Jeg forstår den undren, som en tilhører i Deniz-sagen oplever. Men sådan fungerer hverdagen i retssalene. Og oplevelsen kan være hård for de pårørende.
Af Jeppe Søndergaard, advokat, Ret & Råd
Vi har i Danmark et vigtigt princip om, at tiltalte er uskyldig, indtil der er afsagt dom i sagen. Det princip medfører blandt andet, at der ikke kan laves særregler for pårørende til forurettede, så hvis de vælger at følge en retssag, bliver de uvægerligt konfronteret med de tiltalte, deres familie og venner. Dette kan være en barsk oplevelse, men det er et frit valg for de pågældende.
Offentlighed i strafferetsplejen er meget vigtig i et retssamfund, da det, der foregår i retssalen, gerne skulle kunne tåle dagens lys. Lukkede døre bør være absolut undtagelsen. Det medfører, at den arbejdsplads, hvor dommere, nævninge, retssekretærer, anklagere og forsvarere har deres daglige gang med tiltalte og vidner som gæsteoptrædere, bliver en skueplads, hvor tilhørere har vidt forskellige tilgange til sagen. Udgangspunktet er dog at skabe en retfærdig og fornuftig afgørelse og ikke særligt tækkes tilhørernes oplevelse af processen.
Grin gør ingen skade
Er det så upassende, når nævninge og de tiltalte griner undervejs? Det er min generelle opfattelse, at et grin får processen til at være mere menneskelig. Hvis der virkelig er noget at grine ad, så får det alle deltagere til at slappe af, og dermed bliver det endelige resultat meget bedre, for ingen kan arbejde totalt anspændt fire dage i træk. Et lille smil eller et grin er sundt, hvis det ikke bruges hæmningsløst eller upassende. Jeg har ofte oplevet, at en pudsig bemærkning eller en fortalelse får en dommer til at grine lidt, og det har altid været gavnligt for forløbet. De fleste vidner og tiltalte møder i retten med en vis respekt og er lidt nervøse ved situationen. Et grin er med til at tø det hele lidt op. De efterfølgende forklaringer er mere ligefremme og brugelige til en fornuftig afgørelse.
Når de tiltalte griner, skal det ofte ses i den sammenhæng, at de som i denne sag har siddet varetægtsfængslet i ca. 10 måneder, og det er noget af et kulturchok at komme i en retssal efter så lang tids indespærring. Det kan nogle gange virke lidt upassende, men er en i øvrigt naturlig reaktion, som oftest ikke er en hån mod det passerede. Det kan også være en reaktion på det, som tiltalte har gjort, og en tagen afstand fra det, hvilket er et velkendt psykologisk fænomen. Det kan, og skal, dommeren ikke skride ind overfor.
Neutrale spørgsmål
Hvad så med vidner, som simpelt hen ikke forstår de spørgsmål, de bliver stillet? Jeg er enig i oplevelsen af, at det ofte volder problemer. Det skyldes først og fremmest, at spørgsmål skal stilles neutrale, og jo mere neutralt et spørgsmål er, jo sværere er det at svare på. Dernæst oplever jeg ofte, at vidner vægrer sig ved at svare på spørgsmål og ikke bryder sig om situationen. Jeg mener dog ikke, at det er et problem for retssagen, snarere tværtimod. De der skal dømme i sagen – nævninge og dommere – får de informationer, de skal have, og et vidnes vægring ved at svare på spørgsmål, er også en del af beviserne, som dommerne kan tillægge vægt. Det bliver i artiklen kritiseret, at der ikke var politifolk uden for lokalet til at skabe ro. Det har jeg det rigtig godt med. En sag skal ikke overdramatiseres af politiet, og politiet har som udgangspunkt ikke noget at gøre på gangen uden for retslokalet. En retsbetjent måske, men ikke politiet. Politiet har ingen arbejdsopgaver uden for retslokalet, medmindre den konkrete sag skulle give anledning til det, og jeg oplever i dagligdagen ingen problemer ved, at der ikke er politi uden for retslokalet.
En forsvarers lod
Hvad så med de tiltalte, som pludselig får lov at snakke sammen? Ja, det afgør politiet alene. Når man har været varetægtsfænglet flere måneder, og venner møder hinanden, så er der en trang til at tale sammen. Det er en helt naturlig reaktion på varetægtsfængslingen, som ikke bør forhindres mere end højst nødvendigt. Det er jo mennesker, vi har med at gøre. Oftest skrider politiet ikke ind, for det kan ikke ødelægge sagen, og så må de tiltalte tale frit. Udenforstående skal absolut blande sig udenom, da de ikke kender anklagerens beviser og bevisvurderinger og derfor ikke har nogen mulighed for at skønne over behovet for at mindske kontakten mellem de tiltalte.
I artiklen bliver forsvarerens procedure beskrevet som dumsmart. En forsvarers opgave er at være talerør for tiltalte og sige det, som man selv ville have sagt, hvis man var kommet i den konkrete situation. Det indebærer, at forsvareren har en meget fri ret til at procedere sagen og derfor kan komme meget vidt omkring. Det er efter min opfattelse urimeligt, at kalde en seriøs forsvarers bemærkning for dumsmart, blot fordi sympatien er forankret hos forurettede. Den tiltalte skal have et godt forsvar, og herefter må dommerne dømme i sagen. Det er, hvad jeg forstår ved retsfølelse og et retssamfund.
Generelt er det min opfattelse, at danske dommere har en god retsledelse, hvor der ikke bliver grebet ind over for mindre, ubetydelige forseelser. Dommerne har jo nok at se til med at diktere, følge med i bilag, vejlede vidner og tiltalte, vidnegodtgørelse, anholdelse af udeblevne vidner, styre forsvarer og anklager ved uenighed i processen, praktiske gøremål som at sørge for udluftning i lokalet og meget mere. En meget streng retsledelse, vil de fleste nok have sig frabedt, da det ikke tjener det formål at nå et godt og rimeligt resultat/dom. Så må tilhørere lide den tort, at det kan være belastende at overvære en straffesag.
Fakta:
Jeppe Søndergaard
Advokat (H), 51 år.
Har behandlet straffesager siden 1984, beskikket forsvarer siden 1993, er medlem af bestyrelsen i Foreningen af Beskikkede Advokater samt medlem af Advokatrådet.