Uanset om det drejer sig om en straffesag, en familieretlig tvist eller et spørgsmål om opholdstilladelse, er det afgørende, at alle parter forstår, hvad der bliver sagt i retten. At spørgsmål og svar bliver formidlet korrekt, og at centrale begreber bevarer deres betydning på tværs af sprog. Og når parterne ikke taler samme sprog, er det tolken, der skal bygge bro.

Men flere advokater og eksperter peger på, at tolkningen i danske retssale ofte er præget af svingende kvalitet. Og når hverken dommer, forsvarer eller anklager forstår det sprog, der tolkes fra, er det umuligt at vide, om indholdet faktisk bliver gengivet korrekt. Det kan føre til misforståelser i alle typer sager. Men i straffesager, hvor forklaringer og sproglige nuancer kan have betydning for skyldsspørgsmålet, er risikoen særlig alvorlig. Her kan en upræcis oversættelse få direkte konsekvenser for dommens udfald.

”Vi kan jo ikke udelukke, at der er nogen, der er blevet dømt urigtigt. Både nogen, der måske er blevet dømt for noget, de ikke skulle være dømt for, men også nogen, der er sluppet for noget, de skulle være dømt for,” siger Mikael Skjødt, forsvarsadvokat og formand for Advokatrådets strafferetsudvalg.

Ifølge ham og flere kritikere dækker problemerne over en lang række forhold: forkert oversatte vendinger, ord, der bliver udeladt eller byttet ud, tolke, der bearbejder frem for at oversætte direkte, manglende kendskab til juridiske begreber, sprog- og dialektforskelle mellem tolk og tiltalt, begrænsede danskkundskaber hos tolken og retsdokumenter, der ikke oversættes. Oveni kommer brud på tolkeetiske principper og manglende forberedelse.

”En af de vigtigste ting i en straffesag er den forklaring, der kommer. Og der vil troværdigheden jo blive påvirket af, at man ikke får den rigtige forklaring, eller at forklaringen kommer vævende og afbrudt, fremfor hvis der kommer en flydende forklaring. Hvis du så heller ikke får oversat det rigtigt, så får du bare ikke en retfærdig rettergang ud af det. Og man vil jo hellere have, at ti skyldige går fri, end at én uskyldig bliver dømt,” siger Mikael Skjødt.

Den opfattelse står han langt fra alene med. Hos Landsforeningen af Forsvarsadvokater genkender man i høj grad udfordringerne. Formand og advokat Kåre Pihlmann peger især på, at tolke ofte mangler både forberedelse og kontekst, når de møder op i retten – noget, der ifølge ham kan være afgørende for kvaliteten af oversættelsen, især i sager med komplekst eller teknisk indhold.

”Det skaber problemer, når tolken ikke kender sagen på forhånd – især i sager med særlige fagudtryk som ved økonomisk kriminalitet. Mange har heller ikke tilstrækkelig forståelse for retssystemet, og i nogle tilfælde taler klienten bedre dansk end tolken, hvilket kan give svar, der ikke stemmer med det stillede spørgsmål,” siger han.

Også blandt dommere vækker kvaliteten af tolkningen bekymring. Landsdommer og formand for Dommerforeningen, Mette Lyster Knudsen, har selv været nødsaget til at udsætte en sag på grund af bekymringer om tolkens arbejde.

”Man kan sidde med fornemmelsen af, om vi nu er helt sikre på, at det, der bliver tolket, er det rigtige. Jeg har også engang selv udsat en sag i byretten i Glostrup, fordi jeg blev utryg ved tolken. Man fornemmede også, at der var et modsætningsforhold på en eller anden måde mellem tolken, og den, der skulle tolkes for,” forklarer hun.

