En række ændringer i retsplejeloven og konkursloven, øget tv-overvågning og implementering af EU-direktiver på miljøområdet er blandt de lovforslag, der i øjeblikket behandles i Folketinget.
Af Lars Lindencrone Petersen, landsdommer
Justitsministeren har fremsat lovforslag nr. L 150 om forskellige ændringer i retsplejeloven, retsafgiftsloven og konkursloven. Der er tale om en blandet landhandel, hvis enkelte dele ikke har indbyrdes sammenhæng.
For det første lægges der med forslaget op til at foretage justeringer i reglerne om betalingspåkrav. Der er tale dels om en kodifikation, således at den løsning, som retspraksis har anvist på nogle fortolkningsproblemer, nu kommer til at fremgå udtrykkeligt af loven, dels om nogle tilpasninger i lyset af de erfaringer, som er indvundet, siden reglerne trådte i kraft den 1. januar 2005.
Kodifikationsdelen angår betalingspåkrav rettet mod flere skyldnere. Det kommer til at fremgå klart af loven, at et betalingspåkrav skal opfylde lovens betingelser over for hver enkelt skyldner. Dette betyder, at den fogedret, hvortil betalingspåkravet indleveres, skal være værneting for hver enkelt skyldner.
Endvidere følger det af forslaget, at reglerne om indsigelser mv. skal anvendes for hver skyldner for sig. Dette indebærer, at der kan foretages udlæg hos den ene skyldner (som ikke har fremsat indsigelse), mens sagen for den anden skyldner (som har fremsat indsigelse) overgår til retssagsbehandling, etc. Det har dernæst i praksis vist sig noget tungt, at en fogedret, som ikke er stedligt kompetent til at behandle et betalingspåkrav, har været tvunget til at afvise dette. Efter forslaget får fogedretten derfor hjemmel til at henvise betalingspåkravet til rette værneting.
Til den praktiske afdeling hører også, at den vejledning, som skyldneren skal have, ikke længere skal være en del af det betalingspåkrav, som fordringshaveren indleverer til fogedretten. Fogedretten skal vedhæfte den, når det modtagne betalingspåkrav efter indholdsmæssig kontrol sendes til forkyndelse for skyldneren. Herved undgås det, at fogedretten skal anvende ressourcer på at kontrollere, at vejledningen nu også er identisk med den officielle.
Efter de gældende regler kan fordringshaveren anmode om, at betalingspåkravet ikke skal forkyndes for skyldneren, hvis udlæg er udelukket, fordi denne har afgivet insolvenserklæring inden for de seneste seks måneder, jf. fredningsreglen i retsplejelovens § 490. Efter forslaget udvides denne mulighed til også at angå de udlægshindringer, som følger af konkurslovens regler, dvs. at skyldneren er under anmeldt betalingsstandsning, er erklæret konkurs eller har fået åbnet forhandling om tvangsakkord eller indledt gældssaneringssag.
Lovforslaget indeholder dernæst en hjemmel til, at retten kan forbyde, at mobiltelefoner mv. medbringes i retslokalet, ligesom det gældende forbud mod at transmittere billeder og lyd fra retslokalet udvides, således at det også kommer til at omfatte transmission af tekst, f.eks. sms-beskeder.
Endelig afskaffes adgangen til at pålægge rettergangsbøder.
Tv-overvågning og forældelse
Med lovforslag L 162 udvides adgangen til at foretage tv-overvågning, idet pengeinstitutter, spillekasinoer, hotel- og restaurationsvirksomheder samt butikscentre og butikker får mulighed for at foretage tv-overvågning med billedoptagelse af egne indgange og facader og i et vist omfang tillige af arealer, som ligger i direkte tilknytning til egne indgange og facader. Med henblik på at sikre borgerne en styrket retsbeskyttelse ved behandling af personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning foreslås indsat en bestemmelse i persondataloven, hvorefter loven gælder enhver form for behandling af personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning. Endvidere tillægges Datatilsynet inspektionskompetence i forhold til privates behandling af personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning.
Med lovforslag L 165 og L 166 føres Forældelsesudvalgets betænkning nr. 1460/2005 ud i livet. Der er ved lovforslagene kun foretaget enkelte justeringer i forhold til betænkningen, og jeg kan derfor henvise til den gennemgang af betænkningen, som blev foretaget i denne klumme i nr. 9/2005. De nye regler træder i kraft den 1. januar 2008.
