Når kriminaliteten driver strafferetten frem
I nyere tid har det ofte været store straffesager, der har drevet en udvikling frem inden for strafferetten.
Af Ole Dybdahl, landsdommer, Østre Landsret
Strafferetten og strafferetsplejen udvikler sig løbende på grundlag af ændret lovgivning – ofte efter et grundigt forarbejde i bl.a. Straffelovrådet eller Strafferetsplejeudvalget. På denne måde sikres en løbende tilpasning til ændrede forhold i kriminaliteten, samfundet og/eller ændrede politiske ønsker.
I visse tilfælde er den nye lovgivning så upræcis, at dens rækkevidde må fastlægges gennem en omfattende domspraksis. Det tydeligste eksempel på en sådan lovgivning i nyere tid er de ændringer i udlændingeloven, der skete i 1996 – ”pusherloven” – og 1998, hvorved udvisningsreglerne blev skærpet. Disse lovændringer førte omkring årtusindskiftet til, at en række udvisningsdomme med tredjeinstansbevilling blev indbragt for Højesteret, der for så vidt angår en række ”typetilfælde” måtte fastlægge grænserne for, hvornår udvisning var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 om ret til respekt for familieliv.
Strafferetten og strafferetsplejen udvikler sig imidlertid også i perioder i ”spring”, uden at en udvikling har været politisk bestemt.
Tre datoer er interessante i denne sammenhæng. Hver især er det datoer, der i nyere tid har sat gang i en udvikling i strafferetten og/eller strafferetsplejen:
- ukendt dato 1987: Den første annonce i dagspressen om opkøb af et overskudsselskab
- 10. marts 1996: Et medlem af Bandidos dræbes, og tre såres i Københavns Lufthavn
- 16. december 2006: Uroligheder på Nørrebro i forbindelse med en demonstration for Ungdomshuset på Jagtvej
Disse tre datoer har været begyndelsen på tre forløb af kriminelle handlinger, der har givet anledning til en række domstolsafgørelser af principiel rækkevidde.
Selskabstømningen
Selskabstømningen pågik i årene fra 1987 til 1994, på hvilket tidspunkt den daværende regering fik bragt selskabstømningen fuldstændigt til ophør, efter at man i 1993 havde fjernet en del af markedet for handel med overskudsselskaber. Selskabstømmerområdet omfattede i alt ca. 1.600 overskudsselskaber. Tiltale for skyldnersvig blev rejst i ca. 30 sager mod ca. 80 personer.
”Retsopgøret” indledtes med civile erstatningssager, og Højesteret fik i januar 1997 anledning til at træffe afgørelse i den første principielle sag, ”Satair-sagen”. Straffesagerne mod selskabstømmerne blev indledt ved domstolene i 1997, og sagerne verserede navnlig ved byretterne og landsretterne i årene før og efter årtusindskiftet. Den sidste sag verserer fortsat ved Østre Landsret.
Som udgangspunkt blev der rejst tiltale for skyldnersvig mod køberne af overskudsselskaberne. Henset til bl.a. den alvorlige kriminalitet og kriminalitetens omfang blev der i byretterne og landsretterne i en række tilfælde udmålt meget lange fængselsstraffe. Kun en enkelt af sagerne, hvor sagen ikke var blevet fremmet i en periode på ca. to år, og hvor straffen af landsretten med henvisning til EMRK artikel 6, stk. 1, om ret til rettergang ”inden en rimelig frist” var blevet fastsat under hensyntagen hertil, er blevet indbragt for Højesteret som tredje instans.
Højesteret fik imidlertid forelagt en række problemer af processuel karakter som f.eks. spørgsmål om bl.a. brug af revisionsberetninger som bevismidler, revisorhabilitet, udlevering af politiets korrespondance med revisorer, dommerhabilitet, selvinkriminering, forsvarersalærer i store straffesager mv. Som et kuriosum kan nævnes, at Højesteret blandt andet i et kæremål af en forsvarer blev bedt om at tage stilling til, om en særlig tæt berammelse var strid med EMRK og 11-timersreglen i arbejdsmiljølovgivningen. For fuldstændighedens skyld bør også nævnes, at de sideløbende civile erstatningssager mod navnlig sælgerne og deres rådgivere også bidrog til udvikling af den civile retspleje ved bl.a. kæremål til Højesteret om afsigelse af udeblivelsesdom.
