Hvordan står det til med retssikkerheden på skatteområdet?

Retssikkerheden går ned ad bakke på alle parametre. Da jeg som nyuddannet jurist arbejdede hos Skat i midten af 90’erne, var tilgangen en anden. I dag er Skat blevet mere grænsesøgende i stedet for at stoppe op og overveje: Kan det her nu være rigtigt? 

Det bliver sværere og sværere for borgerne at møde skattesystemet. Først og fremmest er lovkvaliteten faldende. En væsentlig årsag er korte høringsfrister, da de forringer muligheden for, at alle relevante indspark til lovforslaget kan nå at blive afgivet. Hvis politikere og myndigheder ikke får det nødvendige modspil, bliver resultatet dårligere lovgivning.

Skattelovgivningen er de seneste 15 år blevet markant mere kompleks og uigennemskuelig. Det skyldes forringet lovkvalitet og lappeløsninger, som ofte har utilsigtede konsekvenser. Et godt eksempel er ejendomsvurderingerne. Den nye vurderingslovgivning fra 2017 har medført flere ændringslove hvert år, blandt andet fordi der ikke var taget højde for, at ejendomsvurderingerne er koblet til mange andre skatteregler. Konsekvensen er en rodet og uklar lovgivning. Politikerne tør ikke trække stikket og i stedet kører man videre med et område, som er dårligt rustet lovgivningsmæssigt. 

Hvilke problematikker er de største?

Skat har i forhold til strafferetsområdet ændret sin tilgang, så udgangspunktet i dag virker til at være, at en skattesag også skal føre til en straffesag. Når Skat foretager en forhøjelse – altså vurderer, at du skal betale mere i skat – så sendes sagen ofte videre til ansvarsvurdering. Her skal det vurderes, om der er sket en strafferetlig overtrædelse, der kan føre til bøde eller fængselsdom. Der er gået automatik i den. For fem år siden var det ikke noget, jeg bekymrede mig om, men nu er ansvarsvurdering aktuelt i langt størstedelen af de sager, jeg sidder med. 

Det paradoksale er, at Skattestyrelsen efter min erfaring henlægger langt de fleste sager, da styrelsen ofte konkluderer, at der ikke er grundlag for nogen straffesag. Derfor mener jeg, at der burde være en langt bedre screening, før der trues med ansvarssager. Jeg har klienter, der ikke kan sove om natten og er blevet syge af den belastning, det er at have en trussel om en potentiel straffesag hængende over hovedet, særligt fordi en afklaring kan tage flere år. 

Tommelskruerne er også skruet helt i bund, når staten inddriver skattegæld, særligt fra selskaber. Jeg har set flere eksempler på, at Gældsstyrelsen forsøger at erklære selskaber konkurs på grundlag af skattekrav, som selskabet er uenig i og derfor har påklaget – og hvor der er anmodet om henstand med betaling, til sagen er afgjort. Hvis selskabet alligevel tages under konkursbehandling, er konsekvensen, at selskabet mister muligheden for at få afgjort, om Skattestyrelsens afgørelse var korrekt. Det er retssikkerhedsmæssigt uacceptabelt.

Hvis man ved, at kriminelle står bag selskaberne, er det måske rimeligt at handle sådan, men jeg har set flere eksempler på, at det sker for helt almindelige mennesker. 

På vores advokatkontor har vi også en del sager, hvor Gældsstyrelsen træffer afgørelser om lønindeholdelse mod borgere på grundlag af skattekrav, som er påklaget. Vi oplever, at Gældsstyrelsen er meget uvillig til at finde løsninger – heller ikke i tilfælde, hvor det er åbenbart, at gælden ville kunne betales med en vis frist. 

Det er også et stort problem for retssikkerheden, at det stort set er umuligt at få medhold i skattesager ved domstolene – og særligt ved by- og landsretterne. Under ti procent får i dag medhold i sager mod Skatteministeriet ved domstolene. Det er bekymrende, og nogle gange kan jeg spekulere i, om medholdsprocenten på et tidspunkt rammer nul procent. Når vi står med en afgørelse fra et skatteankenævn eller Landsskatteretten, råder jeg klienterne til at holde sig langt væk fra domstolene. Selv når vi vinder i Landsskatteretten, ved jeg næsten med sikkerhed, at vi taber, hvis Skatteministeriet indbringer sagen for domstolene. 

Hvad skal der til for at forbedre situationen?

Når det gælder medholdsprocenter, er det store spørgsmål, hvorfor domstolene næsten altid giver skattemyndighederne ret. Det kan ikke være rigtigt, at Skat betragtes som ufejlbarlig. Hvis lovgivningen er uklar, burde det ikke være sådan, at bevisbyrden placeres hos borgeren. Når det offentlige har udformet reglerne, burde det være naturligt, at uklarheder i højere grad kom borgeren til gode. Hvis domstolene i højere grad lod tvivlsspørgsmål falde ud til fordel for borgeren, ville det styrke retssikkerheden og samtidig lægge pres på lovgiverne for at skabe mere gennemskuelige regler.

I forhold til lovgivningskvaliteten så jeg gerne, at politikerne rullede mange af hovsaløsningerne tilbage. Der er en systemfejl, og vi har politikere, der hele tiden vil vise handlekraft ved at lave nye lovindgreb. Der er flere nye regler, som gør, at samfundet unødigt bruger mange ressourcer på at håndtere dem. Det er nok urealistisk, at hele systemet bliver omlagt, men jeg håber, at der kan ske ændringer fremadrettet. At politikerne tager sig den tid, som kvalitetslovgivning kræver.