Modtager
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Ved høringsbrev af 17. februar 2026 har Indenrigs- og Sundhedsministeriet anmodet om Advokatrådets bemærkninger til ovennævnte udkast til lovforslag.
Vi har på baggrund af valgudskrivelsen kontaktet ministeriet, med henblik på at få afklaret, hvorvidt ministeriet fortsatte høringsprocessen for nærværende lovforslag, hvilket ministeriet har bekræftet. Vi fremsender på den baggrund Advokatrådets bemærkninger til lovforslaget jf. nedenfor.
Advokatrådet har følgende bemærkninger:
Lovforslaget etablerer adgang til en godtgørelsesordning for de kvinder i Grønland, som var omfattet af antikonceptionssagen (spiralsagen) i perioden 1960–1991.
Med ordningen anerkendes en alvorlig krænkelse af de berørte kvinders retssikkerhed.
Advokatrådet har noteret sig, at der er tale om en selvstændig og frivillig godtgørelsesordning, som ikke afskærer eller ændrer anvendelsen af dansk rets almindelige erstatningsretlige regler.
Det fremgår imidlertid ikke klart af lovbemærkningerne, hvorfor godtgørelse udbetalt efter ordningen skal modregnes i en tidligere eller senere tilkendt godtgørelse eller erstatning for samme forhold, herunder hvorfor der ikke kan opnås både godtgørelse efter ordningen og erstatning for f.eks. følger af det sundhedsfaglige indgreb.
Med venlig hilsen
Andrew Hjuler Crichton
Generalsekretær
Sagsnr:
2026-784
