Jan Reckendorffs bekendtskab med advokater er ikke begrænset. Tværtimod. Med en karriere, der begyndte med ti år i politiet, en periode som udnævnt landsdommer ved Østre Landsret og i alt 30 års erfaring i anklagemyndigheden – som blandt andet anklager, statsadvokat og siden 2018 rigsadvokat – har Jan Reckendorff haft et indblik i advokatstanden, som de færreste uden for branchen kan matche.

Netop derfor er det ikke kritik, men anerkendelse, der først og fremmest fylder, når han taler om advokater.

”Jeg mener, vi har en advokatstand, som vi i Danmark kan være virkelig glade for. Det er mennesker med en lang og krævende uddannelse, og man kommer ikke igennem den uden at være både dygtig og dedikeret. Det er ekstremt kompetente mennesker, og jeg har den dybeste respekt for det arbejde, advokaterne laver – ikke mindst forsvars- og bistandsadvokaterne. Selvfølgelig findes der brodne kar – det gør der i alle fag – men når man ser på, hvor mange advokater der er, og hvor meget arbejde der bliver udført, så er det absolut undtagelsen,” siger han.

Den anerkendelse udspringer af et langt arbejdsliv i straffesager, hvor Jan Reckendorff gennem størstedelen af sin karriere primært har haft berøring med forsvarsadvokater. På den baggrund vurderer han den professionelle relation mellem anklagemyndigheden og forsvarssiden som grundlæggende velfungerende – netop fordi rollerne er klart definerede og respekterede.

”Det, det i bund og grund handler om, er respekt for hinandens roller. Både advokater og anklagere har en stærk kultur for selvjustits. Man ved, hvor afgørende tilliden er – og at der skal reageres hurtigt og konsekvent, hvis nogen går over stregen. Det er en helt afgørende forudsætning for, at systemet kan fungere,” siger han.

Men selv gode relationer kan forbedres. Og netop i samspillet mellem anklager og forsvarer ser rigsadvokaten fortsat et udviklingspotentiale.

Den smukke proces

Ifølge Jan Reckendorff er det i straffesager afgørende, at forsvarerne nogle gange får lidt ekstra plads i retten for at sikre, at ingen tiltalte forlader retssalen med en oplevelse af, at dommeren var imod dem, eller at de ikke fik mulighed for at føre deres sag ordentligt.

”Når det er sagt, kan man sagtens samarbejde om at få skåret sagerne til, så processen bliver ordentlig og effektiv. Som en af mine kolleger plejer at sige, skal det være “den smukke proces” – altså en proces, der foregår ordentligt i retten. Jo mere ordentligt og effektivt det er, jo bedre er det for alle parter: advokater, tiltalte, forurettede og anklagere,” siger han og uddyber:

”De fleste advokater er rigtig gode til det, selvom der selvfølgelig er enkelte undtagelser. I nogle få tilfælde ser man forsvarsadvokater, der overdriver forsvaret ved at gå efter anklageren som person i stedet for at holde sig til sagen. Set fra både mit perspektiv som anklager og som tidligere dommer er det noget af det værste, man kan gøre for sin klient. Dommeren gennemskuer det hurtigt, og lader det ikke påvirke afgørelsen, men man risikerer faktisk at vende domsmænd eller nævninger imod sin egen klient.”

Derudover oplever han indimellem, at der bliver trukket forhold ind i retten, som reelt ikke har relevans for sagen.

”Jeg mener ikke, at det er den rigtige måde at føre en sag på, og jeg ville aldrig selv gøre det. Den gode tilgang er at holde sig til fakta, den røde tråd og sagens hovedspørgsmål. Det gælder begge veje. Også for anklagere.”

Vigtigheden af en klar og fokuseret procedure blev især tydelig for Jan Reckendorff, da han sad som landsdommer og oplevede procedurerne fra dommersædet. Det har affødt et generelt råd til alle, der procederer i retten:

”Hold dig til hovedpunkterne. Lad være med at komme med alle mulige biting, og lad være med at hive kaniner op af hatten. Jeg har eksempelvis set advokater i Højesteret begå den store fejl at henvise til by- og landsretsdomme, selv om der foreligger højesteretspraksis. Det må man aldrig gøre. Selv hvis landsretsdommen gavner din klient, bør du ikke bruge den, hvis der findes en klar praksis i form af højesteretsdomme på området, der peger en anden vej.”

