Det er 172 år siden, at rigsretten efter norsk forbillede blev en dansk institution. Rigsretten skulle skabe balance i en parlamentarisk situation, som adskiller sig betydeligt fra den, vi kender i dag.
Når rigsretten i september i år rulles ud for sjette gang, siden den blev til med Grundloven i 1849, så er det ikke bare en historisk begivenhed. Det er også en stor forfatningsmæssig institution, som historisk har skullet finde sit ståsted.
“Hvis man skal forstå, hvad rigsretten er, er det vigtigt at forstå, at hele idéen opstår i et helt andet folkestyre og altså en anden politisk virkelighed, hvor man ikke kan regne med, at regeringen har et parlamentarisk mandat,” fortæller Helle Vogt, der er retshistoriker og professor på Københavns Universitet.
På det tidspunkt er den parlamentariske model i Danmark et tokammersystem bestående af Folketinget og Landstinget.
“Der var tale om et checkbalance system, hvor Landstinget bestod af den mest velhavende og veluddannede del af de borgere, som på det tidspunkt havde stemmeret. Dertil kom, at alle ministre blev udpeget af kongen. Han udnævnte de personer, som han ville samarbejde med, og hans valg var ikke nødvendigvis udtryk for ønsket hos det parlamentariske flertal, da ministrene ofte blev hentet udefra og altså ikke nødvendigvis var medlemmer af Rigsdagen,” forklarer Helle Vogt.
Derfor var der brug for, at Rigsdagen (der bestod af Landstinget og Folketinget) havde et sted at gå hen, hvis ministrene ikke fulgte loven, og ud af den politiske virkelighed opstod rigsretten. Det blev besluttet, at Folketinget var anklager, og at Landstinget udpegede halvdelen af dommerne. Formålet var at kunne prøve, hvor grænsen gik for det politiske ansvar. Det var netop også, hvad der var på spil i de første tre sager, som kom for en rigsret.
Den første sag var mod Ministeriet Ørsted i 1855 og handlede om, hvorvidt ministeriet kunne afholde udgifter, uden at udgiften var forelagt og godkendt af Rigsdagen. I denne sag var det ikke blot de to pågældende ministre, men hele ministeriet, inklusiv statsministeren, der stod under anklage ved rigsretten.
“Man var altså på dette tidspunkt ikke helt klar over, om ansvaret lå hos den enkelte minister eller på hele regeringen. Der skete frifindelse i rigsretten, men det interessante er, at sagen var meget politisk på den måde, at de juridiske og politiske dommere var dybt uenige i, hvordan sagen skulle falde ud. Højesteretsdommerne blev hængt ud for at gå kongens ærinde, mens de politiske dommere fulgte deres politiske overbevisning.”
De næste to sager, rigsretten skulle forholde sig til, handlede om opførelsen af henholdsvis Marmorkirken og Det Kongelige Teater. Sagerne var i vid udstrækning mere politiske end juridiske. I begge sager faldt der dom i 1877. På dette tidspunkt blev finansloven brugt som et redskab af Folketinget til at vise utilfredshed mod regeringen, hvilket betød, at kongen ofte måtte godkende finansloven provisorisk. I sagerne om byggerierne skulle rigsretten tage stilling til, hvor langt ministrenes ansvar gik.
“Byggeriet af Marmorkirken var vanvittig dyrt, og derfor blev det i 1771 stoppet, og havde i 100 år ligget som en ruin lige ved siden af Amalienborg. For at få en løsning på problemet indgik finansminister Krieger en aftale med datidens store entreprenante bank- og erhvervsmand Carl Frederik Tietgen, som på det tidspunkt var landets rigeste mand. Han kunne overtage grunden og skulle give kirken tilbage til staten, når den var færdigopbygget. Til gengæld ville han få byggegrundene omkring kirken overdraget. Det blev der en masse ballade ud af, da eventuelle indtægter fra salg af grunden var på finansloven. Sagen endte i rigsretten, som dog frikendte ministeren for embedsmisbrug, da staten ikke havde lidt noget tab – men tværtimod fået en færdigbygget kirke ud af aftalen.”
Rigsrettens næste sag handlede også om et byggeri, og sagen er så banal, som den næsten kan være, mener Helle Vogt.
“Denne gang handlede det om byggeriet af Det Kongelige Teater, og rigsretten fungerede igen som politisk arena. Som det gik med langt de fleste offentlige byggerier, så holdt budgettet ikke, især da man undervejs besluttede sig for at gøre teatret større, end det oprindelig var planen. Der rejstes sag mod flere ministre, som alle blev frifundet i en tid, hvor ikke-bevilgede udgifter var blevet den nye norm. Men dele af Folketingets politikere var utilfredse, og Højesteret blev tilsvinet i dele af pressen, da en del af de politisk valgte dommere stemte for at dømme ministrene for magtmisbrug.”
Fra det nye århundrede tog sagerne i rigsretten en ny drejning. Det hænger sammen med, at kongen fra 1901 udpegede regeringer med flertal i Folketinget, hvorfor rigsretten ikke længere blev brugt af Folketinget som et rebskab til at genere regeringen. I 1910 blev en minister for første gang dømt af rigsretten.
En septemberdag i 1908 stod selveste justitsministeren Peter Adler Alberti ved Københavns Domhus og meldte sig som bedrager. Han indrømmede, at han havde begået dokumentfalsk og underslæb over for Den Sjællandske Bondestands Sparekasse, hvor han var formand. Så rullede skandalen, som også ramte andre i regeringen. Blandt andre indenrigsminister Sigurd Berg.
