Kun tre timer efter at Østre Landsret havde afsagt en dom på i alt 818 sider, udsendte Forsvarsministeriet klokken 15.20 en pressemeddelelse med følgende udtalelse fra daværende forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen:

”Den retstilstand, som dommen udtrykker, er problematisk, for den vil sætte Danmark i en meget vanskelig situation, når vi udsender soldater.”

I samme pressemeddelelse sagde forsvarsministeren, at Forsvarsministeriet ville anke dommen fra 15. juni 2018 til Højesteret, og vi tog dermed hul på et helt nyt kapitel i den såkaldte Operation Green Desert-sag. For to af os var rollen som advokater for Forsvarsministeriet i sagen ny, mens Peter Biering havde været med siden september 2011, hvor de første irakere anlagde en sag mod staten.

Hele omdrejningspunktet for sagen er en militæroperation i Irak, som omkring 400 danske soldater deltog i 25. november 2004. Operationen foregik på flere militære mål uden for byen Basra. Forud for operationen anmodede de irakiske militærstyrker om hjælp til at danne ring rundt om områderne, hvor de ville anholde oprørsstyrker, så ingen kunne slippe ud af eller komme ind i områderne. Og sådan blev det. Efter anholdelserne kom irakerne til en britisk militærbase, hvor de britiske soldater undersøgte, om de tilbageholdte irakere var fjendtlige over for internationale styrker. Det var der intet, der tydede på, og derfor kom irakerne atter i de irakiske styrkers varetægt og blev bragt til en politistation i Basra, som også indeholdt et fængsel.

Vi både tabte og vandt sagen i Østre Landsret, hvor i alt 23 irakere havde sagsøgt den danske stat for tortur i forbindelse med Operation Green Desert, som var kodeordet for selve operationen. Vi vandt den del af sagen, hvor irakerne påstod, at de danske soldater selv havde udsat irakerne for overgreb ved blandt andet at have slået dem og kaldt dem skældsord samt havde overværet, at de irakiske og til dels de britiske styrker havde udsat dem for overgreb. Det blev Forsvarsministeriet frifundet for, men landsretten nåede i sin dom alligevel frem til, at ministeriet skulle betale godtgørelse til 18 af irakerne med henvisning til princippet i erstatningsansvarslovens paragraf 26, som omhandler godtgørelse for tort, og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 om tortur.

Landsrettens vurdering var, at ministeriet var ansvarlig for, at de 18 irakere blev mishandlet på politistationen og i fængslet i Basra. Ifølge landsretten burde Forsvarsministeriet have vidst, at der var en reel risiko for, at de tilbageholdte irakere ville blive udsat for inhuman behandling på grund af de generelle forhold i Irak på det tidspunkt. Vi var alle tre meget overraskede over at læse dommen.

De mange hundrede siders bevisvurdering i dommen gav punkt for punkt Forsvarsministeriet medhold i, at der fra dansk side hverken var gjort noget forkert i planlægningen eller gennemførelsen af operationen, som berettiger til godtgørelse. Vi havde tilbragt 52 dage i Østre Landsret, havde hørt forklaringer fra intet mindre end 78 vidner og parter i sagen og havde på den baggrund minutiøst fået kortlagt, hvordan operationen forløb, og så afgjorde landsretten sagen på et juridisk og faktuelt aspekt, som ikke havde været hovedfokus under hele sagen. Det var et spørgsmål, som ikke var belyst til bunds. Irakerne havde argumenteret for, at uanset hvad, så var Danmark erstatningsansvarlig, fordi alene danskernes deltagelse i operationen havde muliggjort, at de blev udsat for overgreb. Men fokus under hele retssagen lå i stedet på, hvem der havde ret i, hvad der var sket undervejs i operationen.

