Hvad ser du som de største udfordringer for retssikkerheden inden for dit område?

Jeg oplever, at retssikkerheden er under betydeligt pres. En af de største udfordringer er, at lovgivningen er blevet så kompleks, at det nærmest er umuligt for almindelige borgere at finde rundt i reglerne – især i sager om familiesammenføring. Der er så mange krav og bestemmelser, at det ofte ender i kaos for borgeren. Jeg oplever, at mange er nødt til at søge advokathjælp, selvom det egentlig burde være muligt at klare det selv med myndighedernes vejledning. Men den hjælp, man kan få fra myndighederne, er langt fra tilstrækkelig.

Et konkret eksempel er familiesammenføringssager, hvor vi har set, at borgere kan vente op til fire år på at få deres ægtefælle til Danmark, fordi myndighederne løbende udskyder afgørelsen. Det skyldes i høj grad, at reglerne er så indviklede, at det tager lang tid at få klarhed over dem – og det gælder ikke kun for borgerne, men også for myndighederne selv.

En anden stor udfordring er, at politikerne ofte reagerer på enkeltsager ved at lave ny lovgivning, som hurtigt bliver vedtaget uden nødvendigvis at være lige gennemarbejdet hver gang. Det betyder, at der hele tiden lægges nye lag på reglerne, hvilket gør det endnu sværere at navigere i systemet. Det er svært at komme på konkrete eksempler, hvor borgerne direkte har misforstået reglerne, men det skyldes nok, at reglerne i sig selv er så komplekse, at de også er vanskelige for myndighederne at håndtere.

Oplever du, at alle borgere bliver behandlet ens?

Det er svært for mig at sige noget med 100 procent sikkerhed, fordi jeg primært arbejder med udlændingeret, men min klare oplevelse er, at der er stor forskel på den hjælp og vejledning, man får, alt efter hvilken sagstype man har, og hvem man er. For eksempel oplevede vi efter Ukraine-krigens udbrud, at mange ukrainere hurtigt fik opholdstilladelse i Danmark, mens syriske borgere i samme periode fik frataget deres opholdstilladelser, fordi myndighederne vurderede, at kampene i Syrien ikke længere fandt sted i hele landet. Mange af de syriske borgere følte sig uretfærdigt behandlet, fordi forskellen i sikkerhedssituationen i henholdsvis Ukraine og Syrien ikke nødvendigvis var tydelig.

Derudover kan virksomheder, der søger om arbejdstilladelse til medarbejdere, ofte få en fast sagsbehandler, som de kan ringe til og få hjælp af. Det giver en langt højere grad af vejledning i processen. Til sammenligning har borgere, der søger om familiesammenføring, ofte meget svært ved at navigere i systemet og får ikke samme grad af hjælp. Det viser tydeligt, at der er forskel på den hjælp og vejledning, man får – alt efter hvem man er, og hvilken sagstype det drejer sig om.

Jeg oplever især, at indvandrere fra ikke-vestlige lande ikke har tilstrækkelig adgang til en retfærdig behandling. Med den nye lovgivning, der træder i kraft 1. januar, bliver det endnu tydeligere, fordi den eksplicit lægger vægt på, hvilket land man kommer fra. Det er i det mindste ærligt, men det ændrer ikke på, at det er en klar forskelsbehandling.

Vi har jo også de europæiske menneskerettigheder, som burde sikre, at alle borgere har lige adgang til rettigheder og beskyttelse. Alligevel ser vi, at visse borgergrupper i Danmark – særligt indvandrere fra ikke-vestlige lande – har en dårligere retsstilling end andre. Det har længe været et politisk ønske i Danmark at udfordre menneskerettighederne, og politikerne har flere gange udtalt, at de bevidst forsøger at gå til grænsen af, hvad der er muligt inden for menneskerettighederne, for at se, hvor langt de kan strække reglerne. Nogle gange går det, andre gange ikke. Det betyder, at det i stigende grad er de internationale konventioner, der skal sikre borgernes rettigheder.

Hvilke løsninger ser du på de udfordringer, du beskriver?

Hvis man virkelig ville styrke retssikkerheden, burde man starte med at forenkle lovgivningen, så den blev mere tilgængelig og forståelig for almindelige borgere. Jeg mener, det ville give mening at nedsætte nogle kommissioner, der kunne gentænke, hvilke regler der giver bedst mening at fastholde, og hvor man kan stramme eller lempe. I stedet for at bygge videre på lovgivningen med en masse underpunkter og diverse dispensationer burde man redefinere betingelserne, så man overordnet har et overblik over, hvem man gerne vil have til Danmark, og hvem man ikke vil. Det kan jo ikke passe, at man skal hele vejen ned til stk. 42 i paragraf 9 om familiesammenføring, for eksempel.

Derudover mener jeg, at Danmark burde have en samlet, national tolkeuddannelse. Det er et vigtigt retssikkerhedsmæssigt spørgsmål, fordi kvaliteten af tolkning i sagerne er ekstremt svingende. Især i asylsager kan det være helt afgørende for udfaldet, om der sker fejl i tolkningen. En fejl i oversættelsen af en forklaring kan i værste fald føre til afslag på asyl, og det er dybt problematisk. Jeg sidder nærmest ugentligt i Flygtningenævnet og diskuterer, om en forklaring skyldes en misforståelse af et begreb – måske et ord på et bestemt sprog – og det viser bare, hvor vigtigt det er, at tolkningen er præcis og konsekvent. Når en borger har haft flere samtaler med myndighederne, er det helt afgørende, at deres forklaringer bliver gengivet korrekt hver gang.

Endelig er det vigtigt at forstå, hvorfor sagsbehandlingstiderne er så lange. Det handler ikke kun om ressourcer, men også om kompleksiteten i reglerne og systemet. Hvis man virkelig ville gøre noget ved det, skulle man forenkle reglerne og sikre, at borgerne kan forstå og navigere i dem uden nødvendigvis at være afhængige af advokater.