Trine Maria Ilsøe er i lydstudiet for at indtale et indslag til tv-magasinet ’Kriminelt’, da Advokaten møder hende i DR Byen til interview. Hun har for nylig været i Pattaya i Thailand for at lave et program om en dansk mand, der sidder fængslet.
”Ikke så meget følelser. Lidt mere gang i den og med tryk på Thailand,” lyder feedbacken fra produceren, og hun gentager foran mikrofonen:
”Jeg er her ikke på badeferie. Jeg er her for at komme ind i et af Thailands berygtede fængsler.” Nu med mere tryk på.

Weekenden forinden måtte hun rykke ud akut for at dække sagen om den 13-årige pige, der forsvandt og senere blev fundet indespærret hos en 32-årig mand i Sydvestsjælland. Ligesom hun sidste sommer måtte rykke hurtigt og gribe mikrofonen foran indkøbscentret Field’s, mens et skyderi fandt sted, og ingen endnu vidste, hvad der foregik. Hurtige nyheder, dækning af langvarige retssager, dokumentarer, der går i dybden, tv, radio og analyser til forskellige målgrupper. Det er dagligdagen for DR’s retskorrespondent.

”Jeg kan stadig blive nervøs, selvom jeg har gjort det en million gange. Det har jeg da været i den her uge, fordi jeg skulle være sindssygt koncentreret om ikke at sige alt det, man vidste, men som vi ikke kan sige. Vi ved jo ofte meget mere, end det vi siger. Jeg skal også sørge for at finde balancen mellem ikke at pensle noget ud, men heller ikke få det til at lyde mindre alvorligt, end det er. Når jeg er i en tv-avis og kun har to gange tredive sekunder til at formidle, så kan jeg ikke få alle nuancerne med, og så skal jeg prøve at være skarp. Så gælder det om at vælge, hvad der er det vigtigste – eller det, som jeg vurderer, er det vigtigste, mens jeg står midt i det. Så jeg bliver tit nervøs, men jeg er på en måde med tiden blevet ven med den der nervøsitet,” fortæller hun.
Udover at balancere mellem ikke at sige for meget, ej heller for lidt, føler Trine Maria Ilsøe, at det er et privilegium at arbejde med mange forskellige platforme og til forskellige målgrupper.
”Jeg kan tale på én måde til P4-lyttere, en anden måde i P3. Når jeg laver P1 Orientering eller P1 Morgen, kan jeg få lov til at nørde. Vi har jo nogle flader, hvor jeg kan få flere nuancer med end i de korte tv-indslag, hvor det skal skæres helt til. I denne uge har jeg også lavet noget i DR Ultra til børn.”

Fra jurist til journalist

Oprindeligt var det juraen, der trak, for udover at være journalist er Trine Maria Ilsøe også uddannet jurist. En uddannelse, hun påbegyndte som helt ung, men som hun afbrød for at hellige sig journalistikken, og først senere fuldførte med eksamen i cand.jur. i 2015.
”Jeg startede med jura ud fra et bundnaivt synspunkt om at skulle ud og redde verden. Jeg havde været piccoline på et advokatkontor, så jeg vidste godt, at jeg nok ikke skulle være erhvervsadvokat. Mens jeg læste jura, blev jeg ret hurtigt interesseret i de strafferetlige fag og også i immateriel ret, og så fik jeg studiejob på TV 2 som stud.jur. og blev senere ansat på fuldtid. Jeg skulle bare lige få specialet færdigt, men da jeg var på TV 2, syntes jeg, at alt det, der foregik ovre i nyhedsafdelingen, var sjovere, og så ville jeg være journalist. Jeg blev optaget på en tillægsuddannelse på journalisthøjskolen og finansierede den selv med et banklån. Imens arbejdede jeg som researcher på Politiken og blev så ansat der senere som journalist og retsreporter. Jeg har altid syntes, det var sjovt at formidle det juridiske stof, og jeg har altid vidst, at mit endgame skulle være kriminalstoffet. Alle mine overbygningsfag handlede om strafferet, og det var klart det, jeg synes var mest spændende. Alle aspekter af det.”
Det er ikke kun den juridiske baggrund, der har givet Trine Maria Ilsøe gode forudsætninger for at dække retsstoffet. Det har de jobs, der kom henad vejen som presserådgiver i Justitsministeriet og i Politiets Efterretningstjeneste (PET) også i høj grad bidraget til.

