De nye arveregler giver slet ikke mulighed for frit at testamentere så stor en del af formuen, som nogle advokater tror. Det kan betyde vildledning af borgerne.
Af Hans Mosbæk, chef for Skifteretten i Aalborg
I de seneste måneder har advokater på baggrund af den nye arvelov rådgivet klienter om oprettelse af testamente bl.a. med det formål i videst muligt omfang at styrke samlevendes retsstilling i forhold til personens egne børn.
Rådgivningen er generelt sket på baggrund af en forudsætning om, at man frit kan testamentere til dem, man har lyst til, for helt op til 7/8 af formuen. Det svarer til, hvad advokater, domstolsjurister, revisorer og andre får præsenteret som et faktum på kurser og i undervisningsmateriale.
Det vil sige, at man f.eks. kan testamentere op til 7/8-dele af sin formue til samleveren. Ifølge den gængse opfattelse altså.
Jeg har dog selv haft svært ved at se, at det skulle være den korrekte udlægning af den nye arvelov. Også blandt mine fagfæller har der været en stille undren over den udlægning, som lader 7/8-dele af formuen gå til samleveren. Men på den anden side, tænker de fleste, så er det netop den deling, der undervises i, og som refereres i avisartikler mv.
Da jeg selv ikke umiddelbart kunne acceptere rigtigheden af den fortolkning, satte jeg mig for at gennemgå lovens forarbejder for nærmere at efterprøve holdbarheden af den opfattelse. Og hvis min antagelse holder – hvad jeg naturligvis ikke ved, før en domstol har taget stilling – så vil det have betydelige konsekvenser. Ikke bare for de advokater, som underviser om arveloven. Men først og fremmest for borgerne, som i så fald modtager decideret forkert rådgivning.
Men nu til sagen.
Arv til samleveren
Den nye arvelovs § 87 giver mulighed for, at to samlevende personer under visse betingelser ved testamente kan bestemme, at de helt eller delvis vil arve hinanden og arves, som var de ægtefæller. Det drejer sig navnlig om at arve afdødes formue, hvor halvdelen af arven kan gå til samleveren, hvis man efterlader sig egne børn, ellers hele formuen, jf. § 9. En samlever er dog ikke tvangsarving som en ægtefælle, idet det i § 87, stk. 3, udtrykkeligt er bestemt, at § 10 – om at en fjerdedel af ægtefællens arvelod er tvangsarv – ikke finder anvendelse.
Det må konstateres, at der allerede nu i flere sammenhænge, bl.a. i Ugeskrift for Retsvæsen, på kurser for bl.a. advokater og domstolsansatte, og i dagspressen er gengivet en model, hvorefter man ved oprettelse af både udvidet samlevertestamente og et almindeligt testamente kan efterlade over 7/8 af den samlede formue til fordel for en samlever. Modellen fremgår endvidere i en del af lovens forarbejder – det vender jeg tilbage til.
Når jeg i det følgende forklarer om reglerne, vil jeg for forståelsens skyld operere med et samlevende par, Bent og Dorthe, hvor Bent ønsker at oprette et testamente. Han har to egne børn fra et tidligere forhold.
Den opfattelse af de nye regler, som offentligheden er blevet præsenteret for, bygger på en fortolkning af arvelovens §5, stk. 1, der bestemmer, at en fjerdedel af arven fra Bent er tvangsarv til egne børn. Ved udvidet samlevertestamente får Dorthe halvdelen af formuen og Bents egne børn den anden halvdel af formuen.
Tvangsarven fastsættes derfor til en fjerdedel af halvdelen af Bents formue, det vil sige 1/8. Ved det almindelige testamente råder Bent over den frie del på 3/4 af børnenes arv på halvdelen af formuen svarende til 3/8 af den samlede formue. Dorthe får således 4/8 i kraft af udvidet samlevertestamente og 3/8 i kraft af det almindelige testamente, som Bent selv kunne bestemme over. Samlet får Dorthe 7/8 af Bents formue.
Det er den model, kaldet 7/8-modellen, som populært sagt giver den, der opretter et testamente, mulighed for at minimere børnenes arv.
