Det er efterhånden et standardargument, når man møder i retten, at en sag skal ende med en betinget dom, fordi der er gået så lang tid. Mere end ni år er der gået fra, sagen startede i 2016 til, at min klient modtog sin endelige dom i 2025. Han blev dømt for forsøg på at sælge forretningshemmeligheder fra Velux til en konkurrerende virksomhed. Efterforskningen, tiden, det tog at få sagen berammet i byretten såvel som ankespørgsmålet først i forhold til Østre Landsret og senere Højesteret – alt i denne sag har taget alt for lang tid. Han endte med at få en betinget dom på et år og otte måneders fængsel. Der er ingen tvivl om, at han var lettet, da sagen var afsluttet. Det har været en enorm belastning for ham at have sådan en sag hængende over hovedet i så lang tid. For min klient, som er en ældre herre, er en betinget dom en acceptabel afgørelse.

Han valgte at tilstå og blev dømt for at have overtrådt straffelovens paragraf 299a, som omhandler industrispionage. Jeg vil ikke gå ind i, hvorfor min klient valgte at tilstå, selvom han oprindeligt nægtede sig skyldig. Det er svært at sige noget om strafniveauet, for der findes ingen tilsvarende domme. Både anklagemyndigheden og jeg procederede på, at retten måtte tage hensyn til, at sagsforløbet havde været så langstrakt. Det er ikke nogen pryd på retssystemet, at der er så lange behandlingstider. Der står ikke noget om det i dommen, men jeg kan ikke forestille mig andet, end at det har haft betydning for strafudmålingen. Derimod fremgår det af dommen, at han fik en mindre rabat for at tilstå.

Da sagen var for Retten i Helsingør i første instans i 2020, krævede anklagemyndigheden en fængselsstraf på tre år og seks måneder. Ud over min klient var en tidligere chef fra Velux også tiltalt i sagen. Mens han fik en ubetinget dom på to års fængsel, blev sagen mod min klient afvist. Ifølge anklageskriftet havde den tidligere chef uberettiget indsamlet dokumenter samt lydfiler fra møder og derefter forsøgt at sælge dem til Velux’ polske konkurrent Fakro gennem en formodet mellemmand, som ifølge anklagemyndighedens opfattelse var min klient. Retssagen forløb over 10 retsdage og blev dengang kørt på det materielle indhold, herunder alle de elektroniske dokumenter, der var i sagen i form af logfiler fra servere, sms-beskeder og e-mails, samt adskillige vidneafhøringer af blandt andet flere ansatte fra Velux, konkurrentens to stiftere og en polsk kvinde. Hun var et centralt vidne i sagen, da hun var involveret i sagen og var den person, som alarmerede Velux om sagen.

På de allersidste retsmøder opstod en diskussion om, hvorvidt de danske domstole overhovedet havde kompetence til at behandle sagen. Under forberedelsen af min procedure slog det mig, om Retten i Helsingør egentlig havde kompetence til at behandle sagen efter det såkaldte territorialprincip. Det er et internationalt strafferetligt princip om, at en stat som udgangspunkt kun har straffemyndighed over forbrydelser begået på statens område. Udgangspunktet er derfor, at kun handlinger foretaget i Danmark kan bedømmes af danske domstole. Min klient var tiltalt for, at han skulle have forsøgt at videregive forretningshemmeligheder til Fakro på et møde i en tysk by i 2016. Ud over min klient deltog en af stifterne bag Fakro og den polske kvinde, som fungerede som tolk mellem de to.  

Det var på ingen måde mit forsøg på at være smart eller sådan noget, at jeg bragte det spørgsmål op næsten til allersidst i sagen. Jeg havde egentlig forventet, at anklagemyndigheden havde undersøgt det aspekt på forhånd. I et tænkt eksempel henviste jeg under proceduren til, at Danmark ikke kan dømme en person for at have solgt en stjålen Velux-lastbil i udlandet. Hvis en tyv stjæler lastbilen fra en parkeringsplads i Danmark for derefter at køre til Hamborg, så er selve tyverihandlingen naturligvis begået i Danmark. Men hvis en tredjemand så videresælger lastbilen i Hamborg, så er der tale om hæleri begået i Tyskland. I sådan et tilfælde vil ingen jo få den tanke, at sagen skulle bedømmes af en dansk domstol, bare fordi der er tale om en Velux-lastbil, også selvom Velux oprindeligt blev ramt af skaderne. Grundlæggende betyder princippet, at danske domstole skal bedømme handlinger i Danmark, og det, min klient var tiltalt for, skete jo ikke i Danmark. Derfor rejste jeg spørgsmålet om, hvad Danmark havde at gøre med sagen, hvis det, han var anklaget for, foregik i Tyskland.

