Hvert år på en blæsende og regnfuld novemberdag sætter Hanne Sølgaard sig ned i sit hjem i Hornslet godt 20 kilometer fra Aarhus. Og så stiller hun sig selv spørgsmålet:

”Hanne, vil du hellere gå på arbejde end at sidde hjemme og strikke?”

Selvom hun har rundet 70 år, og hendes mand gik på pension for fem år siden, ender svaret stadig ud til fordel for arbejdet som advokat i Advokatfirmaet Sølgaard & Knudsen, som hun er medejer af.

”Det er indtil videre min målestok. Jeg er stadig meget glad for mit arbejde. Særligt kontakten med klienterne er det, jeg synes, er sjovt ved at være advokat. De kommer bogstaveligt talt med deres problemer i en bærepose. Og så kan man gå i gang med at sortere lidt i det og finde frem til, hvad sagen egentlig drejer sig om, og hvordan man hjælper dem bedst muligt,” siger Hanne Sølgaard.

Alder er en bagatel

Fra omverdenen møder hun ingen modstand eller fordomme på grund af alder.

”Hos domstolene bliver jeg behandlet som alle andre, mens jeg fra klienterne ofte oplever, at de har respekt for den viden, jeg kan ryste ud af ærmet. Inden for mit felt er det meget få spørgsmål, jeg ikke kan svare på med det samme, fordi jeg har været med i gamet så længe.”

Til tider oplever Hanne Sølgaard ligefrem, at hendes alder bliver gjort til en bagatel.  Når Hanne Sølgaard skal forklare, hvorfor hun for nylig valgte at sige farvel til straffesager, svarer hun med en vittig undertone: ”Jamen, det er, fordi jeg er blevet så gammel.” Svaret tilbage lyder: ”Så gammel er du da heller ikke,” og det tager Hanne Sølgaard som et kompliment.

Hanne Sølgaard havde længe planlagt, at hun ville sige sit beneficium ved Retten i Aarhus op, inden hun blev 70 år, men den beslutning har intet at gøre med, at hun føler sig for gammel til at håndtere sagerne.

”Jeg syntes, at jeg havde spist frokost nok gange i min bil, så nu måtte det være slut med det. Med straffesager kører man jo hele tiden til retten, fængsler og arrester. Samtidig tog jeg beslutningen ud fra en betragtning om, at ingen af os ved, hvor langt livet er. Jeg ville gerne frigive mere tid til rejser med min mand, så i stedet for at gå på pension, holder jeg lidt mere fri,” fortæller Hanne Sølgaard, som nu holder omkring ti ugers ferie på et år mod seks uger tidligere.

Det betyder også, at der er mere tid til ture i skoven på hesteryg.

”Jeg plejer at sige, at jeg ejer 2,5 islandske heste, fordi jeg har den ene hest sammen med min datter. Det er et fantastisk afstresningsmiddel at ride i naturen, for du kan ikke håndtere sager, når du sidder på en hest. Jeg rider selv tre gange om ugen, og en gang imellem med min datter og mit ene barnebarn.”

Væk med aldersgrænser

Bobestyrerhvervet holder hun fortsat fast i og har fået forlænget sin autorisation i ti år. Autorisationen som bobestyrer bortfalder automatisk, når man fylder 70 år, hvis ikke man året forinden har ansøgt om at få den forlænget. Det foregår gennem retten, som derefter sender en indstilling til Justitsministeriet. Tidligere var der en aldersgrænse for bobestyrere på 70 år, men den blev fjernet i 2018.

”Hvis der stadig var en aldersgrænse, ville jeg føle mig diskrimineret, fordi jeg ikke føler, at jeg arbejder anderledes, end jeg altid har gjort. Jeg synes, at det er fint, at man nu skal søge om forlængelse, for så er der mulighed for at give afslag, hvis advokaten er ude af stand til at varetage hvervet. Dog burde forlængelsen måske gælde for fem år ad gangen. Ti år er lang tid, og der er for eksempel ikke nogen, der ved, om jeg når at blive dement, inden jeg fylder 80 år.”

Når det gælder advokatstanden som helhed, mener Hanne Sølgaard ikke, at der er behov for at indføre aldersgrænser.

”Jeg tror, at det til en vis grad er selvregulerende. Hvis man som advokat ikke længere kan finde ud af at lave sit arbejde ordentligt, vil klienterne stoppe med at komme,” siger hun og påpeger, at mange advokater arbejder sammen med andre advokater, som vil reagere, hvis en advokat ikke længere er i stand til at udføre sit arbejde.

”Jeg har selv den retningslinje, at hvis det begynder at være svært for mig at sætte mig ind i nyt stof, så stopper jeg. Og så håber jeg, at jeg har en kompagnon, der vil prikke mig på skulderen, hvis jeg begynder at lave nogle ting, som ikke er i orden.”

Når strikketøjet en dag trækker mere i Hanne Sølgaard end advokatgerningen, er hun overbevist om, at hun vil have det fint med beslutningen om at gå pension.

”Jeg tror aldrig, at det vil overgå mig, at jeg kommer til at kede mig. Den dag, jeg stopper, tror jeg aldrig, at jeg vil kigge i en juridisk bog igen. Jeg vil lægge det fra mig og bruge mine fulde kræfter på det, jeg vælger at bruge min tid på - måske noget velgørende arbejde.”