Spring hovednavigationen over

2021 - Advoktan 3 Min sag: En klokkeklar ulovlig tvangsfiksering i 23 timer

Publiceret: 1. september 2021

Fortalt til Tine Østergård

LinkedIn ikon Twitter ikon Link ikon Prink ikon

Tobias Stadarfeld Jensen vandt i september 2020 en sag ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol om tvangsfiksering efter at have tabt hele vejen igennem det danske retssystem. Her fortæller han om processen, og hvordan det var at føre sagen som advokatfuldmægtig.

Den 15. september 2020 var en glædens dag for mig og min klient. Her fik vi Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols ord for, at det var en overtrædelse af forbuddet mod tortur og umenneskelig og nedværdigende behandling, at min klient i 2013 blev tvangsfikseret med bælte i 23 timer på en lukket psykiatrisk afdeling.

23 timer, den lader vi lige stå et øjeblik.

Min klient har ellers prøvet lidt af hvert. Han er i midten af 30'erne og har tilbragt 13 år af sit liv på lukkede psykiatriske afdelinger, hvor han har oplevet talrige tvangsindgreb. Nogle af dem har han accepteret, men bæltefikseringen i 23 timer overskred hans grænser. Til Politiken har han kaldt det “en ren straf, intet andet”. På den baggrund henvendte han sig til advokatfirmaet, hvor jeg er ansat, og bad os om at løfte sagen ved først Det Psykiatriske Patientklagenævn og efterfølgende ved domstolene.

Jeg var advokatfuldmægtig, da jeg fik sagen, og fik tilladelse til at føre den som retssagsprøve ved Retten i Roskilde. Jeg kendte en del til tvangsfikseringsområdet i forvejen og var på intet tidspunkt i tvivl om, at begrundelsen for at iværksætte og opretholde tvangsfikseringen af min klient var klokkeklar ulovlig. Han blev tvangsfikseret, fordi personalet på den lukkede psykiatriske afdeling mente, at han var til fare for andre. Men i mine øjne gjorde han intet, der kunne berettige en tvangsfiksering – han fremsagde ingen trusler, var ikke højtråbende, kastede ikke med tingene etc.

Det er som sådan ikke i strid med menneskerettighederne at tvangsfiksere en patient, men det er et lovmæssigt krav, at sundhedspersonalet kan begrunde, hvorfor patienten skal tvangsfikseres, og at sundhedspersonalet løbende vurderer, om fikseringen skal opretholdes. Det mente min klient og jeg ikke var opfyldt i denne sag, og Det Psykiatriske Patientklagenævn gav os medhold i, at fikseringen var uberettiget.

Derfor rejste vi sagen ved de danske domstole, hvor vi desværre tabte. Først ved Retten i Roskilde og siden ved Østre Landsret. Domstolene henviste i deres afgørelse blandt andet til en lægefaglig vurdering fra Retslægerådet, der godkendte fikseringen. Men jeg har det generelt stramt med, at Retslægerådet skal inddrages i retssager om tvangsfiksering, fordi de kun kigger på de lægefaglige vurderinger, som jeg endnu har til gode at se rådet underkende, og ikke kan forholde sig til loven og menneskeretlig praksis. At der er en sondring mellem den lægefaglige vurdering og den retlige subsumption af fakta synes jeg til tider kan være svær at komme igennem med i forbindelse med selve retssagen, hvor retten ofte hænger sin hat på Retslægerådets holdning til tingene.

Det var en tung sag at føre som advokatfuldmægtig, fordi der var rigtig mange vidner, der skulle afhøres, blandt andre læger, sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter, og især fordi det var en kamp at få retten til at kigge på sundhedspersonalets begrundelse for at opretholde tvangsfikseringen i næsten et døgn. Det var vanskeligt at stå som advokatfuldmægtig i retten og insistere på, at dommerne skulle forholde sig til et forhold, som de i bund og grund ikke syntes var så vigtigt. Der er det nemmere at være garvet advokat med hår på brystet og sige: Det kan godt være, at I ikke gider lytte, men det skal I, og jeg vil have lov til at udlægge forholdet.

