Der er ingen grund til at fasttømre en myte om skingre familieadvokater. Og der er i høj grad grund til at protestere højlydt mod den nye forældreansvarslov.
Af Pia Deleuran, advokat, Advokatfirmaet Deleuran
I sidste nummer af Advokaten var der givet plads til omtale af familieområdet. Hele forsiden og seks sider i bladet gik til Danske Familieadvokaters formand. Desværre tænkte man mest på dameblads- og boulevardpresse, når man læste teksten og så billederne.
Den del af professionen, der beskæftiger sig med de familieretlige sager, blev efter min bedste overbevisning mistænkeliggjort. Man kunne læse om, hvorledes dommere efter det oplyste taler om nogle af familieadvokaterne over morgenkaffen. Myte på myte blev tømret fast om denne gruppe af advokater.
Jeg gjorde mig det tankeeksperiment, om man på lignende måde kunne tænke sig at se overskrifter fra erhvervs- og straffeadvokaternes talsmænd: ”De grådige slipsedrenge – hvorfor har nogle erhvervsadvokater ry for at være grådige?” Eller ”De kyniske håndlangere – hvorfor har nogle straffeadvokater ry for at være håndlangere?”
Nej vel – det er ikke opbyggeligt og indbyder langt fra til respekt om erhvervsudfoldelsen. Det virker nærmest som anti-pr for faggruppen. På den måde kommer familieadvokaterne til at ligge, som de har redt.
Historisk set har familiesager – navnlig om forældremyndighed og samvær – rangeret lavt på den juridiske prestigestige, og de er økonomisk set mindre lukrative for udøverne end andre sager. Bemærkelsesværdigt, når sagerne kræver spidskompetencer, og når resultaterne ofte har afgørende betydning for klienternes fremtid.
Fokus på problemer
I artiklen manes til ro i professionen. Det må der imidlertid advares mod. Med den nye Forældreansvarslov, der trådte i kraft 1.10.2007, har familieretsadvokater fået det betydeligt sværere.
I ligestillingens navn er det gjort betydeligt vanskeligere at beskytte den enkelte klients barn mod f.eks. asocial adfærd fra en anden forælders side. Problemerne med loven har der været skrevet om i aviser, været udarbejdet indslag om på tv og været holdt konferencer om. Der er sendt stribevis af konkrete eksempler til politikerne, der illustrerer hvorledes samfundets borgere, børn og voksne, kommer i klemme.
Politisk er man i gang med at se på, hvorledes der kan rettes op på miseren, som et enigt folketing stod bag ved at se stort på de anbefalinger, der blev givet fra sagkyndigt hold i Betænkning nr. 1475 ”Barnets perspektiv”.
Netop i en sådan situation har gruppen af familieadvokater ikke brug for mistænkeliggørelse og myter. Indtil loven ændres, som justitsmininster Brian Mikkelsen allerede har stillet i udsigt, må professionen holde fast og fortsætte med at melde klart ud om de problemer, der er i forhold til sagerne.
Den manglende mulighed for økonomisk bistand til uvildig advokatbistand for borgere i sager om samvær er tilmed et massivt problem, da den type sager kan køre i årevis. Disse problemstillinger kan der læses mere om i Egmontfondens rapport ” Når gode råd er dyre”. Arbejdsvilkårene med den nye lov som grundlag kan betyde en afvikling af den juridiske bistand for den ikke formuende del af befolkningen. En afvikling, der sker såvel udefra såvel som indefra, og som naturligvis ikke er et retssamfund værdig.
Seriøse problemer må derfor ikke kunne skydes til hjørne med tanken om, at det nok er en storm i et glas vand fra en skinger kælling. Eller er det måske hele pointen? Det håber jeg ikke. Vi kan ikke som profession lukke øjnene for, at der i familiesager er borgere – børn og voksne – som er udsatte for vold, overgreb, trusler, forfølgelse og anden adfærd, vi helst ikke vil tænke på. De har beskyttelsesværdige hensyn, og hensyn må vi gøre det muligt at forfølge – både juridisk og økonomisk. Sådan er et velfærdssamfund skruet sammen.
Det kunne være spændende at få gennemført en granskning af magt, indtjening, køn og hierarkiers betydning for netop familieretsadvokaterne i forhold til den samlede profession, og det ville være interessant at forholde sig til betydningen af udøvernes efteruddannelse i konflikthåndtering med de nye konflikthåndteringsmetoder mediation, konfliktmægling og retsmægling – blot for at nævne et par indfaldsvinkler. Jeg ser ikke sådanne temaer foldet ud i artiklen, men kan opfordre til, at der tages fat dér.