”Hvorfor vil du ikke være rigtig advokat mere?” Det spørgsmål får Monica Rohde jævnligt. Når folk uden for juraverdenen stiller spørgsmålet, forstår Monica Rohde bedre, hvor det kommer fra. Måske de har den lidt forældede opfattelse, at en advokat er en sagfører, som løbende går i retten. Men når spørgsmålet kommer fra advokater, der opfatter sig selv som rigtige advokater, bliver hun en smule provokeret og svarer:

”Definér, hvad en rigtig advokat er. Hvordan er man en forkert advokat?”

Og så bliver der typisk stille.

”Jeg har rationaliseret mig frem til, at de mener, hvorfor jeg ikke arbejder på et advokatkontor længere. Men jeg er jo fortsat advokat. Jeg har min advokatbestalling. Jeg tager mine efteruddannelseskurser, jeg har min ansvarsforsikring, og jeg laver juridisk arbejde hver eneste dag,” fortæller Monica Rohde.

Hun har i lidt over et år været en del af den tyske koncern Knorr-Bremses danske selskab, hvor hun er en del af topledelsen med ansvaret for områderne Legal & Compliance og QHSE (Quality, Health, Safety & Environment). Knorr-Bremse Rail Systems Denmark overtog sidste år DSB’s komponent- og reservedelsværksteder, og selskabet står for service og vedligehold af tog, ligesom selskabet også udfører togprojekter. Monica Rohde har ledelsesansvar for 110 af selskabets i alt 400 medarbejdere.

Hun er indtil videre den eneste advokat i det danske selskab, men er i gang med at rekruttere flere jurister. Det juridiske arbejde består eksempelvis i at forhandle, skrive og gennemgå kontrakter samt at foretage erstatningsretlige vurderinger. Desuden har hun ansvaret for virksomhedens reklamationsafdeling, som også rummer mange juridiske aspekter.

Før Monica Rohde trådte ind ad døren hos Knorr-Bremse Rail Systems Denmark, hvor en blanding af administrative medarbejdere og håndværkere har deres daglige gang, arbejdede hun på et mindre advokatkontor i København.

”Det fantastiske ved at være advokat er, at man hjælper folk, der er i knibe og har brug for hjælp. Ud over juraen skal du som advokat være god til mennesker, for du møder klienter, der er kede af det og måske står midt i deres livs krise. Du skal kunne navigere i spændet mellem det følelsesmæssige og juraen,” siger Monica Rohde.

Selvom jobbet i dag er anderledes, giver det hende samme tilfredsstillelse.

”Jeg kan godt lide at gå på arbejde og være noget for nogen. Driveren for mig er, at vi har et godt samarbejde i virksomheden, og at jeg ved, at der kommer noget godt ud af, at jeg tager på arbejde.”

Den følelse bliver forstærket, når hun bruger de taktikker, hun har lært på mediatoruddannelsen for advokater – en uddannelse, hun har taget på sin nuværende arbejdsplads.

”Jeg har afholdt mediatorsessioner med medarbejdere, som var uenige. Når jeg går fra sådan et møde, føler jeg, at jeg har gjort en forskel. Omvendt er det drænende for motivationen, hvis du er på en arbejdsplads, hvor du føler, at det er fuldstændig ligegyldigt, om du er der eller ej.”

Allerede i folkeskolen viste Monica Rohde interesse for advokatgerningen, og derfor var hun i folkeskolepraktik på et advokatkontor, der beskæftigede sig med strafferet. Men alligevel valgte hun som ung matematisk student at gå en helt anden vej inspireret af sin svigermor, som var laborant. Den kemiske laborantuddannelse tog lidt over to år, og den dengang 19-årige Monica Rohde tænkte, at det var en hurtig vej til et godt job med en god løn.

”Men det var bare ikke mig at være laborant i statens tjeneste. Jeg har et stort drive. Jeg er sådan en, der godt kan lide, at tingene går lidt tjept,” siger hun og knipser hurtigt med fingrene fem gange i rap.

Derfor skiftede hun efter to år til et job som produktspecialist og kontorchef hos den internationale analysekoncern ALS, som foretager mikrobiologiske og kemiske analyser af alt fra fødevarer til byggematerialer. Dér var hun i fem år, indtil en fusion og dertilhørende ledelsesændringer gjorde, at tiden var inde til at søge væk.

”Jeg er en meget stabil og loyal type. Jeg er for eksempel gift med min gymnasiekæreste. Har jeg det godt dér, hvor jeg er, så bliver jeg. Jeg havde sikkert stadig været ansat hos ALS, hvis ikke det var for fusionen,” siger hun med et glimt i øjet.

Efter at have sagt sit job op stod Monica Rohde ved en skillevej. Skulle hun finde et lignende job eller gå en helt anden vej.

”Jeg besluttede mig for at gå efter det, jeg syntes var spændende i min barndom. Jobbet som kontorchef, hvor jura i alle mulige former var en del af hverdagen, havde gjort mig endnu mere interesseret i jura, og derfor søgte jeg ind på jurastudiet.”

Efter ganske kort tid på jurastudiet tilbød hendes strafferetsunderviser hende et job som stud.jur., som hun takkede ja til, og hun fortsatte med at arbejde på samme advokatkontor i ni år gennem studie- og fuldmægtigtiden og derefter også som advokat.

Men én dag tikkede en besked ind på LinkedIn. Knorr-Bremse Rail Systems Denmarks adm. direktør, Anders Vedsted Nørrelund, ville drikke en kop kaffe med hende, fordi han syntes, hun havde en interessant profil med en baggrund som laborant, leder i en ung alder og advokat. Et halvt år før kaffeforespørgslen havde Monica Rohde sagt til sin mand, at hvis hun en dag skulle noget andet end at være på et advokatkontor, ville hun have et job i en international koncern igen.

”Det kan bare noget andet at være en del af en stor, international virksomhed, hvor man samarbejder med andre dele af koncernen i udlandet, lærer nye folk at kende, rejser og er med til at udtænke strategi og forandringsledelse,” konstaterer Monica Rohde.

Da hun mødtes med sin kommende chef, gjorde hun ham det klart, at hun modsat mange andre advokater ikke havde meget lange arbejdsuger og heller ingen intentioner havde om at få det. På den første kaffeaftale stillede hun derfor spørgsmålet:

”Og hvad så med arbejdstiden - hvad har du tænkt? For hvis du leder efter en, der arbejder plus 80 timer om ugen, så er det ikke mig, du skal vælge.”

Der gik, hvad der for Monica Rohde føltes som 10 sekunder, inden han svarede:

”Nej, det er der da ingen, der gider mere.”

Mens hun husker tilbage på samtalen, knipser hun enkelt gang med fingrene og siger:

”Pludselig en dag er det slut. Når du ligger på dit dødsleje, så ser du ikke tilbage på dit liv og tænker, at det var godt, at du udarbejdede en god strategi på arbejdet. Til den tid vil jeg gerne kunne sige, at det er dejligt, at jeg har en god relation til mit barn. Jeg er benhård i forhold til den prioritering. Jeg har en datter, en mand og en hund og dem skal jeg også være noget for. Det er vigtigt, at der er en god work-life-balance. Selvfølgelig oplever jeg perioder, hvor jeg arbejder mange timer, men så er der andre perioder, hvor jeg arbejder mindre, så det balancerer.”