Jeg blev meget indigneret og frustreret, da jeg hørte dommen og begrundelsen. Jeg følte ikke, at dommerne havde lyttet til mine argumenter. Indignationen blev et kæmpe drive til at føre sagen videre, jeg kunne simpelthen ikke slippe den, fordi det i mine øjne var så åbenlyst, at dommen var forkert.

Det var en hårfin balance mellem at være professionel advokat og indfølende støtteperson. Min klient havde været udsat for et overgreb fra en myndighed, der havde til opgave at hjælpe ham, og jeg ville gerne have de lange, følsomme snakke med ham – det kan enhver klient have behov for – men samtidig være den effektive rådgiver. Det ene udelukker heldigvis ikke det andet. Faktisk kan det være en fordel at have en forståelse for den krænkelse, klienten har været udsat for, for-di det kan fungere som ekstra brænde og energi til at levere sagen godt i retten. Det gjorde det i hvert fald for mig.

Procesbevillingsnævnet gav afslag til 3. instansbevilling, og vi anlagde derfor sagen ved den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg. Domstolen har 47 dommere, men modtager i gennemsnit 54.000 nye sager om året fra de 47 medlemsstater, så man skal være utrolig heldig, hvis ens sag ikke bliver makuleret med det samme. Mit bedste råd til andre er at præsentere sagen, så det klart og tydeligt fremgår, hvad der er den menneskeretlige problemstilling, og hvad domstolen skal tage stilling til. Først derefter bør man gå i detaljer.

Jeg fremhævede, at tvangsfikseringen var et brud på Menneskerettighedskonventionen artikel 3, der forbyder tortur og umenneskelig og nedværdigende behandling. Derudover gjorde jeg gældende, at tvangsfikseringen på et døgn var uhørt lang tid i europæisk sammenhæng. Den længste tvangsfiksering, domstolen tidligere havde taget stilling til, varede i 15 timer. Problemet i dansk regi er netop, at tvangsfikseringer ofte opretholdes for længe, og Danmark har siden starten af 00’erne fået kritik for brugen af langvarige tvangsfikseringer fra blandt andre Europarådets Komité til Forebyggelse af Tortur og FN’s Torturkomité.

Danmark bliver ellers anset som en menneskeretlig duks, og man skal derfor gøre sig ekstra bestræbelser, når man forsøger at rejse en sag ved Menneskerettighedsdomstolen. Jeg har et indtryk af, at der er en skepsis omkring, hvorvidt det nu kan være rigtig, at Danmark overtræder menneskerettighederne, det er trods alt ikke Rusland, Polen eller Ungarn. 

Menneskerettighedsdomstolen har sjældent mundtlige hovedforhandlinger, det sker kun en-to gange om måneden, mens resten behandles skriftligt. Det gjaldt også denne sag. Det er fantastisk spændende at sidde med en skriftlig hovedforhandling ved Menneskerettighedsdomstolen, hvor alt skal skrives på engelsk, hvor man skal begrænse sig til cirka 30 sider, men alligevel skal dykke så meget ned i stoffet som overhovedet muligt. Det kræver, at man rydder kalenderen og finder roen til at fordybe sig, for man har kun et skud i bøssen, så man skal gøre det ordentligt.

Jeg fik cirka 12 uger til sagen, og jeg brugte i videst muligt omfang alt min arbejdstid og fritid på den, både om aftenen og når jeg ellers kunne få en ledig stund. Ganske enkelt fordi jeg ikke kunne lade være. Men det er også min holdning, at man er nødt til at bruge alt sin tid, hvis man vil have en chance for at vinde. Man er oppe imod en hær af ministeriefolk, der har ressourcer til at gennemgå alle forhold, og som kan samarbejde. Så nytter det ikke noget, at man sidder som eneste advokat og ikke vil lægge et ekstra stykke arbejde, fordi man ikke får betaling for det.

Ved Menneskerettighedsdomstolen forholder man sig som altovervejende udgangspunkt ikke til vidner m.m., men udelukkende jura og hvorvidt et medlemsland bryder med de menneskeretlige principper. Det kan sammenlignes lidt med Højesteret, men med den forskel, at det hele skal være på engelsk, og at man kan trække på flere internationale kilder, hvilket, jeg synes, er enormt spændende.

