”Ved du, hvorfor hajer ikke bider advokater?”
”Nej?”
”Kollegial høflighed.”

Og således er samtalen i gang. For de udenforstående bør det nok nævnes, at juraprofessor Ditlev Tamms vittige indspark falder i sammenhæng med hans besvarelse på spørgsmålet om, hvorvidt det er fortjent, at advokater generelt ikke topper troværdighedsmålingerne, og at det selvfølgelig er ment som en spøg, understreger han.

Ditlev Tamm er som juraprofessor og meningsdanner velkendt i den brede offentlighed. Han har sat sit aftryk som en dreven samfundsdebattør med holdninger til både jura, kultur, mode og samfund.

Men for en gangs skyld skal det ikke handle om hans farvestrålende tøjskab eller hans engagement i den offentlige debat. Det skal handle om hans syn på advokater.

”Advokater er som alle andre grupper af mennesker vidt forskellige. Jeg har mødt ikke så få advokater, som jeg beundrer for deres flid og dygtighed, uegennytte og engagement, og jeg har mødt advokater, hvis holdninger til livet og faget, jeg rent ud sagt ikke brød mig om, og som jeg har svært ved at forene med den respekt, der bør bestå om et så vigtigt hverv. I mit professionelle møde med advokater som censorer på universitetet og gennem mit arbejde i diverse råd og nævn har jeg absolut intet at udsætte på deres kvalifikationer og tilgang til hvervet. Jeg har som regel kun oplevet dygtighed og professionalisme blandt de advokater, jeg har mødt. Højst har jeg en gang imellem spurgt mig selv, om det nu også var nødvendigt, at så mange advokater mødte op – og modtog honorar for fremmøde – i mindre sager,” siger han.

Fordomme er der nok af

Nogle ting står nærmest skrevet i sten. I Ditlev Tamms tilfælde var vejen mod jurastudiet allerede cementeret og brolagt. En oldefar var jurist, hans farfar og morfar var jurister, hans egen far var jurist, og hans mors bror var jurist. Ditlev Tamm begyndte således også på jurastudiet. Egentlig ikke fordi han nærede et brændende ønske om at blive jurist eller stå vagt for retssikkerheden endsige praktisere som advokat, men fordi det lå lige for.

Hvad han ikke vidste eller forestillede sig, da han trådte over dørtærsklen til jurafakultetet i 1964 i København, var, at han skulle ende med at være knyttet til det selvsamme sted i de kommende 59 år, og i virkeligheden stadig er det som professor emeritus. Med hans egne ord er meget af hans karriere opstået ganske tilfældigt, og at han er endt her som professor i jura er også kommet som noget af en overraskelse for ham selv, idet han havde regnet med en mere traditionel juridisk embedsmandskarriere og kun det, når nu først juraen var valgt.

”Advokater bør kunne give nogle gode råd til mennesker, der har brug for juridisk bistand og rådgivning.  Lige dette har jeg aldrig haft lyst til. Jeg er mere interesseret i mine egne end i andres sager, så jeg beundrer i virkeligheden dem, der gerne vil høre på og hjælpe med at løse andres problemer. Juraen er jo samfundets ingeniørkunst, og juridisk bistand er en helt nødvendig del af samfundslivet. Den gode advokat må forventes at kunne det område, han rådgiver indenfor, på rygraden for at hjælpe sin klient med at finde den bedst mulige løsning eller omvendt finde den rigtige kollega, hvis han fornemmer, at andre kan rådgive bedre på det pågældende felt.”

Ifølge Ditlev Tamm er fordommene omkring advokater så gamle som advokatstanden selv. Meget af det, der siges både i spøg og alvor, er netop fordomme og idéer af stereotyp art, som den om den iskolde advokat, der tager tårnhøje salærer og er villig til at sælge sin sjæl og forsvare uholdbare standpunkter i klienters sager, men som jo ikke nødvendigvis udtrykker advokatens egne holdninger. Billedet passer måske nok indimellem, men advokater er som sagt forskellige.

”En advokat må ikke medvirke til falsk forklaring i retten, men man må jo nogle gange lyve eller i hvert fald tage let på sandheden som advokat, hvis man for eksempel argumenterer for frifindelse, selvom man er overbevist om, at vedkommende er skyldig. Og retorikken kan jo indimellem fjerne sig en del fra den nøgne sandhed. Den slags kan skabe fordommen om, at enhver advokat er villig til at pantsætte sin samvittighed for penge,” siger han.

Han understreger samtidig, at han og de fleste, der tænker sig om, udmærket godt ved, at mange advokater ikke går på kompromis med deres samvittighed.

Forbindes med store salærer

”Ud fra mit synspunkt har det været uheldigt for advokatstanden, at advokater i dag ofte forbindes med meget store salærer og undertiden også med et let blakket ry og en svag moral, hvor det handler om helst kun at tage de sager, hvor der er udsigt til et stort honorar.”

Ifølge Ditlev Tamm ville det klæde advokatstanden, at advokaternes egne organer fremstod som mere aktive, når det gælder om at holde justits i egne rækker. Der er også brug for en stærkere røst fra advokaterne om samfundskritiske emner. Og han mener også, at ikke sjældent anes bag tale om retssikkerhed og behov for mere advokatbistand og klageadgang i højere grad en interesse for advokaters indtjening og beskæftigelse end for retssikkerheden.

