Svarene gives i Proceduren – en klassiker, der nu foreligger i en ny udgave.
Af Christian Dahlager, advokat (H), ekstern lektor
Vi, der har støttet os til første- og andenudgaverne, synes ikke, at det kan have været en nem opgave, som forfatterne af 3. udgaven har stillet sig med at opdatere og forny Proceduren.
Værket har siden førsteudgaven fremstået som et af de centrale værker for procedører og dommere, fordi de oprindelige forfattere med råd, vejledning og deres store viden om at føre retssager har formået at inspirere os andre til at forsøge at yde det bedste i retssalene.
Opgaven med at forny Proceduren har bidragyderne til tredjeudgaven imidlertid løftet på glimrende vis. De har derfor ikke blot givet yngre jurister en ny udgave af bogen, men har tillige ført os ældre aktører sikkert ind i de praktiske sider af det 21. århundredes retspleje. Præmisserne herfor er følgende:
Behovet for fornyelse
I 2006 blev en af de mest omfattende ændringer af retsplejen gennemført. Der har derfor været et naturligt behov for at få Proceduren ajourført. Den er samtidig blevet udvidet med godt 400 sider. Der er blandt andet medtaget afsnit om de internationale aspekter af retssager i form af sager ved EF-Domstolen, Menneskerettighedsdomstolen, sager vedrørende Grønland og Færøerne samt et kapitel om retssagens psykologi af cand.psych.aut. Anja Leavens.
Der er også blevet plads til en værdifuld gennemgang af de nye regler om forligsmægling, retsmægling og mediation udarbejdet af generalsekretær Henrik Rothe. Systematikken i bogen er søgt bibeholdt, men alle kapitler (på nær et) er omskrevet af bidragyderne. Proceduren fremstår derfor mere som et nyt, selvstændigt værk, og det giver anledning til at nævne, at de første udgaver ikke bør gemmes væk, men at de fortsat kan læses med stort udbytte, da de indeholder noget almengyldigt om etik og sagsførelse, som ikke forældes på trods af reformer og moderne tiltaleformer i retssalene.
3. udgaven er opdelt i fire hovedafsnit: 1) “Generelle problemer”, 2) “Almindelig del om civile sager”, 3) “Speciel del om civile sager” og 4) “Straffesager”. Den nye udgave, der er forfattet af forskellige bidragydere, omfatter 50 kapitler, der alle indeholder væsentlige bidrag til, hvordan en retssag bedst føres og vindes. Spaltepladsen er imidlertid her begrænset, og opgaven er ikke at være for fagspecifik. Jeg skærer derfor sagen til og holder mig til to af de emner, der behandles i bogen, nemlig en god procedure og en nydannelse efter retsplejereformen, det vigtige § 353-møde.
Forberedelse og atter forberedelse
Proceduren er der, hvor parterne i et mundtligt foredrag over for retten gør rede for deres opfattelse af sagen. Det er den sidste tredjedel af hovedforhandlingen efter forelæggelsen og bevisførelsen. Proceduren har på samme måde som parts- og vidneforklaringerne det indbyggede problem, at den ikke fuldt ud kan forberedes. Parter, vidner (og undertiden også skønsmænd) forklarer noget andet, end man havde forestillet sig, da man forud på kontoret tænkte, arbejdede på og disponerede sit indlæg.
Som påpeget af landsdommer Henrik Bitsch kan det imidlertid ikke nytte noget at procedere på de forklaringer, som man havde forventet eller håbet på ville blive afgivet. Der skal procederes på, hvad der rent faktisk er passeret under hovedforhandlingen. Det, der er passeret, er imidlertid passeret nogle få timer forinden under afhøringen af parterne og vidnerne, samt under indtryk af det direkte møde med modparten og i lyset af supplerende spørgsmål fra dommeren til sagens materiale. Dette stiller selvsagt betydelige krav til procedørens evne til at opfange, hvad der under den første del af hovedforhandlingen er fremkommet af uventede momenter og til at ekstemporere i sin procedure herefter.
