Nævnet og dets uafhængighed  

Det er fastsat i retsplejeloven, at Advokatsamfundet opretter et advokatnævn. Lovgiver har altså bestemt, at der skal være et advokatnævn, men har overladt til Advokatsamfundet at oprette nævnet. Netop fordi nævnet er oprettet af Advokatsamfundet og ikke af staten, er det en ordning, der flugter fint med, at advokater og advokatstanden bør være uafhængige af staten. Desuden er det naturligvis vigtigt at understrege, at Advokatnævnet i sin virksomhed er uafhængigt af Advokatsamfundet. 

Nævnet består af en formand, to næstformænd, ni advokatmedlemmer og ni offentlighedsrepræsentanter. Formanden og de to næstformænd er dommere udpeget af Højesterets præsident, de ni advokatmedlemmer er valgt inden for advokatstanden selv, og de ni offentlighedsrepræsentanter er udpeget af Justitsministeriet efter indstilling fra en række myndigheder og organisationer med kendskab til private klienters, erhvervsklienters og offentlige klienters interesser. 

Det er almindelig praksis på nævnets møder, at det er et advokatmedlem, som ved behandlingen af den enkelte sag lægger ud og er den første til at votere og komme med sin begrundede opfattelse. Ordningen er blandt andet med til at sikre, at nævnets afgørelser er baseret på solid, aktuel viden fra advokatverdenen. I den forbindelse kan nogle måske få den tanke, at advokatmedlemmernes særlige indsigt i advokaters forhold gør dem mere ”advokatvenlige”. Imidlertid kan jeg sige, at det ikke er rigtigt, og at det er min erfaring, at advokatmedlemmer sagtens kan se strengere på en indklaget advokat end andre nævnsmedlemmer. 

Nævnets sekretariatsopgaver bliver varetaget af Advokatsamfundets sekretariat. Det er i den sammenhæng vigtigt, at der er vandtætte skotter mellem de medarbejdere i sekretariatet, som udfører opgaver for nævnet, og de andre dele af Advokatsamfundets sekretariat, som blandt andet står for tilsynet med advokater og på vegne af Advokatrådet kan indgive klager til nævnet. Direktøren, som leder nævnets sekretariat, refererer derfor til nævnet og nævnsformanden i alt, hvad der angår nævnets sagsbehandling, og der gælder særlige begrænsninger med hensyn til, hvilke medarbejdere som har adgang til de it-systemer, kontorlokaler mv., der vedrører behandlingen af nævnets sager.  

Alt i alt kan man sige, at hele grundtanken med de organisatoriske rammer for Advokatnævnet er, at det er Advokatsamfundet og dermed advokatstanden selv, som skal sørge for, at der så at sige kan holdes justits i egne rækker. Samtidig er det sikret, at nævnet er en selvstændig myndighed, der i sin virksomhed er uafhængigt af både staten og Advokatsamfundet.

Nye spørgsmål om, hvad der er god advokatskik 

Nævnets fastlæggelse af god advokatskik sker navnlig ud fra en inddragelse og afvejning af tre hensyn – klienthensyn, samfundsmæssige hensyn og hensyn til advokaters arbejdsrammer. 

Som advokat ved man, at god advokatskik er en retlig standard, der kan rumme rigtigt mange og forskelligartede normer. Det indebærer, at også den meget dygtige og omhyggelige advokat kan tilsidesætte god advokatskik, for eksempel hvis advokaten glemmer at efterleve en pligt til at sende en kopi til modpartens advokat. Imidlertid er god advokatskik ikke en retlig standard, der sætter barren så højt, at en advokat i alle henseender skal leve op til, hvad der er det bedste af det bedste. For eksempel fremgår det af nævnets praksis, at en faglig fejl ikke i sig selv indebærer, at god advokatskik er tilsidesat. Det kræver i hvert fald som udgangspunkt, at der er tale om en klar faglig fejl.             
    
Indholdet af god advokatskik ligger i vidt omfang fast – også over tid. Sådan bør det være, og et hensyn til forudsigelighed indebærer, at Advokatnævnet kun bør udvide eller på anden måde ændre indholdet af, hvad der ligger i god advokatskik, hvis der er væsentlige grunde til det. 

