Allerede da dommerfuldmægtig Nina Palesa Bonde var studerende, gik hun aktivt ind i den offentlige debat og skrev sit første indlæg til Jyllands-Posten i forbindelse med de dengang nye og restriktive rygeregler.

”Det handlede om, at der er en grund til, at vi lukker døren, når vi går på toilettet, og derfor synes jeg også, man skal ”lukke døren”, når man ryger, for det stinker,” griner hun.  Siden hun var helt ung, er hun blevet vant til at blive kontaktet direkte af journalister og af andre med spørgeskemaer på gaden, om det er til en koncert eller andetsteds i det offentlige rum, fordi hun ”stikker ud i mængden.” Men det var under overenskomstforhandlingerne i 2018, at hun for alvor blev bemærket, da hun i dagevis og også nogle nætter stod ude foran forligsinstitutionen med megafon og gul vest i front for den demonstrerende forsamling og krævede bedre vilkår og løn for offentligt ansatte.

I dag er Nina Palesa Bonde synlig på flere områder, når det gælder retssikkerheden og lovgivningsprocessen og var tilbage i september en af de første, der var ude og kritisere udkastet til den lov, der har til formål at forbyde koranafbrændinger, blandt andet med en længere redegørelse og udtalelsen om, at der ikke var tale om en nålestiksoperation på ytringsfriheden, som regeringen mente i præsentationen af sit lovudkast, men snarere et øksehug, og at operationen var en større begrænsning af ytringsfriheden, end blasfemiloven i sin tid havde været. Hvilket hun også argumenterede for i Debatten i bedste sendetid på tv.

”Med ordvalget utilbørlig behandling af genstande af væsentlig religiøs betydning, så er der lagt op til at mange former for kunstnerisk udøvelse eller politisk aktivisme kan tolkes som utilbørlig,” siger hun.

Alt under bussen

”Med det lovforslag kaster man hele den danske satire, kunst, systemkritikere og for eksempel hele hippieopgøret med folkekirken under bussen. Tænk på filminstruktøren Jens Jørgen Thorsen og hans Jesus film i 1970’erne, hvor tusindvis af unge kristne gik på gaden mod hans filmstøtte, og han blev forsøgt dømt for blasfemi. Loven var der, men den var jo tom, og han blev ikke dømt, og han endte også med at få sin filmstøtte,” siger hun.

Hun er dermed på linje med andre kritikere af lovforslaget, herunder Advokatrådet, der også påpegede, at ordet ’utilbørlig’ kræver tydeligere afgrænsninger, og at det i øvrigt indeholdt flere juridiske problematikker, der gjorde det sværere for både politi, advokater og domstole. Hvor lovforslaget ender, vides ikke i skrivende stund.

”Det må vi se. Jeg synes jo, det rigtige er, at man tager den ene mand (Rasmus Paludan red.), man gør til grundlaget for lovgivningen, og selvom det er en hård proces, beder ham om at prøve sin rettighed til at gøre det, han vil gøre. Er det politisk, er det indenfor artikel 10 stk. 2, er det et nødvendigt og proportionelt indgreb, når man forbyder ham at gøre det? Det, man i stedet for gør med en enorm risiko for selvcensur, er, at man vender den på hovedet og siger: Vi skal alle sammen underlægges det her forbud, og så må kunstnere, politikere, flygtninge og hvem det end er tage kampen gennem retssystemet. Frihedsrettighederne er her jo for at beskytte os alle sammen, og så må man jo netop lave nålestikket med den enkelte og ikke med alle.”

Nina Palesa Bonde følger lovgivningsprocesserne tæt, og hun mener, at det er hendes pligt som dommerfuldmægtig at folkeoplyse og at sige det højt, når hun ser, at noget er juridisk galt, og helst før et lovforslag er vedtaget.

”Noget af det vigtigste, som også er en juridisk disciplin, er at lytte på ordene fra politikerne. Der skal vi også være skarpe som jurister og sige hov-hov, når de siger et og gør noget andet.”

På banen som fagekspert

Som dommerfuldmægtig er hun meget opmærksom på selv at vægte sine ord og at balancere imellem retten til at ytre sig og den neutralitet, der er påkrævet i hendes hverv.