Der gives i flere indlæg i Proceduren gode anvisninger på, hvordan dette problem bedst løses. Det grundlæggende er, bl.a. udtrykt af advokat Sune Fugleholm, at retshandlingerne bør bygge på et stærkt fundament af god sagsforberedelse, hvor der forud for hovedforhandlingen er ofret mange – undertiden rigtig mange – ressourcer på en gennemarbejdet procedure. Misforståede pralerier, som man fra tid til anden hører fra friske procedører, om at proceduren blev lavet natten forinden, er en grundlæggende misforståelse af, hvordan en retssag skal behandles. Det store arbejde giver netop procedøren den intense fortrolighed med argumentationen i sagen, som muliggør et frit, overbevisende foredrag og sikrer overskuelige fravigelse fra det, der er forberedt, når sagens udvikling under hovedforhandlingen tilsiger det. Det kan så diskuteres, om der skal udarbejdes et fuldt manuskript, eller som landsdommer Michael Kistrup anbefaler, blot en disposition med hovedoverskrifter for ens indlæg suppleret med stikord. Generelt hælder jeg til Kistrups anbefaling, fordi det gør det lettere at supplere og korrigere proceduren, men først og fremmest fordi den procederende derved tvinges til at procedere i et lettere tilgængeligt talesprog. Stikordsformen bør dog suppleres med en præcis nedskrivning af særlig vanskelige passager.
Beviser og proceduren
En fejl som vel især mange uerfarne procedører begår, og som der ofres en god del plads på i Proceduren for at rette op på, er at overse vigtigheden af bevisførelse. Det drejer sig om, at man ikke er forberedt ordentligt på vidne- og partsafhøringerne, at der ikke er brugt den fornødne tid på at finde de afgørende bevisdokumenter eller et ordentligt udarbejdet skønstema. En sag skal forberedes grundigt ikke kun vedrørende juraen, men også vedrørende beviserne. I sammenhæng med dette fremhæves det centrale for en god procedure, nemlig at der fokuseres på beviserne og ikke mindst på bevisbyrden.
Som det videre påpeges, er spørgsmålet om, hvem der bærer bevisbyrden, det spørgsmål, der afgør flest retssager. Alligevel glemmes bevisbyrden mærkeligt nok gang på gang, og der ofres i stedet uforholdsmæssig megen tid på at procedere på juraen, som ofte ikke er så vanskelig at fortolke, som den procederende tror. Det kræver mod at procedere på beviserne, men det lønner sig, fordi det skaber tryghed, tillid og troværdighed om eget resultat.
Hvornår skal der sættes ind?
Et moment, der bør give anledning til eftertanke, er et forhold, der fremhæves af flere af forfatterne, nemlig at der bør sættes tidligt ind over for retten med at klargøre og fastslå sagens omdrejningspunkt. Det er inspireret af den arbejdsform som Højesteret har. Som det anføres af advokat Michael Gregers Larsen begynder voteringen i Højesteret umiddelbart efter, at advokaterne og tilhørerne har forladt retssalen. Højesteret må derfor forberede sig på sagen inden hovedforhandlingens begyndelse. I forbindelse med dette redegør højesteretsdommer Lene Pagter Kristensen meget instruktivt for voteringen i kollegiale retter (Højesteret, landsretterne, Sø- og Handelsretten og tillige byretterne, hvor der undertiden medvirker tre dommere). Pagter Kristensen nævner, at det i Højesteret i dag ikke er usædvanligt, at dommerne forud for den mundtlige procedure vil have dannet sig et ganske detaljeret billede af sagen gennem læsning af sagsmateriale, litteratur og retspraksis. Det oplyses endvidere, at nogle – især førstevoterende – muligvis allerede på et tidligt tidspunkt kan have lavet skitser til, hvorledes præmisserne eventuelt kan se ud. For som det anføres i denne sammenhæng (men også til instruktiv nytte for dommere og procedører i andre sammenhænge): “Den bedste afprøvning af et synspunkt er jo ofte at forestille sig, hvordan begrundelsen for det kunne formuleres.”
