Efter i årevis at have sat turbo på politisamarbejde og terrorbekæmpelse er Kommissionen stoppet op – for hvordan gik det egentlig med at sikre borgerne rettigheder i samme tempo?
Af Rikke Albrechtsen, journalist, Bruxelles
− Vi er stadig langt fra vores mål om at sikre vores borgere en effektiv minimumsstandard for beskyttelse i straffesager over hele Europa.
Så stor er selvransagelsen hos den ekspertgruppe, EU har nedsat for at skabe et skelet til EU’s fremtidige retspolitik, og som blandt andet tæller justitsministre fra seks EU-lande og EU’s institutioner.
‘Fremtidsgruppen’, som den kaldes, kritiserer EU-landenes mangel på handlekraft og sætter en udvidelse af borgernes rettigheder helt øverst på EU’s retspolitiske to-do-liste.
Ti år er der gået, siden EU-landene for første gang lagde op til at sikre sigtedes rettigheder inden for unionen. Siden er det lykkedes at tage nogle gevaldige skridt inden for politisamarbejdet, hvor EU-borgere nu kan kræves udleveret på tværs af landegrænser med den europæiske arrestordre, og beviser kan udleveres med bevissikringskendelsen. Samtidig er der flere grænseoverskridende værktøjer på tegnebrættet som for eksempel øget udveksling af persondata og adgang til hinandens registre.
Men på trods af en almindelig anerkendelse i EU-kredsen om, at hvis man vil have lov til at retsforfølge EU-borgerne grænseløst, så bliver man også nødt til at sikre dem nogle fælles retssikkerhedsgarantier, er det på intet tidspunkt lykkedes at blive enige om et sæt af minimumsregler for, hvordan en mistænkt skal behandles.
− Det skaber stor bekymring blandt forsvarsadvokater, at der stadig ikke eksisterer nogen instrumenter, der giver et minimum af processuel beskyttelse i hvert medlemsland, siger Peter McNamee, der er juridisk seniorrådgiver hos sammenslutningen af de europæiske advokatsamfund CCBE, der repræsenterer mere end 700.000 europæiske advokater.
EU’s skumle fængsler
Alle EU-landene er medunderskrivere af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og dermed også dens formuleringer angående retten til en retfærdig rettergang, men det har vist sig ikke at være nogen håndfast garanti imod uheldige oplevelser i udenlandske fængsler.
Flere nye EU-lande, herunder Bulgarien og Rumænien, nævnes af mange som steder, hvor man helst ikke skal blive arresteret. Men også flere af de gamle EU-lande, herunder Grækenland, har et rigtig dårligt ry.
Derfor mener CCBE, at det er vigtigt, at man også forpligter sig på EU-niveau med de muligheder, det indebærer, for bedre at kunne håndhæve de fælles love.
− Man bliver nødt til at forstå, at det her ikke bare gælder prototypen på en kriminel, den typiske narkosmugler, morder eller sexforbryder. Det her er for borgerne, siger McNamee, der understreger, at man bliver nødt til at sikre, at en uheldig dansker, der er på ferie i et andet EU-land og af en eller anden grund ender i fængsel, har en chance for blandt andet at få at vide, hvad han er sigtet for på et sprog, som han kan forstå.
− Det her er ikke vanvittige, dyre krav, der er totalt uden for rækkevidde. Det er et rettighedsbrev, retten til konsulær bistand og retten til en advokat. Altså helt basale rettigheder, men det vigtigste, at det ville gælde i alle lande, lige meget hvad, siger han.
Manglende tillid over grænserne
Derfor er han også overordentlig glad for ‘Fremtidsgruppens’ rapport.
− Det er meget vigtigt for os, fordi det gør det klart, at det ikke kun er forsvarsadvokater og NGO’er, der kræver det. Det er dem selv, der har peget på det, siger Peter McNamee fra CCBE.
Grunden til, at det er så meget sværere sagt end gjort at vedtage fælles regler på det område, er, at det bygger på en gensidig anerkendelse af hinandens retssystemer, hvilket vil sige, at man tager for gode varer, at en tysk, estisk eller rumænsk praksis på et område er lige så meget værd som en dansk og derfor uden at blinke eksekverer beslutninger taget i et andet land, hvis myndighederne beder om det.
Og det er ikke nogen let sag for landene at acceptere. Undervejs er der blevet råbt op om tab af suverænitet og sået kraftig tvivl om, hvorvidt Kommissionen overhovedet har det retlige grundlag til at foreslå sådanne regler.
Resultatet af det har hidtil været, at ethvert forsøg på at skabe fælles regler på området er endt mere eller mindre katastrofalt. Et forslag fremlagt i 2004 nåede at blive plukket for så godt som alt indhold for siden hen alligevel at blive forkastet af EU’s justitsministre i 2007, efter at seks lande stemte imod det. Også Danmark var tilbageholdende og syntes, at forslaget gik for vidt, selv om man ikke var med på det hold, der endeligt stak kæppen i hjulet.