”Advokater har jo som regel udsigt til en høj indtjening. Til tider tager det sig ud som om, ret håbløse sager føres så langt frem i systemet, at engagementet ikke længere er drevet af lov og ret, men af udsigten til højere salær ved at blive ved til skade for alle implicerede. Det er måske nok også et spørgsmål, som de fleste stiller sig selv – hvorfor skal advokater tjene så mange penge for nogenlunde den samme slags arbejde, som mange andre jurister laver?” spørger Ditlev Tamm retorisk og konkluderer i samme åndedrag, at det ifølge ham skyldes, at advokater som faggruppe i høj grad har fået mulighed for at fastsætte høje honorarer samt bobehandlings- og andre gebyrer og vedtaget dem som egne regler.  Advokatstanden lukrerer også på, at offentlige myndigheder tilsyneladende i stadigt mindre omfang tør tage et juridisk ansvar og derfor spørger Kammeradvokaten eller andre advokater om ofte dyre råd.

”Jeg mener, at man skal overveje, om indtjening og det økonomiske incitament undertiden er prioriteret lige vel højt nok op i forhold til, hvad der egentligt tilbydes. Advokatgerningen er jo ikke et særligt innovativt eller risikofyldt stykke arbejde. Som advokat er man jo ikke leverandør af et produkt, der skaber omsætning og dynamik i samfundet. Advokatvirksomhed er ikke særlig produktivt, men alligevel får advokater et som regel ret højt honorar uden rigtigt at skabe noget,” siger han og forklarer, at han i den senere tid blandt andet har undret sig over den voldsomme brug af advokatundersøgelser for eksempel i metoo-sager.

”Her bevæger advokater sig videre end rådgivning af ledere og begynder at udføre arbejde i form af afhøringer og vurderinger af forklaringer om intime forhold, som advokater efter min mening slet ikke er uddannet til og ikke bør bevæge sig ind på, og hvor man kan få fornemmelsen af høje honorarer i sager, som ofte ikke har så meget med kompliceret jura at gøre, står bag. ”

Advokater skal kunne sige fra

Med afsæt i sin juridiske baggrund har Ditlev Tamm formået at beskæftige sig med en række andre emner, som han er interesseret i, og blandt andet store dele af humaniora ligger hans hjerte nært.

”Min tilgang til verden som jurist er meget humanistisk præget, og jeg brænder for historie og kultur, hvilket ikke nødvendigvis i dag er juraens kerneværdier, men bør være det, også når det gælder om at identificere retlige problemstillinger og løse dem. Men kombinationen af de to ting, humaniora og jura, synes jeg selv, at jeg har formået at knytte sammen i mit liv som universitetsjurist og i min juridiske livsanskuelse. Og så mener jeg jo absolut, at det er væsentligt for en jurist at være humanistisk orienteret, læse bøger, orientere sig bredt og forsøge kvalificeret at tage del i debatten om livet i det omkringliggende samfund.”

Ditlev Tamm finder det uheldigt, hvis advokater får ry for at være villige til at forsvare hvad som helst og glemme, at de netop er en samfundsgarant, som skal være medvirkende til at sikre, at vi lever i en retsstat, og derfor ikke kun har en forpligtelse i forhold til egen indtjening. Advokater bør efter hans mening forbedre deres evne til at sige fra, hvilket, som han ser det, blev tydeliggjort med Højesterets afgørelse i sagen om firmaet Bech-Bruuns rådgivning af skattesvindlere, som kunne minde om rådgivning i selskabstømmer-sagerne for nogle år siden.

”Bech-Bruun-sagen har været katastrofal for firmaets anseelse, men også på sin vis nyttig, fordi Højesteret fandt anledning til at fastslå, at man som advokat skal overveje nøje, hvilke interesser man tjener. Som advokat bør man – som alle andre, men især når man er så privilegeret som advokat og bør vide bedre –have en opfattelse af, at man er en del af det samfund, man bor i, og vide, hvor grænsen mellem lov og ret ophører. Man skal derfor som advokat være villig til at sige nej til en klient, selvom det kan gøre ondt økonomisk.”

Højesteret har skåret rigtig godt igennem i den sag, mener Ditlev Tamm, og klart slået fast, at advokater bærer et ansvar, samt slået fast, hvad en advokats ansvar er.

”Derfor synes jeg, at det er en meget vigtig højesteretsdom både for de implicerede, for advokatstanden som sådan og for respekten for lov og ret.”

Branchen bør gribe i egen barm

Ditlev Tamm efterspørger, at flere advokater med selvindsigt tør kritisere advokatstanden. Han har den opfattelse, at man meget hurtigt kan blive stemplet som en slags forræder mod sin stand, hvis man er kritisk overfor andre advokater.

”Fraværet af intern kritik kan godt fremstå for udenforstående som et problem. Kritik bør fremmes, og større åbenhed kan være medvirkende til at ændre på nogle af de negative opfattelser, der både med rette og – nok mest urette – er i sving om branchen. Jeg ville være bekymret, hvis man ikke først forbinder en advokat med et stærkt engagement for lov og ret, men i stedet for med en person, hvis standpunkt og mening er til fals for egen vinding. Jeg synes måske ikke altid, at advokaterne som stand gør nok for at fremstå som nogle, der først og fremmest går op i lov, ret og retssikkerhed,” siger han.

”Jeg vil ikke være uretfærdig overfor advokatstanden. Man har nok som forretningsadvokat bedre chancer for succes, hvis man fremstår mere farveløs og ikke profilerer sig på stærke meninger om samfundet. Jeg har jo fordelen ved at være professor og leve i universitetsverdenen.  Her forventes det jo nærmest, at man er kritisk, og det har som regel ingen negative konsekvenser for én.”