Af Karoline Normann, forperson for Advokatrådets strafferetsudvalg og Andrew Hjuler Crichton, generalsekretær i Advokatsamfundet

I dagene mellem jul og nytår kunne man læse den tragiske historie om 81-årige Ebbe Preisler, der gav sig selv og sin uhelbredeligt syge hustru en overdosis smertestillende medicin. Efter mere end 20 år, hvor hustruen led af Parkinsons sygdom, var hendes tilstand så forværret, at konen, ifølge Ebbe Preisler, ønskede at dø. Hustruen døde af den overdosis, hun fik. Det gjorde Ebbe Preisler ikke.

I stedet blev han 30. december fremstillet i et grundlovsforhør og siden varetægtsfængslet frem til 10. januar. Ebbe Preisler gik dermed ind i 2024 alene i en celle i et arresthus og blev endnu et tal i en trist, svulmende og bekymrende varetægtsfængslingsstatistik i Danmark.

Vi vil ikke gå ind i afgørelsen af Preislers sag, men blot pege på, at den – ud over at være tragisk for parret og deres pårørende – også har skrevet sig ind i en sørgelig dansk historie om varetægtsfængslinger.

Danmark har næsten europarekord i varetægtsfængslinger, og ifølge Europarådets seneste rapport sidder 38 procent af de fængslede i Danmark således i varetægt. Til sammenligning er det cirka 21 procent i Tyskland, 19 procent i Norge og 27 procent i Sverige.

Derudover varetægtsfængsler vi i længere tid end vores nordiske naboer – længden af varetægtsfængslinger i Danmark er steget fra 99 dage til 174 dage i gennemsnit de seneste fem år.

Når det er bekymrende, er det ikke mindst, fordi selve definitionen på varetægtsfængsling er, at staten frihedsberøver mennesker, der ikke er dømt for forbrydelser. Altså de er uskyldige. En del ender med at blive dømt for den kriminalitet, de var sigtet for, men der er også uskyldige borgere, som principielt aldrig skulle have været fængslet.

Dertil kommer, at varetægtsfængslede sidder under dårlige forhold, hvor der ofte er besøgs- og brevkontrol, og de skal opholde sig i op mod 23 timer i døgnet isoleret i deres celle, ofte uden adgang til meningsfulde aktiviteter. Nogle mister job, bolig og samvær med familien, der ikke kan besøge dem under samme forhold som i et almindeligt fængsel.

Advokater, forskere, kriminologer, retsordførere og mange andre med indsigt har råbt op om problemerne med for mange og for lange varetægtsfængslinger gennem tiden. Justitsministeren har i 2023 annonceret, at han har bedt sine embedsfolk undersøge, hvorfor der er forskel på Danmark og Norden – svaret har vi ikke fået endnu.

Heller ingen andre kan svare præcist på, hvorfor vi har rekorden, og hvordan tallene er endt, som de er. Måske er en del af svaret, at vi har opbygget en årelang tradition for (unødvendig) fængsling, som i stedet for at skærpe vores opmærksomhed på, om behovet for og kravene til fængsling er opfyldt, langsomt har flyttet os i den forkerte retning.

Som i Ebbe Preislers sag vurderes det hver gang og i hver eneste sag, om betingelserne er opfyldt. Det sker cirka 4.000 gange årligt i Danmark. Vi respekterer rollerne i retssystemet, og at det er dommernes opgave at fængsle. Når det er gjort, så må vi acceptere det. Men tallene og statistikken taler deres eget tydelige sprog, og kalder på et tjek af reglerne og ikke mindst praksis.

Der er fortsat et legitimt behov for at kunne varetægtsfængsle i Danmark – i mange sager er det da også helt berettiget. Men der er behov for at se nærmere på, hvorfor vi er endt med den kedelige rekord. En varetægtsfængsling påvirker ikke kun den fængslede psykisk og fysisk, men også de pårørende, vores pressede fængsler, domstolene og en lang række andre aktører i samfundet – som samfund må vi overveje, om vi bruger »værktøjet« rigtigt.

I Advokatsamfundet vil vi derfor se nærmere på brugen af varetægtsfængsling i 2024. Det er ikke et retssamfund værdigt, at vi år efter år skiller os så meget ud fra andre lande i EU, uden at vi reelt ved hvorfor, og uden at vi forbedrer os. Derfor må vi forsøge at blive klogere og finde løsninger, så omfanget, karakteren og ikke mindst længden af vores varetægtsfængslinger nedbringes.

Læs kommentaren i Berlingske her