Men EU’s fremtidsgruppe understreger, at man bestemt ikke taler om hverken en totalharmonisering på området eller om at gå bort fra de nationale retsgarantier, som landene selv har stukket ud.
Svenskerne ved roret
Det land, der skal forsøge at drive spørgsmålet frem i EU-sammenhæng, er Sverige, der har spillet en nøglerolle i ekspertgruppen, og som kommer til at sidde i spidsen for EU-samarbejdet til sommer, hvor forslaget forventes fremlagt af EU-Kommissionen.
− Både vi og Kommissionen har den samme grundindstilling. Vi deler ambitionen om at genoptage arbejdet med processuelle rettigheder, og vi vil nå et resultat denne gang, siger Signe Öhman, der er departementssekretær i det svenske justitsministerium.
Hun og hendes kolleger arbejder sammen med embedsmænd i Kommissionen om at finde en form på forslaget, som gør, at det ikke falder med et brag.
− Det har jo været svære og meget følsomme spørgsmål, men vi er forhåbningsfulde. Vi tror, at det kommer til at gå bedre denne gang, siger hun.
− Vi mener, at det vil være godt både for individerne og for den gensidige tillid mellem EU-landene, siger Signe Öhman, der understreger, at svenskerne har gjort det til en prioritet at få forslaget sikkert igennem Ministerrådet i EU.
− Vores plan er at tage det skridt for skridt. I stedet for at prøve at gøre det hele på én gang, så er det bedre at fokusere på et område ad gangen i kombination med en langsigtet plan for arbejdet, siger Signe Öhman og forklarer, at forslaget bliver en blanding af løsninger med både lovgivning og mere praktiske tiltag.
Skyggen af Lissabon
Men andre steder i EU-systemet er der betydelig mere skepsis at spore. Holdningen er, at svenskernes ønske om en gradvis tilgang er kodesprog for, at det kommende forslag bliver helt tandløst.
Især i lyset af Lissabon-traktaten, som efter planen skulle have været trådt i kraft, når det nye forslag kommer frem, men som pt. er blevet efterladt på tegnebrættet, efter at irerne stemte nej til traktaten sidste juni. Med den nye traktat ville hele retsområdet være overgået fra enstemmighedsafgørelser til flertalsafgørelser i Ministerrådet, hvilket ville have gjort det betydelig lettere at få en aftale igennem.
− Ideen var jo at vente på Lissabon-traktaten, sådan at man kunne hæve ambitionerne og anvendelsesfeltet, fordi man kun skulle have et kvalificeret flertal, siger Gérard Deprez, der er formand for EU-Parlamentets udvalg for borgerrettigheder (LIBE), og som har deltaget i en del af møderne med den såkaldte fremtidsgruppe som repræsentant for de folkevalgte.
Han frygter, at det bliver et overordentlig svagt forslag, der kommer fra Kommissionens side.
− Jeg tror ikke på, at Kommissionen kommer til at forblive lige så ambitiøs, siger den belgiske parlamentariker, der understreger, at han ‘ikke er særlig optimistisk’.
− For at disse instrumenter skal være effektive, så skal der et meget højt niveau af tillid til, og det har vi stadig ikke, det bliver man nødt til at indrømme, siger Deprez, der påpeger, at ministrene i sådanne tiltag altid ender med at udvande forslagene betydeligt ved at indsætte betingelser, der beskytter deres territoriale rettigheder.
Men Peter McNamee hos CCBE mener, at det tegner lysere.
− Jeg tror ikke, at det her reviderede forslag ville være blevet taget op igen, hvis man ikke havde sonderet terrænet og fundet opbakning. For hvis det bliver skudt ned to gange, så kommer det aldrig op til overfladen igen, siger han.
Og selv hvis det bliver et mere beskedent grundlag, så har lidt også ret, mener seniorrådgiveren.
− Det er en start. Og vi vil byde ethvert forslag velkomment, som vil få den her sag til at bevæge sig videre. Hen ad vejen kan vi så måske udvide dens virkefelt. Men bare det at få et instrument der sikrer, at du og jeg er beskyttet op til et vist område, og at vi har visse minimumsrettigheder, lige meget hvilket EU-land vi befinder os i, er en god start, siger Peter McNamee.
Danmarks forbehold
Sigtedes rettigheder er et af de områder, hvor Danmark lige nu godt kan deltage på trods af vores retsforbehold, men hvor vi bliver sat uden for fremtidigt samarbejde, den dag Lissabon-traktaten træder i kraft, medmindre vi når at tage en afstemning om retsforbeholdet inden da. Det vil sige, at Danmarks eventuelle deltagelse kommer an på, hvor lang tid det tager at nå fra et eventuelt forslag, til der nås til enighed om en ny lov. Og om der inden for den tidsramme sker noget nyt på henholdsvis Lissabon- og forbeholdsfronten.