafskærpelser er rimelige eller ikke, selv om man nogle gange kan have sin tvivl om nytten. Det tilkommer Folketinget at fastsætte strafferammerne og derigennem angive, om der er behov for at ændre praksis. Og jeg vil gerne understrege, at domstolene retter sig efter det. I debatten hører man ofte, at domstolene kører deres eget løb, men det er forkert. Vi følger naturligvis lovgivningsmagtens anvisninger.”
Og formanden for Domstolsstyrelsen, højesteretsdommer Niels Grubbe, har besvaret den konkrete kritik:
“I medierne er fremsat den påstand, at domstolene efter Folketingets skærpelse i 2002 af straffene for vold kun har hævet straffene med en sjettedel og ikke med den tredjedel, der var Folketingets hensigt. Påstanden indebærer en alvorlig beskyldning mod domstolene, for domstolene skal naturligvis udmåle straffe i overensstemmelse med de niveauer, som Folketinget har fastsat.
Men beskyldningen er ikke berettiget, for domstolene har faktisk gennemført den strafskærpelse med en tredjedel, som Folketinget ønskede. Beskyldningen må derfor afvises … .
…
Rigsadvokaten har afgivet redegørelser om straffene for vold i 2004, 2005, 2006 og 2007. Redegørelserne bygger på indberetninger fra statsadvokaterne og dækker alle landsretsdomme i voldssager. …
Konklusionen er, at “domstolene gennemgående må anses for at have forhøjet straffene (…) i overensstemmelse med de tilkendegivelser om strafniveauet, der blev udtrykt ved lovændringen i 2002 (...) I de forholdsvis få sager, hvor straffen afviger fra det i øvrigt gældende niveau, foreligger [der] en konkret begrundelse herfor (…) Dette harmonerer med forarbejderne til lovændringen i 2002, hvorefter straffastsættelsen fortsat beror på domstolenes konkrete vurdering i de enkelte tilfælde af samtlige sagens omstændigheder (…)”
Redegørelserne blev afgivet til Justitsministeriet og Folketingets Retsudvalg. Justitsministeren udtalte den 11. juli 2006 i en pressemeddelelse, at “strafskærpelserne må siges fuldt ud at være slået igennem i retspraksis”. Efter den fjerde redegørelse i 2007 blev det besluttet ikke at bede Rigsadvokaten om flere redegørelser.
Der blev på samme måde gennemført skærpelser af straffene for voldtægt, seksuelle misbrug af børn samt uagtsomt manddrab og legemsbeskadigelse, bl.a. i trafikken. Rigsadvokatens konklusioner på disse områder har i alt væsentligt været den samme: "Skærpelserne er slået igennem i retspraksis.”
Senest har dommer Jørgen Lougart og landsdommer Mikael Sjöberg, henholdsvis formand og næstformand i Dommerforeningen udtalt sig på linje hermed og opfordret til, at Folketinget – hvis dette mener, at domstolene straffer for mildt for en bestemt forbrydelsestype – henstiller til justitsministeren via anklagemyndigheden at påstå skærpelse i retten.
Med de statistiske oplysninger, som Rigsadvokaten har indsamlet og bearbejdet, og med de klare udmeldinger fra domstolenes repræsentanter kan domstolene næsten ikke gøre mere for at imødegå kritikken af, at vi ikke skulle følge Folketingets anvisninger.
Minimumsstraffe
Et tema, der har fyldt debatten i de seneste måneder, og som måske har sammenhæng med den fremførte kritik af domstolenes straffe, er indførelsen af en lovfæstet straf på mindst et års fængsel for ulovlig besiddelse af skydevåben med tilhørende ammunition på offentligt tilgængeligt sted under særligt skærpende omstændigheder.
Lovforslaget er blevet kritiseret fra bl.a. domstolsside, men problemstillingen er skarpere trukket op af Niels Krause-Kjær i hans blog i Berlingske Tidende den 4. maj 2009:
“Og snart koster det således et års fængsel, hvis man trods ren straffeattest, grå bukser og et civilt job som bogholder har lovet sin bedstefar at transportere hans gamle jagtgevær fra Jagtvej i København til Slagelse og uden at tænke sig om lægger det i bagagerummet på Kadett’en. Formildende omstændigheder, som dommeren kunne være interesseret i at høre? Ikke her!”
Bortset fra, at lovbemærkningerne til strafskærpelsen som et eksempel af begrænset rækkevidde anfører, at et forhold ikke kan anses for særligt skærpende og derfor ikke omfattet af minimumsstraffen, hvis en person transporterer et våben for en anden, som har våbentilladelse, f.eks. et medlem af en skytteforening, som efter skydetræning har et hastende ærinde og derfor beder et familiemedlem, som ikke har våbentilladelse, om at transportere våbnet til bopælen, illustrerer Krause-Kjærs historie om bogholderen den pris for retssikkerheden, som minimumsstraffe har.
Dialog
Det er svært at skjule, at den beskrevne udvikling ikke har været optimal set med dommerøjne. Advokatrådet har i Retssikkerhedsprogrammet fra april måned foreslået, at der oprettes et Center for Lov og Ret, hvor repræsentanter fra myndigheder og organisationer og parter fra forskellige sider skal mødes en eller to gange årligt for at diskutere emner vedrørende retssikkerhed. Et sådant initiativ og i øvrigt en mere hyppig og åben dialog mellem de fagjuridiske miljøer og retspolitikerne, således som der var en opfordring til på den konference, hvor Advokatrådet præsenterede programmet, kan kun være til gavn for strafferetten, -processen og domstolene.
Citat fra Berlinske Tidende
“Forråelsen breder sig dybt ind i regeringskontorerne godt hjulpet af en Villy Søvndal i fri dressur. I flere år har Dansk Folkeparti ønsket at indføre minimumsstraffe. Det er hver gang klart og kontant blevet afvist af både Venstre og De Konservative. Indtil for kort tid siden blev den slags i de to partier opfattet som helt – helt – uden for skiven. Men da Villy Søvndal til sit partis – og måske også sin egen – overraskelse kom for skade at kræve minimumsstraf på 1 år for våbenbesiddelse i forbindelse med bandekrigen, så bristede alle også traditionelt borgerlige retspolitiske forsvarsværker. Nu er det blevet en del af bandepakken.”
Niels Krause-Kjær i Berlingske Tidende den 4. maj 2009.