I byretten nåede man med dommerstemmerne 2-1 frem til, at Omid skulle have en advarsel om udvisning, men altså ikke reelt udvises. Den del af det kunne han sådan set godt leve med, og han kunne også leve med den straf på et år og to måneders fængsel, han fik i byretten. Så han valgte at acceptere dommen. Men det gjorde anklagemyndigheden ikke. De ankede og ville have, at han blev udvist reelt.

Omid havde et par mindre domme i bagagen for hærværk og tyveri begået, da han var mindreårig, og han havde to betingede domme som voksen, men han havde ikke tidligere fået advarsel om udvisning.

Allerede dengang var der meget stort fokus på udvisning, som der også fortsat er nu, hvor politikerne jo har nedsat et helt udvalg, der skal undersøge, om vi kan presse konventionerne endnu mere, så endnu flere kan udvises.

I ankesagen nåede landsretten frem til stort set samme resultat som byretten, bortset fra en ekstra måneds fængsel. Men i stedet for en advarsel om udvisning, skete der udvisning med indrejseforbud i 12 år.

Udvisningsdommen på 12 år skræmte Omid ud af landet. Da vi nåede til landsretten, havde han allerede afsonet sin dom og var godt i gang med sit pædagogstudie, men nu skulle han altså udvises. Så han forsvandt.

Procesbevillingsnævnet gav afslag på at komme i Højesteret med sagen. De mente ikke, at sagen var principiel nok. Så derfra var der ikke andet at gøre end at indbringe den for Menneskerettighedsdomstolen. Dér mente man til gengæld, at sagen godt kunne realitetsbehandles, hvilket jo i sig selv er ret bemærkelsesværdigt. Der skal være særlige grunde, der taler for, at man kan komme i Højesteret. De grunde vil oftest være på linje med muligheden for at komme til EMD. Men altså ikke i denne sag. Jeg tror ikke, det er så tit, at en sag går uden om Højesteret og direkte til EMD i Strasbourg.

Forsvarets opgave er jo at grave lidt dybere og udfordre de her udvisninger. Så med en sag, der er blevet afgjort med mindre end 2,5-3 års straf, der vil jeg altid indbringe – særligt hvis klientens tilknytning til Danmark er 100 procent, og tilknytningen til det land, han skal udvises til, er 0 procent.

Men selvom vi indbringer mange sager, så er det bestemt ikke hverdagskost, at vi vinder dernede. Faktisk har jeg kun haft denne her sag, og én anden, der overhovedet er blevet realitetsbehandlet i Strasbourg. Og denne her sag er så den eneste, jeg har vundet.

Så nej, det er ikke sandt, hvis nogen siger, at Danmark ikke kan udvise kriminelle udlændinge. Det kan Danmark. Og det gør Danmark. Hele tiden. Og de allerfleste klager over det bliver simpelthen afvist i EMD, fordi der ikke er nogen problemer med konventionen.

Men det var der i Omids sag. Da afgørelsen endelig kom den 5. september 2023 udtalte domstolen, at hans menneskerettigheder var blevet krænket. Det var i strid med Danmarks internationale forpligtelser at udvise ham dengang.

Det var da en stor sejr og også en sejr, som jeg er utroligt stolt over.

Jeg tror, at domstolen ville sige, at det udfald var de nået frem til, uanset hvilken advokat der havde ført sagen.

Men som advokat bilder jeg mig selvfølgelig ind, at der også er noget, jeg som advokat har tilføjet. Altså at mit arbejde og den omhyggelighed, jeg har lagt i at forberede sagen, medvirkede til, at sagen blev vundet.

Dommen fastslår, at de 12 års indrejseforbud ikke var proportionalt med den ret milde straf, Omid i øvrigt fik:

“The expulsion of the applicant combined with a re-entry ban for 12 years was disproportionate.”

Men en af præmisserne for dommen siger så:

“..despite the fact that the applicant's previous convictions did not indicate that he in general posed a threat to public order, that he had not received any previous warnings as to the risk of expulsion(…) the High Court decided(…) to combine the expulsion of the applicant with a re-entry ban for twelve years, although it had discretion to reduce the duration of the ban.”

