Hvorfor er du optaget af det retspolitiske område?

Vi har 32 ordførerskaber på vegne af Grønland, så der er jo rigeligt at tage sig til. Men jeg synes sådan set, at det at være retsordfører er et af de vigtigste for Grønland, fordi det uden tvivl er det største driftsområde, som Danmark varetager på vegne af Grønland.
Jeg har siddet i Folketinget snart ti år. Alle årene har jeg siddet i Retsudvalget. Det er en prioritering, fordi det har stor betydning for retsfølelsen hjemme i Grønland, og for retssamfundet generelt. Derfor mener jeg også, at det er et af de største og vigtigste områder, som vi varetager i Folketinget på vegne af Grønland.

Hvilke sager og dagsordner i din tid i Retsudvalget har betydet noget for dig?

Den største mærkesag for mig har i virkeligheden været at bekæmpe seksuelle overgreb på børn i Grønland. Fordi jeg mener, at det er det allermest traumatiserende, som et barn kan være udsat for.
Vi har både fået ændret lovgivningen i retsplejeloven, og så har vi fået afsat over 100 mio. kr. til området igennem årene. Det er blandt andet til krænker-behandling i anstalterne, så vi kan forebygge nye seksuelle overgreb på børn.

Derudover har der været et generelt behov for at få Grønland prioriteret i arbejdet i Folketinget. Før i tiden så tog det 10-15 år fra en dansk lov blev opdateret til den grønlandske, tilsvarende lov blev opdateret. Nu går der cirka to år, og det kan vi jo blandt andet se med samtykkeloven, med lovgivningen om psykisk vold og andre lovgivninger. Det er rigtig positivt, at vi kommer op på niveau, og vi selvfølgelig hører Grønland først, før vi lader dansk lovgivning træde kraft i forhold til Grønland.

Da jeg kom ind i Folketinget for snart ti år siden, var vi med i nul forhandlinger. Grønland var ikke noget, der blev drøftet. Det blev tabt mellem to stole, fordi Danmark ventede på Grønland, og Grønland ventede på Danmark. Og imens skete der ikke rigtig noget.

Her synes jeg, det er vigtigt at understrege, at Grønland tager nogle flere initiativer, laver en årlig liste over de sager, der er vigtige for os, som Naalakkersuisut fremhæver. Og så laver vi rugbrødsarbejdet i Folketinget ved for eksempel at stille en masse spørgsmål til ministeren. Hver tredje måned har jeg nu også et møde med justitsministeren omkring justitsområdet i Grønland. Så jeg oplever, at der er en betydelig større interesse for Grønland, og det er også derfor, at der kommer nogle flere resultater på bordet på justitsområdet.

Hvad er det største retspolitiske problem her og nu, som du ser det?

Det er nok offerrådgivningen i Grønland, som vi har lavet beslutningsforslag omkring, som handler om at have et øget fokus på ofrene. Jeg synes, at meget lovgivning i Folketinget har fokus på de indsattes rettigheder. Det skal vi selvfølgelig også have et øje for. Men vi er også nødt til at have øje for de mange ofre, for særlig den personfarlige kriminalitet, vi oplever. Særligt fordi tallene i Grønland for voldtægt og vold og seksuelle overgreb er langt højere, end de er i Danmark. Derfor ligger der rigtig mange opgaver i forhold til at styrke offerets retstilling. Det kan være alt fra, at der er bistandsadvokater, til at der er ofrerådgivning, til at der er ordentlige erstatningsvilkår, osv. Jeg har selv været med til at starte et sorgcenter i Grønland og få projektmidler til forskellige initiativer.

Situationen er blevet bedre, fordi der nu heldigvis er forskellige muligheder. Men fordi personfarlig kriminalitet er så udbredt, som det desværre er, så er der jo mange som er ofre, og som – i hvert fald tidligere – ikke nødvendigvis har fået den hjælp, som de bør have. Og derfor synes jeg også, at man bør gøre mere i forhold til at sikre, at der både er psykologtimer, traumebehandling og andre henvisningsmuligheder til de ofre, som oplever personfarlig kriminalitet. Så det er et overordnet fokus, som jeg bruger ret meget krudt på.

