Intet tyder på, at det giver problemer, når dommere mægler – tværtimod. Dommere i et mo-derne retssystem kan sagtens håndtere flere forskellige roller, og derfor er Advokatrådets indvendinger imod, at der indføres en landsdækkende ordning med retsmægling, skudt langt over målet.
Af Bjarne Bjørnskov Jensen, byretspræsident, Retten i Hillerød. Retsmægler ved Vestre Landsret indtil sommeren 2006
Forligsmægling har gennem århundreder været et som udgangspunkt obligatorisk led i behandlin-gen af civile sager her i landet. Mæglingen skulle oprindelig foregå udenretligt, men har siden 1952 skullet ske ved domstolene. Selv efter de senere års mange reformer af den civile retspleje står det uantastet fast, at der – medmindre det må betragtes som udsigtsløst – skal mægles forlig i dispositi-ve civile sager i 1. instans (rpl. § 268). Ordningen med forligsmægling har så mange gode grunde for sig, at den i realiteten ikke står til diskussion. Dommere både kan og skal mægle, og det anfæg-ter naturligvis ikke dommerens integritet. Sker mæglingen på et forberedende stade, kan der opstå spørgsmål om habiliteten ved den fortsatte behandling, men det problem løses let og uformelt ved, at sagens videre behandling overlades til en anden dommer.
Mens de generelle rammer for forligsmægling ved domstolene her i landet har været stort set uænd-rede i mere end 50 år, er der som bekendt i flere andre lande sket en væsentlig udvikling og raffine-ring af mæglingsinstituttet. I USA er der gennem de seneste årtier udviklet et væld af alternative konfliktløsningsmuligheder. Fælles for de fleste er, at konfliktløsningen forestås af en neutral tred-jeperson, som blandt andet skal opfylde visse personlige og uddannelsesmæssige krav. Tredjeper-sonen kan være en dommer, en advokat eller en person med psykologisk eller anden relevant faglig baggrund. I Norge blev der for ti år siden iværksat forsøg med retsmægling ved domstolene, og i Finland blev der for et år siden indført lovregler om mægling i tvistemål. I Norge er det fortrinsvis dommere – i mindre omfang advokater – der fungerer som mæglere, mens mæglerne i den finske ordning udelukkende er dommere.
Den danske forsøgsordning
Siden 2003 har der som bekendt været iværksat en dansk forsøgsordning med retsmægling. I for-søgsordningen har været anvendt både advokater og dommere som retsmæglere, og det har endvide-re været tilsigtet, at sagerne har skullet fordeles nogenlunde ligeligt mellem advokater og dommere.
Forsøgsordningen er blevet evalueret af Justitsministeriets Forskningsenhed, der afgav sin rapport i marts 2005. I rapporten konkluderes det blandt andet på baggrund af interviews og spørgeskemaun-dersøgelser, at retsmægling i langt hovedparten af sagerne af de involverede er oplevet som vældig positiv og som en konfliktløsningsform, der indebærer en række fordele. Ifølge det statistiske grundlag i rapporten har der ikke kunnet konstateres klare forskelle mellem dommerretsmæglere og advokatretsmæglere, hverken hvad angår resultat, proces eller tilfredshed. Det fremgår dog samtidig af rapporten, at parter og partsadvokater umiddelbart synes at foretrække, at mægleren er dommer. Det er da også ved flere af forsøgsembederne konstateret, at parterne, hvis de skal vælge mellem en advokat og en dommer som mægler, typisk vælger en dommer – et billede der også tegner sig i in-terviewene, ofte begrundet med, at parterne forventer, at dommerne er mere upartiske. Det fremgår i øvrigt af rapporten, at de fleste af de deltagende retsmæglere mener, at en fremtidig ordning bør omfatte både advokater og dommere som retsmæglere.
Permanent ordning
På baggrund af denne – meget positive – evalueringsrapport anmodede Justitsministeriet Retspleje-rådet om at overveje udformningen af en permanent, landsdækkende ordning vedrørende retsmægling. Et enigt Retsplejeråd – blandt andet omfattende to medlemmer udpeget efter indstil-ling fra Advokatrådet – afgav herefter i slutningen af 2006 betænkning (nr. 1481) om retsmægling. I betænkningen foreslås det, at der indføres en generel ordning med retsmægling ved domstolene – i alt væsentligt efter de principper, der på aftalemæssigt grundlag har været gældende under forsøgs-ordningen, herunder med både advokater og dommere som retsmæglere. Da advokater naturligvis ikke som under forsøgsordningen skal medvirke vederlagsfrit, foreslås det, at de skal have et fast vederlag pr. sag.