Forskningen har ligeledes dokumenteret alvorlige mangler i kvaliteten af tolkningen i det danske retsvæsen. En undersøgelse fra Københavns Universitet i 2023 understregede behovet for nye tolkeretningslinjer og efterlyste mere viden om retstolkning. Og allerede i 2015 viste en undersøgelse fra Institut for Menneskerettigheder, at der i tolkede straffesager kan være retssikkerhedsmæssige problemer, hvis omfang man ikke kender. Ifølge undersøgelsen er tolken ofte den eneste i retssalen, der reelt har mulighed for at vurdere kvaliteten af tolkningen, fordi dommere og advokater som udgangspunkt ikke forstår sproget. Det betyder, at en afhøring kan fremstå glidende og problemfri, selvom tolkningen er mangelfuld, og at en straffesag dermed kan blive gennemført på et usikkert grundlag, uden at nogen opdager det.

Tolkene er ikke uddannede

Frem til 2016 fandtes ’Lov om Translatører og tolke’, der gav beskikkelse og en statsautorisation for retstolke. Loven stillede krav om relevant uddannelse og beståede prøver, før tolke kunne blive autoriseret af staten. Den blev af uklare årsager afskaffet pr. 1. januar 2016. Siden da har der hverken eksisteret en officiel certificeringsordning eller et lovkrav om uddannelse for tolke. I retsplejelovens § 149 fremgår det, at afhøring og forhandling med personer, der ikke taler dansk, så vidt muligt skal ske med hjælp fra en uddannet translatør eller lignende.

Men i praksis er det langt fra alle tolke, der har en relevant uddannelse. Det fortæller Carina Graversen, der i mere end 23 år har tolket i det danske retsvæsen på italiensk. Hun er tidligere statsautoriseret translatør og nu certificeret af og medlem af Translatørforeningen, hvor hun er talsmand for tolkeområdet. Foreningens formål er blandt andet at varetage professionens faglige interesser, og foreningen certificerer derfor alle sine medlemmer, der består af tolke, som tidligere var statsautoriserede, samt nye medlemmer, der opfylder samme krav, som der blev stillet til de statsautoriserede tolke. Men da det kun er et fåtal af alle tolke i Danmark, der er medlemmer af foreningen, har størstedelen af de tolke, der i dag arbejder i Danmark, ifølge Carina Graversen ikke papirer på deres sprog- eller tolkekompetencer. Siden lov om translatører og dermed statsautorisationen blev afskaffet, betegner hun området som “det vilde vesten”.

”Selvom du ikke har papirer på dine kompetencer, kan du blive ansat af et tolkebureau. Du skal ikke op til nogen prøve, inden du bliver optaget på deres tolkeliste, og du kan risikere, at du ret hurtigt vil blive indkaldt som tolk til et grundlovsforhør samme dag. Uden forberedelse, uden at de har tjekket, om du kan dansk og dit tolkesprog i en tilfredsstillende grad. Om du kender fagterminologien, eller om du har styr på din tolkeetik og strategi,” siger hun.

Men ifølge de gældende retningslinjer burde det ikke kunne lade sig gøre. Rigspolitiet har nemlig en tolkefortegnelse, som myndighederne kan bruge til at finde kvalificerede tolke. Listen indeholder oplysninger om tolkenes sproglige og tolkefaglige kompetencer samt deres erfaring på forskellige områder. Hvis man som tolk ønsker at løse opgaver for myndigheder på Justitsministeriets eller Udlændinge- og Integrationsministeriets område, skal man søge om optagelse på fortegnelsen, oplyser Rigspolitiet på deres hjemmeside. Optagelse kræver blandt andet en ansøgning samt dokumentation for kompetencer – herunder relevant uddannelsesbaggrund. Alligevel er det uklart, hvor stor en del af de registrerede tolke, der faktisk lever op til kravene.

Magasinet Advokaten har fået afslag på aktindsigt i tolkefortegnelsen og kan derfor ikke opgøre, hvor mange af de anslåede 2.000 tolke, der har en formel uddannelse. En gennemgang foretaget af Rigsrevisionen i 2023 viser dog, at 69 procent af tolkene på fortegnelsen ikke kan dokumentere en uddannelse. Derudover har Rigspolitiet oplyst, at der ikke foretages sprogtests eller vurderinger af tolkeetik, før tolke tildeles opgaver.

