Spring hovednavigationen over
Tilbage

Ekstra penge til domstolene baner vej for at nedbringe ventetider

De ekstra midler til domstolene, som justitsministeren netop har annonceret, er helt afgørende for at få sat gang i en langsigtet opbygning af domstolene og dermed taget livtag med de voksende ventetider i retssystemet, mener Advokatrådet.

I en artikel i Jyllands-Posten, har Justitsminister Peter Hummelgaard annonceret, at den kommende finanslov vil tilgodese det hårdt trængte domstolssystem med ekstra midler. Det glæder Advokatrådet, som mener det er tiltrængt og eneste reelle vej til at bringe ventetiderne ved retterne ned.

”Ventetiderne ved domstolene er det ubetinget største retssikkerhedsmæssige problem i Danmark. Justitsministerens melding om et økonomisk løft er derfor fremragende nyt for domstolene og ikke mindst alle de borgere og virksomheder, som i dag må vente alt for længe i retssystemet. Nu har domstolene en reel chance for at komme i gang med en langsigtet plan for at komme ventetiderne til livs,” siger Advokatrådets formand, Martin Lavesen.

Han ser frem til at se det fulde finanslovsforslag, men hæfter sig foreløbig ved, at ekstra-beløbet på 800 mio. kr., som er meldt ud af ministeren i Jyllands-Posten, flugter rigtig godt med det finansieringsbehov, som Advokatsamfundet fandt frem til i en analyse udført af Copenhagen Economics.

”Et løft i den størrelsesorden er en vigtig og meget nødvendig investering i vores domstole og borgernes retssikkerhed. Vi er glade for, at regeringen har nogenlunde samme vurdering af finansieringsbehovet, og nu har fundet midler, så domstolene kan gå i gang med opbygning af kapaciteten, som uden tvivl bliver et langt sejt træk,” siger Martin Lavesen.

Gennem de seneste år er ventetiderne vokset til det hidtil højeste niveau i landets retter. En straffesag tager således i gennemsnit 7,5-8,5 måneder (afhængig af sagstype), mens de almindelige civile sager i snit venter 20 måneder viser de seneste opgørelser.

Det glæder Martin Lavesen, at ministeren og regeringen har været lydhør og anerkendt problemet og nu også er villige til at investere i løsningen.

”Danmark er et retssamfund, men kun hvis vi rent faktisk kan behandle retssager inden for en rimelig tid. Derfor er det vigtigt at vi nu kan komme videre, og jeg vil gerne anerkende justitsministeren og regeringen for at have lyttet til de bekymringer og opfordringer, som vi og andre aktører er kommet med.”