Kernen i diskussionen i denne sag er, hvor langt de danske domstoles kompetence rækker i udlandet, når det drejer sig om en forsøgshandling. Nærlæser man straffelovens paragraf 9, som omhandler territorialprincippet, så står der i stk. 2, at hvis en handlings strafbarhed afhænger eller påvirkes af en indtrådt eller tilsigtet følge, anses handlingen for foretaget dér, hvor virkningen enten er indtrådt, eller hvor gerningsmanden har til fortsæt, at den skulle indtræde. Men efter straffelovens paragraf 9, stk. 3 anses forsøgshandlinger kun for foretaget i den danske stat, hvis gerningsmanden befandt sig her i landet ved handlingens foretagelse. Efter min opfattelse omfatter paragraf 9, stk. 2 derfor ikke forsøgshandlinger, fordi virkningen ikke er indtrådt i denne sag. Selv hvis man vurderer, at forsøgshandlinger er omfattet, mener jeg, at man kan diskutere, hvor virkningen ville være indtrådt, hvis forretningshemmelighederne var blevet solgt. Ville den indtræde i Danmark, fordi det er Velux, der bliver bestjålet, eller i Polen, hvor en virksomhed skulle gøre brug af dem?  Eller skulle de tyske domstole i virkeligheden have behandlet sagen, fordi det var i Tyskland, at selve forsøgshandlingen fandt sted? Efter min vurdering skulle de tyske myndigheder have haft kompetencen i denne sag. De er tættere på, og det giver også mening ud fra en betragtning om, at de folk, der bor i et bestemt land, skal kende reglerne i det land. Men her måler man jo en tysker op imod nogle danske regler. Forud for retssagen havde min klient faktisk aldrig været i Danmark. Måske er de tyske og danske regler forskellige, så det er ikke sikkert, at de havde ført til samme resultat.

Diskussionen om territorialprincippet betød, at Retten i Helsingør besluttede at afvise sagen mod min klient. Men da Østre Landsret behandlede anklagemyndighedens anke af denne del af dommen, sendte landsretten imidlertid sagen tilbage til Retten i Helsingør til egentlig indholdsmæssig behandling. Modsat byretten nåede landsretten frem til, at bestemmelsen omfattede forsøgshandlinger, og at der dermed var dansk kompetence til at behandle sagen. Sagt med andre ord, så konkluderede Østre Landsret, at virkningen af handlingen i den konkrete sag ville have ramt i Danmark, og at tilknytningen derfor var stærk nok til, at de danske domstole skulle behandle sagen.

Da afgørelsen fra landsretten kom, tænkte jeg, at det ikke kunne være rigtigt. Derfor søgte jeg om tredjeinstansbevilling ved Procesbevillingsnævnet. Den fik jeg til min store overraskelse ikke. Procesbevillingsnævnet skrev, at sagen ikke havde principiel betydning. Det er ikke, fordi jeg som sådan vil kritisere nævnet, men begrundelserne derfra er efter praksis enormt kortfattede og siger ingenting. Det, synes jeg, er en svaghed. Jeg er ikke stødt på tidligere højesteretssager, som behandler et tilsvarende spørgsmål, så efter min opfattelse var sagen principiel.

Afgørelsen fra Procesbevillingsnævnet kom næsten et år efter, at jeg havde indsendt ansøgningen. Østre Landsret afsagde sin dom i sagen i november 2023, og afslaget kom i oktober 2024. Normalt plejer det bare at tage nogle måneder. Det tog så næsten et år igen, før Retten i Helsingør afsagde den endelige dom i sagen. Der gik også lang tid – næsten tre år fra, at byretten i første instans afsagde dom i sagen i december 2020, til landsretten tog stilling til sagen. Og der gik godt halvandet år fra, at anklagemyndigheden rejste tiltale til, at den kom for byretten.

Den lange sagsbehandlingstid er en udfordring for forsvaret særligt i en sag, som indeholder enorme mængder af data og oplysninger fra vidner. At yde et godt forsvar afhænger af, at man har styr på detaljerne, så der er ikke andet for end at læse op på sagen løbende og skrive nogle meget grundige noter og udførlige tidslinjer undervejs. Når der er sket rigtig meget i en sag, hvilket er tilfældet her, må man ved håndkraft strukturere og sortere begivenheder og indhold i et omfattende Excel-regneark. At have overblik over præcis, hvad der skete og hvornår, er jo kernen i en straffesag, fordi man jo leder efter hullerne i osten.