Men ifølge Translatørforeningen er andelen af tolke med en tolkefaglig uddannelse formentlig endnu lavere. Foreningen foretog i 2015 en undersøgelse, der viste, at kun 15-20 procent af tolkene på Rigspolitiets tolkefortegnelse havde en relevant uddannelse. Da der siden stort set ikke er uddannet nye tolke, vurderer Carina Graversen, at andelen i dag snarere ligger under 10 procent.

Samtidig anvendes tolkefortegnelsen ikke konsekvent i retssystemet. Ifølge Carina Graversen er det op til den enkelte retskreds, hvordan tolkene bliver rekvireret, og det giver stor forskel i praksis.

"Nogle retskredse følger tolkefortegnelsen meget konsekvent, mens andre – enten på grund af manglende ressourcer eller andre praktiske hensyn – vælger at kontakte tolkebureauer direkte. Det gør det nemmere for en retssekretær, der slipper for selv at ringe rundt til tolke på fortegnelsen, fordi bureauet automatisk fordeler opgaven,” siger hun og tilføjer:

”Og bureauet er ikke underlagt nogen krav til at skulle dokumentere tolkenes kvaliteter, så de sender en, der med overvejende sandsynlighed ikke har en uddannelse.”

Sprogforsker stemmer i

Også blandt sprogforskere er der blevet rejst bekymring over, at mange af de tolke, der benyttes i retssystemet, ikke har en formel uddannelse i tolkning. I et forskningsprojekt ved Københavns Universitet, som blev gennemført i perioden 2020 til 2023, undersøgte et hold sprogforskere, hvad der konkret foregår under tolkede retsmøder. På den baggrund konkluderede forskerne, at der bør indføres krav om uddannelse for retstolke.

Martha Sif Karrebæk, professor og sprogforsker ved Københavns Universitet og leder af projektet, forklarer, at observationerne viste store forskelle i tolkenes kompetencer, og at det måske kan skyldes, at flere ikke havde nogen faglig baggrund i tolkning overhovedet.

Ifølge hende er det ikke en retsstat værdigt, at man ikke kan garantere professionel sproglig bistand.

"Vi har et eksempel, hvor der var en tolk, som faktisk sagde flere andre ting, end det hun egentlig skulle oversætte,” siger hun.

På grund af, at tolkene er afhængige af at blive hyret igen, er det desuden sjældent, at de selv siger fra, for eksempel hvis de ikke forstår det, de skal tolke. Og det kan der være mange grunde til, at de ikke kan – blandt andet at den sproglige varietet, der bliver brugt, ligger langt væk fra standardsproget. Det kan også være, at de har brug for, at noget bliver gentaget, men ikke beder om det, fordi de frygter at fremstå som dårlige tolke, forklarer Martha Sif Karrebæk.

”Det kræver ret meget professionel identitet. Men jeg ser det som en stor fare, at de ikke siger fra, når der er brug for at blive sagt fra, fordi de er bange for, hvad retsvæsenet synes om dem. For i de tilfælde kan der jo ske alle mulige mærkelige ting i oversættelsen,” fortæller hun.

Anbefalinger er ikke blevet fulgt

På trods af dokumenterede udfordringer og klare anbefalinger fra flere aktører har der været begrænset politisk handling for at forbedre tolkningen i retsvæsenet. I 2020 nedsatte regeringen et tværministerielt tolkeudvalg, der skulle komme med forslag til, hvordan kvaliteten af tolkningen kunne forbedres i hele den offentlige sektor. Udvalget præsenterede i juni 2023 sin rapport, som blandt andet indeholdt en model for en national tolkeordning med certificeringsordninger og oprettelsen af et tolkeregister.

Samtidig med, at undersøgelsen blev igangsat i 2020, bad Uddannelses- og Forskningsministeriet Københavns Universitet og Københavns Professionshøjskole om at udvikle en samlet og skalerbar model for certificering og uddannelse af tolke. I 2021 blev der på baggrund af modellen konkluderet, at ”en tolkeordning vil styrke retssikkerheden og forventes at øge effektiviteten i retsvæsenet.”

