Uge 4 og 5, 2026

Det meste af januar har jeg været voldsgiftsdommer i en sag, som jeg desværre ikke kan sige en eneste linje om. Men i dag mandag den 19. januar går turen til Grønland, for i denne uge starter vi officielt kontoret op i Nuuk. Jeg har været der mange gange, siden jeg i 2020 overtog Hagel-Sørensens ansvar for sager for grønlandske myndigheder, og vores engagement er kun blevet større. Vi har for eksempel en sag om fiskerilicenser, og vi har flere sager om minedrift og uranudvinding af sjældne jordarter. Derfor giver det også mening, at vi er mere til stede. Minesagen handler i bund og grund om, til hvem og hvordan der skal gives tilladelse til udvinding og særligt, om der må udvindes uran. Grønlænderne er meget beskyttende overfor naturen, og de er forståeligt nok bekymrede for både naturen ved udvinding og selve det her dual use-produkt, som både kan bruges til noget rigtig godt og til noget frygtelig skidt, for eksempel atomvåben. Det fylder meget, og det betyder selvfølgelig meget, at de selv bestemmer over deres undergrund. 

Jeg vågner klokken 06.45. Det er den tredje alarm, jeg har sat for mig selv. Jeg sætter altid en horde af alarmer. Jeg hader den del af dagen. Jeg går først ind og vækker min søn. Han har sværest ved at komme op og er groggy. Så min datter. Det går let. De ligner ikke hinanden så meget, men de har et fedt sammenhold. Noget, der kun blev meget stærkere, efter jeg blev skilt. 

Morgenen er tætpakket. Jeg skal være i lufthavnen omkring klokken 08.00. Inden da skal børnene i skole. Vi når det, og jeg når lufthavnen. Indtjek af bagage. Så op til gaten. 

Flyet går præcis, som det skal. Personalet er som sædvanligt fantastisk rare. Jeg ankommer til Nuuk. Slår flightmode fra. De ubesvarede opkald begynder at pinge ind. Et fra mine børns mor…. Også en sms. Vores datters madkasse mangler…. Shit… Jeg har godt nok sagt, at hun skulle lægge den i tasken… men det gjorde hun allerede i går aftes, hvorefter jeg lagde den i køleskabet. Skyldfølelsen er til at tage og føle på, men min ekskone har løst problemet og griner bare af mig og vores datter. Hun er fantastisk. 

Så går turen videre til vores nye kontor i Nuuk, hvor jeg bliver mødt af min kollega og team-fælle August, som har taget hele familien med for at åbne kontoret. Nogle af vores vanvittigt dygtige kolleger har sørget for, at alt er at finde. Indretning og udstyr er som på vores kontorer i København og Aarhus. Igen bliver jeg imponeret over, hvad de har udrettet på kort tid og sender dem en mail med tak. 
Tirsdagen starter med et møde over Skype med en klient, som har en hastesag. Derefter kører en møderække med blandt andre retschefen hos Rigsombudsmanden i Grønland, som jeg kun kort før har haft fornøjelsen af. Det er enormt spændende, og hans energi er smittende. Vi snakker om alt fra militærtjeneste, jurastudiet i Grønland til kunst – som jeg har stor interesse for – og over i sagsbehandling.  Dagen slutter relativt sent men hyggeligt i selskab med gode kolleger. 

Onsdag er dagen for vores åbningsreception. Jeg bruger formiddagen på at gennemgå nogle spørgsmål om minelovgivning. Jeg hører i baggrunden talen fra Trump i Davos. Mandens evne til at være frigjort fra et behov for sandhed er imponerende. Så kommer han til det, der handler om Grønland. På samme tid, som han afblæser risikoen for en invasion, kommer han med den ene provokerende og absurde påstand efter den anden. Det er svært at sige noget pænt om ham. 

