John Petersen var anklager i rigsretssagen mod tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansen (K), der i 1995 blev idømt fire måneders betinget fængsel i Tamilsagen. Her fortæller John Petersen om sin rolle i sagen, og hvordan det er at se historien gentage sig med den forestående rigsretssag mod Inger Støjberg.
Ville jeg takke ja til at være anklager i en rigsretssag igen, hvis jeg blev spurgt? Nej, det ville jeg ikke. Først og fremmest fordi jeg er pensionist og har været uden for nummer i fem år, så alene af den grund er det utænkeligt, at jeg skulle føre en stor sag igen. Derudover var det en personlig og professionel belastning at føre rigsretssagen mod Erik Ninn-Hansen. Fra 1993 til 1995 brugte jeg al min tid på sagen. Det eneste, jeg lavede ved siden af, var at føre små retssager, ellers var jeg sandet helt til forstået på den måde, at sagen hele tiden lå og lurede, fra jeg stod op, til jeg gik i seng.
Det skal dog ikke lyde værre, end at jeg selvfølgelig stadig kunne holde weekender og tage på ferie med min familie. Min søn var på daværende tidspunkt halvvoksen, så han var ikke påvirket af, at jeg førte sagen. Kun i den forstand, at han måske var lidt stolt af at se sin far på tv.
Når det er sagt, var det så det hårde arbejde værd at være anklager i rigsretssagen mod Erik Ninn-Hansen? Ja, det var det helt klart. Det var professionelt spændende og en stor oplevelse at føre så stor en sag, og jeg har på intet tidspunkt fortrudt, at jeg takkede ja til opgaven. Det var ikke så meget sagens materie, der interesserede mig, men sagens størrelse og karakter.
Om det var rimeligt at føre en rigsretssag på baggrund af Tamilsagen, det synes jeg, at folk selv skal vurdere. Men det var et kæmpe apparat at sætte i gang. Højesteret var lammet i al den tid, sagen kørte, fordi alle højesteretsdommere så vidt muligt skulle deltage. Da dommen faldt i 1995, sad Henrik Viltoft og jeg, som havde været anklagere sammen, og fik en øl, og vi blev enige om, at det vist var den sidste rigsretssag, der ville blive ført – ikke bare i vores levetid, men overhovedet. En rigsretssag er så omfattende, at den kun bør rulles ud i helt særlige tilfælde.
Det var ikke overraskende at vælge Henrik Viltoft og mig som anklagere, fordi vi begge var anerkendte navne inden for strafferetten og kendt som nogle, der kunne føre de store sager. Jeg havde blandt andet haft tilknytning til Statsadvokaten i København i mange år og ført store landsretssager for både Statsadvokaten og Bagmandspolitiet, mens Henrik Viltoft i utallige år havde været beskikket forsvarer. Derudover havde vi begge undervist i strafferet i mange år og havde stor teoretisk og praktisk erfaring. Vi kendte hinanden professionelt og havde ofte stået over for hinanden i retten som anklager og forsvarer, men vi kendte ikke hinanden privat.
Det var Folketingets Udvalg for Forretningsordenen, der pegede på os, men anbefalingen kom – så vidt jeg ved – fra landsretten, der havde fået uofficielle høringer fra nogle politikere. Modsat rigsretssagen mod Inger Støjberg, så var advokatmyndighederne ikke involveret i udvælgelsen.
Der var kun én ting, der potentielt kunne have fået mig til at takke nej til opgaven. Det var, hvis sagen skulle tv-transmitteres. TV2 og DR spurgte faktisk, om de måtte sende direkte fra sagen. Jeg ved ikke præcist, hvorfor de ikke fik lov, men personligt brød jeg mig ikke om idéen. Jeg sagde til rigsrettens formandskab, at jeg ville trække mig som anklager, hvis der kom kamera på, fordi det nemt kunne udvikle sig til et medieshow, hvor vidnerne optrådte foran kameraerne.
Det var en kæmpe opgave at gå i gang med rigsretssagen. Jeg vidste intet om rigsretsinstitutionen, da jeg blev tilbudt at være anklager i sagen mod Ninn-Hansen. Vi havde heller ikke noget at støtte os til, da vi gik i gang. Den seneste rigsretssag lå 83 år tilbage i tiden og varede kun nogle få dage. Vi kiggede lidt i papirerne, men der var ikke noget, vi kunne bruge. Derfor var der kun én ting at gøre, nemlig at starte fra bunden. Vi skulle eksempelvis finde ud af, hvad søren rigsretten var for noget, og vi fandt blandt andet ud af, at der var noget, der hed lov om rigsretten. Det var ikke pensum på universitetet, så det tog lidt tid at sætte sig ind i.
Jeg vidste heller ikke ret meget om selve Tamilsagen. Jeg havde ligesom alle andre fulgt med i TV-avisen og set vidner gå ud og ind ad Højesteret, men derudover vidste jeg ingenting om den. Så det siger sig selv, at det var et stort arbejde at sætte sig ind i stoffet. Henrik Viltoft og jeg havde dog begge en advokatfuldmægtig, der hjalp os med at gennemgå sagen og ekstrahere den, hvilket var til stor hjælp. De deltog også i selve retssagen, hvor de havde deres egen pult bag ved os. Det må have været spændende for dem at være med og se de gamle krigere slås mod hinanden.