Overvejer advokat

”På et tidspunkt prøvede jeg også at arbejde med kommunikation om noget, som ikke havde med kriminalitet at gøre, men så kunne jeg mærke, at jeg var nødt til at vende tilbage til det. På det tidspunkt tænkte jeg, at det nok var tid til at få lavet det juraspeciale. Min plan var faktisk, at jeg ville ud at være advokatfuldmægtig efter eksamen. Jeg nåede lige at tage kontakt til et par advokater og spurgte: ’Hvad gør man, hvis man er gammel og gerne vil være fuldmægtig?’ Men så dumpede det her job ned fra himlen.”
Jobbet som retskorrespondent i DR har hun haft siden august 2015, og det er et job, hun betragter som en gave. Men derfor kan man godt have flere tanker om arbejdslivet, og hvad der er sjovt. Det mærker hun for eksempel også i disse dage, hvor hun arbejder på et kæresvarskrift til Højesteret med anmodning om ikke at lukke dørene helt i en sag mod en tidligere PET-ansat, der trækker tråde til FE-sagen. Det kræver lidt ekstra omhu, og så er hun tilbage til det juridiske sprogbrug med lange, indskudte sætninger i kontrast til dagligdagens mere kontante vendinger.
”Jeg overvejede meget alvorligt at blive advokat. Jeg er muligvis for gammel, men jeg har ikke droppet tanken helt – den er ikke lukket endnu. Jeg synes, at jura er sindssygt sjovt. Jeg hadede at læse det, men det ér sjovt. Jeg kan også mærke, at når jeg lige kan få lov til at lave et kæreskrift – og selvom det sikkert er totalt studentikost, det jeg får griflet ned, og hvis jeg var førsteårsfuldmægtig, ville jeg sikkert få det tilbage med en masse røde streger – så synes jeg virkelig, det er sjovt. Juraen er sjov, og det er især sjovt at binde juraen sammen med virkeligheden.”
Hvis der engang kommer til at stå advokat på visitkortet, er hun ikke i tvivl om, at det også bliver indenfor strafferetten. Trods utallige timer i retten, er fascinationen intakt:
”Hvis man skal lave det her, er man nok nødt til at have en snert af blå blink i sig, men for mig er det også et område, hvor der er mange principielle ting på spil, fordi der er straf i den anden ende. Og i forhold til at der er nogen, der kan komme rigtig alvorligt afsted. Der er forurettede, der er ofre, men der er også et aspekt i forhold til, at hvis man skal bure folk inde i fængsel i rigtig mange år, så er der immervæk også nogle betingelser, der skal være opfyldt,” siger hun.

Advokater er vigtige

På jobbet er Trine Maria Ilsøe ofte i kontakt med advokater, når hun dækker straffesagerne.
”Advokater er rigtig vigtige for journalister. Jeg taler jo mest med strafferets- og forsvarsadvokater. Det kan både være ved konkrete sager og om praktiske ting men også i forhold til rent juridiske problemstillinger, som jeg har brug for at undersøge. De fleste er gode til at hjælpe med at svare på, om jeg er helt skævt på den eller har forstået tingene rigtigt. Mange af dem er meget dygtige og hjælpsomme.”
Hun har også noteret sig, at forsvarsadvokater, ligesom alle andre advokater, er meget forskellige.
”Når man dækker virkelig mange retssager, som jeg gør, så ser man, at der er mange forskellige måder at lave en vidneforklaring eller en procedure på. Der er nogle, der går meget juridisk til værks, nogle går meget menneskeligt til værks, og så er der nogle, der er bralrende. Man kan godt se, hvad der virker og ikke virker i forhold til en dommer. Ofte er det jo en kombination af det hele, der virker. En ting, jeg i hvert fald kan se, virker, er, at man anerkender den forbrydelse, der er blevet begået og ikke bagatelliserer den,” siger hun og tilføjer:
”Jeg sidder også og betragter nævningene i de store sager og kan se, hvad de reagerer på. Men altså ligesom mennesker og journalister er forskellige, så er advokater også forskellige.”