”Der har kun været enkelte, der har sagt: ’Hov pas nu på din habilitet.’ Ikke nogen indenfor mit eget system men et par andre - typisk folk, der er modstandere af, hvad jeg siger. Til dem siger jeg: ’Jeg er offentligt ansat, jeg er fagperson, og vi har en bred ytringsfrihed - også som domstolsjurister og dommere.’ Det er nummer et. Så siger jeg dertil: ’Men vi må ikke forholde os til de sager, der konkret er på vores bord.’ Og nu siger jeg: ’Det her er ikke engang en lov. Endnu er det ren retspolitik.’ Og det er netop i det vindue, jeg skal gøre, hvad jeg kan som ekspert og fagperson, og det synes jeg også, mange andre jurister bør gøre.

Der er andre, der tager sig af de konkrete sager, der kommer op. Det går jeg ikke ind i. Jeg har aldrig talt om en konkret sag nogensinde. Så er der nogen, der siger: ’Er det ikke svært at give udtryk for noget, der kan tolkes’? Jeg synes nærmest, det er det nemmeste, for noget af den feedback, jeg får – ikke kun fra jurister men også fra andre – er, at de roser mig for min saglighed, at jeg gengiver det nøgternt, og at jeg ikke lader følelserne løbe af med mig. Så når nogen kritiserer mig, tager jeg det helt roligt.”

Nina Palesa Bonde er i sit hverdagsvirke og på de sociale medier stærkt optaget af faktum og kilder.

”Når pressen omtaler en dom, så kan jeg finde på at gå ind og sige: ’Men hov er den egentlig offentliggjort på domstol.dk?’, eller når pressen omtaler, hvordan nogen har udtalt sig om ’at brænde byen ned på en fredelig måde’, eller hvad det måtte være, så kan jeg sige her er et link til dommen, så vi allesammen kan læse den. Jeg kontakter også journalister, når de tager fejl, så får de lige en mail: ’Hov, du skal lige være opmærksom på det her. Der er lige en lille korrektion til det her.’ Og de lytter og tager imod med tak og kyshånd.”

Fra Jysk til jura

Nina Palesa Bonde er født i Herning og opvokset i Sønderborg. Hun var fagligt dygtig i skolen, interessefeltet var bredt, og alle muligheder stod åbne.

”Jeg sad med flere veje og kunne egentlig vælge, hvad jeg ville. Jeg overvejede først at blive butikschef i Jysk sengetøjslager. Det var og er en vidunderlig forretning, synes jeg. Men det gik snart op for mig, at jura berører meget mere end dokumenter, computertid og kontorarbejde - der er også en stor del menneskelig kontakt. Der er jo ikke én opgave i jura, som ikke er knyttet til mennesker. Jeg hører menneskers forklaringer og livshistorier hver dag. Da jeg begyndte at læse, vidste jeg med mig selv, at dét kunne jeg ikke undvære. Så jeg opdagede denne her tosidede mønt, hvor jeg på den ene side havde en faglighed, der berørte alt, hvad jeg kunne være nysgerrig på, om det så var musik, kultur, miljø, politik eller aktivisme for den sags skyld. Alt det rører juraen ved. Og så den anden side kontakten med mennesker og deres liv. De to ting er bare fanget rigtigt godt i jura.”

På jurastudiet blev hun hurtigt fanget af debatterne blandt de studerende, hvor de testede hinanden på argumenter, som var det et torv i antikkens Grækenland, og da hun efter det begyndte som dommerfuldmægtig i en alder af 26 år, var der stadig flere studier, der trak. Hun har siden både uddannet sig til fagjournalist og advokat. Men der er ingen umiddelbare planer om at tage fat i nogle af de hverv.