Hovedspørgsmålet i rigsretssagen var, om Erik Ninn-Hansen som justitsminister havde overtrådt ministeransvarlighedsloven § 5, stk. 1 ved i perioden september 1987 til sin afgang som justitsminister i januar 1989 ulovligt at have forhindret familiesammenføring af tamilske flygtninge fra Sri Lanka.
I anklageskriftet forholdt vi os kun til den ulovlige administration af loven. Vi kunne også have indstillet til Folketinget, at der skulle rejses selvstændig tiltale for andre forhold, der også var beskrevet i Mogens Hornsleths tamilrapport, blandt andet at Ninn-Hansen gav urigtige skriftlige oplysninger til Folketinget, og at han forsøgte at hindre ombudsmanden i at gennemføre sin undersøgelse af sagen. Dette undlod vi, fordi det ville medføre en betydelig bevisførelse, der ikke var relevant for den ulovlige administration, og for at undgå at sagen skulle vare endnu længere, end tilfældet var.
Under rigsretssagen ville vi påberåbe os de pågældende forhold som skærpende omstændigheder, men det afsagde Rigsretten i 1994 kendelse om, at vi ikke kunne. Retten lagde vægt på, at i og med, at Folketinget havde overvejet selvstændigt at rejse tiltale for løgnen over for Folketinget, men alligevel ikke havde gjort det, så kunne man ikke komme igennem med en påstand om, at det forhold skulle være en skærpende omstændighed.
Rigsretssagen mod Ninn-Hansen minder på nogle punkter om rigsretssagen mod Inger Støjberg, i hvert fald i den forstand, at man har nægtet nogle mennesker nogle rettigheder, og at der er givet urigtige og misvisende oplysninger til Folketinget. Umiddelbart synes jeg dog, at Ninn-Hansen-sagen virker mere alvorlig, fordi der trods alt var tale om frygtelige forhold i Sri Lanka, men derudover ved jeg ikke nok om Støjberg-sagen til at kunne udtale mig om den.
Rigsretssagen mod Ninn-Hansen sluttede i juni 1995, hvor han blev idømt fire måneders betinget fængsel for i strid med udlændingeloven at have besluttet og have fastholdt beslutningen om at stille sager i bero om tamilske familiesammenføringer. Det var selvfølgelig en lettelse at sætte punktum i sagen og få medhold, og hvis jeg må vende tilbage til den øl, som Henrik Viltoft og jeg drak efterfølgende, så troede jeg vitterligt, at det ikke blot var et punktum for Tamilsagen, men for hele rigsretsinstitutionen.
OM SAGEN
Tamilsagen handlede om, hvorvidt Justitsministeriet ulovligt syltede tamilske ansøgninger om familiesammenføring. I 1983 vedtog Folketinget udlændingeloven, der blandt andet gav flygtninge retskrav på familiesammenføring, så snart de fik asyl i Danmark. Erik Ninn-Hansen (K), der lige var blevet justitsminister, var modstander af loven.
Tre år senere, i 1986, udbrød der krig i Sri Lanka, hvilket sendte knap 3.000 tamilske asylansøgere til Danmark. Året efter lykkedes det imidlertid den indiske regering at få en kortvarig fredsaftale på plads, hvilket fik Ninn-Hansen til at sætte familiesammenføringssager med herboende tamilske flygtninge i bero i håbet om at kunne tilbagesende de tamilske asylansøgere.
Freden i Sri Lanka varede dog ikke ved. Men det gjorde nedprioriteringen af familiesammenføringssagerne i Danmark. I Direktoratet for Udlændinge, der lå under Justitsministeriet, lå bunkevis af sammenføringssager klar til at blive stemplet og færdigekspederet, men de kom aldrig længere end til skrivebordet. Konsekvensen var, at tamilske flygtninge ikke blev familiesammenført med deres ægtefæller og børn, selvom forholdene i Sri Lanka var frygtelige.
Sagen fik stor politisk bevågenhed, og i sommeren 1990 nedsatte Folketinget en dommerundersøgelse under ledelse af højesteretsdommer Mogens Hornsleth. I rapporten, der blev afleveret i januar 1993 og fyldte over 6.000 sider, blev det konkluderet, at nedprioriteringen af de tamilske familiesammenføringssager var ulovlig. Et halvt år senere besluttede Folketinget at stille tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansen for rigsretten. Rigsretssagen varede fra 1993-1995, hvor Erik Ninn-Hansen blev idømt fire måneders betinget fængsel for at have forhindret familiesammenføring af tamilske flygtninge. John Petersen og nu afdøde Henrik Viltoft var anklagere i rigsretssagen.
JOHN PETERSEN
Deponerede sin bestalling og gik på pension i 2016.
1987-2016: Selvstændig advokat
1985-1987: Ansat advokat
1976-1985: Ansat i politiet og anklagemyndigheden
1976: Cand.jur.