Men trods rapporten og anbefalingerne har der ifølge Uddannelses- og Forskningsministeriet ikke været politisk initiativ til at følge op.

Og det er til trods for, at Rigsrevisionen i april i deres seneste gennemgang af myndighedernes brug af tolkeydelser konkluderede, at Justitsministeriet fortsat ikke har fastsat krav til kvaliteten af tolke på tolkefortegnelsen. I notatet fremgår det, at ministeriets egen vurdering er, ”at der ikke er et aktuelt problem med kvaliteten af tolkeydelser på retsområdet.”

Ministeriet oplyser dog samtidig, at man vil tage yderligere tiltag i betragtning, hvis der mod forventning opstår problemer, herunder at følge tolkeudvalgets anbefalinger.

Ifølge Mikael Skjødt er der ikke grund til at vente på, at problemerne vokser sig større:

”Jeg ville foretrække, at man valgte den anbefalede model med en national tolkeordning med certificering og tolkeregister, når anbefalingen er baseret på en faglig vurdering om, at ordningen vil øge kvaliteten af tolkningen og dermed bidrage til at højne retssikkerheden. Det er min holdning, at man ikke bør tøve med at indføre tiltag, der kan bidrage til øget retssikkerhed, heller ikke indenfor tolkeområdet, navnlig ikke når vejen til at realisere tiltaget er anvist og er skønnet farbar,” siger han.

Uenighed i Folketinget

Advokaten har i en rundspørge forsøgt at få kommentarer fra justitsministeren samt alle retsordførere i Folketinget. Ministeren og flere af ordførerne er dog ikke vendt tilbage på henvendelsen. Til gengæld deler retsordførerne fra Enhedslisten, SF og Alternativet advokaternes kritik:

”Jeg har ofte hørt kritikken af problemet for retssikkerheden, når tolkningen i det danske retssystem svigter. Derfor er jeg overbevist om, at der er et problem, og at der er brug for uddannelse i forhold til for eksempel at kende relevante og præcise retstermer,” siger Karina Lorentzen Dehnhardt, retsordfører for SF.

Hos Venstre har retsordfører Preben Bang Henriksen derimod tillid til, at byretterne reagerer, hvis der opstår problemer med tolkningen. Han vurderer desuden, at Rigspolitiets tolkefortegnelse er tilstrækkelig til at sikre kvalificerede tolke.

”Det bemærkes, at Rigspolitiet allerede har en tolkefortegnelse, der indeholder opdaterede oplysninger, hvorfor der givet vil være mulighed for en udskiftning, hvis det skulle vise sig, at tolken ikke virker kvalificeret,” siger han.

Uddannelse og kvalitetssikring af tolke

Ifølge sprogforsker Martha Sif Karrebæk er det meningsløst at fastholde det nuværende system, når der er så stor niveauforskel blandt tolke på fortegnelsen.

”Idéen med at have en uddannelse er, at man kan garantere, at folk mestrer nogle specifikke færdigheder. Det kan man ikke i dag. Hvis politikerne tror, det kun handler om at kunne to sprog, tager de fejl,” siger hun.

Hos Landsforeningen af Forsvarsadvokater mener formand Kåre Pihlmann også, at der bør indføres krav om uddannelse og en autorisationsordning for tolke, så kvaliteten i tolkningen sikres. Det samme understreger Mikael Skjødt, som desuden efterlyser et kvalitetstjek, der sikrer, at tolke rent faktisk er egnede til opgaver i retsvæsenet.

”Vi må have noget, der minder om en køreprøve. Vi sender jo heller ikke nogen ud at køre bil, bare fordi de har bestået teoriprøven. Det kunne også være en god idé, at nye tolke ikke starter med de største og mest komplekse sager, men gradvist opbygger erfaring. Man sætter jo heller ikke en nyuddannet jurist, som netop er blevet fuldmægtig, til at køre store drabssager,” siger han.