Også internationalt gav sagerne anledning til vejledende afgørelser, idet Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol afviste klager over overtrædelse af EMRK artikel 6, stk. 1, som åbenbart grundløse i to tilfælde, hvor sagerne, der begge havde været behandlet i byret og landsret, havde strakt sig over mere end henholdsvis ni og ti år.
Rockerkrigen
”Den Store Nordiske Rockerkrig” strakte sig fra den 10. marts 1996 til september 1997, og i alt 11 blev dræbt, heraf fem i Danmark. Ud over angrebet i Lufthavnen omfattede ”krigen” bl.a. også angreb med panserværnsraketter på to arresthuse og på Hells Angels’ klubhus i Titangade på Nørrebro.
De mange efterfølgende straffesager gav bl.a. anledning til, at Højesteret fik lejlighed til at træffe principielle afgørelser om bl.a. vidnefritagelse for en buschauffør, som havde overværet skuddrabet i lufthavnen, udlevering af teleoplysninger, varetægtsfængsling for våbenbesiddelse, beslaglæggelse og sager om erstatningskrav fra rockere i forbindelse med visitationer.
Ungdomshuset
Urolighederne i forbindelse med Ungdomshuset på Jagtvej begyndte reelt den 16. december 2006, hvor der i forbindelse med en demonstration var omfattende uroligheder, angreb mod politiet og hærværk på Nørrebro. Den 16.-17. december 2006 anholdt politiet ca. 250 personer, hvoraf næsten alle blev løsladt af politiet eller Københavns Byret. Situationen eksploderede den 1. marts 2007, da huset blev ryddet, for herefter at aftage over de følgende dage. Fra den 1. til den 11. marts 2007 blev der anholdt knapt 800 personer, og ca. 225 personer med tilknytning til urolighederne blev i perioden fra den 1. til den 4. marts 2007 fremstillet i grundlovsforhør i Københavns dommervagt og ca. 200 varetægtsfængslet.
Efterfølgende har sagerne givet anledning til spørgsmål vedrørende rækkevidden af straffelovens § 134a, hvorefter deltagere i bl.a. grov forstyrrelse af ro og orden på offentlig sted straffes, hvis de har handlet efter aftale eller flere i forening. Bestemmelsen er senest blevet fortolket af Højesteret efter optøjerne den 18. maj 1993 på Nørrebro. Herudover har Højesteret med tredjeinstansbevilling fået forelagt flere sager om varetægtsfængsling, hvilket ikke er hyppigt forekommende, og Østre Landsret spørgsmål om beslaglæggelse.
Højesteret har således i sommeren 2007 fået anledning til at tage stilling til 13 sager om varetægtsfængsling, som er blevet afgjort ved tre kendelser i juni og august 2007 (den første kendelse er nærmere omtalt af advokat Hanne Rahbæk i Advokaten 6/2007). Højesteret har i den forbindelse bl.a. taget stilling til, om der kunne ske varetægtsfængsling af hidtil ustraffede ”aktionerende” under henvisning til ”gentagelsesfaren”, og om fortsat varetægtsfængsling ud over otte uger af seks anholdte fra selve Ungdomshuset var berettiget af hensyn til efterforskningen.
Østre Landsret har også fået lejlighed til at tage stilling til, om betingelserne for ransagninger dels på en privat adresse uden sigtelse, dels i bl.a. Folkets Hus i Stengade og Det Frie Gymnasium havde været opfyldt.
Gennemgangen ovenfor viser, at strafferetten og strafferetsplejen naturligt nok udvikles gennem ny lovgivning, men at ny kriminalitet og store sagskomplekser giver anledning til, dels at velkendte regler og velkendt jura bliver fortolket og udviklet, dels at mere upåagtede bestemmelser dukker frem og bliver prøvet af.