Den tidligere advokat Nicolai Dyhr, som optræder i TV 2-udsendelsen Den sorte svane, har fået frakendt sin advokatbeskikkelse i fem år. Det fremgår af en kendelse fra Advokatnævnet i en sag rejst af Advokatrådet.
En ny kendelse fra Advokatnævnet frakender Nicolai Dyhr retten til at udøve advokatvirksomhed i fem år. Samtidig skal han betale en bøde på 10.000 kroner. Nicolai Dyhr har ifølge kendelsen gentagne gange – og i flere tilfælde særdeles groft – overtrådt sine pligter som advokat. Advokatrådet valgte at rejse sagen på baggrund af undersøgelser gennemført efter TV 2-udsendelsen Den sorte svane.
”Den adfærd, Nicolai Dyhr har udvist, mener vi i Advokatrådet, er uforenelig med det at være advokat og kurator. Handlingerne har været med til at kaste en skygge over advokatstanden. Derfor er vi tilfredse med, at Advokatnævnet har tilsluttet sig de synspunkter, Advokatrådet gjorde gældende i sagen, og har slået fast, at Nicolai Dyhr groft har tilsidesat god advokatskik blandt andet i forbindelse med sin håndtering af konkurssager og ved at medvirke til at dække over mistænkelige forhold,” siger Martin Lavesen, formand for Advokatrådet.
Ifølge Advokatnævnets kendelse har Nicolai Dyhr givet urigtige oplysninger til skifteretten og ydet rådgivning i sager, som han senere selv behandlede som kurator og dermed kom i en interessekonflikt. Derudover befandt han sig i en interessekonflikt, da han som kurator solgte aktiver fra et konkursbo til et selskab, han selv sad i bestyrelsen. Endelig har han tilsidesat god advokatskik ved at komme med en række utilbørlige udtalelser i Den sorte svane, som ikke lever op til de krav, der er til advokater.
Nicolai Dyhr har ikke virket som advokat, siden han deponerede sin beskikkelse i juni 2024. Ifølge Advokatnævnets kendelse har han nu ikke mulighed for at virke som advokat i en periode på fem år. Det fremgår af Advokatnævnets hjemmeside, at Nicolai Dyhr har indbragt kendelsen for domstolene for så vidt angår frakendelsen.