Samarbejde kan forkorte sagsbehandlingstider

Men den smukke proces handler ikke kun om god stil i retssalen. Ifølge rigsadvokaten har den måde, sager forberedes og afgrænses på, også stor betydning for nogle af de mest presserende retssikkerhedsmæssige udfordringer i det danske retssystem.

Den største af dem er ifølge ham de lange sagsbehandlingstider.

”Det duer simpelthen ikke i et retssamfund, at der kan gå årevis, fra en forbrydelse bliver begået, til der falder en dom. Det er vigtigt for alle parter, at sager bliver afgjort hurtigst muligt. Det gælder både for forurettede, men i høj grad også for den tiltalte, som har brug for at få sagen afsluttet og komme videre med sit liv,” siger han.

Netop her kan måden, anklagemyndigheden og forsvarssiden arbejder op mod en retssag, få afgørende betydning.

”Jo bedre vi taler sammen på forhånd, og jo mere vi får skåret sagerne til, inden vi går i retten, jo mere effektiv bliver processen. Hvis vi på forhånd kan afklare, hvad vi er enige og uenige om – for eksempel om en mobiltelefon tilhører den tiltalte, eller om han har haft den på sig – så sparer vi tid i retten. Især i de store sager er der rigtig meget at hente, og her fungerer samarbejdet allerede relativt godt. Man kunne med fordel udbrede det til nogle mindre sager, selvom der også er sager, der er så små, at det ikke giver mening,” fortæller han.

Udfordringen er til gengæld, at det kræver tid og grundig forberedelse på et tidligt tidspunkt.

”Spørgsmålet er, om man på sigt bør overveje mere faste rammer eller regler, der forpligter parterne til bedre forberedelse. Lidt som påstandsdokumenter i Højesteret. Jeg tror ikke, vi når dertil i straffesager, hvor man helt kan lukke af for nye oplysninger, men jeg er overbevist om, at vi kan komme langt – og at det i sidste ende kan betyde færre retsdage og hurtigere sagsafvikling.”

Udfordringer med varetægtsfængsling

Hurtigere sagsbehandling handler ifølge Jan Reckendorff ikke kun om effektivitet, men også om retsfølelse. Straffen skal følge hurtigt efter handlingen, ellers svækkes systemets legitimitet. Det bliver særligt tydeligt i sager, hvor den sigtede sidder varetægtsfængslet.

”Det er vigtigt at huske, at man ikke er dømt, når man sidder varetægtsfængslet. Alligevel frihedsberøver vi mennesker – det mest indgribende middel, vi har – uden at der er faldet dom. Derfor er det helt afgørende, at netop de sager bliver behandlet og afgjort så hurtigt som overhovedet muligt. Og det sker ikke i øjeblikket, så det er en kæmpe udfordring,” siger han.

Udfordringen bliver underbygget af en rapport fra Justitia og Advokatsamfundet, som udkom i oktober 2025. Rapporten viser, at varetægtsfængslinger i Danmark i stigende grad strækker sig over lange perioder. I 2024 var den gennemsnitlige varighed omkring seks måneder – en stigning på tre måneder siden 2018. Samtidig er antallet af personer, der sidder varetægtsfængslet i 12 til 24 måneder, steget med 75 procent siden 2018, og antallet af personer, der har siddet varetægtsfængslet i mere end to år, er i samme periode seksdoblet. Udviklingen er sket, selv om det samlede antal varetægtsfængslede er faldet.

”Jeg synes, det er en rigtig fin rapport, og den ligger i store træk meget tæt op ad vores egen. Udgangspunktet fra anklagemyndighedens side er helt klart: Varetægtsfængsling skal kun bruges, når det er nødvendigt, og den skal være så kort som muligt. Det er både et spørgsmål om retssikkerhed, men også helt lavpraktisk, fordi mange varetægtsfængslinger lægger et enormt pres på os som anklagere, når vi hele tiden skal ned og forlænge dem. Så vi har både principielle og praktiske grunde til at bruge varetægtsfængsling med stor tilbageholdenhed, og jeg tror, det er en af forklaringerne på, at antallet er faldet,” siger Jan Reckendorff.