EU-direktiver om miljø
Med virkning fra den 30. april 2007 vil dele af EU-miljøansvarsdirektivet og direktivet om håndtering af affald fra udvindingsindustrien blive gennemført i dansk ret. Det følger af de to lovforslag, L 175 og 176, som miljøministeren har fremsat. Ved L 175 foretages en række ændringer i gældende love på miljøområdet, mens der med L 176 gennemføres en helt ny miljøskadelov. Sammenhængen mellem de to forslag er, at afgørelsen om, hvorvidt der er en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, og hvem der er ansvarlig herfor, skal træffes efter de bestemmelser, der gennemføres med L 175, og øvrig relevant lovgivning. Når der er truffet afgørelse om, at der foreligger en miljøskade, eller en overhængende fare for en miljøskade efter disse bestemmelser, skal sagens videre behandling i form af undersøgelse, forebyggelse og afhjælpning af miljøskaden ske efter bestemmelserne i miljøskadeloven (L 176).
Miljøansvarsdirektivet er et minimumsdirektiv, dvs. at medlemsstaterne kan opretholde eller gennemføre strengere regler. Dette har betydning for de gældende danske regler i f.eks. jordforureningsloven, som indeholder et ubetinget forureneransvar for alle jordforureninger, og for reglerne om grundejer- og brugeransvaret efter lovgivningen på naturområdet og ejeransvaret efter havmiljøloven. Disse bibeholdes som et subsidiært ansvar, når den ansvarlige efter direktivet ikke kan identificeres eller ikke har betalingsevne. De nye regler vedrører kun forurening som følge af hændelser mv., der indtræder efter reglernes ikrafttræden.
Reglerne handler om miljøskader, dvs. skader på vand, beskyttede arter og naturtyper og jord, og om overhængende fare for en sådan skade. Reglerne omfatter således ikke person- og tingsskader. Inden for dette område gennemføres i miljøbeskyttelsesloven, havmiljøloven og vandforsyningsloven et ubetinget ansvar. Reglerne vedrører alene det offentligretlige ansvar, dvs. at miljøskadeerstatningsloven, der vedrører den ansvarliges civilretlige erstatningsansvar, ikke ændres.
Det offentligretlige ansvar påhviler den, der i erhvervsmæssigt øjemed driver eller drev den virksomhed eller anvender eller anvendte det anlæg, hvorfra miljøskaden eller den overhængende fare for miljøskaden hidrører. Ansvaret meddeles ved påbud og indebærer, at den ansvarlige skal forebygge og afhjælpe en miljøskade og betale alle omkostninger i den forbindelse, uanset om den pågældende har udvist uforsvarlig adfærd, og uanset om erhvervsaktiviteterne var tilladte og alene forårsagede en tilladt påvirkning, f.eks. en tilladt forurening. Ansvaret omfatter dog ikke visse hændelser, som er forårsaget af tredjemand, eller som indtræder som følge af, at den ansvarlige følger et ufravigeligt påbud eller instruks fra en offentlig myndighed.
Miljøskadeloven indeholder bestemmelser om den ansvarliges pligt til øjeblikkelig at forebygge en overhængende fare for en miljøskade og afværge en forværring af en miljøskade eller en overhængende fare herfor og om meddelelse af påbud om undersøgelse, forebyggelse og afhjælpning af miljøskade, herunder om hvordan de afhjælpende foranstaltninger skal fastsættes. Loven indeholder endvidere bestemmelser om, at den ansvarlige skal stille sikkerhed for opfyldelse af sine forpligtelser efter loven, altså for udgifter til undersøgelse, forebyggelse og afhjælpning af miljøskade, herunder for dækning af myndighedernes udgifter til behandling af sagen.
Forbedret ungdomssanktion
I 2001 blev der indført en ny strafferetlig sanktionsform, ungdomssanktionen. Formålet hermed var gennem et socialpædagogisk behandlingsforløb at trække kriminalitetsbelastede unge ud af det kriminelle miljø. Flere undersøgelser har imidlertid vist, at ordningen ikke fungerer efter hensigten. Med henblik på at styrke ordningen har socialministeren fremsat lovforslag L 181 om ændring af socialserviceloven.
Et af problemerne med den hidtidige ordning har været, at det har været vanskeligt at skabe sammenhæng i de tre faser, som sanktionen indebærer – ophold i en sikret afdeling, dernæst i en åben afdeling og endelig et forløb i ambulant regi – ligesom den unge og dennes forældre ikke i tilstrækkelig grad har været inddraget i tilrettelæggelse af forløbet. For at afhjælpe dette skal der udpeges en koordinator, som bliver den unges gennemgående kontaktperson gennem forløbets tre faser.
Endvidere skærpes kravene til den handleplan, der skal opstilles i forbindelse med iværksættelsen af en ungdomssanktion. Planen skal i højere grad målrettes mod den enkelte unge, og der indføres en tættere opfølgning med særligt fokus på den unges uddannelse og beskæftigelse.