Klokken 12 banker det på, og der ankommer en hel del mad og drikke. Lammetartar, rensdyr og laks. Klokken 15 begynder det heldigvis at strømme ind med mennesker, som både er hyggelige og snakkesalige. Der bliver snakket om alt fra jagt over isen, manglen på boliger og så en del også om Trump og hans tale i dag. Fraværet af ros i den forbindelse er slående. Men samtidig bliver det taget i en værdig ro, særligt provokationernes natur taget i betragtning. 

En departementschef tager ordet i løbet af receptionen. Han og ministeren har taget en gave med. Det viser sig at være en stor sten. Han forklarer grundigt om sammensætningen af stenen. Til sidst fortæller han om det sidste mineral, den indeholder, steenstrupin. Et mineral, der findes ved Narsaq i Sydgrønland. Det er lige nøjagtig det mineral, som en stor voldgiftssag, vi lige har vundet, handler om. Et af grundstofferne i steenstrupin er nemlig uran! Et grundstof, som der er forbud mod at udvinde. Men geologerne har gennemgået stenen, og den holder sig under grænseværdierne, så den må vi have stående. Jeg synes, at det er den perfekte gave. 

Inden aftenen slutter, er der så en udmelding om, at Trump og Rutte skulle have nået en ”framework”-aftale. Som både skulle handle om ret til områder, mineraler osv. Udmeldingen virker helt aparte og igen voldsomt provokerende for alle, jeg taler med.

Torsdagen går igen med møder med forskellige klienter. Det ene møde tager det andet og det ene skrift ligeså efter det andet. Det er aftenen, der er spændende. Jeg er inviteret til middag hos et vennepar, jeg sætter stor pris på. Vi får det lækreste lam, jeg har smagt. Til maden serveres champagne, hvilket er overraskende for mig, men det passer godt. 

Fredag er jeg lidt ramt efter i går. Dagen starter klokken 06 grønlandsk tid med teamsmøde med kalibrering af medarbejderevaluering. Det varer adskillige timer. Derefter får jeg hapset noget morgenmad i Nuuk Center. Lidt æg, bacon og pølser. Det virker på alle måder rigtigt i dag. Og kaffe. 
Så går møderækken i gang. Dagen er fuldt bestykket med seks møder fem forskellige steder. 

Aftenen slutter af med, at jeg er med August, hans kone og to sønner ude at spise på en thai-restaurant. Det er helt utroligt hyggeligt, selvom de to fantastisk søde drenge gør mit afsavn efter mine egne børn noget mere råt. Lørdag kommer jeg lidt sent op. Trisser ned på en restaurant, der serverer brunch. 

Jeg øver mig i at sidde alene på restauranten og bare være. Det er sådan et udviklingsmål, jeg har fået af min coach. Hun er psykolog og insisterer på, at det er en udfordring, jeg skal arbejde med, at jeg ikke er så god til bare at være og være alene i mit eget selskab. 
Jeg har haft forskellige coaches, siden jeg startede på partneruddannelsesprogrammet i firmaet. Dengang var det obligatorisk. Nu gør jeg det, fordi det giver mig noget. 
Da jeg pligtskyldigt har siddet en del tid, er det tid til at komme videre. Jeg går tilbage til lejligheden og forbereder en hovedforhandling. 

En af mine gode venner samler mig op henad eftermiddagen. Vi skal opleve kulturnatten i Nuuk. Aftenen slutter med at pakke taske i mørke i lejligheden, da strømmen er gået i hele Nuuk. Min telefon er næsten løbet tør for strøm. 

Om søndagen er strømmen heldigvis kommet tilbage, og dagen går med hjemtransport til København. 
Så bliver mit fly aflyst. Mig op at hente min bagage igen. Ud foran igen til skranken. De forsøger at ombooke os til et Icelandair-fly. Efter en halv time lykkes det, og vi tjekker ind igen. Da jeg har fået bagage og er kommet hjem, er klokken omkring 23.00. 

Jeg er en smule træt dagen efter, hvor jeg skal nå et tog til Aarhus. Jeg står op klokken 05 grønlandsk tid, som jeg lige nåede at omvende mig til. Jeg skal holde møder i Aarhus angående den retssag, jeg skal hovedforhandle tirsdag og onsdag. Sagen handler om en stærkt stofpåvirket og truende person, som blev skudt af politiet i 2020, og om det var absolut nødvendigt at anvende pistol. Det, mener jeg, helt oprigtigt, at det var. 

