Det er ikke kun chikane fra modparter eller anonyme trusler fra forargede borgere, der kan påvirke advokaters hverdag. Også klienter kan være krævende, intimiderende og i nogle tilfælde truende. Fire erfarne forsvarere giver her deres råd til nye advokater.
Forsvarsadvokat Jane Ranum. Foto: Morten Holtum.
Er jeg i tvivl, siger jeg nej
Jane Ranum, forsvarsadvokat, har i mere end 30 år ført en lang række sager som forsvarer i rocker- og bandemiljøet. Derfor har hun fra starten anlagt et forsigtighedsprincip.
”Jeg har ikke selv været udsat for trusler. Men det er ikke usædvanligt, at klienter beder mig om at gøre ting, som jeg ikke må. For eksempel at udlevere deres sagsakter eller at videregive kodede meddelelser,” siger Jane Ranum.
Hun har derfor faste regler for mødet med klienterne.
”Jeg fører alle samtaler med mine klienter, som om de var aflyttet. Og hvis man skal læse sagsakter på mit kontor, så skal man deponere sin mobil i reception og skrive under på en erklæring om, at man ikke på anden måde håndterer sagsakterne ulovligt.”
Som forsvarer skal hun hver dag balancere i at opretholde klientens tillid uden at gå på kompromis med etikken. Men det kan hun godt navigere i.
”Det er jo dna for alle advokater at håndtere fortrolige oplysninger og manøvrere i forhold til regelsæt,” siger hun.
Selvom hun ikke oplever trusler, kan hun alligevel møde en anden form for pres, for eksempel lovning af flere klienter eller penge. Eller at de simpelthen ikke vil tage det første nej og siger: ’Kom nu, der er ikke nogen, der opdager det.’
”De kan komme med al den smiger de vil. Det preller af. Det gode råd er navnlig at understrege, at man som forsvarsadvokat altid skal modstå presset – uanset hvor attraktiv sagen eller charmerende klienten måtte være.”
Det gælder også, selvom det en klient beder om, virker banalt eller harmløst. Det er ikke altid, at klienter forstår, hvorfor hun for eksempel ikke vil videregive en meddelelse fra en varetægtsfængslet klient til en pårørende udenfor, om at han for eksempel mangler sko, eller ’husk den lyserøde trøje’.
”Jeg kan kommunikere om lavpraktiske ting, tøj og besøgstider mm. Men den slags konkrete udtryk får alarmklokkerne til at ringe. Det kan lyde som en kode for eksempel for narkotika, og det vil selvfølgelig ikke være en tilladt kommunikation, når der er besøgs- og brevkontrol – så det hverken vil eller må jeg give beskeder om.”
Derfor har hun indført sit eget kodeks:
Hvis jeg er i tvivl, om vi er på den rigtige side af det, jeg må eller ikke må – så bliver det et nej. Så må man synes, jeg er kedelig, og så må man skifte forsvarer.”
Når hun forklarer klienten, hvorfor hun ikke vil og må gøre det, de beder hende om, bliver det som regel også modtaget med respekt.
”Hvis jeg med et glimt i øjet skal afvise nogen, der beder mig om et eller andet, så siger jeg tit: ’Vi kan jo ikke bruge til noget, at jeg skal sidde i cellen ved siden af dig’. Det kan klienter tit forholde sig til og synes er sjovt,” siger hun og understreger:
”For en forsvarer er det så alvorligt at overtræde reglerne og for eksempel krænke brev- og besøgskontrollen, at man risikerer at miste advokatbestallingen. Det er ikke bare uetisk, hvis du for eksempel overgiver dokumenter. Det er strafbart for en forsvarer, der gør det. Så hvis du er i tvivl, så siger du nej. Det er bare sådan det er.”
Forsvarsadvokat Allan Nejbjerg. Foto: Jeppe Carlsen.
Hold din sti ren
Allan Nejbjerg, forsvarsadvokat i Ribe/Esbjerg, har mange sager med psykisk syge klienter, der bor på institution. Derfor skal han ved hvert møde vejre stemningen.
”Man skal ikke være bange for at miste en klient, hvis vedkommende ikke forstår et nej til at gøre noget, der er på kant med reglerne. Der er jeg benhård. Jeg gider det ikke, og hvis de ikke forstår det, må de finde en anden. Så bare sig nej og henvis til Retsplejeloven, det er mit bedste råd.”
