2021 Advokaten 2 Løsladt og gældsat

Det kan umiddelbart lyde ganske fair, at dømte i straffesager selv skal betale størstedelen af de udgifter, der er forbundet med deres sag. Men så simpelt er regnestykket ikke, fortæller Annette Olesen, lektor ved Aalborg Universitet. Gælden fra sagsomkostninger i straffesager koster samfundet dyrt, fordi den ikke kan inddrives. Det betyder at gælden om ti år vil være øget fra godt fire milliarder kroner til 13 milliarder kroner – en stigning på 300 procent. Samtidig fastholder gælden skyldnere i arbejdsløshed og kriminalitet.

“Vi kan sagtens tale om ret og rimeligt, men vi kan ikke vende de dømte på hovedet og hælde guldmønter ud af dem. Ved at pålægge dem en opkrævning, som vi gør nu, gør vi vejen fra kriminel til lovlydig borger lang og uoverskuelig. Det er hverken til gavn for de dømte eller for samfundet,” siger Annette Olesen. Siden 2017 er gæld fra sagsomkostninger i straffesager blevet tilskrevet en årlig rente på 8,05 procent.

“Det er problematisk, fordi mange aldrig vil have økonomi til at afdrage på hovedstolen, og det er enormt demotiverende for dem. Samtidig har det i praksis vist sig at være tæt på umuligt at få eftergivet eller saneret sin gæld forårsaget af strafbare forhold. Konsekvensen er, at mange begår ny kriminalitet, fordi de ikke kan se lyset for enden af tunnelen,” siger Annette Olesen og fortsætter:

“Vi skal huske, at vi som mennesker har en tendens til at gøre, som vi plejer. Det gælder også kriminelle, der betragter gælden som en dummebøde. Ved at pålægge dem en gæld, de ikke kan betale, giver vi dem alletiders undskyldning for at vende samfundet ryggen og begå ny kriminalitet.”

Løsningsmodel

Derfor er der behov for en ny og mere smidig betalingsmodel, mener Annette Olesen, der henviser til “Betænkning om sagsomkostninger i straffesager”, der i 2014 blev udgivet af Udvalget om forebyggelse og resocialisering, der var nedsat af den daværende regering. Heri anbefaler udvalget en såkaldt betalingsevnemodel, der indebærer, at sagsomkostninger fremover alene består af forsvarersalær, og at der i forbindelse med politiets opkrævning af sagsomkostninger tages stilling til, om – og i givet fald hvor meget – den domfældte skal betale af de af retten pålagte sagsomkostninger. Beslutningen skal baseres på vedkommendes betalingsevne og tilpasses den enkeltes økonomiske forhold. Dømte, der har betalingsevne, skal selv betale. Samtidig er der i modellen indsat en betingelse om, at gælden skal afpasses, så den kan afvikles inden for to år, så man ikke fjerner incitamentet for at arbejde og uddanne sig.

Betænkningen er udarbejdet af førende eksperter på området, blandt andre Flemming Balvig, professor ved Københavns Universitet.

"Jeg kan ikke se nogen grund til, at man skal spilde ressourcer på at klippe håret af en skaldet – for det er det, man gør, når man pålægger og forsøger at inddrive sagsomkostninger hos personer, der aldrig har eller får en chance for at betale dem. Ovenikøbet kommer man i sine bestræbelser til ikke bare at polere issen, men at skalpere kunderne i butikken, fordi de selv og dermed også alle os andre kommer til at lide under mere kriminalitet,” siger Flemming Balvig og fortsætter:

“I virkelighedens verden er det sådan, at pengene aldrig bliver betalt, uanset hvor pæne formål man har med sagsomkostningerne. Derudover opleves sagsomkostninger som en del af straffen, selvom de ikke er det, og her skal man tænke på, at straffen på mange måder i forvejen er uretfærdig – den anden vej. Er man betalingsdygtig, har arbejde osv., så har man – sådan som reglerne og praksis er stykket sammen – eksempelvis større chance for at få en betinget dom, samfundstjeneste eller at få lov til at afsone hjemme med fodlænke. Man kunne jo så sige, at en eftergivelse af sagsomkostninger til de fattigste kunne skabe en lille smule balance på retfærdighedsvægten."

Annette Olesen mener tilsvarende, at betalingsevnemodellen er en god løsning, fordi den er smidig og implementerbar, og fordi den tænder lyset for borgere, der ellers har mistet modet og troen på et gælds- og kriminalitetsfrit liv. 