Også selve efterforskningen af sagen tog lang tid. Politiet efterforskede sagen fra maj 2016, og i august 2018 satte byretten en frist for efterforskningen på et halvt år. Det resulterede i, at anklagemyndigheden rejste tiltale i sagen i februar 2019. Jeg blev selv først involveret i sagen, efter at der var rejst tiltale, men helt generelt kan jeg sige ud fra min erfaring fra større erhvervsstraffesager, herunder hvidvasksager, at mit overordnede indtryk er, at politiet ikke altid er superdygtige til at håndtere erhvervsorienterede sager, og det bliver ikke bedre af, at der også er udenlandske elementer indblandet. I denne sag fik både politiet og anklagemyndigheden dog en del opbakning fra Velux. Da Velux blev opmærksom på sagen, hyrede virksomheden EY’s FIDS-afdeling (Fraud Investigation & Dispute Services) til at undersøge Velux’ it-systemer og bidrog på den måde til bevissikringen. Under retssagen havde Velux også en bistandsadvokat, som fyldte en del i sagen – mere end en klassisk bistandsadvokat normalt gør. Det var til tider nærmest som om, at der var en ekstra anklager på sagen. Det, tror jeg, har medført, at anklagemyndigheden stod stærkere, end den ellers ville have gjort.

Jeg blev forsvarer i sagen, da sagen blev berammet for Retten i Helsingør. Jeg fik en henvendelse fra en tysk advokat, som fortalte, at hans klient havde fået en dansk advokat beskikket, men foretrak en advokat, der også kunne tale tysk. Jeg sagde ja med det samme, fordi jeg mener, at jeg har noget at bidrage med, i og med at jeg både er dansker og tysker og taler begge sprog. Ligesom jeg har oplevet i andre sager, viste det sig også i denne sag at være en fordel, fordi tolkningen langtfra altid fungerer optimalt.

For eksempel havde politiet afhørt et polsk vidne fra Velux’ konkurrent, som ifølge oversættelsen sagde, at vedkommende af politimæssige årsager ikke ville gå ind i et bestemt emne – underforstået, at der nok var foregået noget ulovligt eller lignende. Men i virkeligheden sagde han ”af politiske årsager”. Det blev fanget og ændret, fordi jeg kunne sproget, og der var flere lignende eksempler under retssagen. Det rejser for mig at se en enorm generel bekymring i forhold til, når vidner eller tiltalte afgiver forklaringer på sprog, ingen i retssalen forstår. Gengiver tolken det, der faktisk er blevet sagt?

Tolkene har en enorm opgave i at sørge for, at den tiltalte kan følge med undervejs og forstår, hvad der foregår både procesmæssigt og endnu vigtigere indholdsmæssigt. Det er afgørende for retssikkerheden. Der kan for eksempel dukke ting op, som klienten har en holdning til. Set i lyset af, at vi har mange sager med udenlandske tiltalte, er det et af de virkelig store uløste problemer. Heldigvis er der efterhånden en del forsvarere, som kan deres klients sprog.

Når der er en tolk på, så er der et andet aspekt, man som advokat er nødt til at være meget opmærksom på. Man er nødt til at undervise sin klient i, hvordan man egentlig agerer under selve tolkningen. Når man får et spørgsmål fra en tolk, så svarer man jo som udgangspunkt tolken, fordi det er den person, man taler med. Det medfører ofte, at man taler frit i mange sætninger ad gangen, så tolken ikke kan følge med. Samtidig er der risiko for, at tolken foretager en sammenfatning, hvad der ikke bør ske. Derfor er man som advokat nødt til at instruere klienten i at dele sit svar op i små bidder. Det giver dog den udfordring, at forklaringen bliver meget unaturlig og mindre troværdig, for sådan er der jo ingen, der taler. Der er også større risiko for, at klienten misser nogle detaljer. Når du skal tale i korte sætninger, så risikerer du hurtigt at glemme, hvad du i virkeligheden ville have sagt. Det er svært at komme til livs. Det er bare et vilkår, som kræver, at man skal være ekstra opmærksom og reagere på, når man fornemmer, at ens klient ikke fik det hele med.