På Allan Nejbjergs kontor i Esbjerg, taler man kun med klienterne bag glasdøre og sørger for at mindst en kollega kan følge med i, hvad der foregår, og at der for eksempel ikke bliver taget billeder af sagsakter. Men det er sjældent et problem.
”Hvis dine klienter ved, at du er benhård på det her område, så respekterer de det også. Men der er nogle utilregnelige typer, der ikke altid forstår det. Og der siger jeg bare fra med det samme, og at de skal stoppe, inden de begynder på noget. Jeg har ikke mistet en eneste klient på, at man er direkte i forhold til, hvad spillereglerne er, og hvad vilkårene er, hvis de begynder at ville file på noget. Det handler simpelthen om at forventningsafstemme med klienten.”
Allan Nejbjergs opgave er, som han ser den at balancere mellem både at være klientens fortrolige men også at holde den professionelle distance. Klienterne skal ikke for tæt på. Og der skal være klare grænser for, hvad de tror, han kan udrette for dem.
”Jeg prøver at forklare dem, hvad det er, der skal tages stilling til nede i retten. Jeg er jo ikke tryllekunster. Nogle har set for mange film og begynder at tale om, at de vil have karaktervidner og den slags. Der må jeg sige: ’Hør her, sådan fungerer det altså ikke i Danmark. Jeg er blevet ret skrap på at tage det allerede i starten, så de kommer ind i vores virkelige verden og ved, hvad det er retten skal tage stilling til.”
Allan Nejbjerg understreger, at man ikke skal være bange for at miste klienter, og hvis man er det, så skal man ikke gå ind i et hverv som forsvarsadvokat.
”Man skal ikke på nogen måde gå på kompromis, og man skal være benhård på det her område, og det skal man forklare sin klient. Og når de begynder med det der med: ’Kan vi ikke lige få en kopi?’ eller lignende, så er svaret: ’Nej det kan vi ikke. Du kan søge om aktindsigt efterfølgende, når sagen er færdig.’ Reglerne er sådan og sådan, og jeg har ikke tænkt mig at miste mit arbejde ved at lave fejl i det her.”
Man skal sige fra i starten allerede, og mister man så klienter, så skal man være glad for det. Min filosofi er, at så er man sluppet for en masse problemer.”
Forsvarsadvokat og forperson for Advokatrådets strafferetsudvalg, Karoline Normann. Foto: Jeppe Carlsen.
Jeg bruger mit indre kompas
Karoline Normann, forsvarsadvokat og psykolog, har mange klienter med psykiatriske diagnoser.
Hun oplever jævnligt at blive udfordret af klienter, der ønsker at overskride lovens eller de advokatetiske grænser.
”Det sker forholdsvist tit. I hvert fald en gang om måneden, at jeg bliver stillet et spørgsmål om at gøre noget, som er mere eller mindre ulovligt. Jeg tror mest, at det skyldes, at de ofte ikke ved, at det er ulovligt. Så spørger de bare.”
Når det sker, har Karoline Normann et standardsvar, som samtidig har en afvæbnende effekt:
”’Ved du hvad, jeg kan godt forstå, du spørger om det her, men det kan jeg ikke hjælpe dig med.’ Sådan en sætning sidder helt fast hos mig. Og det kan være uanset, om de spørger, om jeg kan hjælpe dem med nogle penge, eller de spørger, om jeg kan hjælpe dem med breve eller nogle informationer, så siger jeg som helt fast standard: ’Jeg kan godt forstå, du spørger, men det må jeg desværre ikke hjælpe dig med.’ Det bliver også respekteret,” fortæller hun.
”Ved at anerkende, at klienten har nogle behov, som jeg teoretisk set kunne opfylde, men samtidig er nødt til at markere en skarp afstand til, opnår man en fælles forståelse. Nogle gange kan jeg også gribe det mere humoristisk an i mit svar, som: ”Ja, ja, det ville da være fedt nok, hvis jeg lige kunne smugle det her uden om politiet, men det kan jeg desværre ikke.”