”Jeg kan rigtigt godt lide at studere og læse. Jeg er datter af en bibliotekar og en sosu-assistent. Jeg nyder det boglige og faglige univers. Og jeg elsker mit arbejde i retten, som jeg har haft siden 2007. Guud hvor har jeg afsagt mange domme - om alt muligt indenfor både civil og strafferetten. Jeg er meget glad for den variation. Jeg hører borgeren og løser et problem for borgeren. Selv borgere, der ikke får medhold, eller domfældte udtrykker lettelse, hvis de føler sig hørt, får en afklaring og føler, at afgørelsen er ordentligt og grundigt forklaret,” siger hun.

”I forhold til at blive advokat brugte jeg den smutvej, som meget få kender til, da det jo ikke er et krav, at man skal være på et advokatkontor. Men man skal have tre års erfaring med retsarbejde, og så skal man tage advokatkurserne og eksamen. Så derfor har jeg opnået bestalling. Både fordi jeg synes, at det er en vigtig juridisk videreuddannelse og for at få en forståelse af dem, der sidder på den anden side af skranken.”

Ventetiden er ikke slut

Også i debatten om de lange vente- og sagsbehandlingstider ved domstolene har Nina Palesa Bonde været en klar stemme og i lang tid banket i bordet for flere midler. Nu ser det ud til, at det lykkes:

”Der har advokatbranchen sådan set overrasket mig lidt. Da Advokatrådet gik ud og faciliterede en undersøgelse, som domstolene aldrig ville kunne gennemføre, og hvor man grundigt gennemgår betydningen af, at vi har for få hænder og så fremskriver, hvad det kommer til at betyde i fremtiden. Hvis justitsministerens udmelding om flere midler er, hvad det syner til med alle forbehold for, at finansministeren kan komme og få os til at betale en masse udgifter selv, så vi ikke kan ansætte flere dommere - så er det her en sejr.”

En anden forudsætning for de lovede bevillinger til domstolene er ifølge Nina Palesa Bonde, at der med ny lovgivning og flere strafbare forhold følger flere midler med. For eksempel med de strafskærpede zoner, der giver dobbeltstraf ved hashhandel, eller hvis en person bliver taget med en joint i hånden.

”Ja, der bliver virkelig trængsel i fængslerne, og inden der bliver trængsel i fængslerne, bliver der trængsel hos os. Har de mon allerede nu bedt om beregninger for, hvad det koster at stoppe hver eneste gæst på Christiania, Nørrebro, eller hvilket gadehjørne det måtte være?,” spørger hun retorisk.

”Hvis de giver 200 millioner årligt og dernæst sørger for at bruge de 150 på de hænder, der skal tage sig af strafskærpelser, så er det jo ikke 200 nye millioner til at nedbringe ventetiderne. Det er jo det, der er sket med bandepakker, zoneforbud, vanvidskørsel, samtykkelovgivning, og vi havde også en periode med dobbelt straf under corona. Alle de elementer, som politikerne er fuldt ud berettigede til at indføre, har en slagside, som handler om, at det kræver flere dommere,” siger hun og tilføjer, at domsmandssager på bare fem år er blevet op mod 20 procent tungere målt på, hvor lang tid de tager i retten.

Gør juristerne ære

Nina Palesa Bonde vil ikke afvise, at hun et stykke ude i fremtiden kunne finde på at rejse sig fra dommersædet og i stedet benytte sin advokatbestalling en periode.

”Jeg kan se nogle ildsjæle og inspirerende fyrtårne blandt advokaterne som med saglighed, ordentlighed og rigtig gode formidlingsevner gør jurister ære,” siger hun.

”Vi har en rigtig god stab af advokater i Danmark med høj faglighed. Her kan domstolssystemet også lære noget i forhold til krav om efteruddannelse, og at I bliver ved med at videreuddanne jer. Jeg oplever en høj grad af ordentlighed. I er også velregulerede i jeres eget system med Advokatnævnet som disciplinært system. I har et godt system, man kan have tillid til.”

Men hun ser også et skifte i samspillet mellem advokater og presse, som ikke altid er hensigtsmæssigt.

