Spring hovednavigationen over

Leder: Er verden på vej mod en retsløs tilstand?

Publiceret: 4. juni 2025

Tekst: Martin Lavesen, formand for Advokatrådet

LinkedIn ikon Link ikon Prink ikon

Af Martin Lavesen, formand for Advokatrådet

Det gør ondt at se, hvordan frihedsrettigheder og nogle af de bærende principper i den amerikanske forfatning har været i frit fald gennem de seneste måneder.

I amerikanske medier taler amerikanerne selv om en ”demokratisk krise” som kommentar til, at præsident Trump og hans politiske administration går løs på advokat- og dommerstanden med dekreter og krav om rigsretssager, hvis et advokatfirma har repræsenteret særlige klienter, eller en dommer har afsagt en dom, der har fundet dekreter og tiltag lovstridige. Samtidig er vi vidner til, at indsatte i fængsler deporteres ud af landet uden rettergang og imod dommeres kendelser og også en lang række andre handlinger og hændelser, som samlet set kun kan karakteriseres som et angreb på retsstaten.

Det er uset, og en situation som alle, der går ind for lov og ret, må tage afstand fra.

De begivenheder, vi ser i USA, i kombination med andre globale konflikter og spændinger mellem stormagter, er samtidig en naturlig anledning til at se indad. Hvilken rolle skal og kan Danmark spille, og hvordan former vi vores egen tilgang til den internationale retsorden?

Her kan vi desværre kun delvist kippe med Dannebrog. Vi har – heldigvis – fortsat en grundlæggende respekt for retsstaten. Men samtidig er der en nærmest ensidig kritisk politisk diskurs om internationale konventioner i disse år, hvor der konstant rejses spørgsmålstegn ved, om konventionerne egentlig gavner os. Konkret har flere partier ytret ønske om, at Danmark skal udtræde af EMRK for umiddelbart efter at træde ind igen, men med forbehold for artikel 8, der ifølge partierne forhindrer os i at sende kriminelle udlændinge ud af landet. Den nuværende skatteminister Rasmus Stoklund kom med samme forslag i en bog sidste sommer.

Det er selvfølgelig helt legitimt at have en politisk diskussion om konventionen, og hvordan Menneskerettighedsdomstolen dømmer. Systemet er på ingen måde perfekt, og i internationalt samarbejde kan hvert enkelt medlemsland ikke få præcis de domme, de aftaler og de vilkår, som ønskes.

Danmark og andre vestlige lande har dog på den lange bane værdi af forpligtende internationale samarbejder. Det giver den bedste retsstilling for borgere, og det er det bedste værn mod tilfældig magtudøvelse. Det er også et retligt fundament til at håndtere de grænseoverskridende problemstillinger, som præger verden lige nu.

I lyset af særligt USA og verdens øvrige konflikter, savner jeg derfor, at vores danske politikere også taler værdien af en international retsorden op. Der er brug for tydelig opbakning fra dansk side og en anerkendelse af de systemer, som er med til at sikre retfærdighed og beskytter os mod vilkårlig magtudøvelse og har gjort det siden 2. verdenskrig. Det retlige fundament bør Danmark kæmpe for at fastholde og styrke.