Politi- og retskredsreformen ser ud til at give sig udslag i retssager, som trækker i langdrag. Det kan kollidere med menneskerettighedskonventionens regler og medføre kompensation, f.eks. kortere straf.
Af Jonas Christoffersen, adjunkt, Københavns Universitet
I 1996, nærmere bestemt om formiddagen den 10. februar, fik jeg et mindre chok i Østre Landsrets 2. afdeling. Det var på et ordinært retsmøde, hvor vi forsøgte at få berammet en sag til domsforhandling, at retsformanden, landsdommer Ebbe Christensen, nærmest råbte ud i lokalet: “Så dikterer vi til retsbogen: ’Landsretten tilbød følgende dage til advokaterne, der ikke kunne afsætte tid til at møde: …’ Det kan jo ikke være meningen, at advokaterne trækker sagerne i langdrag, og så dømmes landsretten for at krænke menneskerettighederne.”
Retsformandens ophidselse skyldtes, at Danmark dagen forinden var blevet dømt af Menneskerettighedsdomstolen, fordi Bløder-sagen var trukket i langdrag.
Siden er vi kommet langt i retning af at smidiggøre domstolenes sagsbehandling for at undgå unødigt lange processer. Og det er nu ingen fremmed tanke for danske jurister, at urimeligt lange retssager giver anledning til drøftelse af forholdet til Menneskeretskonventionens artikel 6.
I øjeblikket er der grund til at fokusere særskilt på konsekvenserne af politi- og domstolsreformen, der som bekendt har medført ganske mange og lange forsinkelser i gennemførelsen af retssager. Jeg tror, at ingen har et præcist billedet af omfanget af forsinkelserne, men der er utvivlsomt flaskehalse rundt omkring i landet.
En konkret vurdering
Politi- og domstolsreformen har ikke medført årelange forsinkelser, men det er heller ikke nødvendigt for at betragte sagsbehandlingen som urimelig langvarig. Vurderingen er konkret, hvorfor en given forsinkelse kan være alvorlig i en simpel sag og betydningsløs i en stor sag.
Det er ikke kun domstolenes forhold, der har betydning for vurderingen. I straffesager beregnes den samlede frist fra sigtelsestidspunktet. Hvis f.eks. politiet har afsluttet efterforskningen, men anklagemyndigheden ikke har ressourcer til at udarbejde et anklageskrift, tæller en sådan ’død periode’ med i den samlede vurdering af sagens varighed. Det samme gælder, hvis sagen må omberammes, fordi anklagemyndigheden ikke har mulighed for at møde eller har forsømt at indkalde vidner.
Det kan ikke afgøres abstrakt, hvor meget der skal til, før sagsbehandlingstiden kan siges at være urimelig langstrakt. I forhold til de danske reformer kan der navnlig fokuseres på døde perioder, hvor der på grund af ressourcemangel ikke er foretaget sagsbehandlingsskridt. Advokater bør selvsagt søge sagerne fremmet efter retsplejelovens regler, hvis de skal kunne påberåbe sig den europæiske menneskerettighedskonvention (EMRK) i deres klienters interesse.
Lavere straf eller erstatning
Hvis det konstateres, at sagsbehandlingen i en konkret sag har været urimelig langvarig og dermed i strid med EMRK artikel 6, har Danmark pligt til at råde bod på krænkelsen. Danmark er i den forbindelse navnlig enten domstolene eller statsadvokaterne.
Domstolene kan lempe sanktionsudmålingen f.eks. ved at ændre en ubetinget straf til (delvis) betinget straf, ligesom domstolene kan yde økonomisk kompensation f.eks. ved at pålægge domfældte at betale en mindre del af sagens omkostninger end ellers. Statsadvokaterne kan (ud over at nedlægge påstande i lyset af det netop anførte) efter ansøgning udbetale erstatning efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93a.
Menneskerettighedsdomstolen stiller normalt krav om, at de nationale myndigheder (1) udtrykkeligt eller i realiteten anerkender krænkelsen af artikel 6 og (2) tydeliggør hvilken kompensation, der er ydet. Myndighederne skal derfor klart angive, om og hvordan der i givet fald er taget højde for en urimelig lang sagsbehandlingstid. Ellers risikeres det, at Domstolen finder, at der ikke er ydet kompensation i Danmark, selv om det kan være tilfældet.
Hvad kan forventes af “systemet”?
Jeg kan ikke vurdere, hvilket omfang forsinkelserne har antaget rundt omkring i landet. Der verserer historier om alvorlige forsinkelser i forskellige politi- og retskredse, og der arbejdes med at få bund i sagspuklerne.
Efter de oplysninger, jeg hører, synes ganske mange sager allerede at være forsinkede ud over det rimelige. Der bør derfor tages hånd om kompensationsproblemet, hvilket først og fremmest kræver en nærmere afklaring af, hvor lange forsinkelser der kan tåles i forskellige sagstyper, og på hvilken måde en overskridelse af rimelig sagsbehandlingstid bør kompenseres.
Det ville formentlig være hensigtsmæssigt, om der blev skabt overblik over problemstillingen, således at sagerne så vidt muligt behandles ens, uanset om kompensationen i hvert enkelt tilfælde ydes af domstolene i lyset af anklagemyndighedens påstande eller af statsadvokaterne efter ansøgning. Opgaven er ikke let, allerede fordi praksis fra såvel Menneskerettighedsdomstolen som danske domstole er omfattende og konkret. Indtil videre kan advokater dårligt gøre andet end – i rimeligt omfang – at påberåbe sig EMRK artikel 6 i de enkelte sager.
