Hvor kommer interessen for retsområdet fra?

Da jeg kom ind i Folketinget i 2011, var vi jo en kæmpe gruppe. Vi lavede sådan en ønskeseddel med forskellige ting, og jeg fik ikke opfyldt ret mange af dem. Men jeg fik Retsudvalget, som jeg rigtig gerne ville have. Jeg har jo en juridisk baggrund og har læst jura på Københavns Universitet og er også advokat. Jeg har arbejdet som advokat hos blandt andet De Samvirkende Købmænd, hvor jeg fik min bestalling.
Det var smadderspændende, og senere havde jeg også enkelte straffesager. Ikke mange, men nogle, og man kan jo også sige, at noget af problemet ved arbejdet i Retsudvalget er, at det strafferetlige fylder enormt meget i forhold til det civilretlige. Jeg synes jo, begge dele er spændende. 

Hvad har været det vigtigste retspolitiske problem at løse de seneste år?

Jeg ved ikke, om det er det vigtigste på retsområdet nødvendigvis. Men jeg har nogle sager, som også er en illustration af, at politik mange gange handler om at undgå at gøre noget dårligt, og hvor min uddannelsesbaggrund har været vigtig.
Det ene eksempel er opholdsforbuddet, som den forrige regering lancerede.
Man havde identificeret det problem, at der var områder, primært i København, hvor mange mennesker var utrygge ved at færdes, fordi der var bandemedlemmer og utilpassede unge osv. Det agtede man at løse ved simpelthen at lave et opholdsforbud, sådan så ingen måtte være der. Altså det var i mit hoved en fuldstændig vanvittig måde at kollektivt straffe et helt boligområde på. Jeg kunne også godt se for mig, at det kunne gå hen og blive ret voldsomt. Altså forestil dig, at du lukkede Den Røde Plads på Nørrebro eller Folkets Park. Det ville blive opfattet som meget indgribende og uretfærdigt. 
Vi spurgte under forhandlingerne ind til forslaget.
Hvad er et ophold? Må man gå tværs hen over en plads? Måtte man stoppe op og binde sit snørebånd? Måtte man stoppe for at kigge på vinduer, eller stå i kø foran en butik? Det kunne de ikke helt svare på. Hvad med udendørsservering? Ja, det måtte man i hvert fald ikke. Nå, er det så ikke ekspropriation? Vi fik til sidst hvirvlet så meget støv op, at det lykkedes at få et flertal i Folketinget til at trække støtten til lovforslaget. Siden har vi så vedtaget et opholdsforbud, som er målrettet individer. Hvis en person laver ballade et bestemt sted, så får vedkommende et forbud mod at komme her det næste år. Og det er jo måden at køre det på. 
Den anden sag, jeg gerne vil nævne, det er koranloven. Som i virkeligheden ikke fylder ret meget, for der er ikke ret mange mennesker, der sætter ild til Koranen. Men på det principielle plan har sagen fyldt utroligt meget. Og jeg kan sagtens følge mange af de principielle modargumenter. Jeg er også enig i mange af dem. Omvendt havde jeg det også sådan, om det virkelig er det, vi forstår ved ytringsfrihed? At en provokatør skal mandsopdækkes af politi 24-7. Er ytringsfrihed ikke i højere grad skabt til folk, der skriver bøger og læser bøger, end til folk, der brænder bøger? 
Her kunne jeg se, at det første lovudkast så ret vildt ud. Der var rigtig mange ting, man pludselig ikke måtte, og der var en masse uklarhed. Du måtte godt skænde et kors, men du måtte ikke skænde et krucifiks. Jeg tænkte stakkels de politibetjente, der skal ud. Må der være heavy metal-koncerter på Copenhell? Må man vise Eksorcisten i en udendørs biograf? Og hvad med en teaterforestilling, og så videre. Så jeg gik aktivt ind i arbejdet og fik det afgrænset, så vi ramte det formål, vi ville. Nu kan man se, at koranafbrændingerne, er fuldstændig stoppet, og at politiet kan bruge sine ressourcer på noget mere fornuftigt.
Endelig vil jeg nævne, at vi har brugt mange kræfter på at få flere ressourcer til domstole og anklagemyndighed, fordi ventetiderne har været ekstremt lange. Jeg husker, at de også var lange, da jeg selv stod i retten, men nu er de stukket helt af. Det oplevede jeg også selv, i forbindelse med at jeg blev slået i ansigtet af en mand på Nørrebro under valgkampen. Fra det skete og til at han blev dømt, tror jeg, der gik to og et halvt år. Det var fuldstændig utilfredsstillende. Folk kan ikke huske noget, når de skal vidne osv., og dem der har været udsat for noget, vil bare videre i deres liv.  

Du og dit parti har haft en del holdninger til diskussionen om menneskerettighederne og Menneskerettighedsdomstolen, som er aktuel lige nu – hvad siger du til de advokater og borgere, som mener, I har valgt en kurs væk fra et internationalt regelbaseret samfund?

Jeg siger, at menneskerettighederne også er deres egen største fjende. Fordi ofte ser man, at spørgsmålet om menneskerettigheder bliver overtaget af nogle meget venstreorienterede typer, som vil gøre alt til menneskerettigheder og sætter barren meget lavt. 
Når man for eksempel ikke kan udvise en rumænsk statsborger, der har begået kriminalitet i Danmark, til Rumænien, fordi fængselscellerne er for små. Og samtidig kan konstatere, at Rumænien jo også har tiltrådt Menneskeretskonventionen, og rumænere i Rumænien åbenbart godt kan sidde i de her små fængselsceller. Så er det jo gået for vidt. Og det er jo virkelig et problem, at der er den her meget dynamiske fortolkning og det pres fra domstolen. 
Så vi er nået til den erkendelse, at for at menneskerettighederne skal kunne overleve på den lange bane, så er vi nødt til at få stoppet nogle af de her urimeligheder. Menneskerettighederne blev ikke skabt for at beskytte forbrydere. Og nu kan vi konstatere, at der er 27 medlemmer af Europarådet, der ønsker det samme som os, nemlig at artikel 8 i Menneskerettighedskonventionen om ret til familieliv, bliver indsnævret.

Hvis du skulle nævne en dagsorden, som bliver vigtig i 2026 og i årene fremover på retsområdet, hvad skulle det så være? 

Vi kan konstatere, at den økonomiske kriminalitet har flyttet sig. Der er ikke nogen, der begår bankrøverier længere. Det bliver virkelig kedeligt at lave sådan en ”heist-movie” fremover. Fordi det i dag er nogen, der sidder ved en computer eller ringer til nogle gamle damer for at franarre dem deres penge. Så det er den digitale svindel på alle mulige forskellige planer. Lige fra folk, der sender en sms og udgiver sig for at være en eller andens søn, der står akut og mangler at få overført nogle penge, til mere sofistikeret hacking. Der er kriminaliteten flyttet hen. Og så er det samtidig internationalt, hvilket også gør tingene endnu mere komplekse.
Vores politi skal geares til at løse den form for kriminalitet, og derfor tilførte vi med politiforliget en milliard kroner til politiets indsats mod økonomisk kriminalitet. Modsat advokater, så er politifolk jo ikke særligt specialiseret under uddannelsen, og man kan simpelthen ikke forlange af betjentene, at de skal kunne det hele. Politiet skal derfor i endnu videre omfang kunne trække ressourcer ind udefra i fremtiden. Det kan være revisorer, det kan være IT-specialister og andre, som kan bekæmpe den her form for kriminalitet.