Det sidste kan være tilfældet, hvis faktum i en ny sag for nævnet ikke falder inden for de rammer for god advokatskik, som nævnet har bedømt i sin hidtidige praksis. Eksempelvis kan det være en ny sag, hvor nævnet skal vurdere, om der er tale om en mulig interessekonflikt, og hvor nævnet ikke tidligere har taget stilling til en tilsvarende situation. I så fald kan det blive relevant for nævnet at overveje, om der skal ske en præciserende fortolkning eller udfyldning af de gældende god skik-normer for interessekonflikter (sSe Advokatnævnets Praksissamling med afgørelser, der løbende er med til yderligere at klarlægge, i hvilke tilfælde en advokat kan befinde sig i en interessekonflikt i strid med god advokatskik). 

Et andet eksempel på, at der kan opstå nye behov for at afklare, hvad der ligger i god advokatskik, er de advokatundersøgelser, som udspringer af rejste anklager mod enkeltpersoner, og som der er blevet en stigende opmærksomhed omkring også i offentligheden. Nævnet har fastslået, at det følger af god advokatskik, at den undersøgende advokat skal give undersøgte personer rimelig mulighed for at varetage deres interesser. Højesteret har efterfølgende tiltrådt dette (UfR 2025.2886 H) og udtalt, at der i forbindelse med en advokatundersøgelse rettet mod enkeltpersoners adfærd, som udgangspunkt skal gives den, som bliver undersøgt, adgang til indsigt i advokatens oplysninger om den pågældende. Det må i alle tilfælde kræves, at den, som bliver undersøgt, forud for advokatens afrapportering til opdragsgiveren får at vide, hvilke konkrete handlinger advokaten mener, at den pågældende har foretaget, og hvilke regler advokaten i givet fald mener herved er overtrådt og hvorfor, jf. også Advokatrådets vejledning fra 2022 om advokatundersøgelser.

Som et principielt vigtigt eksempel på, at der kan opstå nye behov for at afklare, hvad god advokatskik omfatter, kan der også henvises til, at Advokatnævnet har fastslået, at det følger af god advokatskik, at der blandt andetaf hensyn til advokaters uafhængighed og integritet gælder visse begrænsninger med hensyn til, hvordan advokater og advokatselskaber kan indgå i et samarbejde med andre. Højesteret har i en sag, der var anlagt mod nævnet, tiltrådt dette (UfR 2025.1531H) og mere generelt fastslået, at en advokat eller et advokatselskab handler i strid med god advokatskik, hvis advokaten eller advokatselskabet indgår i et samarbejde med andre virksomheder på vilkår eller under omstændigheder, hvor der kan rejses rimeligt begrundet tvivl om, hvorvidt samarbejdet er foreneligt med kravene om iagttagelse af fortrolighed og bevarelse af uafhængighed og integritet. Ved bedømmelsen må der foretages en samlet vurdering, og her tiltrådte Højesteret i den konkrete sag, at god advokatskik var tilsidesat, og lagde navnlig vægt på, at advokatselskabet som led i det pågældende samarbejde havde underlagt sig kvalitetsstandarder for de advokatydelser, som advokatselskabet leverede, og på de økonomiske konsekvenser for advokatselskabet i forbindelse med samarbejdets eventuelle ophør og den betydelige binding af advokatselskabet, der fulgte af det. Da det foreliggende spørgsmål om indholdet af god advokatskik ikke var udtrykkeligt reguleret i de advokatetiske regler og hidtil havde været uafklaret i praksis, fandt Højesteret, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at pålægge en sanktion i sagen.     

Retsfølger ud fra en balance mellem ensartethed og et behov for at differentiere   

Efter retsplejeloven kan Advokatnævnet som sanktionsformer anvende irettesættelse, bøde og tvangsbøde. Advokatnævnet kan herudover betinget eller ubetinget frakende retten til at udøve advokatvirksomhed.

Bøde er den mest anvendte sanktion, og Advokatnævnet benytter i sin praksis et bødekatalog med ret faste sanktionstakster, sådan at en advokat, som har tilsidesat god advokatskik, i førstegangstilfælde som udgangspunkt får en bøde på 10.000 kr., i andengangstilfælde 20.000 kr., i tredjegangstilfælde 40.000 kr. etc. Hvis tilsidesættelsen af god advokatskik anses for grov, anvendes som udgangspunkt dobbelttakster.

Hensynet til at sikre ensartethed og forudsigelighed indebærer, at det er nødvendigt med disse udgangspunkter for bødefastsættelsen. Imidlertid skal der også være plads til at differentiere. Så ud over at bødekataloget som sagt har særskilte takster for, hvad der anses for en grov tilsidesættelse af god advokatskik, og ud over at der i den enkelte sag naturligvis kan være konkrete skærpende eller formildende omstændigheder, har nævnet i de senere år i flere sammenhænge været inde på, at der kan være behov for at blive endnu tydeligere med hensyn til at markere, hvad der er alvorligere end andet, når det gælder tilsidesættelse af god advokatskik.