Os og dem

Som journalist sætter hun en ære i at holde sig langt fra udtalelser, der har den mindste snert af politik i sig.
”Jeg mener jo ikke rigtig noget og går ikke ind og vurderer hverken advokatstanden eller retssikkerheden. Men jeg vil godt sige, at min oplevelse af advokater er bedre end deres omdømme. Sådan håber jeg også, at det er for journalister,” griner hun og fortsætter:
”Jeg er ret retssikkerhedsmæssigt bevidst om, at alle har krav på et forsvar, og at den rolle, forsvarsadvokater har, er ligeså vigtig som den rolle, anklagemyndigheden har. At man i et retssamfund er nødt til at have ligevægt mellem begge parter. At når anklagemyndigheden fremturer med det ene, så er man også nødt til at have en forsvarer, der kan lægge vægt på de andre hensyn, der måtte være i en sag.”
At både advokater og journalister er placeret lavt i diverse omdømmemålinger, tror Trine Maria Ilsøe ikke, der kan ændres synderligt meget på.
”Jeg tror, det er svært at ændre, fordi vi lever i et samfund, som er mere polariseret. Der er et eller andet i tiden, hvor det i stigende grad bliver ’os og dem’. Man sidder ligesom fast i sine roller. Jeg får flest positive henvendelser, men jeg får også at vide, at jeg er en ’klam so’. Det er svært at gøre så meget ved. Det handler også meget om, hvilket ståsted den, der finder på at skrive den slags, selv har. Hvad man er farvet af. I sidste uge fik jeg røg for, at der var en sag, hvor jeg ikke havde nævnt etniciteten på den tiltalte, og så kan meldingen jo lyde, at jeg er også bare politisk korrekt eller lignende. Og så er der andre gange, hvor jeg nævner etniciteten. Men reglerne er sådan, at jeg faktisk kun må gøre det, når det er relevant,” forklarer hun.

Forskellige roller

Selv om advokater som oftest også har forståelse for hendes arbejde og pressens rolle under en straffesag, så mener hun, at advokater i nogle tilfælde godt kan blive bedre til at forklare sager for seere og lyttere udenfor retten. Hun har oplevet, at når hun beder om et interview lige efter en retssag, og det er til kamera, så kan advokater godt blive fortørnede over at skulle gentage sig selv.
”Når jeg hører den med ’undskyld men det har jeg jo lige stået og procederet for inde i retten’, så beder jeg dem om at sige de tre vigtigste ting, der er vigtige at få frem. Så kommer den alligevel: ’Som jeg jo lige har sagt inde i retten…’ Man må forstå, at hvis jeg kun var skrivende journalist, så kan jeg da godt referere fra den procedure, men det kan jeg ikke til tv. Jeg kan godt referere det foran kameraet, og det gør jeg jo også, men så er det overladt til mig i stedet for, at advokaten selv bruger den taletid, der nu er.”
Hun oplever oftest, at advokaterne er forstående, også selvom nogle måske mener, at journalister har fastlagt en dagsorden på forhånd.
”Måske vil de grine af det, men jeg tror faktisk, at de fleste af os ønsker at få en sag belyst fra flere sider. De fleste advokater er ret klare på, at vi har forskellige roller. Men der er da helt klart også nogle, der synes, at vi journalister bare er en pestilens og møgirriterende, og at vi i øvrigt ikke fatter en brik af noget som helst. At vi ikke forstår juraen.”
Ifølge journalisten er der ingen grund til at være bekymret for at stille sig frem i pressen som advokat.
”Advokater skal ikke være så bange for det. Jeg ved godt, der kan være nogen, der har haft en dårlig oplevelse. Men man kan sørge for at have lavet nogle gode aftaler på forhånd. Husk lige at spørge: ’Hvad bliver jeg lige citeret for.’ Man skal huske, at advokater jo også er med til at nuancere et billede, som kan være enormt farvet, og hvis de så ikke udtaler sig, så kommer den nuancering ikke frem.”
”Jeg tror, der er mange advokater, der har prøvet at blive brændt af en journalist eller føler, de bliver misforstået. Men med tiden opbygger man relationer til kilderne, og så ved begge nogenlunde, hvad man kan regne med. Sådan er det med alle kildeforhold, uanset om det er advokater, systemkilder eller sårbare kilder. Så handler det jo om tillid.”
Opfordringen er derfor klar:
”Jeg synes i hvert fald, at det er vigtigt, at advokater medvirker i retspolitiske diskussioner, fordi de har en vigtig stemme, og de er tit nogle af dem, der sidder med fingrene nede i materien ude i virkeligheden.”

