Som formand for IBA-komitéen for kvindelige advokater og partner kæmper Lise Lotte Hjerrild for at skabe lige vilkår for alle uanset køn. Det fortæller hun i en ny portrætserie i Advokatsamfundets nyhedsbrev med overskriften: Hvad er meningen?
Oprindeligt er Lise Lotte Hjerrild uddannet bankassistent, da det med hendes opvækst i et funktionærhjem var oplagt at gå efter et solidt job i en bank. Mens straks efter læretiden var ovre, valgte hun at læse jura, og den finansielle baggrund har ifølge Lise Lotte Hjerrild vist sig at være en stor fordel som advokat. Foto: Jeppe Carlsen
Lise Lotte Hjerrild gik ind på sin nye chefs kontor. Nervøs og lidt rystet. Få dage forinden havde hun på sin første partnerkonference og som advokatfirmaets første kvindelige partner taget initiativ til en forbedring af advokatvirksomhedens barselspolitik. De øvrige partnere vedtog enstemmigt forslaget, som betød fuld løn til kvinder i en væsentlig længere periode end tidligere.
”Jeg har konstateret, at jeg er gravid,” sagde Lise Lotte Hjerrild.
Hun havde først opdaget, at hun var gravid umiddelbart efter partnerkonferencen.
I dag – 18 år senere - tager Lise Lotte Hjerrild sig til hovedet, når hun tænker tilbage på, hvordan hun havde det op til samtalen med sin daværende leder.
”Nej, nej, nej, tænkte jeg bare, for det virkede jo som om, at jeg havde en bagtanke ved at have taget barselspolitikken op som tema. Jeg syntes, at det var frygteligt og bekymrede mig om, hvad alle ville tro om mig.”
Reaktionen fra chefen gjorde hendes nervøsitet til skamme.
”Det første, han sagde, var: Tillykke, hvor er jeg bare glad på dine vegne. Der er ikke noget så dejligt i verden som børn. Og han mente det. Der var ingen fordømmelse fra hans side eller fra andre sider. Jeg fik aldrig følelsen af, at nogen tænkte, at det var godt spillet af mig først at få ændret reglerne for så selv at gå på barsel,” fortæller Lise Lotte Hjerrild, som i dag fortsat er en del af samme virksomhed: Horten.
Oprindeligt planlagde hun kun at være væk et halvt år på barsel, men reaktionen fra chefen udvaskede hendes bekymringer, og da hun mærkede ordentligt efter, føltes det rigtigt med længere barsel.
Da hun annoncerede sin graviditet, var det kun tre måneder siden, at hun havde sagt farvel til sin stilling som senioradvokat hos Kromann Reumert for at prøve kræfter med en stilling som juniorpartner på et nyt advokatkontor. Efter sin barsel vendte hun tilbage til Horten stadig med kurs mod at blive medejende partner, som hun er i dag.
Ved at gå rundt med kaffekoppen, som var min sutteklud, da jeg ikke var god til at bruge tid på smalltalk, kunne jeg lettere åbne dørene.
Ud over at være partner og advokat med speciale i M&A i Horten er Lise Lotte Hjerrild en del af den øverste ledelse i organisationen International Bar Association (IBA) og formand for IBA’s komité for kvindelige advokater.
”Jeg har en passion for at skabe ændringer. Det har jeg altid haft. Helt tilbage i niende klasse fik jeg en feministisk roman i flidspræmie, og i den forbindelse sagde rektor, at jeg altid forsvarede de svage, hvis jeg syntes, at noget var uretfærdigt,” siger Lise Lotte Hjerrild, som særligt husker at have sørget for, at mobning af en spinkel pige fra klassen stoppede.
”Jeg har en relativ skarp tunge, så jeg kunne godt nagle nogen til væggen ved at tale kontant til dem. Hende var der i hvert fald ingen, der drillede efterfølgende.”