Det er i det lys, at man skal se, at nævnet i 2023 besluttede at lempe sin praksis, hvis en advokat ved henvendelse til retten eller andre tvistorganer forsømmer sin pligt til at sende en kopi til modparten eller dennes advokat. Meget ofte skyldes noget sådant en forglemmelse eller lignende. Så derfor gav det efter nævnets opfattelse god mening at lempe praksis, sådan at der som udgangspunkt ikke gives en sanktion i førstegangstilfælde, forudsat at advokaten retter for sig umiddelbart efter at have opdaget fejlen. 

Omvendt besluttede nævnet i 2023 i nogle sager, hvor advokater havde anvendt deres klientkonto som driftskonto for klienter, at give meget betydelige bøder og fandt desuden, hvad der i lyset af de konkrete omstændigheder i sagerne måtte anses for en skærpelse af nævnets praksis, at der i to af sagerne skulle ske betinget frakendelse af retten til at udøve advokatvirksomhed. Efterfølgende er der i nævnets praksis også flere eksempler på, at der er sket ubetinget frakendelse i sager med blandt andet brug af klientkonto som driftskonto. Det er udtryk for, at nævnet ser strengt på tilfælde, hvor en advokat disponerer over sin klientkonto på en måde, der efter sin karakter er egnet til at rumme risiko for blandt andet hvidvask.

Statistikken viser, at antallet af sager, hvor nævnet har truffet afgørelse om ubetinget frakendelse af retten til at udøve advokatvirksomhed, har været mellem to til seks 2-6 om året i otte  ud af de ti år i perioden fra 2015 til 2024. I de to øvrige år har sagsantallet været henholdsvis ni9 og 10ti. Som anført er antallet opgjort pr. sag og ikke pr. advokat, og samme advokat kan have flere sager om ubetinget frakendelse. 

At det kun er ganske få advokater, som får frakendt retten til at udøve advokatvirksomhed, afspejler, dels at det er et meget alvorligt skridt at tage over for vedkommende, og at retsplejeloven derfor opstiller strenge betingelser, dels at der heldigvis er meget langt mellem advokater, som handler i strid med god advokatskik på en måde, der ligger i den allertungeste ende af skalaen.       
 
Advokatnævnet har i 2023 besluttet at skærpe sin hidtidige praksis, sådan at der også i sager, hvor nævnet træffer afgørelse om ubetinget frakendelse af retten til at udøve advokatvirksomhed, kan blive pålagt en bøde ved siden af. Beslutningen er udtryk for, at disse sager omfatter meget grove forhold, og at det efter nævnets opfattelse bør være muligt at afspejle dette ved at idømme både en ubetinget frakendelse og en bøde.

Nævnet har efter retsplejeloven mulighed for at give bøder inden for en ramme på op til 300.000 kr., og hvis overtrædelsen er af særlig grov karakter op til 600.000 kr. Normalt kommer nævnet ikke op i nærheden af de lofter, og det skal nok ses på baggrund af, at en advokat i mere grove tilfælde samtidig vil blive frakendt retten til at udøve advokatvirksomhed, sådan at en del af behovet for at sanktionere vedkommende bliver opfyldt gennem denne frakendelse, der i realiteten er langt mere indgribende for advokaten end den bøde, der måtte blive idømt. Imidlertid har nævnet i de senere år som omtalt været inde på, at der kan være grund til i nogle sammenhænge i nævnets praksis at blive endnu tydeligere med hensyn til at markere, hvad der er mere alvorligt end andet. Man skal derfor nok ikke blive overrasket, hvis nævnet også i sin kommende praksis i mere grove tilfælde vil yderligere differentiere bødestørrelserne i opadgående retning.

   
Offentliggørelse af nævnsafgørelser

Advokatnævnet offentliggør på sin hjemmeside bøder på 20.000 kr. og derover med angivelse af advokatens navn. Desuden kan nævnet beslutte, at en bøde, der er mindre end 20.000 kr., skal offentliggøres med navn, herunder især hvis advokatens adfærd har været til skade eller gene for en klient, og kendskabet til afgørelsen vil have en betydning for andres valg af advokat. Offentliggørelse afventer som hovedregel udløbet af fristen for indbringelse af nævnets afgørelse for domstolene, og hvis advokaten indbringer sagen, afventer eventuel offentliggørelse den endelige domstolsafgørelse. Bøder på 40.000 kr. og derover samt afgørelser om betinget eller ubetinget frakendelse af retten til at udøve advokatvirksomhed offentliggøres dog altid i umiddelbar forlængelse af, at advokaten modtager nævnets afgørelse.