Den skulle jo så ligge lige på den flade hånd. Men nej, nu vil advokaterne pludselig ikke længere være med – i et langt og sine steder næsten rørende høringssvar går Advokatrådet til kamp for be-skyttelsen af domstolenes kerneopgave – at træffe afgørelser i henhold til gældende ret og – ifølge Advokatrådet – bestemt ikke at tilbyde alternative konfliktløsningsmuligheder. Samtidig har Advo-katrådet trukket sine medlemmer ud af forsøgsordningen, sådan at der i huj og hast har skullet ud-dannes yderligere dommerretsmæglere.
Hvad er meningen? Det er velkendt, at en række advokater har været modstandere af et retsmæglingsinstitut ved domstolene og med dommere som retsmæglere. Der har været anført for-skellige begrundelser herfor, men nogle advokater har jo åbent givet udtryk for, at gratis retsmægling ved domstolene er ulige konkurrence i forhold til udenretlig mediation ved blandt an-dre advokater. Det er en helt regulær indvending, som det politiske system må forholde sig til. Retsmægling er efter min personlige erfaring en meget værdifuld konfliktløsningsmetode, som et moderne retssystem som det danske afgjort skal stille til rådighed for borgerne. Men afgørelsen af, om det skal være tilfældet, beror klart på et politisk valg.
Advokatrådets høringssvar
I sit høringssvar påberåber Advokatrådet sig både grundloven, retsplejeloven og EU for med det tilkendegivne formål – at værne om domstolenes kernevirksomhed – at nå frem til, at mediation ikke bør udføres ved domstolene, der i stedet bør henvise egnede sager til udenretlig mediation. Advokatrådet er meget ofte en god forbundsfælle, når det gælder om at stå vagt om grundlæggende retsprincipper. Det er derfor naturligvis som udgangspunkt glædeligt at konstatere, at Advokatrådet også her vil det allerbedste for domstolene. Af hensyn til dommerne og deres uafhængighed og ker-nevirksomhed bør de beskyttes mod at blive pålagt nye opgaver, der ikke foregår inden for den kendte kontradiktoriske proces og de kendte retlige rammer. Gør man ikke det, bliver domstolene kompromitterede, og borgerne mister tilliden til dommerne, fordi de ikke kan finde ud af, hvornår dommeren har den ene eller den anden kasket på. Der skal i stedet henvises til udenretlig mediation, hvorved der vil blive frigjort ressourcer til at nedbringe sagsbehandlingstiderne ved domstolene.
Selvom jeg sætter stor pris på Advokatrådets omsorg for domstolene, mener jeg, at rådet her skyder langt over målet og giver udtryk for en opfattelse af domstolenes rolle, som er meget traditionel og ikke særlig fremsynet. Ifølge Vision for Danmarks Domstole skal domstolene her i landet være det tidssvarende og primære forum for løsning af retlige konflikter. Det er afgørende for tilliden til domstolene, at man følger med udviklingen og kan tilbyde de konfliktløsningsformer, et moderne retssamfund efterspørger. Ellers søger borgerne andre steder hen, når de skal have løst deres rets-konflikter. Det er derfor både utilstrækkeligt og utidssvarende for et moderne retssystem alene at tilbyde konfliktløsning i form af retsafgørelser og forligsmægling “inden for sagens retlige ram-mer”.
Intet grundlag for betænkeligheder
Heldigvis er domstolene da heller ikke stivnet i den traditionelle rolle, som Advokatrådet tilsynela-dende ønsker. Den reform af den civile retspleje, som blev vedtaget i forbindelse med strukturre-formen, er således blandt andet udtryk for et ønske om at tilpasse domstolenes virksomhed og dommerrollen til det moderne samfund. Det gælder ikke mindst reglerne om en småsagsproces, der træder i kraft 1. januar 2008. Efter mit skøn indebærer småsagsprocessen væsentlig større udfor-dringerne for domstolene, når det drejer sig om at sikre dommernes neutralitet og integritet, end det er tilfældet med retsmægling. Advokatrådet vendte sig da også ud fra retssikkerhedsmæssige be-tænkeligheder mod et tidligere forslag (bet. nr. 1341/1997) om indførelse af regler om småsagspro-ces. De nu indførte regler er ikke – som småsagsudvalgets forslag – “advokatløse”. Det er måske en del af forklaringen på, at Advokatrådet ikke længere har samme betænkeligheder.
