KORT NYT
Retssikkerhedskonference 2023
Advokatsamfundet har 9. november afholdt retssikkerhedskonference for over 300 advokater på Langelinie Pavillonen. Her blev den nye analyse af retssikkerheden set fra borgere, virksomheder og advokater præsenteret. Konferencen bød derudover på en række oplæg og debatter med blandt andre justitsminister Peter Hummelgaard, medlemmer af retsudvalget og repræsentanter fra Advokatrådet og dets udvalg. Der var debat om en lang række aspekter af og udfordringer for retssikkerheden, herunder sagsbehandlingstider, åbenhed og lukkethed i retssystemet, overvågning i samfundet, datalogning, varetægtsfængslinger, FE-sagen, borgernes adgang til retshjælp, hastelovgivning og meget mere.
Afslutningsvis blev Advokatrådets journalistpris 2023 uddelt til journalist Vibe Hyltoft fra Berlingske for afdækningen af, hvordan retssikkerheden er slået revner for borgere, som er afskåret fra at betale deres gæld til det offentlige.
”Gennem sin vedholdende og kritiske journalistik har Vibe Hyltoft sat fokus på en vigtig problemstilling, som har fået retssikkerheden til at smuldre for de implicerede. Det har hun gjort ved at insistere på svar fra myndighederne og gennem flere case-fortællinger, og på den måde har et komplekst og svært tilgængeligt område fået nerve,” sagde Martin Lavesen, formand for Advokatrådet ved uddeling af prisen.
Det hele med støtte fra Dreyers Fond. Se mere på Advokatsamfundets hjemmeside.
35 advokater i DK er EU-advokater
De har statsborgerskab i et andet EU-land, EØS-landene eller Schweiz og praktiserer i Danmark.
Poetisk leksikon
Ordet JURIST indgår som titel til et digt i et nyt poetisk leksikon ved navn Tre hvide droner skrevet af forfatter Cecilie Lolk Hjort. Leksikonet er ifølge forlagets beskrivelse opdelt i de tre kategorier Arter, Mennesker og Ting, hvor menneskets og naturens intime og smertefulde forhold undersøges fra legende og provokerende vinkler.
JURIST subst. -en, -er, -erne
”Du mangler fantasi, hvis du tror, at magi skal hvirvles ind i verden med tryllestav, indendørs orkan og farvede lysglimt,” siger juristen, mens hun skriver de sidste ord i sit Word-dokument. ”Magi er ikke mere transcendent end at forvandle et stykke råt kød til et stegt. Magi er viden omsat til håndbevægelser. Men kun de indviede kan udføre den: Jeg øver mig i fem år, og så overdrages magien til mig i et gråt og højspændt ritual. Jeg er lidt ligesom Klokkeblomst: Hvis samfundet holdt op med at tro på mine bøger, ville min uddannelse falde til jorden som en død voodoodukke.” Hun holder det nyprintede dokument frem mod mig som en krone på en pude. ”Er det ikke smukt?” siger hun. Jeg kigger ned på det flade papir med sit fugtige blæk og tænker, at jeg aldrig ville være bange for en troldmand, der flytter bjerge med sine tanker eller blæser ildhuller i døre i stedet for at dirke dem op. Men denne overnaturlige magt – lige så beskeden, usynlig og potentielt altødelæggende som bakterier – skræmmer mig fra vid og sans.
Legal Tech
48 procent af de skandinaviske jurister og advokater, som har deltaget i Karnovs seneste Fremtidens Jurist-rapport, frygter, at de ikke har de nødvendige færdigheder til at få fuldt udbytte af nye tech-produkter til jurister.
Diversitet: Kvinder ser større udfordringer end mænd
Mens 61 procent af de kvindelige jurister i Karnovs rapport Fremtidens Jurist mener, at kvinder har sværere ved at få en topstilling end mænd, deler kun 30 procent af de mandlige jurister samme opfattelse. En lignende forskel gør sig gældende for spørgsmålet, hvorvidt det er vigtigt, at et ledelsesteam afspejler diversitet. Næsten halvdelen af kvinderne bakker op om, at det er vigtigt, mens det samme kun gælder knap hver fjerde af mændene.
Højesteret slår fast
Forsvarsadvokater kan ikke underlægges sikkerhedscirkulæret. Det fremgår af en nylig kendelse fra Højesteret efter behandling af ét ud af i alt tre processuelle spørgsmål om rammerne i den nu opgivede sag mod tidligere FE-chef Lars Findsen.
Advokatrådets formand, Martin Lavesen siger til kendelsen:
”De her principper taler ind i kernen af retssikkerhed og retsgarantier for den sigtede/tiltalte person. Hvis ikke man kan tilrettelægge et frit og uafhængigt forsvar, så strider det imod selve kernen i advokaters arbejde og de retsgarantier, vi har vedtaget. Derfor er det vigtigt, at Højesteret nu klart og entydigt har slået fast, at advokater ikke generelt kan underlægges sikkerhedscirkulærets indskrænkninger.”
Advokaters tavshedspligt er en hjørnesten i retssamfundet
”Der er kræfter, særligt i EU, herunder parlamentet, men også i nationale regeringer og hos myndigheder, som har rokket ved disse principielle pæle, og som kontinuerligt forsøger at løsne dem, så de ikke længere står så solidt. De mener, at advokater skal tjene myndighederne og oplyse eller indberette, hvis de opdager eller har mistanke om noget ulovligt.
Det ser vi blandt andet i den strøm af antihvidvasklovgivning fra EU, og vi ser det i forhold til mistanke om terrorfinansiering. På netop de områder giver det god mening, at advokater er med til at beskytte samfundet mod kriminalitet. Men principielt er advokater ikke til for at hjælpe myndighederne, og vi ser som advokater tegn på, at balancen tipper. Det bliver kontroversielt, når der skal indberettes om fuldt lovlige ting, som vi så det på skatteområdet i det såkaldte DAC6-direktiv, der forpligter advokater til at indberette om lovlige ordninger med transaktioner, der går over grænserne.
Og hvad bliver det næste? Skal advokater indberette forhold i samværssager eller i sager om socialt bedrageri? Hvor går grænsen for, hvornår advokaten ikke længere er advokat for klienten, men efterforsker eller kontrollør for myndighederne?”
Andrew Hjuler Crichton, generalsekretær i Advokatsamfundet, og Per Hemmer, medlem af Advokatrådet og formand for det internationale udvalg, i debatindlæg i Berlingske 12. oktober som optakt til European Lawyers Day, der satte fokus på advokatens tavshedspligt og tillidsforholdet mellem klient og advokat.
Urimelige skatteregler
”Myndighederne arbejder særdeles langsomt, når en systemfejl rammer borgerne, hvis systemfejlen ikke udgør et problem for statskassen. Den samme sendrægtighed ses derimod ikke, når der er tale om at ændre lovgivning med ”skattehuller”, hvor der er risiko for, at pengene ikke kommer i kassen. Så går det forbavsende hurtigt med udarbejdelsen og fremsættelse af lovforslag herom.”
Christian Bachmann medlem af Advokatrådet og formand for Advokatrådets skatteudvalg, og advokat Jan Steen Hansen i kronik i Berlingske 2. november.