”Systemet har ændret sig. Der er flere prominente og fremtrædende advokater på godt og ondt. Jeg ser af og til et lidt hårdt sammenspil mellem pressen og enkelte advokater i dækningen af de svære sager, særligt om personfarlig kriminalitet, sædelighedsforbrydelser osv. Branchen er jo relativt ny i pressen. Og der tænker jeg, at branchen er ved at finde sit leje for, hvor meget og hvordan man skal omtale i konkrete sager. Det er mit indtryk, at der er sket en kulturændring i advokatstanden, som er kommet hurtigt på grund af sociale medier. Man kan se en advokat lave en selfie på vej ud af et retsmøde med emojis om en frifindelse, og der bliver nærmest hoveret over, at modparten har lidt nederlag. Der står der jo potentielt en borger med pårørende på den anden side, som oplever, at de har været forurettet.”

Samtidig med at nogle advokater måske træder ved siden af for at markedsføre sig med en lidt uheldig form og timing, vil hun også i den anden ende af spekteret pege på sit eget system, som generelt set er noget lukket.

”Jeg kan godt savne fra mit eget systems side, at der kommer mere oplysning til borgerne om domstolssystemet. Ikke kun i form af YouTube-videoer til skoleklasser, men i at vi proaktivt sender pressemeddelelser ud, og at vi selv tager initiativ til, at vi får sendt relevante sager direkte til domsdatabasen, så de er anonymiserede og klar til pressen. At vi fortæller mere om principperne for varetægtsfængsling, for en skyldskendelse og for den formelle proces i nævningesager.

Det kræver tid og øvelse. Men det er ikke sikkert, at det bliver ændret, selvom der skulle blive tid og luft til det.

Derfor er hun glad for, at advokater sætter spørgsmålstegn ved og kritiserer flere ting i diskussionen om, hvordan domstolene kan effektivisere. For eksempel forslaget om at sætte beløbsgrænser på, hvornår man kan anke småsager.

”Se på sager om spirituskørsel. Det vil betyde noget, om du har kørt en ’bodegapromille’ eller en ’barolo-promille’, fordi din indtægt afgør, hvor stor bøden bliver, selvom I har samme promille. Hvis man sætter en bødegrænse, vil den velstående person kunne anke, mens den knap så velstående med en lavere indtægt ikke kan anke. Selvom de har gjort præcis det samme. Det er problematisk.”

En anden opgave, Nina Palesa Bonde gerne vil opfordre advokater til, er at forklare den lovgivning, der kommer fra EU.

”Jeg tror, det er cirka 70 procent af lovgivningen, der kommer fra EU. Der er en enorm formidlingsopgave i at fortælle, hvad det er, og hvad det betyder. Det er jo nærmest færdige pakker, vi skal vedtage i Danmark. Når de er undersøgt, bearbejdet og gennemført EU-retligt, så springer vi den retspolitiske proces og debat over i Danmark. Vi får det leveret i ’plug and play’ så at sige, og der er det mit indtryk, at vi skal gøre meget mere for at fortælle borgere i Danmark, hvad det er, der foregår. De vil ofte faktisk blive overrasket over, når de hører, at det er så stor en andel af lovgivningen, der kommer fra EU.”

Nina Palesa Bonde ser gerne, at flere advokater melder sig ind i den offentlige debat. Ligesom hun også håber på, at flere dommere kommer med.

”Der er i den grad brug for, at både advokater og dommere som fagpersoner går ud og siger noget. Det er mit indtryk, at samfundet lytter, når jurister taler - ligesom samfundet også lytter, når andre fagpersoner taler. Og vi kan også sagtens gøre mere for, at borgerne bliver mere bevidste om retssikkerhed. Der er jo både temauger, hvor man kunne forestille sig et korps af advokater og dommere, der tog ud på gymnasier og folkeskoler og fortalte om vores retssystem.”

Håbet er derfor, at også dommere kan få mere tid til det.

”Der er også noget med at løfte som en samlet stand af jurister. Hvis vi alle sammen tager lidt derude og løfter i flok, så er det jo sådan set ikke en uoverkommelig opgave at gå ud og markere sig. Jeg deltager selv og medvirker i paneldebatter, når jeg kan, fordi når vi taler om retssikkerhed, så skal der stå repræsentanter for systemet og sætte vores faglighed på. Der skal vi ikke overlade mikrofonen til andre.”