Erfaringen blandt procedører er, at retternes dommere selvsagt er forberedt på sagen, men det bør give anledning til eftertanke, at udviklingen i kraft af, at sagerne bliver mere og mere komplicerede, antageligvis vil medføre, at dommerstanden nu om dage – og ikke alene i Højesteret – vil have dannet sig et ganske detaljeret billede af sagen allerede forud for hovedforhandlingen. Det fremhæves derfor også af flere forfattere, at alt væsentligt bør præsenteres før begyndelsen af hovedforhandlingen, og ikke mindst at præsentationen skal ske i en klar og overskuelig form. Jeg fristes til at tilføje, at dette bør ske så tidligt som overhovedet muligt, fordi retsplejereformen lægger op til en aktiv procesledelse fra dommernes side på et tidligt tidspunkt i forberedelsen, nemlig allerede på § 353-mødet. Det er i alt fald en god idé – som fremhævet i Proceduren flere steder – at gøre sig det klart, at det sammenfattende processkrift meget muligt er sidste chance for at få dommeren i tale, før han/hun har dannet sig en mening om sagen. Det sammenfattende processkrift kan derfor med stor fordel afgives, selvom det ikke er påkrævet, og det kan tillige betale sig at ofre en del kræfter på det. Det bør i øvrigt normalt maksimalt fylde 3-5 sider. Et tilsvarende vink fra bogen er: En procedure bør i de almindelige sager tage max 15-30 min. Husk begge råd.
Den gode procedure har stadig sin store berettigelse. Der er, som det fremhæves af flere forfattere i bogen, næppe nogen dommer som ikke har oplevet, at billedet vender mere end en gang under parternes procedure. Hertil kommer, at advokatstandens processuelle arbejde for klienten og andre interesserede først og fremmest kommer til udtryk under proceduren. En forberedt og velargumenterende procedør har stor betydning for borgernes tillid til retssystemet.
Det første møde med retten
En væsentlig nydannelse efter retsplejereformen er § 353 mødet. Det er sagens første møde med retten. Fhv. landsdommer Holger Kallehauge og retspræsident Otto Bisgaard har behandlet dette møde. Mødet afvikles normalt som telefonmøde, som der er hjemmel til i § 353, stk. 6, hvilket der er stor tilfredshed med blandt advokaterne. Det nævnes dog med rette, at der er grund til at overveje for advokaterne og dommeren i de større sager og sagskomplekser at holde mødet i retten. Men også i de mindre sager, hvor der er anledning til forligsdrøftelse, eller hvor der i det hele taget er behov for en tilbundsgående drøftelse af sagens tilrettelæggelse og tilskæring af sagen, kan det efter min vurdering med fordel betale sig at ofre den tid og de omkostninger, der er forbundet med et fysisk møde. Det fremhæves således andetsteds i Proceduren, at en almindelig erfaring er, at det er betydelig mere usikkert for både parterne og dommerne at læse signaler fra øvrige mødedeltagere i et telefonmøde. Der kan derfor vindes meget ved at møde frem og drøfte sagens tilrettelæggelse og tilskæring i et retslokale. Det er også, som om koncentrationen skærpes i retslokalet, frem for hjemme på kontoret i nærheden af pc’en og bunkerne på skivebordet.
Det ville have været en fornøjelse at have haft flere spalter til rådighed til at redegøre for de mange gode synspunkter i Proceduren. Bogens tredjeudgave holder på glimrende vis traditionerne ved lige fra de første udgaver, og – som det vigtigste – den formår at gøre retssagen levende og inspirere læseren til den gode sagsførelse. Tak til bidragyderne for dette – og med bogen – god vind til retssalenes aktører.
Proceduren
3. udgave, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2009.