Den gængse opfattelse
I det følgende vil jeg foretage en vurdering af holdbarheden af den gængse opfattelse over for en model, hvorefter børnenes tvangsarv på en fjerdedel af afdødes formue ikke kan beskæres til 1/8.
Betragtningen er, at Dorthes arveret i henhold til det udvidede samlevertestamente først og fremmest er udslag af testamentarisk disposition over den frie del af formuen, og at tvangsarven på en fjerdedel skal udmåles af den “arvelod” i § 5, stk. 1, der foreligger før Bent opretter udvidet samlevertestamente. Hønen kommer nødvendigvis før ægget. Det vil sige, at Bent allerede ved oprettelse af udvidet samlevertestamente tager hul på den “frie” del – 3/4 – af formuen.
Reglerne om udvidet samlevertestamente bygger på Arvelovsudvalgets betænkning nr. 1473, hvor det i bemærkningerne til § 92 (lovens § 87), er anført, “...at det i et udvidet samlevertestamente kan bestemmes, at den længstlevende samlever skal arve efter § 9, dvs. at samleveren skal arve halvdelen af de efterladte midler, hvis arveladeren efterlader sig livsarvinger, jf. § 9, stk. 1. Hvis der træffes bestemmelse herom i testamentet, vil det indebære en begrænsning i arveladerens livsarvingers tvangsarveret.”
Dette er gengivet i Justitsministeriets bemærkninger til lovforslagets § 87.
I forbindelse med Folketingets Retsudvalgs behandling af lovforslaget besvarede justitsministeren spørgsmål 7 – 12 i bilag af 25. februar 2007, at retsvirkningerne af et udvidet samlevertestamente efter lovforslaget er de samme som efter Arvelovsudvalgets lovudkast (Hvidbogens side 369). Disse forhold understøtter den gængse opfattelse af de nye regler.
Den 26. april 2007 afholdtes der et internt ekspertmøde i Folketingets Retsudvalg med deltagelse af professor, dr.jur. Finn Taksøe-Jensen, der til brug for mødet udarbejdede et skriftligt indlæg vedrørende ugifte samlevendes arveretlige stilling (Hvidbogens side 314). I en kommentar til lovforslaget om det udvidede samlevertestamente anføres det: “Der kan straks oprettes et almindeligt samlevertestamente. I dette kan endvidere indbygges et udvidet samlevertestamente, således at dette træder i kraft, hvis betingelserne derfor kommer til at foreligge før dødsfaldet. Ved det almindelige samlevertestamente kan den længstlevende arve op til 3/4 af værdierne i den førstafdødes bo. Ved det udvidede samlevertestamente op til 7/8.” (Hvidbogens side 321). Dette forhold understøtter igen den gængse opfattelse af reglerne.
Men men..
Der er altså flere kilder til støtte for den model, der giver størst mulig frihed til at testamentere 7/8-dele af arven til samleveren. Alligevel er der kilder, som samlet set angiver, at den fortolkning er forkert.
Den frie ret til at bestemme, hvem arven skal gå til – testationsretten – og tvangsarveretten har hidtil traditionelt kunnet betragtes som to sider af samme sag. Det vil sige, at omfanget af Bents frie testationsret svarer til det, som ikke er tvangsarv. Omvendt betragtes tvangsarveretten som den del af arven, som Bent ikke frit kan testamentere over.
Men efter den gængse opfattelse kan man ikke længere anskue det på samme enkle måde, idet retten til frit at testamentere i visse situationer – dvs. i tilfælde uden udvidet samlevertestamente kombineret med almindeligt testamente til fordel for samlever – gælder 3/4 af formuen. Og i tilfældet med udvidet samlevertestamente kombineret med almindeligt testamente er den 7/8 af formuen.
Det er en selvfølge, at Dorthe, som ikke er tvangsarving, opnår arveret til minimum halvdelen af formuen. Den frie del af formuen – som ifølge modellen fortsat er i fuldt behold – det vil sige 3/4 af børnenes arv på halvdelen af formuen svarende til 3/8 af formuen – vil Bent således kunne råde frit over. Det er værd at bemærke sig, at den del ikke nødvendigvis skal testamenteres til fordel for Dorthe. Arvelader kan testamentere til fordel for en helt tredje person. Det vil sige, at halvdelen af børnenes tvangsarv – på en fjerdeldel – i realiteten kan gå til en helt anden person end Dorthe! Det må være relevant at stille spørgsmålet, om Folketinget, hvis det havde haft grundlag for at tage stilling til den situation, ville have accepteret 7/8-modellen.
