I samfundets tjeneste: Hvordan fører man en rigsretssag, hvor opmærksomheden fra pressen og omgivelserne er enorm, og betydningen er historisk. De to anklagere Anne Birgitte Gammeljord og Jon Lauritzen fortæller om arbejdet med den omfattende sag, der tog et år og satte alle private aftaler på hold.
Det tog under to sekunder for Jon Lauritzen at beslutte sig, da han i december 2020 blev spurgt af Advokatrådet, om han ville være interesseret i at rådgive Folketinget om Instrukskommissionens konklusioner, og om beretningen kunne bære en rigsretssag.
”Jeg var parat til at sløjfe julen, hvilket jeg også kom til, da vi fik kommissionens lange rapport den 18.december og skulle aflevere vores indstilling tre uger senere. Jeg havde ikke forventet at blive spurgt men var slet ikke i tvivl om, at det ville jeg virkelig gerne,” fortæller Jon Lauritzen fra DLA Piper.
Han sagde siden også ja til at blive anklager i Rigsretten sammen med den anden halvdel af makkerparret, Anne Birgitte Gammeljord fra Rovsing & Gammeljord.
”Det er svært at takke nej til en spændende faglig udfordring og ikke mindst at bistå Folketinget med en vurdering af rækkevidden af Instrukskommissionens beretning i forhold til ministeransvaret. Jeg så det som en ære at komme i spil,” siger Anne Birgitte Gammeljord, der fortæller at hendes overvejelser også gik i retning af, at hun gerne ville bidrage til, at der kunne træffes en afbalanceret afgørelse.
Samarbejde hver for sig
Da de to advokater modtog opgaven, var de hurtigt klar til at mødes i juledagene.
”Herfra drøftede vi vores betragtninger, strukturerede materialet og fik hurtigt et godt sparringsforløb, hvor vi fagligt også kunne spille bold op ad hinanden,” siger Anne Birgitte Gammeljord.
Faktisk tager det kun tre minutter at gå fra Anne Birgitte Gammeljords kontor i Poul Ankers Gade til DLA Pipers kontor på Østerport, hvor Jon Lauritzen arbejder. Alligevel kendte de to advokater ikke hinanden, før de blev udpeget til sagen. Her kom de til at arbejde 12 timer om dagen hver eneste dag i godt og vel et år.
Det intense samarbejde begyndte dog hver for sig. Makkerparrets første opgave var at vurdere Instrukskommissionens beretning, hvilket de havde tre uger til.
”Vi satte os hver for sig for at gennemgå kommissionens tusind sider lange redegørelse. Det gjorde vi for hver især at danne vores egen holdning til sagen. Vi ville ikke risikere at sidde i et ekkokammer og bekræfte hinanden. For det var jo på ingen måde fra starten givet, at sagen skulle for Rigsretten,” fortæller Jon Lauritzen.
Baglæns ind i sagen
De to advokaters arbejde med Instrukskommissionens beretning endte med en vurdering af, at grundlaget for at rejse en sag var til stede. Det gjorde Folketinget formelt i et beslutningsforslag 2. februar 2021, og de to advokater blev ved samme lejlighed gjort til anklagere i rigsretssagen.
På en måde kom de dermed ”baglæns ind i rigsretssagen”, fordi de først havde forholdt sig til kommissionens beretning, hvor de gav en indstilling uden at kende bilagene med dokumentationen i form af mails, sms’er og anden vidnebevis. Det fik de først efterfølgende adgang til, da rigsretssagen blev vedtaget.
”Teoretisk set kunne vi derfor hen ad vejen opdage, at tingene så anderledes ud, end vi først havde konkluderet i vores vurdering til Folketinget. Og det er klart, at hvis det skete, så havde vi en forpligtigelse til at gøre opmærksom på det,” siger Jon Lauritzen.
Anne Birgitte Gammeljord peger på en anden forskel på Anklagemyndighedens arbejde i en normal straffesag:
”Det var en sag, hvor vi arbejdede med omfattende dokument- og vidnebeviser – uden at have adgang til at tale med vidnerne inden de skulle afhøres i rigsretten, og det gjorde det ikke let, selvom vi efter tiltalerejsning fik adgang til Instrukskommissionens dokumenter og forklaringer. Dem kunne vi naturligvis anvende blandt andet i forberedelsen af afhøringerne, men de var – som Instrukskommissionens beretning – ikke en del af sagen,” siger hun og tilføjer:
”Vi havde ingen stab med efterforskere, der kunne bistå med yderligere undersøgelser og kunne kun i begrænset omfang igangsætte efterforskningsskridt og kun i det omfang, vi selv kunne gøre arbejdet.”