Det er almindeligt anerkendt, at der er behov for et alternativ til den traditionelle konfliktløsnings-form ved domstolene. Det behov skal domstolene selvfølgelig imødekomme, og der er, som evalue-ringen af forsøgsordningen viser, intet som helst grundlag for de betænkeligheder, som Advokatrå-det anfører. Dommere, der fungerer som retsmæglere, har gennemgået en særlig uddannelse, og der er hverken i evalueringsrapporten eller på andet grundlag noget belæg for synspunktet om, at dom-merne ikke kan håndtere de forskellige roller, eller at parterne kan have svært ved at forstå, at dommeren kan optræde i forskellige roller. Den norske evalueringsrapport viser entydigt det sam-me, og Advokatrådet har da heller ikke påvist erfaringer fra andre lande, som skulle vise noget an-det. Ifølge den danske evalueringsrapport er retsmægling en både billigere og hurtigere måde at løse en konflikt på end en retssag. Det stemmer også klart med mine egne erfaringer, og jeg mener såle-des, at der heller ikke er belæg for Advokatrådets ressourcemæssige indvendinger.
Det stiller naturligvis høje krav til den personlige integritet at kunne håndtere de forskellige roller, men det er jo krav, der stilles til alle dommere, og det giver ikke anledning til problemer. Og det er min personlige erfaring fra en lang række retsmæglingssager, at man sagtens kan holde rollerne adskilt, og at parterne udmærket forstår, at man vel er dommer, men i en retsmæglingssag har en helt anden opgave end en dommers. Det er i høj grad et spørgsmål om kommunikation.
Jeg mener til gengæld, at man som dommer har nogle redskaber og en erfaring, som er væsentlige for en retsmægler, og jeg mener samtidig, at uddannelsen og arbejdet som retsmægler tilfører dom-merrollen stor kvalitet. Den evne til indlevelse og formidling af dialog mellem parterne, som styrkes ved arbejdet med retsmægling, er efter min opfattelse værdifuld også i dommerarbejdet. Jeg mener derfor, at det vil være overordentlig beklageligt, hvis det lykkes for Advokatrådet at spænde ben for en fortræffelig alternativ konfliktløsningsmodel ved domstolene. Det tror jeg nu heller ikke vil ske.
Både retsmægling og udenretlig mediation
Det er jo indlysende, at det for Advokatrådet – i hvert fald også – handler om klare økonomiske interesser for advokatstanden. I det samme nummer af Advokaten, som i lederen indeholder en gen-givelse af hovedsynspunkterne i høringssvaret, er der en omtale, som nærmest har karakter af tekst-reklame, af advokaternes nye mediationsinstitut. Det siges naturligvis hverken i lederen eller i hø-ringssvaret, at det er lige netop her, parterne skal henvende sig med sagen, hvis Advokatrådets holdning følges. Men det ligger temmelig klart i luften. Det er også en ærlig sag. Advokater skal drive forretning, og mediation får givetvis stor betydning i de kommende år, så selvfølgelig skal også advokaterne ruste sig. Men lad os da i stedet tage den reelle diskussion, om det – også – er en offentlig opgave at tilbyde mægling, eller om det bør forbeholdes advokater og andre erhvervsdri-vende. Det mener jeg som nævnt, at det er, men jeg kan sagtens forstå advokaternes interesser. Også de skal naturligvis følge med tiden.
Jeg tror imidlertid, at Advokatrådet gør sig overdrevne forestillinger om omfanget af sager, der vil blive henvist til retsmægling. Jeg er ikke i tvivl om, at efterhånden som mediation bliver kendt og anerkendt vil langt flere sager – og navnlig langt større sager – blive løst ved udenretlig mediation.
Så der bliver ganske sikkert plads til både den udenretlige mediation og retsmægling, og jeg håber, at Advokatrådet besinder sig, sådan at der også i den kommende landsdækkende retsmæglingsord-ning kommer advokater med. Det har efter min mening på mange måder været en kvalitet ved for-søgsordningen.
Men at domstolene skal kunne tilbyde både traditionel forligsmægling og en ny og alternativ form for mægling, bør der på baggrund af de gode erfaringer både her i landet og andre steder efter min opfattelse ikke være tvivl om, så svaret på spørgsmålet i overskriften er et klart ja. Retsmægling ved domstolene er med et udtryk fra den norske evalueringsrapport “raskere, billigere, venligere”.