Den omstændighed, at tvangsarveretten og den frie testationsret ikke længere i givet fald kan anskues på samme enkle måde, er naturligvis ikke argument for, at 7/8-modellen ikke kan antages at være gældende. Men det er bemærkelsesværdigt, at det i lovens tekst og forarbejder ikke er kommet mere direkte til udtryk, eksempelvis ved bemærkningerne til de almindelige regler om testationsfrihed og tvangsarveret.
Arvelovsudvalget stillede forslag om en legal arveret til visse samlevende. Den del af forslaget blev ikke medtaget i Justitsministeriets lovforslag. Arvelovsudvalget anførte i den del af forslaget, at “arveladerens livsarvingers ret til tvangsarv går forud for samleverens legale arveret.” Bemærkningen er fulgt op af et eksempel. Her tales der altså for, at børnenes arv ikke kan minimeres til bare en ottendedel. Umiddelbart ses der ikke at være nogen begrundelse for den ændrede opfattelse af retsvirkningen, når det gælder udvidet samlevertestamente.
Bliver Folketinget misinformeret?
En gennemgang af lovens forarbejder efterlader det indtryk, at Folketinget og Justitsministeriet har fået præsenteret Arvelovsudvalgets opfattelse af den afledede retsfølge vedrørende den automatiske halvering af børnenes tvangsarv som en selvfølge. Den alternative opfattelse af den afledede retsfølge – 3/4-modellen – har efter det foreliggende ikke været emne for drøftelse, ligesom den end ikke har været forelagt som en mulighed.
Justitsministeren har i fremlæggelsen af lovforslaget direkte gentaget Arvelovsudvalgets angivelse af den afledede retsfølge. Folketingets Retsudvalg er blevet præsenteret for et specifikt indlæg, hvor det, som nu er gængs opfattelse, anføres uden nærmere oplysning om anden mulig fastsættelse af afledet retsfølge. Det havde været ønskeligt, at Folketinget havde haft anledning til at holde de to modeller op mod hinanden.
Det eneste sted, hvor justitsministeren tilsyneladende selvstændigt forholder sig til problematikken er et svar til spørgsmål nr. 9 af 24. januar 2007 fra Folketingets Retsudvalg. Svaret vedrører betingelserne for oprettelse af udvidet samlevertestamente: “Det tilføjes, at der naturligvis ikke er noget til hinder for, at et par, der ikke opfylder betingelserne for at opnå arveret efter et udvidet samlevertestamente, opretter et almindeligt testamente, hvor de gensidigt sikrer hinanden i arveretlig henseende. Et sådant testamente, der ligesom et udvidet samlevertestamente skal respektere de begrænsninger i testationskompetencen, som følger af tvangsarvereglerne, kan oprettes på et hvilket som helst tidspunkt, uanset om parterne lever sammen på fælles bopæl eller ej.”
Justitsministerens svar har kun mening, hvis man forudsætter, at børnenes tvangsarv i henhold til arvelovens § 5, stk. 1 på en fjerdedel af Bents formue er uberørt af det udvidede samlevertestamente. I modsat fald har svaret ingen mening, idet børnenes tvangsarv efter Arvelovsudvalgets opfattelse automatisk vil blive halveret fra en fjerdedel til 1/8, hvilket er i direkte modstrid med ministerens svar. Udtalelsen er væsentlig, fordi den kommer umiddelbart fra justitsministeren og ikke som en del af en samlet lovpakke. Udtalelsen bestyrker, at der efter min opfattelse ikke kan siges noget entydigt om holdbarheden af den model, som de fleste nu henholder sig til. Jeg vil endda betragte udtalelsen som et tungtvejende – og måske afgørende – fortolkningsbidrag til støtte for den ¾-model, jeg hælder til. Nemlig at børnenes arv slet ikke kan begrænses så meget, som mange tror.