Som formand for IBA-komitéen for kvindelige advokater arbejder Lise Lotte Hjerrild blandt andet for at fremme ligestillingsdagsordenen i advokatbranchen på internationalt niveau.
”Jeg vil gerne være med til at sikre, at alle uanset køn har lige muligheder for at opnå det samme. Det betyder på ingen måde, at alle kvinder skal jagte en partnerkarriere, da jeg tror meget på, at vi er forskellige som mennesker og derfor ønsker forskellige ting. Men som branche skal vi sikre, at der er lige adgang til at opnå det samme, eksempelvis at blive partner, hvis det er det, man ønsker.”
Hun ser flere udfordringer i forhold til ligestilling i advokatbranchen og anerkender, at det ikke er alle, som oplever samme positive reaktion på eksempelvis en barsel både før og efter, som hun selv gjorde. Men hun mener også, at der eksisterer nogle myter, som hun gerne vil være med til at aflive.
”Jeg har hørt bekymringer fra kvindelige kollegaer i branchen om, at hvis man skal være partner, så skal man være en tiarmet blæksprutte, der ikke sover om natten. Selvom jeg arbejder mere end de fleste, får jeg altid mellem seks til otte timers søvn. Behøver man altid have overskud? Nej. Må ens børn aldrig blive syge? Jo, det må de godt, og man kan godt være hjemme hos dem imens. Det handler om at sætte den ene fod foran den anden, og så handler det om vilje,” siger Lise Lotte Hjerrild.
Arbejdet for mere ligestilling pågår også på et mere lavpraktisk niveau i hverdagen hos Horten.
”I de mentorgrupper, vi har her i Horten, hører jeg også af og til bekymringer fra yngre kvindelige advokater på vej på barsel. Men jeg tror måske også, at kvinder nogle gange bekymrer sig unødigt, ligesom jeg selv gjorde,” siger Lise Lotte Hjerrild, som selv har fokus på at gøre sit til, at både mænd og kvinder, der vender tilbage fra barsel, undgår at møde ind til et tomt skrivebord og en tom indbakke.
”Vi skal være gode til at stå klar og sikre, at alle kommer godt tilbage i arbejdet igen.”
Samvær med familie og venner, rejser, vandreture, cykelferier, langrend og ikke mindst stille morgener i familiens sommerhus er nogle af de aktiviteter, Lise Lotte Hjerrild sætter allermest pris på i sin fritid. Foto: Jeppe Carlsen
Lise Lotte Hjerrild gik selv efter at blive partner, fordi hun altid har befundet sig godt med at sidde for bordenden.
”Jeg kan godt lide at tage ansvar og træffe nogle beslutninger. I M&A-sager handler det også om at træffe beslutninger, og det tænder mig.”
Samtidig beskriver hun sig selv som ekstremt ekstrovert.
”Mine antenner er out there. Nærmest som en marsmand med to antenner strittende ud fra hovedet opfanger jeg de fleste signaler, der sendes rundt i et lokale fyldt med mennesker. Jeg bliver helt ekstatisk af at være sammen med mennesker, der gør mig klogere og udvider min horisont. Jeg kan virkelig godt lide at netværke, og det er en fordel både som partner og i IBA-arbejdet,” siger Lise Lotte Hjerrild.
Hun elsker også at bruge sine antenner som M&A-advokat til at finde ud af, hvad klienten og modparten gerne vil opnå, men som de ikke siger højt – og måske ikke engang selv er klar over. Hvis for eksempel en klient i forbindelse med et salg af en virksomhed siger, at målet er at opnå de bedst mulige vilkår, betyder det ifølge Lise Lotte Hjerrild ikke nødvendigvis den bedst mulige pris.
”Der er næsten altid andre afgørende elementer, som klienten ikke nævner som førsteprioritet. Det vigtigste viser sig måske alligevel ikke at være prisen, men i stedet, at nøglemedarbejdere får lov til at fortsætte i deres job.”