Af Lars Lindencrone Petersen, landsdommer
Justitsministeren har fremsat lovforslag nr. L 150 om forskellige ændringer i retsplejeloven, retsafgiftsloven og konkursloven. Der er tale om en blandet landhandel, hvis enkelte dele ikke har indbyrdes sammenhæng.
For det første lægges der med forslaget op til at foretage justeringer i reglerne om betalingspåkrav. Der er tale dels om en kodifikation, således at den løsning, som retspraksis har anvist på nogle fortolkningsproblemer, nu kommer til at fremgå udtrykkeligt af loven, dels om nogle tilpasninger i lyset af de erfaringer, som er indvundet, siden reglerne trådte i kraft den 1. januar 2005.
Kodifikationsdelen angår betalingspåkrav rettet mod flere skyldnere. Det kommer til at fremgå klart af loven, at et betalingspåkrav skal opfylde lovens betingelser over for hver enkelt skyldner. Dette betyder, at den fogedret, hvortil betalingspåkravet indleveres, skal være værneting for hver enkelt skyldner.
Endvidere følger det af forslaget, at reglerne om indsigelser mv. skal anvendes for hver skyldner for sig. Dette indebærer, at der kan foretages udlæg hos den ene skyldner (som ikke har fremsat indsigelse), mens sagen for den anden skyldner (som har fremsat indsigelse) overgår til retssagsbehandling, etc. Det har dernæst i praksis vist sig noget tungt, at en fogedret, som ikke er stedligt kompetent til at behandle et betalingspåkrav, har været tvunget til at afvise dette. Efter forslaget får fogedretten derfor hjemmel til at henvise betalingspåkravet til rette værneting.
Til den praktiske afdeling hører også, at den vejledning, som skyldneren skal have, ikke længere skal være en del af det betalingspåkrav, som fordringshaveren indleverer til fogedretten. Fogedretten skal vedhæfte den, når det modtagne betalingspåkrav efter indholdsmæssig kontrol sendes til forkyndelse for skyldneren. Herved undgås det, at fogedretten skal anvende ressourcer på at kontrollere, at vejledningen nu også er identisk med den officielle.
Efter de gældende regler kan fordringshaveren anmode om, at betalingspåkravet ikke skal forkyndes for skyldneren, hvis udlæg er udelukket, fordi denne har afgivet insolvenserklæring inden for de seneste seks måneder, jf. fredningsreglen i retsplejelovens § 490. Efter forslaget udvides denne mulighed til også at angå de udlægshindringer, som følger af konkurslovens regler, dvs. at skyldneren er under anmeldt betalingsstandsning, er erklæret konkurs eller har fået åbnet forhandling om tvangsakkord eller indledt gældssaneringssag.
Lovforslaget indeholder dernæst en hjemmel til, at retten kan forbyde, at mobiltelefoner mv. medbringes i retslokalet, ligesom det gældende forbud mod at transmittere billeder og lyd fra retslokalet udvides, således at det også kommer til at omfatte transmission af tekst, f.eks. sms-beskeder.
Endelig afskaffes adgangen til at pålægge rettergangsbøder.
Tv-overvågning og forældelse
Med lovforslag L 162 udvides adgangen til at foretage tv-overvågning, idet pengeinstitutter, spillekasinoer, hotel- og restaurationsvirksomheder samt butikscentre og butikker får mulighed for at foretage tv-overvågning med billedoptagelse af egne indgange og facader og i et vist omfang tillige af arealer, som ligger i direkte tilknytning til egne indgange og facader. Med henblik på at sikre borgerne en styrket retsbeskyttelse ved behandling af personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning foreslås indsat en bestemmelse i persondataloven, hvorefter loven gælder enhver form for behandling af personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning. Endvidere tillægges Datatilsynet inspektionskompetence i forhold til privates behandling af personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning.
Med lovforslag L 165 og L 166 føres Forældelsesudvalgets betænkning nr. 1460/2005 ud i livet. Der er ved lovforslagene kun foretaget enkelte justeringer i forhold til betænkningen, og jeg kan derfor henvise til den gennemgang af betænkningen, som blev foretaget i denne klumme i nr. 9/2005. De nye regler træder i kraft den 1. januar 2008.