Af Bjarne Bjørnskov Jensen, byretspræsident, Retten i Hillerød. Retsmægler ved Vestre Landsret indtil sommeren 2006
Forligsmægling har gennem århundreder været et som udgangspunkt obligatorisk led i behandlin-gen af civile sager her i landet. Mæglingen skulle oprindelig foregå udenretligt, men har siden 1952 skullet ske ved domstolene. Selv efter de senere års mange reformer af den civile retspleje står det uantastet fast, at der – medmindre det må betragtes som udsigtsløst – skal mægles forlig i dispositi-ve civile sager i 1. instans (rpl. § 268). Ordningen med forligsmægling har så mange gode grunde for sig, at den i realiteten ikke står til diskussion. Dommere både kan og skal mægle, og det anfæg-ter naturligvis ikke dommerens integritet. Sker mæglingen på et forberedende stade, kan der opstå spørgsmål om habiliteten ved den fortsatte behandling, men det problem løses let og uformelt ved, at sagens videre behandling overlades til en anden dommer.
Mens de generelle rammer for forligsmægling ved domstolene her i landet har været stort set uænd-rede i mere end 50 år, er der som bekendt i flere andre lande sket en væsentlig udvikling og raffine-ring af mæglingsinstituttet. I USA er der gennem de seneste årtier udviklet et væld af alternative konfliktløsningsmuligheder. Fælles for de fleste er, at konfliktløsningen forestås af en neutral tred-jeperson, som blandt andet skal opfylde visse personlige og uddannelsesmæssige krav. Tredjeper-sonen kan være en dommer, en advokat eller en person med psykologisk eller anden relevant faglig baggrund. I Norge blev der for ti år siden iværksat forsøg med retsmægling ved domstolene, og i Finland blev der for et år siden indført lovregler om mægling i tvistemål. I Norge er det fortrinsvis dommere – i mindre omfang advokater – der fungerer som mæglere, mens mæglerne i den finske ordning udelukkende er dommere.
Den danske forsøgsordning
Siden 2003 har der som bekendt været iværksat en dansk forsøgsordning med retsmægling. I for-søgsordningen har været anvendt både advokater og dommere som retsmæglere, og det har endvide-re været tilsigtet, at sagerne har skullet fordeles nogenlunde ligeligt mellem advokater og dommere.
Forsøgsordningen er blevet evalueret af Justitsministeriets Forskningsenhed, der afgav sin rapport i marts 2005. I rapporten konkluderes det blandt andet på baggrund af interviews og spørgeskemaun-dersøgelser, at retsmægling i langt hovedparten af sagerne af de involverede er oplevet som vældig positiv og som en konfliktløsningsform, der indebærer en række fordele. Ifølge det statistiske grundlag i rapporten har der ikke kunnet konstateres klare forskelle mellem dommerretsmæglere og advokatretsmæglere, hverken hvad angår resultat, proces eller tilfredshed. Det fremgår dog samtidig af rapporten, at parter og partsadvokater umiddelbart synes at foretrække, at mægleren er dommer. Det er da også ved flere af forsøgsembederne konstateret, at parterne, hvis de skal vælge mellem en advokat og en dommer som mægler, typisk vælger en dommer – et billede der også tegner sig i in-terviewene, ofte begrundet med, at parterne forventer, at dommerne er mere upartiske. Det fremgår i øvrigt af rapporten, at de fleste af de deltagende retsmæglere mener, at en fremtidig ordning bør omfatte både advokater og dommere som retsmæglere.
Permanent ordning
På baggrund af denne – meget positive – evalueringsrapport anmodede Justitsministeriet Retspleje-rådet om at overveje udformningen af en permanent, landsdækkende ordning vedrørende retsmægling. Et enigt Retsplejeråd – blandt andet omfattende to medlemmer udpeget efter indstil-ling fra Advokatrådet – afgav herefter i slutningen af 2006 betænkning (nr. 1481) om retsmægling. I betænkningen foreslås det, at der indføres en generel ordning med retsmægling ved domstolene – i alt væsentligt efter de principper, der på aftalemæssigt grundlag har været gældende under forsøgs-ordningen, herunder med både advokater og dommere som retsmæglere. Da advokater naturligvis ikke som under forsøgsordningen skal medvirke vederlagsfrit, foreslås det, at de skal have et fast vederlag pr. sag.