Jeg sætter pris på den skriftlige sagsbehandling, hvor jeg kan rykke rundt på afsnit og få argumenterne til at hænge bedst muligt sammen. Samtidig har skriftlige procedureindlæg den fordel, at argumenterne står sort på hvidt. Man kan altid bevise, at et argument er gjort gældende, og hvis man taber sagen, så ved man, at dommerne har læst argumenterne, men ikke fundet dem tungtvejende nok – det kan jeg bedre acceptere end en mundtlig procedure, hvor jeg ikke ved, om der er blevet lyttet til det, jeg har sagt, eller om jeg måske har vrøvlet.

Vi vandt heldigvis sagen ved Menneskerettighedsdomstolen. 

Kort fortalt mente dommerne ikke, at det var dokumenteret, hvorfor tvangsfikseringen skulle opretholdes i 23 timer, og det, som var dokumenteret, talte ikke for en fortsat fiksering – tværtimod. Derfor stred tvangsfikseringen på 23 timer imod Menneskerettighedskonventionens artikel 3.

Til gengæld ville domstolen ikke forholde sig til, om det var berettiget at iværksætte tvangsfikseringen, fordi dommerne mente, at dette punkt havde været tilstrækkeligt behandlet af de danske domstole. Det hænger sammen med, at Menneskerettighedsdomstolen afstår fra at agere “fjerdeinstans” og som udgangspunkt overlader det til de nationale domstole at vurdere sagens beviser og fortolke nationale regler.
Ved Menneskerettighedsdomstolen har man ikke en lægefaglig høringspart a la Retslægerådet, men domstolen får udtalelsen fra det danske retslægeråd. Samtidig vurderer domstolen selv, om konventionen er overholdt i forbindelse med tvangsfikseringen. Det kan eksempelvis være, at der står i journalen, at tvangsfikseringen er opretholdt, fordi patienten er vred eller frustreret, men det er ikke i sig selv en gyldig grund for tvangsfiksering. Det må i udgangspunktet antages, at en hvilken som helst patient vil være ked af at blive tvangsfikseret. Holder man sådanne følelser op imod patienten, risikerer indgrebet at blive en begrundelse i sig selv. En cirkelslutning – om man vil – hvor udgangspunktet om tvangsfiksering i minutter frem for timer bliver til dage, uger og måneder og i nogle tilfælde år.

Det var fantastisk at vinde sagen ved Menneskerettighedsdomstolen. Det er halvdelen af det at være advokat – at opleve glæden, når det går klientens vej. I dag står sagen som noget helt særligt for mig, fordi jeg førte den som advokatfuldmægtig, og fordi den endte ved Menneskerettighedsdomstolen. Jeg lærte rigtig meget af den, især i forhold til at turde tage nogle vigtige kampe, der kan vende op og ned på en sag.

At netop denne sag gik endte i Strasbourg handlede i høj grad om, at jeg havde en klient, der var stædig og holdt ved, og at jeg kunne se, at den havde potentiale til at gå hele vejen. Jeg drøftede det selvfølgelig løbende med min principal og de andre på kontoret, og de udviste alle stor støtte i forhold til at sætte fuld hammer på. Så det gjorde jeg, og det bar heldigvis frugt.

Det positive ved dommen og flere andre på området er, at de fastslår, at en tvangsfiksering skal opretholdes kortest muligt. Man må ikke tvangsfiksere i længere tid end absolut nødvendigt. 

 

OM SAGEN

I 2013 blev en mand bæltefikseret i 23 timer på en lukket psykiatrisk afdeling i Nykøbing Sjælland. Retten i Roskilde og Østre Landsret afgjorde, at det var berettiget at iværksætte og opretholde tvangsfikseringen.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg afgjorde i september 2020, at opretholdelsen af tvangsfikseringen var i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 3, der forbyder tortur og umenneskelig og nedværdigende behandling. Menneskerettighedsdomstolen ville ikke forholde sig til, om iværksættelsen af tvangsfikseringen var berettiget.

 

TOBIAS STADARFELD JENSEN

Advokat ved Advokaterne Bonnez & Ziebe, Aarhus. Blev advokat i 2017. Specialiserer sig i sager om individers frihedsrettigheder, herunder menneskerettigheder.