”Som advokater er vi retssikkerhedens beskyttere, og jeg tror, at det ligger i DNA’et hos advokater, at vi skal gøre en forskel og sikre retssikkerheden. Retsplejeloven har også nogle bestemmelser, der siger, at advokater indtager en særposition i samfundet, for med rettigheder følger pligter. Man skal gøre en forskel, og det gør vi både, når vi varetager vores klienters interesser, men vi gør det i lige så høj grad, når vi udfører kollegialt arbejde.”

Ordene er advokat Henrik Høpners og falder i forbindelse med et spørgsmål om en sag, der har betydet noget helt særligt for ham.

Det er mange år siden, at sagen blev afgjort. Men på en eller anden måde så berører den ham til stadighed. Og det kræver måske ikke de helt store psykologiske evner at forstå, hvorfor den betyder meget for ham.

For selvom han sammen med strafferetten hovedsageligt har siddet med fast ejendom og murstens værdi størstedelen af sin karriere, er det de nære historier og menneskelige relationer, der lader til at efterlade et aftryk på ham, hvad enten det handler om at hjælpe et menneske i nød eller tage del i det kollegiale arbejde, som han altid har prioriteret højt.

Advokaten på den hvide hest

”Det er så fortærsket, men min største drivkraft, når det handler om mit arbejde, er at være med til at gøre en forskel og hjælpe andre; uanset om det er at få en god handel på plads, lande en vigtig aftale eller forsvare en person i en straffesag og sørge for, at alle sten er blevet vendt,” siger han.

Og netop at gøre en forskel var også udslagsgørende i den føromtalte sag, som Henrik Høpner stadig er meget stolt af.

”Landsforeningen LEV havde mange faste ejendomme, så jeg havde en del sager for dem også i Højesteret. Og i den forbindelse blev jeg kontaktet af den daværende formand, som fortalte, at der i et bofællesskab på Bornholm var en kvinde omkring 60 år, som havde beskrevet, at hun var meget ked af, at hun ikke havde stemmeret. Derfor håbede hun, at der ville komme en advokat på en hvid hest og hjælpe hende med at få sin stemmeret igen."

Kvindens far havde fået hende anbragt på en institution som barn og umyndiggjort hende, og derved mistede hun sin stemmeret. Det betød, at hvis umyndiggørelsen skulle ophæves, skulle man omgøre en offentlig beslutning, der var taget i begyndelsen af 1960’erne.

”Jeg ville dog gerne gøre forsøget, så jeg tog en flyver – og ikke en hvid hest – og mødtes med en dommer fra Bornholm, som også havde læst op på sagen. Han og jeg mødtes med kvinden og spurgte hende blandt andet, om hun kunne nævne nogle politikere, der havde skæg – og hun nævnte flere af de daværende politikere, som havde skæg. Derudover havde hun fuldstændig styr på hvilke politikere, der kom fra hvilke partier og hvilken politik, som de førte. Hun var næsten bedre politisk informeret, end jeg var,” fortæller Henrik Høpner.

Dommeren spurgte kvinden, hvorfor hun ønskede at kunne stemme, og hun sagde, at det var urimeligt, at de andre anbragte på hendes institution kunne få et stemmekort, som de alligevel ikke brugte.

”Så efter ti minutters samtale besluttede dommeren at ophæve hendes umyndiggørelse, og efter dommen stod både klienten, LEV´s formand og jeg udenfor og havde våde øjne. Jeg bliver til stadighed følelsesladet, når jeg tænker på det,” siger Henrik Høpner.

Forståelse for andre advokater arbejde

Henrik Høpner’s vej ind i det kollegiale arbejde startede sideløbende med, at han kunne kalde sig advokat.   

Han fik sin bestalling i 1993, og nogenlunde samtidig blev han anbefalet af sin principal at søge ind i det daværende ejendomsudvalg under Advokatrådet, hvor der var ledige pladser.

”Han begrundede det med, at det var vigtigt ift. til at få opbygget et netværk, men også at jeg kunne få inspiration og erfaring til min videre karriere. Jeg kan her over 30 år senere kun give ham absolut ret."

Derfra gik det slag i slag for Henrik Høpner og hans kollegiale arbejde. Han blev udpeget af ejendomsudvalget til at være Advokatsamfundets observatør i Boligfaggruppen, hvor han blev formand. Og på baggrund af Boligfaggruppen var han med til at stifte Danske Boligadvokater, hvor han var formand i en 10-årig periode. I 2007 blev han indvalgt i Advokatrådet, hvor han sad i seks år, og da han udtrådte derfra, blev han suppleant i Advokatnævnet, og efter fire år blev han fuldgyldigt medlem af Advokatnævnet.

”Kollegialt arbejde er tidskrævende, men det gør ikke noget, for jeg er aldrig gået fra et kollegialt møde uden at være blevet inspireret. Man lærer noget nyt fagligt hver gang, og man lærer også af de fejl og den erfaring, som de andre har begået og oparbejdet. Men det vigtigste for mig er de menneskelige kontakter. Man kan vel sige, at det kollegiale netværk er med til at få din hverdag til at køre nemmere. Jeg ved, hvem jeg skal ringe til, hver gang jeg står i en situation, hvor jeg enten ikke selv kan komme videre eller har brug for indspark og råd,” forklarer Henrik Høpner.

Hans seneste udvalgsarbejde i Advokatrådets strukturudvalg – hvor resultatet i denne uge er offentliggjort – er ifølge Henrik Høpner et godt eksempel på, at man får et bedre syn på de mange forskelligheder, der er i advokatbranchen. Han håber, at alle vil bruge tid på at sætte sig ind i Advokatrådets rapport, når den kommer, da den er vigtig for alle advokater.

”Jeg vil rigtigt gerne opfordre alle til at lave kollegialt arbejde – også selvom man ikke føler, at man har tiden. Det lyder måske nok højpandet, men man bliver klogere, når man laver kollegialt arbejde. Du får en bredere horisont, og du får også et indblik i, hvordan andre advokaters verden ser ud.”

Advokatkontorer og virksomheder skal acceptere og anerkende det kollegiale arbejde

Henrik Høpner har altid haft opbakning til det kollegiale arbejde både på kontoret og på hjemmefronten.

”Der har jeg været meget privilegeret på min arbejdsplads. Når det er sagt, så er det jo ikke et tab for ens arbejdsplads, at man laver kollegialt arbejde, tværtimod. For de erfaringer, som man får, kan forhåbentligt bruges i ens arbejde og opveje det ekstra tidsforbrug, som man måtte have.”

Henrik Høpner opfordrer til, at advokatkontorerne overvejer at lade det kollegiale arbejde gå ind i puljen med tidsregistrering af fagligt arbejde. Han forstår godt, at udfordringen er, at der ikke er penge i det, og det er tidskrævende.

”Hvis man føler, at man slet ikke har tiden, så kan man jo starte i det små. Lave lidt udvalgsarbejde eller andet, som man føler er kompatibelt og realistisk. Det svarer jo til, når man ikke orker at tage til fodboldtræning, men så alligevel tager afsted og har det rigtigt godt bagefter.”

Hans bedste råd til andre advokater er derfor også simpelt.

”Kom så i gang! Man kan gøre en kæmpestor forskel ved at tage nogle vagter i Advokatvagten. Man kan også undersøge på Advokatsamfundets hjemmeside hvilke udvalg, der findes og måske få sin principal eller andre fra sit netværk til at anbefale en til et udvalg. Man kan også komme ind i nogle kollegiale netværk. Man kommer ikke til at fortryde det – det kan jeg love.”