Den skulle jo så ligge lige på den flade hånd. Men nej, nu vil advokaterne pludselig ikke længere være med – i et langt og sine steder næsten rørende høringssvar går Advokatrådet til kamp for be-skyttelsen af domstolenes kerneopgave – at træffe afgørelser i henhold til gældende ret og – ifølge Advokatrådet – bestemt ikke at tilbyde alternative konfliktløsningsmuligheder. Samtidig har Advo-katrådet trukket sine medlemmer ud af forsøgsordningen, sådan at der i huj og hast har skullet ud-dannes yderligere dommerretsmæglere.
Hvad er meningen? Det er velkendt, at en række advokater har været modstandere af et retsmæglingsinstitut ved domstolene og med dommere som retsmæglere. Der har været anført for-skellige begrundelser herfor, men nogle advokater har jo åbent givet udtryk for, at gratis retsmægling ved domstolene er ulige konkurrence i forhold til udenretlig mediation ved blandt an-dre advokater. Det er en helt regulær indvending, som det politiske system må forholde sig til. Retsmægling er efter min personlige erfaring en meget værdifuld konfliktløsningsmetode, som et moderne retssystem som det danske afgjort skal stille til rådighed for borgerne. Men afgørelsen af, om det skal være tilfældet, beror klart på et politisk valg.
Advokatrådets høringssvar
I sit høringssvar påberåber Advokatrådet sig både grundloven, retsplejeloven og EU for med det tilkendegivne formål – at værne om domstolenes kernevirksomhed – at nå frem til, at mediation ikke bør udføres ved domstolene, der i stedet bør henvise egnede sager til udenretlig mediation. Advokatrådet er meget ofte en god forbundsfælle, når det gælder om at stå vagt om grundlæggende retsprincipper. Det er derfor naturligvis som udgangspunkt glædeligt at konstatere, at Advokatrådet også her vil det allerbedste for domstolene. Af hensyn til dommerne og deres uafhængighed og ker-nevirksomhed bør de beskyttes mod at blive pålagt nye opgaver, der ikke foregår inden for den kendte kontradiktoriske proces og de kendte retlige rammer. Gør man ikke det, bliver domstolene kompromitterede, og borgerne mister tilliden til dommerne, fordi de ikke kan finde ud af, hvornår dommeren har den ene eller den anden kasket på. Der skal i stedet henvises til udenretlig mediation, hvorved der vil blive frigjort ressourcer til at nedbringe sagsbehandlingstiderne ved domstolene.
Selvom jeg sætter stor pris på Advokatrådets omsorg for domstolene, mener jeg, at rådet her skyder langt over målet og giver udtryk for en opfattelse af domstolenes rolle, som er meget traditionel og ikke særlig fremsynet. Ifølge Vision for Danmarks Domstole skal domstolene her i landet være det tidssvarende og primære forum for løsning af retlige konflikter. Det er afgørende for tilliden til domstolene, at man følger med udviklingen og kan tilbyde de konfliktløsningsformer, et moderne retssamfund efterspørger. Ellers søger borgerne andre steder hen, når de skal have løst deres rets-konflikter. Det er derfor både utilstrækkeligt og utidssvarende for et moderne retssystem alene at tilbyde konfliktløsning i form af retsafgørelser og forligsmægling “inden for sagens retlige ram-mer”.
Intet grundlag for betænkeligheder
Heldigvis er domstolene da heller ikke stivnet i den traditionelle rolle, som Advokatrådet tilsynela-dende ønsker. Den reform af den civile retspleje, som blev vedtaget i forbindelse med strukturre-formen, er således blandt andet udtryk for et ønske om at tilpasse domstolenes virksomhed og dommerrollen til det moderne samfund. Det gælder ikke mindst reglerne om en småsagsproces, der træder i kraft 1. januar 2008. Efter mit skøn indebærer småsagsprocessen væsentlig større udfor-dringerne for domstolene, når det drejer sig om at sikre dommernes neutralitet og integritet, end det er tilfældet med retsmægling. Advokatrådet vendte sig da også ud fra retssikkerhedsmæssige be-tænkeligheder mod et tidligere forslag (bet. nr. 1341/1997) om indførelse af regler om småsagspro-ces. De nu indførte regler er ikke – som småsagsudvalgets forslag – “advokatløse”. Det er måske en del af forklaringen på, at Advokatrådet ikke længere har samme betænkeligheder.