Det lagde et ekstra pres på de to anklagere, der fra juni 2021 til proceduren i slutningen af november 2021 brugte det meste af deres vågne timer på sagen.
Jon Lauritzen fortæller:
”Jeg måtte for eksempel takke nej til min brors 50-års fødselsdag. Så ja, det var en hård prioritering. Vi delte helt lavpraktisk vidnelisten op, sådan at vidnerne og forelæggelsen af de 10.000 siders bilag var delt mellem os. På den måde var der altid en, der havde hovedansvaret, men vi var naturligvis begge ansvarlige. Ellers havde vi ikke nået det.”
Jeg måtte for eksempel takke nej til min brors 50-års fødselsdag. Så ja, det var en hård prioritering.
Pressen i spil
Da de to anklageres navne blev offentliggjort, førte det også til et enormt pres fra medierne, som stod i kø for at få interviews. Men Anne Birgitte Gammeljord og Jon Lauritzen valgte tidligt i processen, at de ikke ville udtale sig men stå fast på, at de ”bare” var anklagere for Anklagemyndigheden, der i dette tilfælde var Folketinget. Det var en stor lettelse at træffe beslutningen, selvom det dermed blev et vilkår, at den tidligere minister og hendes forsvarere fik mulighed for at føre sagen i medierne.
”Hvis vi havde valgt at gøre det samme, så kunne tiltalte med rette sige, at vi farvede sagen i statsmagtens favør, som jo var vores opdragsgiver. Hvis vi skulle udtale os, skulle vi i princippet spørge Folketinget først, og det ville vi ikke have mulighed for. Så selvom der var et stort medietryk, og selvom vi mente, at sagen ikke altid blev beskrevet rigtigt i medierne, så havde vi ikke noget valg,” siger Jon Lauritzen.
Mens sagen kørte, var der for travlt til, at de to advokater kunne følge mediedækningen. Men da der undervejs blev rejst kritik af de to advokaters kompetencer og faglighed, var det svært.
”Da der var kritik af vores faglige kvalifikationer, følte jeg, at det kom meget tæt på, fordi det blev personligt. Men så var det godt at være to, så vi kunne tale om det og joke med det, hvilket vi også gjorde,” siger Anne Birgitte Gammeljord.
Jon Lauritzen tilføjer:
”Vi er vant til faglig uenighed. Men når det bliver personligt, kan vi advokater være nogle skrøbelige mimoser, og her var det godt, at vi havde hinanden. Jeg oplevede kritikken under rådgivningen af Folketinget som en kampagne for i sidste ende at påvirke den vurdering, vi ville komme frem til. Det er naturligvis fair at søge at påvirke processen, men det var ubehageligt alligevel. Vi var i et meget politisk rum på det tidspunkt. Men for os var det en juridisk problemstilling med et andet fokus – altså om en minister kan sætte sig ud over loven,” siger han og understreger, at det på den måde blev nemmere at stå ved beslutningen om ikke at udtale sig.
For Anne Birgitte Gammeljord handlede det ikke om at vinde eller tabe - men om at træffe en rigtig afgørelse.
”Som anklagere arbejder vi med et objektivitetsprincip, som betyder, at alt relevant skal frem og præsenteres på en måde, så at alle dommerne kan forstå sagen uanset baggrund. Vi var meget enige om, at sagen skulle føres i retten, og ikke udenfor,” siger hun.
Samarbejdet undervejs
Undervejs i processen brugte de to advokater hinanden til at vende spørgsmål som for eksempel, hvorfor et bestemt vidne har været vigtigt. På den måde diskuterede de detaljer og hjalp hinanden med at bevare overblikket.
”Du skræller lagene af ind til sagens kerne. Og selvom du har en fornemmelse af kernen, så er det nødvendigt at gå alle lag igennem, og her har det været en stor hjælp at sparre med Anne Birgitte og vende, hvad det vigtige er netop her i dette lag,” siger Jon Lauritzen.
Undervejs påvirkede sagens betydning flere gange de to advokater. Både mediedækningen og opmærksomheden fra fagfolk og samfundet var en faktor, som skulle håndteres og gøres til en del af arbejdet.
”Jeg har da tænkt en lørdag aften, når jeg sad her på kontoret og fik lyst til at køre hjem ligesom alle andre for at spise middag med venner og familie, at nej, det kan jeg ikke, for jeg sidder med en rigsretssag.