Af Jonas Christoffersen, adjunkt, Københavns Universitet
I 1996, nærmere bestemt om formiddagen den 10. februar, fik jeg et mindre chok i Østre Landsrets 2. afdeling. Det var på et ordinært retsmøde, hvor vi forsøgte at få berammet en sag til domsforhandling, at retsformanden, landsdommer Ebbe Christensen, nærmest råbte ud i lokalet: “Så dikterer vi til retsbogen: ’Landsretten tilbød følgende dage til advokaterne, der ikke kunne afsætte tid til at møde: …’ Det kan jo ikke være meningen, at advokaterne trækker sagerne i langdrag, og så dømmes landsretten for at krænke menneskerettighederne.”
Retsformandens ophidselse skyldtes, at Danmark dagen forinden var blevet dømt af Menneskerettighedsdomstolen, fordi Bløder-sagen var trukket i langdrag.
Siden er vi kommet langt i retning af at smidiggøre domstolenes sagsbehandling for at undgå unødigt lange processer. Og det er nu ingen fremmed tanke for danske jurister, at urimeligt lange retssager giver anledning til drøftelse af forholdet til Menneskeretskonventionens artikel 6.
I øjeblikket er der grund til at fokusere særskilt på konsekvenserne af politi- og domstolsreformen, der som bekendt har medført ganske mange og lange forsinkelser i gennemførelsen af retssager. Jeg tror, at ingen har et præcist billedet af omfanget af forsinkelserne, men der er utvivlsomt flaskehalse rundt omkring i landet.
En konkret vurdering
Politi- og domstolsreformen har ikke medført årelange forsinkelser, men det er heller ikke nødvendigt for at betragte sagsbehandlingen som urimelig langvarig. Vurderingen er konkret, hvorfor en given forsinkelse kan være alvorlig i en simpel sag og betydningsløs i en stor sag.
Det er ikke kun domstolenes forhold, der har betydning for vurderingen. I straffesager beregnes den samlede frist fra sigtelsestidspunktet. Hvis f.eks. politiet har afsluttet efterforskningen, men anklagemyndigheden ikke har ressourcer til at udarbejde et anklageskrift, tæller en sådan ’død periode’ med i den samlede vurdering af sagens varighed. Det samme gælder, hvis sagen må omberammes, fordi anklagemyndigheden ikke har mulighed for at møde eller har forsømt at indkalde vidner.
Det kan ikke afgøres abstrakt, hvor meget der skal til, før sagsbehandlingstiden kan siges at være urimelig langstrakt. I forhold til de danske reformer kan der navnlig fokuseres på døde perioder, hvor der på grund af ressourcemangel ikke er foretaget sagsbehandlingsskridt. Advokater bør selvsagt søge sagerne fremmet efter retsplejelovens regler, hvis de skal kunne påberåbe sig den europæiske menneskerettighedskonvention (EMRK) i deres klienters interesse.
Lavere straf eller erstatning
Hvis det konstateres, at sagsbehandlingen i en konkret sag har været urimelig langvarig og dermed i strid med EMRK artikel 6, har Danmark pligt til at råde bod på krænkelsen. Danmark er i den forbindelse navnlig enten domstolene eller statsadvokaterne.
Domstolene kan lempe sanktionsudmålingen f.eks. ved at ændre en ubetinget straf til (delvis) betinget straf, ligesom domstolene kan yde økonomisk kompensation f.eks. ved at pålægge domfældte at betale en mindre del af sagens omkostninger end ellers. Statsadvokaterne kan (ud over at nedlægge påstande i lyset af det netop anførte) efter ansøgning udbetale erstatning efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93a.
Menneskerettighedsdomstolen stiller normalt krav om, at de nationale myndigheder (1) udtrykkeligt eller i realiteten anerkender krænkelsen af artikel 6 og (2) tydeliggør hvilken kompensation, der er ydet. Myndighederne skal derfor klart angive, om og hvordan der i givet fald er taget højde for en urimelig lang sagsbehandlingstid. Ellers risikeres det, at Domstolen finder, at der ikke er ydet kompensation i Danmark, selv om det kan være tilfældet.
Hvad kan forventes af “systemet”?
Jeg kan ikke vurdere, hvilket omfang forsinkelserne har antaget rundt omkring i landet. Der verserer historier om alvorlige forsinkelser i forskellige politi- og retskredse, og der arbejdes med at få bund i sagspuklerne.
Efter de oplysninger, jeg hører, synes ganske mange sager allerede at være forsinkede ud over det rimelige. Der bør derfor tages hånd om kompensationsproblemet, hvilket først og fremmest kræver en nærmere afklaring af, hvor lange forsinkelser der kan tåles i forskellige sagstyper, og på hvilken måde en overskridelse af rimelig sagsbehandlingstid bør kompenseres.
Det ville formentlig være hensigtsmæssigt, om der blev skabt overblik over problemstillingen, således at sagerne så vidt muligt behandles ens, uanset om kompensationen i hvert enkelt tilfælde ydes af domstolene i lyset af anklagemyndighedens påstande eller af statsadvokaterne efter ansøgning. Opgaven er ikke let, allerede fordi praksis fra såvel Menneskerettighedsdomstolen som danske domstole er omfattende og konkret. Indtil videre kan advokater dårligt gøre andet end – i rimeligt omfang – at påberåbe sig EMRK artikel 6 i de enkelte sager.