Med andre ord sagde landsretten i sin dom, at man som medlem af oprørsstyrkerne var i risiko for at blive mishandlet, hvis man kom i irakiske styrkers varetægt i Basra-provinsen i november 2004  -  uanset de konkrete omstændigheder, og uanset hvad man havde gjort. En generel viden om forholdene i Irak var nok til, at Danmark var erstatningsansvarlig for det, de lokale militær- og politistyrker foretog sig, fordi de danske soldater samarbejdede med dem. Det åbnede op for, at Danmark ville være erstatningsansvarlig næsten uanset hvad, når danske soldater sendes til lande, hvor alle og enhver ved, at de lokale styrker ikke er guds bedste børn, og soldaterne netop også er til stede for at hjælpe de lokale styrker med at blive bedre til at overholde menneskerettigheder. Det var baggrunden for, at den daværende forsvarsminister sagde, at en sådan ny retspraksis var svær at leve med.

Noget af det sidste, vi sagde, da vi afsluttede vores procedure på den sjette og sidste dag i Højesteret var: Forhold jer til den virkelige verden, for den er, at Danmark udsender styrker for at hjælpe såkaldte failed states som Irak, hvor der ikke er styr på den menneskeretlige situation, med at komme på fode igen. Giv retningslinjer, der er brugbare i praksis. Det synes vi ikke, at Østre Landsret havde gjort. Vores succeskriterium i Højesteret var at opnå et resultat, som sikrer Danmark den manøvrefrihed, der ligger i, at regering og folketing kan beslutte at sende danske tropper afsted uden automatisk at risikere bål og brand i form af erstatningssager.

Højesteret afsagde sin dom på 36 sider 31. maj i år og omgjorde landsrettens dom, så Forsvarsministeriet blev frifundet. Højesteretsdommen har skabt juridiske retningslinjer, som regeringen og Folketinget kan bruge til at fortsætte med at føre en aktiv dansk udenrigspolitik.

Helt overordnet siger Højesteret, at Forsvarsministeriet ikke ifalder ansvar på baggrund af generelle oplysninger om forholdene i et land, som allerede var velkendte, da soldaterne blev udsendt. Dog er det ifølge Højesteret på ingen måde ensbetydende med, at du aldrig kan blive erstatningsansvarlig.

Jurisdiktion var et af de helt store juridiske temaer i sagen, og det var første gang, at Højesteret udtalte sig om jurisdiktion i forbindelse med udsendelse af danske soldater. Under retssagerne var det en del af irakernes anbringender, at de havde været udsat for behandling i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 om tortur. Lige dette punkt illustrerer et af de problemer, vi mener, der er med landsretsdommen. Vi mener, og det argumenterede vi også for både i landsretten og i Højesteret, at dommerne også var nødt til at læse den allerførste artikel i konventionen, der handler om, hvornår den overhovedet kan tages i brug. Det kan den kun, når Danmark har jurisdiktion. Sådan så Østre Landsret det ikke. Vi argumenterede i den forbindelse for, at det, irakerne var udsat for, faldt uden for dansk jurisdiktion, og at Danmark ingen magtbeføjelser havde til at gøre noget. Af den grund sagde vi i både landsretten og Højesteret, at Forsvarsministeriet ikke har haft ansvaret og derfor ikke er erstatningsansvarlig. Danmark havde ingen magtbeføjelser over andre end sig selv i Irak. De danske styrker var til stede på baggrund af en invitation fra den suveræne irakiske regering og var desuden under britisk militærkommando. De danske styrker havde på intet tidspunkt irakerne i deres varetægt. Vi argumenterede for, at Irak alene var ansvarlig for det, der foregik på politistationen og i fængslet.