Det har været lidt vildt at have så stort et ansvar i en sag som denne, hvor vi ikke bare skulle ét spadestik dybere, men nærmere tre. Hertil kommer, at sagen er fulgt tæt af professorer og andre eksperter, og det gør jo også indtryk,” siger Jon Lauritzen.
Anne Birgitte Gammeljord nikker og tilføjer:
”Men det bliver også hverdag. For mig var det som en tilstand – som hver morgen at starte en bil. Er der benzin nok på, fungerer det hele, så kører jeg afsted med fuld fokus på det, som er det vigtigste – nemlig sagen.”
For mig var det som en tilstand – som hver morgen at starte en bil. Er der benzin nok på, fungerer det hele, så kører jeg afsted med fuld fokus på det, som er det vigtigste – nemlig sagen.
Dommen
Den 13. december 2021 afsagde Rigsretten sin dom, og Anne Birgitte Gammeljord og Jon Lauritzen kunne dermed vende tilbage til deres normale advokatgerning igen. Den tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg blev idømt 60 dages ubetinget fængselsstraf for brud på ministeransvarlighedsloven, og dommen bør vække til eftertanke, mener de to anklagere.
”Først og fremmest gør dommen det helt klart, at straffen er ubetinget, når der er tale om forsætlig krænkelse af personers rettigheder. Det gøres også klart i dommen, at der ikke er et alvorlighedskriterium. Forsvaret læste Tamilsagen sådan, at der skal være en vis grad af alvor for, at der kan idømmes straf i en rigsretssag. Vi er glade for, at det i dommen blev slået fast, at der ikke gælder et alvorlighedskriterium, når Folketinget først har besluttet, at der skal rejses en rigsretssag,” forklarer Jon Lauritzen og tilføjer, at det teoretisk set betyder, at en enkelt sag kunne være nok til at idømme ubetinget fængsel.
Anne Birgitte Gammeljord fremhæver også dommens betydning for ministre fremadrettet.
”Jeg håber, at mange ministre vil være opmærksomme på, at de ikke alene er politikere men også øverste forvaltningschefer. Det betyder, at de har et særligt ansvar, som gør, at de skal lytte til de advarsler, de får fra embedsværket. Når de får advarsler, løber de en betydelig risiko, hvis de ikke hører efter. Det betyder ikke, at ministre, som politikere ikke skal trykprøve de svar, de får fra deres embedsfolk. Men på et tidspunkt skal de acceptere svaret for at være sikre på at handle inden for lovens rammer,” forklarer hun og uddyber:
”Det er en vigtig pointe. Du kan vende det om og sige, at hvis sagen var faldet ud til tiltaltes fordel, så ville ministre kun være politikere og ikke den øverste ansvarlige. Som det er nu, kan selv en pressemeddelelse efter omstændighederne blive anset for at være en instruks. Altså udtryk for ministerens vilje og dermed også noget, vedkommende fuldt ud må stå til ansvar for.”
Anne Birgitte Gammeljord
Advokat (1983) Cand.jur. Københavns Universitet (1980). Møderet for Højesteret (1989).
Partner i Gammeljord Advokater ApS (2015-), og siden 2017 i kontorfællesskab med Rovsing advokater P/S under navnet Rovsing & Gammeljord
Jon Lauritzen
Advokat (2001) cand.jur. Københavns Universitet (1998). Møderet for Højesteret (2011)
Partner i DLA Piper (2018 – efter fusion af Delacour og DLA Piper)
Fakta
Instrukskommissionen
Instrukskommissionen blev nedsat den 22. januar 2020. Kommissionen skulle redegøre for begivenhedsforløbet, som knytter sig til statslige myndigheders håndtering af konkrete sager om indkvartering af gifte eller samlevende asylansøgere, hvoraf den ene var mindreårig.
Rådgivning af Folketinget
I december 2020 anmodede ”Underudvalget for Folketingets Udvalg for Forretningsordenen” Advokatrådet om at indstille to advokater til at vurdere Instrukskommissionens beretning, og om der var grundlag for at rejse tiltale for overtrædelse af ministeransvarsloven. Advokatrådet indstillede Anne Birgitte Gammeljord og Jon Lauritzen, som siden blev valgt af Folketinget.
Anklagere i rigsretten
Den 2. februar 2021 vedtog Folketinget beslutningsforslag B134 om at rejse rigsretstiltale mod tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg. I den forbindelse blev Anne Birgitte Gammeljord og Jon Lauritzen antaget af Folketinget til at være anklagere i sagen.