Ud af boblen

Et andet råd, som Trine Maria Ilsøe har til advokater og jurister, er, at det kan være sundt at træde lidt ud af sin egen fagboble.
”Når man er jurist, så går man lidt i sin egen boble, og så tror man, at det, man ved, må være common knowledge, men det er det ikke. Når jeg sidder til en retssag, så liveblogger jeg i større sager. Læserne kan så stille spørgsmål, og det er for mig den bedste reminder om, at bare fordi man går i sin egen lille jurist- eller fagboble, så er det ikke nødvendigvis ligetil. Det er ikke almen viden, hvad der er forskellen på en domsmandssag og en nævningesag. Det er ikke alle, der ved, at der er forskel på, om man er sigtet eller tiltalt, eller at der er forskel på forsætsgrader. De ved heller ikke, hvad ordet forsæt betyder. De ved måske heller ikke helt basalt, at man som tiltalt har ret til at lade være med udtale sig, eller at man har ret til ikke at sige sandheden, at man må gerne lyve – i modsætning til et vidne.”
Når Trine Maria Ilsøe er på arbejde og skal formidle, har hun altid et mantra med i baghovedet, som blander sig sammen med det juridiske fagsprog.

”Husk tante Birthe.”

”Jeg har et indre billede af min tante Birthe. Hun følger godt med i nyhederne, og hun ved måske også mere end gennemsnittet, men jeg skal stadigvæk huske at kommunikere, så hun forstår det. Ligesom advokater kan jeg også godt selv være lidt hæmmet fra gamle dage på jura, og det fagtunge sprog sidder der jo et sted. Jeg siger det også til advokaterne, når de skal på udenfor retten og siger: ’Altså det har jeg jo lige stået og sagt inde i retten’. Så svarer jeg: ’Ja det er rigtigt, men min tante var ikke med inde i retten. Det er hende, du taler til. Og nu får du et klip på 20 sekunder i tv-avisen.”
”Jeg tænker meget over, hvordan jeg skal gøre jura lettilgængeligt, selvom jeg godt ved, at jeg kommer til at skære nogle hjørner. Det kan være noget med at beskrive for eksempel forvaringsdomme. At fortælle forskellen mellem livsvarigt fængsel og en tidsubegrænset sanktion eller vægten af en mental erklæring. Jeg gør mig umage med at finde ud af, hvordan man kan gøre det komplicerede forståeligt, så tante Birthe er helt med.”

Flere benspænd

Der er to ting, som Trine Maria Ilsøe godt vil påpege som et problem ved dækningen af retssager i Danmark.
”Jeg synes, der er en øget tendens til dørlukning. At det nu nærmest er en hovedregel, at dørene bliver lukket under efterforskningen af en sag. Jeg ved godt, der kan være nogle hensyn til både forurettede, pårørende og efterforskningen i begyndelsen, men det er helt klart min fornemmelse, at det i dag i højere grad er hovedreglen, at dørene først bliver åbnet, når hovedforhandlingen går i gang. Det gør mit job sværere, men det gør det jo også sværere for en forsvarer at sige noget undervejs, selv når de faktisk gerne vil sige andet end: ’Min klient nægter sig skyldig.’ Deres klient ønsker måske også, at de siger mere end det. Vi skal ikke mere end femten år tilbage, da var det anderledes. I for eksempel en terrorsag – selv i Vollsmosesagen, dér blev dørene åbnet. Men i dag er det ofte først til hovedforhandlingen.”
Det andet problem er øget brug af navneforbud.
”Jeg ved godt, at der har forsvarsadvokaterne ikke den samme interesse som journalister. Der kan være sager, hvor der er rigtig gode grunde til navneforbud, men der kan også være andre sager, hvor sagen nærmest bliver umulig at dække. Et navneforbud er også et identifikationsforbud. Det betyder for eksempel, at man kun kan sige, at der er en nærtstående relation mellem to parter men ikke, om der er tale om en nevø eller en ægtefælle. Jeg synes, der er kommet en øget brug af navneforbud, som er for overdrevet i forhold til, hvad der er hensigtsmæssigt. Netop fordi det er så vidtrækkende. Det er i forvejen meget få sager, hvor jeg ville sige et navn, inden der var faldet endelig dom, og det har vi også regler om i DR. Der skal en vis straf til efter en dom, før vi bruger navnet - medmindre der er tale om med folk med gyldne kæder eller i særligt betroede stillinger. Men det er selve identifikationsforbuddet, der nogle gange kan være en hindring for os for at beskrive sagen.”
På trods af at retssystemet har øget antallet af benspænd for journalister, der dækker retsområdet, så har Trine Maria Ilsøe ikke på nuværende tidspunkt planer om at skifte stolen ud i retslokalet.
”For mig er gaven, at jeg elsker krimi, så længe at det aldrig bliver til underholdning. Den største gave er, at jeg kan få lov til at formidle det samme emne til mange forskellige målgrupper. Det er det fedeste."