Lise Lotte Hjerrild
- Lise Lotte Hjerrild er advokat og partner i Horten. Rådgiver danske og internationale klienter om virksomhedsoverdragelser, kapitalmarkeder, selskabsret og ESG.
- Er formand for Women Lawyers’ Committee i IBA og en del af IBA’s øverste ledelse (management board).
- Har læst jura på Københavns Universitet og suppleret med en LL.M. (Master of Laws) fra University of Cambridge.
- Gift med ungdomskæresten Michael Madsen, som hun har to sønner, Christian og Frederik på henholdsvis 17 og 20 år, med. Familien bor på Frederiksberg.
- Født i 1969 og er opvokset på Vestsjælland.
En nysgerrighed efter at forstå, hvilket udgangspunkt andre kommer fra, fylder ikke kun i arbejdet med fusioner samt køb og salg af virksomheder. Det fylder også i det internationale arbejde i IBA og ligger dybt i Lise Lotte Hjerrild som menneske. Ved en afstemning i FN’s sikkerhedsråd kort efter Ruslands invasion af Ukraine var der lande, hvis holdning hun ikke forstod. Hendes store internationale netværk blandt andet gennem IBA gjorde, at et svar ikke var mere end et opkald væk. Og det gjorde hende klogere.
”Jeg talte i en halv time med en nigeriansk samarbejdspartner, som fortalte om baggrunden for de afrikanske landes position, der var mere pro Rusland. Snakken gik på imperialisme, og hvem man i de afrikanske lande anså som en støtte, da de skulle slippe af med kolonimagterne. Det var jo Sovjetunionen. Det er interessant at høre andre menneskers perspektiv.”
At lytte er ifølge Lise Lotte Hjerrild en vigtig egenskab at have:
”Jeg mener, at det er med til at gøre mig til en bedre advokat og forhandler. Og i forhold til at støtte Ukraine i diskussionerne i IBA-regi nytter det ingenting, hvis jeg ud fra et dansk perspektiv står og slår dem, der mener noget andet, i hovedet. Det handler i stedet om at acceptere de præmisser, de andre kommer ind i diskussionen med, og så arbejde derfra.”
Som advokat specialiserede Lise Lotte Hjerrild sig i et meget mandsdomineret område – M&A. Dog har hun aldrig følt, at hun ikke var lige med mændene. ”Jeg er aldrig blevet spurgt om, om jeg ville hente kaffen,” fortæller hun.
At sætte sig ned på tomandshånd og virkelig lytte er noget, Lise Lotte Hjerrild har måttet øvet sig i.
”Hvis du er meget ekstrovert, som jeg er, så kan det være en udfordring at zoome ind på én person og virkelig lytte. Jeg har nemmere ved at være her, dér og alle vegne.”
I perioden efter sin barsel gjorde hun en indsats for at blive bedre til at lytte og smalltalke med kollegaer på tomandshånd.
”En coach, som arbejdede på et ph.d.-projekt om fagspecialisters barrierer i forhold til salg, hvor jeg deltog, gav mig et råd, som viste sig at blive den største hjælp, jeg kunne få efter min barsel, hvor jeg kom tilbage til et for mig relativt ”nyt” firma. Hun rådede mig til at alliere mig med en kaffekop og sætte en halv time af hver dag til at gå rundt med den og stikke hovedet ind til kollegaer for at spørge, hvordan det gik,” fortæller hun og uddyber:
”Mænd snakker ofte med hinanden om fodboldkampe eller andre sportsresultater. Ved at gå rundt med kaffekoppen, som var min sutteklud, da jeg ikke var god til at bruge tid på smalltalk, kunne jeg lettere åbne dørene. Jeg gik op i at være en dygtig og effektiv advokat, men det var virkelig en øjenåbner for mig, hvor væsentligt det også er at investere tid i at opbygge og pleje gode relationer til mine kollegaer.”