Selvom vi i sidste ende vandt ankesagen i Højesteret, var højesteretsdommerne ikke 100 procent enige med os. Vi fik ret i, at der ikke er dansk jurisdiktion ifølge Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at konventionen derfor ikke kunne bruges til at få godtgørelse, men man kommer ifølge Højesteretsdommen - sådan forstår vi dommen - ikke nødvendigvis af krogen, fordi der ikke er jurisdiktion. Selvom de danske styrker alene støtter et andet land, kan du godt blive erstatningsansvarlig, hvis du har en konkret og aktuel viden eller formodning om, at nogen vil blive udsat for umenneskelig behandling. Med andre ord: Du kan ikke bare stikke hovedet i sandet som en struds. Men generelle oplysninger om et land var ifølge højesteretsdommen utilstrækkeligt i forhold til at placere et dansk ansvar.

Under retssagen i Østre Landsret brugte vi meget tid på at afdække, hvilket ansvar Danmark havde under operationen. I den sammenhæng gjorde vi en del ud af at forklare, hvad bestemte militære begreber egentlig betyder. Der var for eksempel et geografisk område, som blev kaldt det danske ansvarsområde. Irakerne mente, at det var ensbetydende med, at Danmark havde ansvaret for alt, hvad der skete inden for det område, men der er i stedet tale om et militært begreb, der bare betyder, at det var det område, hvor danskerne gennemførte deres patruljer.

I det hele taget brugte vi meget tid i både landsret og Højesteret på at formidle hele sagen, fordi det var vigtigt for sagen, at vi gjorde den militære verden og de militære dokumenter begribelige for de danske dommere. Samtidig foregik operationen i Irak, som er et fuldstændig fremmed land for danske dommere. Vi procederede på powerpoints fyldt med kort og billeder for at gøre sagen mere nærværende. I sagen har vi haft rummeter efter rummeter af dokumenter, og det har været en udfordring i sig selv at formidle det på en forståelig måde. I Højesteret blev vi endnu mere sat på prøve i forhold til formidlingsopgaven, for det er yderst sjældent i en ankesag at stå med en dom på 818 sider, som skal gøres spiselig for Højesteret.

Under hele sagen har irakernes troværdighed været et centralt punkt. Både landsretten og Højesteret er enige om, at irakerne, som hovedsageligt afgav forklaringer via videolink fra blandt andet Libanons hovedstad Beirut, var utroværdige, når det kom til deres påstande om, hvad de var udsat for, indtil de ankom til politistationen og fængslet i Basra. Deres forklaringer stemte på ingen måde overens med de øvrige omfattende beviser i sagen bestående af både militærdokumenter og vidneforklaringer fra omkring 50 soldater og andre personer fra militæret, som afgav forklaring i landsretten. Det spillede også en rolle i domstolenes troværdighedsvurdering, at én af irakerne i et interview med den britiske avis The Sun havde sagt, at irakerne havde løjet og overdrevet i forbindelse med et krav, de havde rejst over for de britiske myndigheder, og som endte med et forlig.

Begge domstole konkluderede imidlertid, at irakernes beretninger om, hvad der foregik på politistationen og i fængslet, kunne lægges til grund. Det er ingen hemmelighed, at vi mener, at det er en lidt vilkårlig sondring, for der var ingen forklaring på, hvorfor den sidste del af deres forklaring blev vurderet anderledes. Forskellen på den sidste fase og de forudgående faser er, at der ingen danskere var til stede i den sidste fase samtidig med, at der ingen dokumenter eller vidner var til at belyse det, irakerne fortalte. Dog blev deres forklaringer til dels bestyrket af udtalelser fra psykiatere, som irakerne sidenhen var i kontakt med.

På trods af, at sagen endte med en frifindelse af Forsvarsministeriet, skulle statskassen ifølge den endelige dom delvist betale sagsomkostningerne i sagen, fordi irakerne i et vist omfang havde fri proces. Samlet set løber omkostningerne op i et tocifret millionbeløb, så du kan sige, at det havde været billigere at betale de relativt beskedne krav, irakerne fremsatte, men det var af flere grunde ikke muligt. Under alle omstændigheder har vi nu fået en principiel dom fra Højesteret, som sætter klare rammer for fremtidig dansk deltagelse i internationale militære operationer.