EU-direktiver om miljø
Med virkning fra den 30. april 2007 vil dele af EU-miljøansvarsdirektivet og direktivet om håndtering af affald fra udvindingsindustrien blive gennemført i dansk ret. Det følger af de to lovforslag, L 175 og 176, som miljøministeren har fremsat. Ved L 175 foretages en række ændringer i gældende love på miljøområdet, mens der med L 176 gennemføres en helt ny miljøskadelov. Sammenhængen mellem de to forslag er, at afgørelsen om, hvorvidt der er en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, og hvem der er ansvarlig herfor, skal træffes efter de bestemmelser, der gennemføres med L 175, og øvrig relevant lovgivning. Når der er truffet afgørelse om, at der foreligger en miljøskade, eller en overhængende fare for en miljøskade efter disse bestemmelser, skal sagens videre behandling i form af undersøgelse, forebyggelse og afhjælpning af miljøskaden ske efter bestemmelserne i miljøskadeloven (L 176).
Miljøansvarsdirektivet er et minimumsdirektiv, dvs. at medlemsstaterne kan opretholde eller gennemføre strengere regler. Dette har betydning for de gældende danske regler i f.eks. jordforureningsloven, som indeholder et ubetinget forureneransvar for alle jordforureninger, og for reglerne om grundejer- og brugeransvaret efter lovgivningen på naturområdet og ejeransvaret efter havmiljøloven. Disse bibeholdes som et subsidiært ansvar, når den ansvarlige efter direktivet ikke kan identificeres eller ikke har betalingsevne. De nye regler vedrører kun forurening som følge af hændelser mv., der indtræder efter reglernes ikrafttræden.
Reglerne handler om miljøskader, dvs. skader på vand, beskyttede arter og naturtyper og jord, og om overhængende fare for en sådan skade. Reglerne omfatter således ikke person- og tingsskader. Inden for dette område gennemføres i miljøbeskyttelsesloven, havmiljøloven og vandforsyningsloven et ubetinget ansvar. Reglerne vedrører alene det offentligretlige ansvar, dvs. at miljøskadeerstatningsloven, der vedrører den ansvarliges civilretlige erstatningsansvar, ikke ændres.
Det offentligretlige ansvar påhviler den, der i erhvervsmæssigt øjemed driver eller drev den virksomhed eller anvender eller anvendte det anlæg, hvorfra miljøskaden eller den overhængende fare for miljøskaden hidrører. Ansvaret meddeles ved påbud og indebærer, at den ansvarlige skal forebygge og afhjælpe en miljøskade og betale alle omkostninger i den forbindelse, uanset om den pågældende har udvist uforsvarlig adfærd, og uanset om erhvervsaktiviteterne var tilladte og alene forårsagede en tilladt påvirkning, f.eks. en tilladt forurening. Ansvaret omfatter dog ikke visse hændelser, som er forårsaget af tredjemand, eller som indtræder som følge af, at den ansvarlige følger et ufravigeligt påbud eller instruks fra en offentlig myndighed.
Miljøskadeloven indeholder bestemmelser om den ansvarliges pligt til øjeblikkelig at forebygge en overhængende fare for en miljøskade og afværge en forværring af en miljøskade eller en overhængende fare herfor og om meddelelse af påbud om undersøgelse, forebyggelse og afhjælpning af miljøskade, herunder om hvordan de afhjælpende foranstaltninger skal fastsættes. Loven indeholder endvidere bestemmelser om, at den ansvarlige skal stille sikkerhed for opfyldelse af sine forpligtelser efter loven, altså for udgifter til undersøgelse, forebyggelse og afhjælpning af miljøskade, herunder for dækning af myndighedernes udgifter til behandling af sagen.
Forbedret ungdomssanktion
I 2001 blev der indført en ny strafferetlig sanktionsform, ungdomssanktionen. Formålet hermed var gennem et socialpædagogisk behandlingsforløb at trække kriminalitetsbelastede unge ud af det kriminelle miljø. Flere undersøgelser har imidlertid vist, at ordningen ikke fungerer efter hensigten. Med henblik på at styrke ordningen har socialministeren fremsat lovforslag L 181 om ændring af socialserviceloven.
Et af problemerne med den hidtidige ordning har været, at det har været vanskeligt at skabe sammenhæng i de tre faser, som sanktionen indebærer – ophold i en sikret afdeling, dernæst i en åben afdeling og endelig et forløb i ambulant regi – ligesom den unge og dennes forældre ikke i tilstrækkelig grad har været inddraget i tilrettelæggelse af forløbet. For at afhjælpe dette skal der udpeges en koordinator, som bliver den unges gennemgående kontaktperson gennem forløbets tre faser.
Endvidere skærpes kravene til den handleplan, der skal opstilles i forbindelse med iværksættelsen af en ungdomssanktion. Planen skal i højere grad målrettes mod den enkelte unge, og der indføres en tættere opfølgning med særligt fokus på den unges uddannelse og beskæftigelse.