”Det er min erfaring, at det hjælper at sige, at jeg godt kan forstå deres spørgsmål. Det er et bedre udgangspunkt for en samtale, at man trods alt anerkender, at det er ikke fordi, jeg synes, de er nogle idioter, fordi de spørger. De bruger jo bare de midler, de har. Så forstår de jo også bedre mig, hvis jeg forstår dem. Hvis jeg svarede med et: ’Hvad sker der for dig – det skal du ikke spørge mig om. Eller tror du, jeg er idiot, eller hvem tror du jeg er... det handler jo ikke om mig. De sidder bare der helt fastlåste og har en række forskellige behov. Og så er det altså nu engang mig, der måske kan opfylde dem. Så selvfølgelig er det i orden, at de spørger.”
Alligevel kan det i enkelte tilfælde godt blive ubehageligt, hvis der fortsat bliver lagt pres på.
”Hvis folk insisterer, så må jeg bare sige, ved du hvad, du må finde en anden advokat. Hvis jeg gør det, du beder mig om, så bliver du muligvis min sidste klient, for jeg risikerer at miste mit job.” Jeg ønsker ikke at blive konstant udfordret. Når jeg har sagt nej, så er det jo nej.”
Som psykolog har Karoline Normann en ekstra fordel i forhold til at afveje situationen.
”Jeg har et indre kompas, og jo mere tydeligt det er hos mig, jo tydeligere kommer det også ud, når det bliver udfordret, og jo hurtigere er jeg til at sige fra. Det er ikke et emne, som klienten skal opleve, at jeg skal tænke over. Det skal lukkes med det samme, så der ikke hersker nogen tvivl om, at det ikke er et spor, vi behøver at bevæge os længere ned ad.”
Forsvarsadvokat og formand for Landsforeningen af Forsvarsadvokater, Kåre Pihlmann. Foto: Jeppe Carlsen.
Følger tre læresætninger
Kåre Pihlmann er forsvarer for en del klienter, som er tiltalt for økonomisk kriminalitet. Siden starten af karrieren har han fulgt sin læremesters ord.
Som forsvarsadvokat er man nødt til at sætte foden ned fra starten. Det lærte han meget tidligt i sin karriere.
”Det skal aldrig være sådan, at du ikke kan sparke folk ud, hvis de ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt i forhold til dig. Det er du i din gode ret til.”
Han var selv nødt til at slippe en klient, på grund af det trusselsniveau, der opstod omkring ham. Heldigvis havde han nogle erfarne advokater omkring ham til at støtte op.
”Det er utroligt vigtigt at sige fra så hurtigt som muligt. En klient må aldrig nogensinde have noget på dig, så du befinder dig i en situation, hvor du er sårbar overfor afpresning.”
”Men det ér svært, fordi vi betjener jo klienter, som nogle gange er ganske ekstreme, og for hvem det på ingen måde er fremmed at lægge pres på en advokat, og det er man nødt til at være forberedt på,” siger han.
”Hvis du er helt grøn advokat med et fokus på at få din forretning op at stå, så lever du også med frygten for at blive valgt fra, og det er jo i det spændingsfelt, at problemet opstår, fordi du kan være fristet til at være for lydhør overfor en klient, som stiller nogle urimelige krav til dig.”
”Jeg vil straks citere min gamle chef og principal Lars Henriksen, som, mens jeg var i fuldmægtigtiden, sagde tre vigtige ting til mig:
”For det første, må du aldrig nogensinde sige noget til en klient, det være sig under et fysisk møde eller i en telefon, som du ikke er klar til at høre igen afspillet i en retssal.”
Og for det andet:
”Du skal selvfølgelig altid være din klients mand, men du må aldrig nogensinde give indtryk af eller opføre dig som om, at du er ”med på den.”
Og for det tredje:
”Du må aldrig nogensinde have en relation til din klient, der gør, at du ikke kan afbryde klientforholdet øjeblikkeligt, hvis vedkommende ikke opfører sig ordentligt eller lægger pres på dig.”
De tre gode råd har fulgt med Kåre Pihlmann siden:
”De har tjent mig godt. Hvis alle fulgte Lars Henriksens råd, så ville de ikke blive bragt i vanskelige situationer, hvor det pludselig kan være svært at sige fra overfor klienten.”