Gennemskuelige omkostninger

Samme melding lyder fra Karoline Normann, formand for Advokatrådets strafferetsudvalg.

“Skal dømte som udgangspunkt betale deres egne udgifter? Ja selvfølgelig. Men med den nuværende betalingsmodel ender vi i situationer, hvor det er åbenbart, at gentagen kriminalitet skyldes, at vedkommendes økonomi er i ruiner. Den eneste vej til at afbetale gæld er at begå ny kriminalitet. Derfor skal vi se på nye løs-ningsmodeller – og her er betalingsevnemodellen et rigtig godt bud,” siger hun.

Karoline Normann fortæller, at der ofte bliver malet med den brede pensel, når sagsomkostninger i straffesager skal fastlægges, og at det i mange tilfælde er uigennemsigtigt, hvad beløbet omfatter. Det er til nogles fordel, andres ulempe.

“Omkostningerne bliver ikke altid fordelt rigtigt mellem de tiltalte i en sag. Det kan eksempelvis være en sag om volds- og narkoforhold med ti tiltalte, hvor politiet sender dna- og fingeraftryk til undersøgelse. Det koster selvfølgelig penge, men nogle gange er det tilfældigt, hvem af de tiltalte der får regningen. Det kan være, at én person skal betale det hele, og det er selvfølgelig ikke fair. I den samme sag kan de ti tiltalte være placeret rundt omkring i landets arresthuse efter en fuldstændig tilfældig udvælgelse, således at nogle sidder i Jylland og andre på Fyn eller Sjælland, og de skal for eksempel betale de omkostninger, der er forbundet med advokatens transport, hvilket kan blive flere tusinde kroner.”

Derfor mener Karoline Normann, vi skal finde en ny betalingsmodel.

“Straffe skal være præventive og forhindre ny kriminalitet, og sagsomkostningerne skal være rimelige og forståelige for den dømte. Det er de ikke altid med den nuværende betalingsmodel.”

Hvad med retsfølelsen?

Nogle vil måske indvende, at det strider mod den generelle retsfølelse, hvis man eftergiver gælden i straffesager. Det argument forplumrer debatten, mener Annette Olesen.

“Det er væsentligt at slå fast, at dømte selvfølgelig skal udstå deres straf. Men sagsomkostninger i straffesager er ikke en formel straf, men en ekstra straf, der lægges oven i selve dommen,” siger hun og fortsætter:

“Vi skal passe på med at tale om retsfølelse i denne sammenhæng, for meget få mennesker ved, at dømte selv skal betale sagsomkostningerne, og hvilke konsekvenser det har, når dømte ikke har betalingsevne. Hvis man oplyser folk om, at det at pålægge dømte at skulle betale sagsomkostninger har en del negative konsekvenser for samfundet og blandt andet medvirker til fornyet kriminalitet, så kan de fleste se rationalet i at eftergive gælden.”

TILBAGEFALD TIL KRIMINALITET

Tal fra Danmarks Statistik viser, at to ud af tre personer, der i 2016 blev løsladt fra afsoning i fængsel, begik ny kriminalitet inden for to år. Halvdelen begik fire eller flere nye lovovertrædelser. Andelen med tilbagefald til ny kriminalitet steg med antallet af tidligere domme. 88 procent af mændene, der havde fået ti eller flere domme i de forudgående fem år, begik ny kriminalitet inden for fem år.
Ifølge Annette Olesen, lektor ved Aalborg Universitet, er gæld til sagsomkostninger ofte en medvirkende årsag til, at mange falder tilbage i kriminalitet og ikke bliver resocialiseret.
“Resocialisering kræver blandt andet, at man har en stabil boligsituation, er en del af arbejdsmarkedet eller tilknyttet en uddannelse, og at man har nogle gode relationer. Her er gælden en kæmpe stopklods, fordi den fjerner incitamentet til at uddanne sig eller komme i beskæftigelse, fordi størstedelen af indkomsten skal bruges på at tilbagebetale gæld.” 

ANNETTE OLESEN
Lektor ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde på Aalborg Universitet. Specialiseret i kriminologi og retssociologi. Projektleder på forskningsprojektet “Sagsomkostninger i straffesager – ny viden om et gammelt problem” (november 2020), der kan downloades gratis på Aalborg University’s Research Portal (Aau.dk).

FLEMMING BALVIG
Professor emeritus ved Juridisk Fakultet, Københavns Universitet.

KAROLINE NORMANN
Formand for Advokatrådets strafferetsudvalg.