Den afgørelse læser anklagemyndigheden sådan, at det udelukkende er indrejseforbuddets længde, der er problematisk. Man kan godt læse det sådan, men samtidig ligger det jo også fast, at domstolen ikke tager stilling til ting, som den ikke bliver forelagt. Så domstolen siger jo blot, at 12 år i hvert fald var forkert. Om det så kunne have været løst med et kortere indrejseforbud eller bare med en advarsel, forholder den sig ikke konkret til.

Domstolen fastslår til gengæld, at Omid ikke udgør nogen generel trussel mod den offentlige orden, og endelig konstaterer Domstolen, at han ikke tidligere har fået advarsler om udvisning.

Jeg skal være ærlig og sige, at jeg sådan set i forlængelse af den dom forventede, at anklagemyndigheden så ville sige: – okay, i den her situation, der trækker vi kløerne til os og lader Omid komme tilbage. Vi får omstødt dommen, sådan at vi sammen med forsvaret nedlægger en fælles påstand om, at der bare skal tildeles en advarsel.

Det har man gjort i tidligere afgørelser. Men det gjorde anklagemyndigheden ikke i denne her sag, hvilket nok hænger sammen med, at fokus stadig er så stort på, at kriminelle udlændinge skal udvises.

Så i stedet for at nedlægge påstand om en advarsel i genoptagelsessagen, nedlagde anklagemyndigheden påstand om udvisning med indrejseforbud i seks år – altså i stedet for de tolv.

Det betød så, at der skulle gå to år mere, før sagen kunne blive prøvet på ny i landsretten. Og derfor endte der med at gå i alt seks år fra den første dom i byretten til den endelige afgørelse i landsretten, hvor man altså landede på en advarsel om udvisning, sådan som Omid og jeg havde gjort gældende helt fra start.

Så ja, efter min mening var den afgørelse – endelig – helt rigtig. Og det har jeg da ikke lagt skjul på nogen steder. Jeg skrev blandt andet om det i et opslag på LinkedIn den dag, dommen faldt i Østre Landsret den 24. april 2025. Det kom der flere kommentarer på, der ansporede til debat i forskellige retninger vedrørende udvisning af kriminelle udlændinge, men det tager jeg ikke så tungt. For mig handler det om klientens rettigheder, og jeg mener, at dem skal vi holde fast i, hvis vi vil kalde os et ordentligt retssamfund.

Når Danmark har klokket i det og strammet skruen for meget og fået et ordentligt hak i trompeten i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og efterfølgende er blevet hældt af brættet i Østre Landsret – så synes jeg nærmest, at jeg har en forpligtelse til at fortælle om det til offentligheden.

Som advokat er det vigtigt for mig at sætte fokus på, hvis Danmark går over stregen i en konkret sag – også over for den brede offentlighed, som jo ikke nødvendigvis læser denne her dom.

Nu ligger der et præjudikat fra landsretten, hvor man siger, at en dom på et år og tre måneder kun skal koste en advarsel om udvisning, hvis man har de personlige forhold, som Omid havde.

Det er den rigtige afgørelse. Menneskerettighedskonventionen er til for at beskytte os alle sammen. Også dem, der ikke har dansk pas. Jeg kan godt se, at der er nogle partier i vores folketing, som ikke er kæmpestore fans af konventionen og måske heller ikke synes, at vi burde være forpligtet af de regler og rettigheder, der følger af den. Og jeg er også med på, at der lige i øjeblikket er forskellige professorer og meningsdannere, der argumenterer for forskellige løsninger for at opnå særstatus med forbehold og mere autonomi. Men for mig er Domstolen præcis det overstatslige system, vi har brug for. Et, der ikke vakler og lader sig påvirke af nationale mere eller mindre klædelige særinteresser. En domstol, der varetager, at menneskerettighederne faktisk kan beskytte os alle sammen, når vi bliver udsat for krænkelser af vores myndigheder og autoriteter.

Vi kan være uenige om alt muligt, men jeg ville ønske, at vi kunne stå sammen om Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og den beskyttelse, der flyder af den – for os alle sammen.