Af Martin Lavesen, Formand for Advokatrådet
Advokater arbejder hver dag med konflikter mellem uenige parter. Det er en del af jobbet, og det kan advokater håndtere professionelt. For mange advokater følger desværre også personlige trusler og chikane som en del af hverdagen.
En ny undersøgelse slår således fast, at mere end hver tredje advokat på familierets- og strafferetsområdet er blevet truet inden for de seneste år. Samlet set – for alle advokater – er det ca. hver femte advokat, der har modtaget trusler.
Truslerne kommer i høj grad på mail, på telefon, og som online chikane på sociale medier - men de kommer også som tilråb på gaden eller ved udbrud i retten. I mere alvorlige tilfælde bliver advokater udsat for decideret vold eller fysisk chikane. Det er heldigvis sjældent, men det sker.
Trusler skal aldrig tolereres, og det er aldrig acceptabelt at true advokater, blot fordi vi passer vores arbejde.
Advokatrådet har gennem adskillige år arbejdet for at få advokater omfattet af samme beskyttelse som offentligt ansatte (Rpl. §119-beskyttelse). Advokaterne er de eneste i retssalen, som ikke nyder en særlig beskyttelse. Alle andre gør – dommere, oversættere, anklager, retsbetjente etc.
Men foreløbig står justitsministeren fast, og argumenterer med, at advokater og offentligt ansatte ikke kan sammenlignes.
Det kan man heller ikke 1:1, men jeg køber alligevel ikke argumentet. Advokater er i mange tilfælde pålagt rollen som beskikket af det offentlige. Det er altså politisk bestemt, at en borger skal have en advokat til at føre sin sag. Sådan skal det også være i et retssamfund.
Selvom advokaten i visse tilfælde kan frasige sig sagen, er realiteterne, at så ”sendes aben videre” til næste kollega i rækken. Det er uholdbart, og derfor arbejder Advokatrådet videre for at opnå en lovmæssig beskyttelse. En lovændring vil ikke i sig selv beskytte den enkelte advokat mod trusler – men det vil være et vigtigt signal og en sikkerhed for støtte fra myndighederne til advokater, der udsættes for trusler.
Andre politiske partier er heldigvis imødekommende over for at beskytte beskikkede advokater. De Konservative har netop fremsat et beslutningsforslag om beskyttelse – det følger vi tæt.
Vi kigger også på andre tiltag. Advokatsamfundet har allerede i dag en kriselinje, som jeg vil opfordre advokater til at benytte sig af, hvis der opstår behov for hjælp med trusler. Derudover ser vi mod vores nordiske og europæiske nabolande, hvor kollegerne ligeledes modtager uacceptable trusler, og forsøger at håndtere det.
Alt for mange mister arbejdsglæden og nogle rammes hårdt på psyken. For den enkelte advokat er det dybt ubehageligt, og for retssamfundet er det stærkt problematisk. Derfor insisterer vi på at sige fra over for trusler – og vi presser fortsat på for en beskyttelse via lovgivningen.