Der er mange hensyn at tage i sagen. Hensynet til de betjente, som helt åbenbart er enormt påvirkede af det, de har været nødt til at gøre, og den fare, de har befundet sig i. Samtidig er der et hensyn til de efterladte forældre til den afdøde, som har lidt det værste tab, en forælder nogensinde kan lide. Og så er der hensynet til sagen og til retten. At sagen bliver belyst korrekt og relevant. Det er en balance og en udfordring, og samtidig noget, som jeg fagligt synes, er utroligt spændende. Sagen handler om menneskerettigheder, som jeg har beskæftiget mig meget med. 

Vi bruger altid en del tid på forberedelse af retssager. Jeg leder et team med 26 stærke partnere, advokater og fuldmægtige, og vi er grundige. Vi kører alting igennem, bygger sagen op, overvejer mulige udfald og har for eksempel rollespil på vidneafhøringer. Det er altid spændende med større principielle sager med noget på spil, og der må gerne være tæt løb. Der er en del af mine kolleger, som jeg har enorm respekt for som modpart. Deres perspektiver er altid interessante og velovervejede. Det er fedt at have sager mod dem. I mange af vores komplekse retssager for staten om menneskerettigheder er modparten omfattet af fri proces. Der er der en del af vores modparter, som får meget lidt for deres arbejdstid, og det aftvinger respekt, når de alligevel bruger den fornødne tid til det. 

En sag fanger mig mere, hvis den ikke kun handler om penge. Det er fint nok, når de gør. Men de sager, hvor jeg kan nørde helt i bund med et emne og tale med fagfolk, dem brænder jeg for. For eksempel det her mineral steenstrupin, hvad betyder det, når du knuser det og får uran ud, og kan du tage noget ud, uden at det bliver farligt. Jeg har for nylig også brugt en del tid på at forstå, hvordan vandafledning foregår gennem brøndsystemer. Det der med at kunne dykke ned i det og arbejde med, hvordan det her skal forklares, fortælles og beskrives, og hvordan man arbejder med juraen – det er så spændende. 
Aftenen slutter på hotelværelset med en ekstrakt og en kop kaffe. 

Tirsdag den 27. januar er det tid til hovedforhandlingens første dag. Det er min modparts prøvesag for at opnå ”et halvt L”. Dagen starter med forelæggelse. Det synes jeg egentlig, han gør rigtigt fint. Jeg har meget lidt at supplere med, og tingene foregår på en god måde. Morgenen starter ret hårdt med en video af noget af forløbet, og uanset hvad man synes om sagen, så er det en hård ting at se på. 
Så fortsætter vi med vidneforklaringerne. Der er en hel del vidner i sagen. To her på denne første dag. For mig bliver det en illustration af, hvor svært det er med vidnebeviser. Folks hukommelse bliver helt åbenbart ændret med tiden. Efterrationaliseringer og andres oplevelser spiller ind. Det gør det også her, hvor et af modpartens vidner ændrer opfattelse 180 grader i forhold til, hvad han lige har forklaret, at han har oplevet, efter jeg foreholder ham en tidligere forklaring. Det er helt naturligt, men viser også, hvilken svær opgave dommere har på daglig basis. 

Efter hovedforhandlingen går turen tilbage på kontoret, hvor jeg hygger mig med ekstrakten igen, indtil jeg smutter ned og får en burger. Det er vel også en slags motion. Så tilbage til hotellet med ekstrakt og kaffe. 

Onsdagen starter meget roligt. Modparten har frafaldet et af sine vidner, så dagen begynder først 09.25. Jeg har tre vidner. Betjente, der alle var involveret på dagen. Jeg udspørger dem ret længe, og det er tydeligt, at det tærer på dem. Men de er samtidig meget oprigtige og fortæller, hvad de har oplevet. Det er helt åbenbart, at oplevelsen den dag nok har været den værste i deres liv. De har løst en enormt svær opgave. De har sat livet på spil for os andre, og den ene har været nødt til at tage en anden mands liv. Jeg kan kun prøve at forestille mig, hvor svært det må være at skulle leve med. 