Ifølge rigsadvokaten er der en række håndtag på vej, som kan være med til at begrænse de lange varetægtsfængslinger. Det gælder blandt andet lavere maksimumgrænser, hurtigere berammelse af sager – helst inden for fire uger, når den sigtede sidder fængslet – samt et øget brug af alternativer som surrogatfængsling med fodlænke.

”I nogle tilfælde handler varetægtsfængsling også om retsfølelse. Her kan et ophold i hjemmet med fodlænke være et alternativ, der både tager hensyn til ofre og retssikkerheden.”

Samtidig understreger Jan Reckendorff, at der er grænser for, hvor langt man kan nå med anvendelse af surrogater. En vis realisme er nødvendig, når man ser på sagernes alvor og omfang.

”I alvorlige bandesager og store narkosager er ”almindelig” varetægtsfængsling ofte helt nødvendig. Udviklingen i kriminaliteten har været voldsom, og det kan vi ikke ignorere.”

Dermed peger han igen på det underliggende problem, som ifølge ham går igen på tværs af sagerne: de lange sagsbehandlingstider.

AI må ikke blive endnu en tidsrøver

I den offentlige debat er kunstig intelligens ofte blevet fremhævet som et muligt redskab til at lette arbejdspresset og nedbringe sagsbehandlingstiderne. De seneste år har teknologien også i stigende grad gjort sit indtog på advokatkontorerne. Men selvom øget effektivitet og kvalitet ofte nævnes som gevinster, advarer Jan Reckendorff mod, at AI i praksis kan ende med at få den modsatte effekt.

”AI må ikke blive endnu en ny tidsrøver. Det duer ikke, hvis AI bare bliver brugt til at lave kilometervis af processkrifter og procedurer, som man så står og læser op i timevis i retten,” siger han.

Ifølge rigsadvokaten er det helt afgørende, at jurister ikke mister grebet om den juridiske metode i takt med den teknologiske udvikling. Tværtimod bør metoden stå endnu klarere – særligt for de yngre generationer.

”Det er vigtigt, at advokatstanden holder fast i den måde at arbejde på og giver den videre til de yngre generationer. Ellers risikerer vi at miste noget helt grundlæggende. Jeg synes ærligt talt, det er skræmmende at høre om sager, som for eksempel i England, hvor AI-genererede processkrifter har henvist til afgørelser, der slet ikke fandtes. AI kan være et rigtig godt værktøj, men kun hvis det bliver brugt rigtigt og med respekt for det juridiske håndværk,” siger han i sit budskab til advokatstanden, som han måske selv kan blive en del af i den nærmeste fremtid.

Til maj 2026 udløber Jan Reckendorffs periode som rigsadvokat, og dermed står han over for et nyt kapitel i sit liv. Et karriereskifte til advokatbranchen udelukker han ikke – og i så fald vil det faktisk være en slags tilbagevenden.

”Jeg blev beskikket som advokat i oktober 1995. Den beskikkelse har været deponeret lige siden, så jeg har ikke arbejdet som advokat. Jeg har alderen til at kaste mig over livet som pensionist, men jeg har stadig masser af energi, og skulle den rigtige mulighed opstå, ville det da være interessant,” siger han og fremviser beskikkelsesbrevet fra Justitsministeriet.

Hvis han ”vender tilbage”, bliver det dog næppe som forsvarsadvokat, i hvert fald ikke i traditionel forstand.

”Det er klart, at man kommer med en bestemt ballast og erfaring. Men da jeg var landsdommer, syntes jeg faktisk, det var rigtig interessant at arbejde med civile sager. Det er noget af det, jeg synes er fantastisk ved jura. Det kan godt lyde lidt tørt udefra, men når man først sætter sig ind i stoffet, er der faktisk ikke ret meget, der er kedeligt. Og det hænger sammen med, at jura altid har en forbindelse til den virkelige verden. Det er jo ikke teori for teoriens skyld. Alt det, advokater arbejder med, handler i sidste ende om virkelige mennesker, der har et konkret problem, som skal løses. Det er det, der gør det interessant – uanset om det handler om skatteret, selskabsret, rekonstruktion eller noget helt andet. Så længe det har rod i den virkelige verden, er det relevant og spændende,” siger han.