Det er almindeligt anerkendt, at der er behov for et alternativ til den traditionelle konfliktløsnings-form ved domstolene. Det behov skal domstolene selvfølgelig imødekomme, og der er, som evalue-ringen af forsøgsordningen viser, intet som helst grundlag for de betænkeligheder, som Advokatrå-det anfører. Dommere, der fungerer som retsmæglere, har gennemgået en særlig uddannelse, og der er hverken i evalueringsrapporten eller på andet grundlag noget belæg for synspunktet om, at dom-merne ikke kan håndtere de forskellige roller, eller at parterne kan have svært ved at forstå, at dommeren kan optræde i forskellige roller. Den norske evalueringsrapport viser entydigt det sam-me, og Advokatrådet har da heller ikke påvist erfaringer fra andre lande, som skulle vise noget an-det. Ifølge den danske evalueringsrapport er retsmægling en både billigere og hurtigere måde at løse en konflikt på end en retssag. Det stemmer også klart med mine egne erfaringer, og jeg mener såle-des, at der heller ikke er belæg for Advokatrådets ressourcemæssige indvendinger.
Det stiller naturligvis høje krav til den personlige integritet at kunne håndtere de forskellige roller, men det er jo krav, der stilles til alle dommere, og det giver ikke anledning til problemer. Og det er min personlige erfaring fra en lang række retsmæglingssager, at man sagtens kan holde rollerne adskilt, og at parterne udmærket forstår, at man vel er dommer, men i en retsmæglingssag har en helt anden opgave end en dommers. Det er i høj grad et spørgsmål om kommunikation.
Jeg mener til gengæld, at man som dommer har nogle redskaber og en erfaring, som er væsentlige for en retsmægler, og jeg mener samtidig, at uddannelsen og arbejdet som retsmægler tilfører dom-merrollen stor kvalitet. Den evne til indlevelse og formidling af dialog mellem parterne, som styrkes ved arbejdet med retsmægling, er efter min opfattelse værdifuld også i dommerarbejdet. Jeg mener derfor, at det vil være overordentlig beklageligt, hvis det lykkes for Advokatrådet at spænde ben for en fortræffelig alternativ konfliktløsningsmodel ved domstolene. Det tror jeg nu heller ikke vil ske.
Både retsmægling og udenretlig mediation
Det er jo indlysende, at det for Advokatrådet – i hvert fald også – handler om klare økonomiske interesser for advokatstanden. I det samme nummer af Advokaten, som i lederen indeholder en gen-givelse af hovedsynspunkterne i høringssvaret, er der en omtale, som nærmest har karakter af tekst-reklame, af advokaternes nye mediationsinstitut. Det siges naturligvis hverken i lederen eller i hø-ringssvaret, at det er lige netop her, parterne skal henvende sig med sagen, hvis Advokatrådets holdning følges. Men det ligger temmelig klart i luften. Det er også en ærlig sag. Advokater skal drive forretning, og mediation får givetvis stor betydning i de kommende år, så selvfølgelig skal også advokaterne ruste sig. Men lad os da i stedet tage den reelle diskussion, om det – også – er en offentlig opgave at tilbyde mægling, eller om det bør forbeholdes advokater og andre erhvervsdri-vende. Det mener jeg som nævnt, at det er, men jeg kan sagtens forstå advokaternes interesser. Også de skal naturligvis følge med tiden.
Jeg tror imidlertid, at Advokatrådet gør sig overdrevne forestillinger om omfanget af sager, der vil blive henvist til retsmægling. Jeg er ikke i tvivl om, at efterhånden som mediation bliver kendt og anerkendt vil langt flere sager – og navnlig langt større sager – blive løst ved udenretlig mediation.
Så der bliver ganske sikkert plads til både den udenretlige mediation og retsmægling, og jeg håber, at Advokatrådet besinder sig, sådan at der også i den kommende landsdækkende retsmæglingsord-ning kommer advokater med. Det har efter min mening på mange måder været en kvalitet ved for-søgsordningen.
Men at domstolene skal kunne tilbyde både traditionel forligsmægling og en ny og alternativ form for mægling, bør der på baggrund af de gode erfaringer både her i landet og andre steder efter min opfattelse ikke være tvivl om, så svaret på spørgsmålet i overskriften er et klart ja. Retsmægling ved domstolene er med et udtryk fra den norske evalueringsrapport “raskere, billigere, venligere”.