“I 1910 blev han af rigsretten idømt en bøde på 1.000 kroner med 60 dages fængsel som forvandlingsstraf for at for at have forsømt tilsynet med Den Sjællandske Bondestands Sparekasse. Det skete nogenlunde samtidig med, at Alberti fik en fængselsdom på otte år. Han undgik selv at komme for rigsretten, da han havde begået straffelovsovertrædelserne som privatperson og ikke som minister,” fortæller Helle Vogt og tilføjer, at heller ikke statsministeren gik helt fri i sagen.
“Den daværende statsminister J.C. Christensen var også anklaget. Han blev ikke dømt, men fik en næse for at have siddet med hænderne i skødet i stedet for at indlede en undersøgelse af justitsminister Albertis embedsførelse, som havde fået omfattende offentlig og politisk kritik.”
Denne rigsretssag var desuden interessant, fordi sagen mod Alberti kørte sideløbende med rigsretssagen, og det betød, at anklageskriftet blev justeret og skabt undervejs, som straffesagen skred frem. Rigsretssagen handlede om, hvorvidt man skulle have beordret en undersøgelse af sparekassen, da man fandt ud af, at et lån fra Nationalbanken til sparekassen ikke optrådte i regnskaberne.
Den seneste dom fra rigsretten er fra 1995 mod tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansen. Han blev ankla-get for at have overtrådt ministeransvarsloven, som blev vedtaget i 1964. Han blev idømt fire måneders betinget fængsel for sin rolle i Tamilsagen. I den forbindelse blev udpegningen af dommerne til rigsretten prøvet ved Menneskerettighedsdomstolen.
“Efter at Landstinget blev nedlagt, er det nu Folketinget, der både er anklager og udpeger halvdelen af dommerne til rigsretten. I forbindelse med Tamilsagen blev det prøvet, om det er foreneligt med EMK’s artikel 6 om en retfærdig rettergang, da det ikke er foreneligt med idéen om magtens tredeling. Men det blev afvist,” siger Helle Vogt, der som retshistoriker ser rigsretten som en reminiscens af en parlamentarisk virkelighed, som i dag er helt anderledes.
Sagen mod Ninn-Hansen endte med, at rigsrettens flertal på i alt 15 medlemmer fandt, at den tidligere justitsminister var skyldig i at have overtrådt ministeransvarlighedsloven ved – trods gentagne advarsler fra sine embedsmænd – ulovligt at have fastholdt sin beslutning om at stille behandlingen af familiesammenføringssager for en række tamiler i bero. Fem medlemmer af rigsretten ville frifinde Erik Ninn-Hansen.
“Rigsretten opstod jo i en tid, hvor regeringen ikke havde parlamentarisk grundlag, men hvor ministrene derimod var udpeget af kongen i et system, der byggede på balance mellem to kamre. På den måde er den en gammel institution, som i dag skal fungere i en helt anden parlamentarisk virkelighed – dog med den vigtige forskel, at Folketinget både er anklager og udpeger dommere. Om det lever op til almindelige retsgrundsætninger, vil jeg lade andre om at afgøre.”
KORT OM RIGSRETTEN
Retten dømmer i sager, hvor en minister anklages for at have overtrådt Grundloven, lovgivningen eller de pligter, der i øvrigt følger af posten som minister. Det er Folketinget, der beslutter at rejse sagen og vedtager anklagen, jf. Grundloven § 16.
SAMMENSÆTNING I DEN KOMMENDE RIGSRET
HØJESTERETSDOMMERE
THOMAS RØRDAM (Rigsrettens formand)
Dommer i Højesteret fra 2002.
Højesteretspræsident fra 2017
POUL DAHL JENSEN (Rigsrettens næstformand)
Dommer i Højesteret fra 2004
JENS PETER CHRISTENSEN
Dommer i Højesteret fra 2006
HENRIK WAABEN
Dommer i Højesteret fra 2006
MICHAEL REKLING
Dommer i Højesteret fra 2007
LARS HJORTNÆS
Dommer i Højesteret fra 2010
OLIVER TALEVSKI
Dommer i Højesteret fra 2011
JAN SCHANS CHRISTENSEN
Dommer i Højesteret fra 2012
KURT RASMUSSEN
Dommer i Højesteret fra 2012
JENS KRUSE MIKKELSEN
Dommer i Højesteret fra 2013
LARS APOSTOLI
Dommer i Højesteret fra 2014
ANNE LOUISE BORMANN
Dommer i Højesteret fra 2016
KRISTIAN KORFITS NIELSEN
(indtrådte som dommer i Rigsretten 1. maj 2021) Dommer i Højesteret fra 2017
UDPEGET AF FOLKETINGET
ERIK CHRISTENSEN
Udpeget af S
JACOB MCHANGAMA
(indtrådt i stedet for Nicolai Mallet) Udpeget af V
PIA GJELLERUP
Udpeget af S
KAROLY NÉMETH
Udpeget af V
KLAUS BACH TRADS
Udpeget af R
CHRISTIAN LANGBALLE
Udpeget af DF
KIRSTEN BROSBØL
(indtrådt i stedet for Karin Gaardsted) Udpeget af S
GERT EG
Udpeget af V
ANNE GRETE HOLMSGAARD
Udpeget af SF
INGELISE BECH HANSEN
Udpeget af EL
KELD HOLM
Udpeget af KF
KAREN J. KLINT
Udpeget af S
KAREN RØNDE
Udpeget af V