Efter vidneforklaringerne går turen hjem til København. Undervejs skriver jeg procedurebemærkninger. Jeg kan mærke, at det nok bliver lidt langt. Omtrent to timer, gætter jeg på. Dejligt for mit ego… stakkels dommere og modparter. Men det er the name of the game.

Torsdag skal jeg en tur ned til Østre. Jeg har taget bilen for at nå det hele. Jeg skal hente børn på vej hjem. Hovedforhandlingen går fint. Det er en ret overskuelig sag, som er relativt hurtigt overstået. Så kører jeg tilbage til kontoret og videre hen for at hente børn. Torsdag er lidt udfordrende, fordi begge går til håndbold, men ikke samme sted. Så det går op i logistik.  

Da jeg træder ind på skolen, hvor min datter spiller, ser jeg en kollega, Louise, som har indrettet kontoret i Grønland. Så i stedet for at sidde og gennemgå mails og samle op på tidsregistrering (yndlingsbeskæftigelsen på linje med et søm gennem foden), så falder jeg i snak med hende og hendes datter, som hun altid taler om, men som jeg aldrig har mødt. Inden jeg får set mig om, er min datter tilbage og klar til at komme hjem. Det skal måske lige siges, at det ikke er, fordi jeg ikke vil se min datter spille, men forældre er forment adgang…. Måske af samme grund som min søn i forrige uge sagde: ”Far, vil du ikke lade være at skuespille træne”… Auch… men nok berettiget.  

Fredag morgen starter med at aflevere børn. For en gangs skyld i fuldkommen ro og orden og uden noget var blevet glemt. Dagen går med møder, indtil jeg haster ud ad døren klokken 14.30 for at hente børn. Begge to beder om legeaftaler, og jeg ender med at have fire børn med hjem til spisning og overnatning. Jeg ved ikke lige, hvad min tankerække var der. 

Da vi kommer hjem, har jeg et enkelt teamsmøde om nogle nye sager, og så står den på aftensmad efterfulgt af en tur til Netto for at købe fredagsslik. Hjemme igen bliver der sat fredags-tam-tam på indtil håndboldkampen, som løber hen over skærmen, mens min søn stiller mig 7.654 spørgsmål om aaaaalt muligt. Noget, jeg efter sigende har udsat mine egne forældre for i sin tid, så det er nok bare karma. 

Da kampen er vundet efter dygtige input fra stuen, står den på børstning af tænder og så et vedvarende pres på alle fire børn for at blive gelejdet i seng. 

Så sætter jeg mig i sofaen og bilder mig ind, at jeg skal til at se noget, hvorefter jeg falder i søvn, indtil jeg går i seng. Noget, jeg altid har mobbet min mor for at gøre…

Weekenden forløber meget roligt. Der er sne og is over det hele, så fodbold er aflyst for min datter. Det gør mig ikke ked af det. I stedet tager vi en meget rolig dag. Endnu mere rolig efter jeg har fået afleveret de to ekstra børn, jeg fik samlet op i går. 

Lørdag forsøger jeg altid at holde helt fri fra arbejde. Og det lykkes næsten altid. Jeg bliver til gengæld også nærmest barnligt fornærmet, hvis det ikke gør. I dag gjorde det. 

Om søndagen nyder jeg en rolig morgen med begge børn, indtil min søn skal til håndboldkamp. Vi ankommer lidt i sidste øjeblik til opvarmningen, men det går fint. 
Kampen bliver vundet lige akkurat. Min søn er målmand og gør det ganske fint. 
Herefter går turen hjem til tøjvask, aftensmad, putning og forberedelse af næste uges program. Det, der navnlig fylder, er proceduren, som skal leveres i skud-sagen på tirsdag. Det går der en del tid med, indtil Ole Lukøje kommer forbi med sand.