Hvad skal der mere fokus på i 2025?

Noget af det, jeg også er meget optaget af lige nu, det er kapaciteten ude på anstalterne.

Vi ved, at der er en ret voldsom venteliste på over 100 mennesker. Og vi ved også, at der indimellem er overgreb på selve anstalterne på grund af overbelægninger. Så derfor bliver det vigtigt, at man får skabt de fysiske rammer til dem, der skal afsone og har fået en dom. Der skal selvfølgelig være kapacitet til, at de kan komme ind og afsone, fremfor at stå på en venteliste.

Og det er jo sådan set også, fordi hele vores retssystem er bygget op om resocialisering. Men den resocialisering er mangelfuld, og det tror jeg, man er nødt til at erkende. Så når jeg sikrer projektmidler gennem justitspuljer til blandt andet beskæftigelse, men en beskæftigelseskonsulent kun kan få 18.000 om måneden, så sker der ofte det, at personen kun er i jobbet meget kort tid, fordi det er nemmere at få jobs alle mulige andre steder til en bedre løn. Og så har vi et problem med vores resocialisering.

Derfor kan det være meget godt med projektmidler. Men problemet er, at de udløber, og i virkeligheden skal vi jo ind og ændre tingene mere strukturelt. Så det er den store udfordring, jeg mener, der bør ses på.

Derudover bekymrer det mig lige nu også, at vi får færre og færre grønlandske politibetjente. Det betyder, at der er flere og flere tilkaldte, som kommer fra Danmark og er i Grønland i kortere tid. Det er folk, der ikke taler grønlandsk og ikke kender det grønlandske samfund. Det skaber en større belastning på de grønlandske betjente, hvor man skal huske på, at en grønlandsk politibetjent i løbet af en uge sikkert er ude til både et selvmord og til husspektakler i familien, hvor der har været vold. Det kan sågar være, det er nogen, du selv kender, det kan være, det er venner eller familie.

Så jeg synes, vi skal have skabt bedre rammer og gøre det attraktivt at uddanne sig til politibetjent, så vi bedre kan fastholde de grønlandske betjente.

Det lyder som om kapacitet er et gennemgående tema – hvordan løser man den udfordring?

I Grønland er vi jo dødafhængige af ressourcepersoner. Og de findes jo heldigvis, men situationen er lidt anderledes end i Danmark.

Jeg er meget fortaler for, at vi laver en professionalisering på justitsområdet. For eksempel af vores retssystem, så alle tre instanser har en juridisk baggrund (advokater, anklagere og dommere). Så det er målet, og vel at mærke kun noget vi kan have en seriøs samtale om, fordi vi startede diskussionen og indsatsen op for 8-9 år siden, så der nu er noget at bygge videre på.

Men der er jo også en tid, indtil du når til det mål om fuldt professionaliserede instanser og ansatte på justitsområdet i Grønland. Derfor er du også nødt til at tage udgangspunkt i de kompetencer, der er i samfundet. Og her ser vi selvfølgelig også, at der godt kan være en geografisk forskel. Her synes jeg, vi er nødt til at nytænke, fordi det kan jo godt være, at det for eksempel bliver en form for traumabehandling online, fremfor at det bliver fysisk, hvis du bor i Uummannaq. Vi skal altid holde et højt ambitionsniveau i forhold til at give den samme adgang til retssikkerhed i hele det grønlandske samfund – bare vi holder os for øje, at det også kræver, at vi tænker lidt utraditionelt. Det er jo bedre, at der er en person at tale med online, fremfor at der slet ikke er nogen at tale med derude.

Og her må vi ikke blive forhippede på at lave et vestligt system og trække det ned over hovedet på Grønland, fordi det jo netop skal tilpasses, for at det kan fungere. Så skal vi nok komme i mål.