Det er Advokatnævnet selv, som har fastsat de omtalte grænser for, i hvilke tilfælde der sker offentliggørelse med advokatens navn, og det kan naturligvis diskuteres, hvor grænserne skal lægges. 

I den forbindelse er det klart, at offentliggørelsesordningen ikke bør blive en gabestok for gabestokkens skyld. Og det kan anføres, at det bortset fra i ret få tilfælde er svært at forestille sig, at en offentliggørelse på nævnets hjemmeside reelt når ud til den enkelte potentielle klient og indgår i dennes grundlag for at beslutte, hvilken advokat vedkommende vil vælge. 
 
Heroverfor står imidlertid, at offentligheden har et berettiget krav på at kunne vide, hvilke advokater der har tilsidesat god advokatskik, navnlig når vi kommer over en vis tærskel. Advokathvervet har en særligt betroet karakter, og advokater har efter lovgivningen særlige beføjelser. Ud fra en balance mellem de forskellige hensyn er det derfor vigtigt, at der er tilstrækkelig åbenhed på området.        

Domstolsprøvelse

Mens en klient eller advokat, som ikke er tilfreds med nævnets afgørelse i en salærsag, i givet fald må anlægge en retssag mod den anden part, uden at nævnet bliver involveret, gælder der i disciplinærsager den ordning, at en advokat i en sag mod Advokatnævnet ved domstolene kan få prøvet en nævnsafgørelse, hvor nævnet har fundet, at advokaten har handlet i strid med god advokatskik (i frakendelsessager er den processuelle modpart dog Justitsministeriet/Civilstyrelsen som ansvarlig for advokatbeskikkelser).  

I en dom fra 2018 (UfR 2018.1160H) har Højesteret mere generelt udtalt, at domstolene har adgang til at foretage en udtømmende prøvelse af Advokatnævnets vurdering af god advokatskik. Det indebærer imidlertid ikke, at domstolene nødvendigvis skal tilsidesætte nævnets afgørelse, fordi der kan rejses en vis tvivl om nævnets vurdering. Domstolene må ifølge dommen særskilt vurdere, om der er fornødent grundlag for at tilsidesætte nævnets afgørelse. Med hensyn til sanktionsfastsættelsen henviste Højesteret mere generelt til nævnets praksis om, at der ved bødeudmålingen ikke tages hensyn til advokatens indtægtsforhold, at normalbøden ved en førstegangsovertrædelse som udgangspunkt er 10.000 kr. og ved en grov overtrædelse som udgangspunkt 20.000 kr., og at der normalt sker en fordobling af bøden, hvis advokaten har fået en sanktion inden for de seneste fem år (gentagelsesvirkning). Højesteret fandt ikke grundlag for at tilsidesætte denne praksis og fastslog, at domstolene må tage hensyn hertil og vurdere, om der er fornødent grundlag for at ændre nævnets sanktionsfastsættelse.

I de seneste fem år (2020-2024) er der for domstolene årligt blevet indbragt cirka 25 sager. Det kan sammenholdes med, at nævnet for eksempel i 2024 i cirka 220 sager fandt, at en advokat havde tilsidesat sine pligter som advokat. Så det er kun en mindre del af afgørelserne, der bliver indbragt for domstolene. Retten kan stadfæste, ændre eller ophæve nævnets afgørelse, og i de seneste fem år er der i alt 16 sager, hvor en nævnsafgørelse er blevet enten helt eller delvist omgjort. Det svarer til en omgørelsesprocent på cirka 12. Ikke alle omgørelserne er nødvendigvis udtryk for, at retten har været uenig i nævnets vurdering, idet omgørelsen i flere af sagerne er sket, fordi der under retssagen er fremkommet nye oplysninger.

Som det ses, bliver nævnets afgørelser kun i begrænset omfang tilsidesat ved domstolene. Imidlertid ændrer det ikke ved, at muligheden for domstolsprøvelse har afgørende retssikkerhedsmæssig betydning, dels fordi der i en retssag kan fremkomme nye oplysninger, der ikke forelå for nævnet, dels fordi advokaten naturligvis også i øvrigt skal have mulighed for at få prøvet nævnets afgørelse.