Temaet er skrevet af Hanne Hauerslev

Jeg vil ikke have, at min far får det her at vide. Sådan lyder det fra en dreng på otte år, som bliver videoafhørt i en sag om vold i  hjemmet. Han bliver afhørt i et børnehus, mens han har en bistandsadvokat ved sin side. I slutningen af afhøringen bliver drengen gjort opmærksom på, at hans far får afhøringen at se. Herefter trygler han om, at videoafhøringen ikke kommer videre. Skal bistandsadvokaten bede om vidnefritagelse for drengen?

I voldssagerne spiller vidneforklaringen ofte en betydelig rolle, medmindre der er andre stærke beviser som eksempelvis skadestuerapporter. Derfor er beslutningen om vidnefritagelse et stort ansvar, mener advokat Rune B. B. Pedersen, der ikke ser en klar løsning på dilemmaet.

Generelt viser undersøgelser, at børn rigtig gerne vil inddrages og fortælle om deres oplevelser, siger forsker i børneret og lektor fra Aalborg Universitet, Hanne Hartoft. Men disse afhøringssituationer i volds- og krænkelsessager er meget langt fra det normale. Barnets sårbarhed og udsathed bliver sat på spidsen, og barnet hverken kan eller bør tage stilling til en eventuel vidnefritagelse. Men hvem skal så?

Forfatter til bogen Børnevenlig Retspleje foreslår lovændring for at få hjemmel til at inddrage børnesagkyndige psykologer i strafferetssager på samme måde, som der er hjemmel til i familieretssagerne. Formanden for Advokatrådets strafferetsudvalg foreslår, at der nedsættes en tværfaglig arbejdsgruppe eller iværksættes lovforberedende arbejde.

Nøglen til straffesagen

Når et barn er hovedvidne i en straffesag mod forældrene, står det
i en særlig sårbar rolle, hvor der er meget på spil for hele familien. Men også bistandsadvokaten kan komme i en vanskelig situation, da advokaten i yderste konsekvens kan stå med nøglen til, om far eller mor bliver dømt. Det er et dilemma, som advokat Rune B. B. Pedersen gerne var foruden.

Klienten er otte år. Han er til en times videoafhøring i en sag om vold i hjemmet. Han fortæller om oplevelserne med sin far, der slår ham – blandt andet med et bælte. Til slut i afhøringen fortæller afhøreren, at optagelsen vil blive gemt, og at drengens far vil få den at se.
“De sidste fem minutter af afhøringen trygler drengen om, at forældrene ikke får videoen at se. Drengen er tydeligvis fuldstændig skrækslagen og naturligvis bange for konsekvenserne,” fortæller Rune B. B. Pedersen, der i denne nyere sag valgte at bede om vidnefritagelse efter retsplejelovens regler.

Men det var en svær beslutning, understreger han, for den indebar nemlig samtidig, at det vigtigste bevis udgik af sagen, og resultatet var, at faderen ikke blev dømt.

“Jeg oplever det som et kæmpe dilemma. På den ene side er jeg bistandsadvokat for drengen, og derfor er min opgave at lytte til ham for at sikre hans interesser. På den anden side så ved jeg, at faderen går fri, når vidnebeviset bliver trukket tilbage. At jeg som advokat kommer til at tage ansvaret for udfaldet af sagen, oplever jeg som helt forkert. Når jeg skal vælge, om vidnebeviset skal trækkes eller ej, sidder jeg med nøglen til afgørelsen af sagen. Men det er jo dommerens op-gave,” forklarer Rune B. B. Pedersen.

Som bistandsadvokat står han i en tilsvarende situation mellem ti og 20 gange om året.

“Ligesom i denne sag, starter det ofte med, at barnet går til sin lærer og fortæller, at der er problemer hjemme. Hvis der er vold inde i billedet, så bliver der trykket på den røde knap med det samme, og så går det ekstremt stærkt med at få kommunen og politiet på banen. Selvom barnet måske blot ville have en snak og lidt støtte, så er konsekvenserne pludselig fuldstændig uoverskuelige.”

 “I dette tilfælde var min klient otte år, og det betyder, at politiet som udgangspunkt ved afhøringens indledning både skal orientere barnet om, at barnet ikke behøver at svare på spørgsmål om forældrene, men også om, at forældrene vil få adgang til at se afhøringen på video efterfølgende. Mange gange oplever jeg, at politiet er tilbageholdende med – eller ligefrem nægter – sidste led i denne orientering, for det er jo klart, at den information nedsætter muligheden for at få belyst sagen. I min sag kan jeg simpelthen se, at drengen bliver virkelig fortvivlet, og han siger direkte: Jeg vil ikke have, at min far får det her at vide. Jeg oplever, at han bønfalder os om, at hans forklaring ikke går videre. Det tolker jeg som et ønske om vidnefritagelse, hvilket jeg også får bekræftet senere, da jeg læser, hvad familierådgiveren fra kommunen skriver i sin rapport. Her står der nemlig, at han er helt afvisende overfor at fortælle om faderen, og jeg tolker det sådan, at han måske henvendte sig til sin lærer for at få styr på rammerne derhjemme. Givetvis har tanken om at far kan komme i fængsel slet ikke strejfet ham, da han gik til sin lærer.”

Komplekst at finde ind til barnets ønske
Men det er ikke altid, at Rune B. B. Pedersen oplever, at indikationen for barnets ønske er så klar.

“Hvis indikationen er uklar, bliver mit dilemma større. Det giver først og fremmest ingen mening at tale med barnet. Jeg er ikke børnesagkyndig, og at finde ind til barnets ønske er meget komplekst af den grund, at min beslutning ikke alene er et spørgsmål om vidnefritagelse. Det handler også om barnets tab af velfærd, for der er ikke alene meget på spil, hvis drengen skal vokse op med en voldelig far. Hvis far skal i fængsel, følger der måske en udvisning med, som også vil få stor betydning for drengen. Mens jeg oplever, at kommune og politi har stort fokus på at få en domfældelse efter straffelovens regler, så ser jeg mere et behov for, at der bliver ryddet op i familien med støtte fra kommunen. Man kunne håbe, at sagen i sig selv er et wake up call for forældrene, der bliver opmærksomme på, at deres opdragelse er helt skæv, og at de erkender at have brug for hjælp. I sidste ende mener jeg, at det handler om at skabe en positiv effekt for barnet.”

Det er også grunden til, at Rune B. B. Pedersen altid leder efter brugbare omstændigheder i sagen hos kommunen.

“Jeg gransker sagsakterne for at få en fornemmelse af, om barnet er interesseret i, at der skal ske mere, sådan at jeg i sidste ende står med et rimeligt grundlag for at understøtte barnets intention om ikke at vidne mod for eksempel sin far.”

Som udgangspunkt imødekommes en anmodning om vidnefritagelse i voldssager. Er der tale om vidneudsagn i sager om grovere vold eller seksuelle overgreb, skal man dog forvente, at ønsket om vidnefritagelse bliver afvist, understreger han.

I voldssagerne spiller vidneforklaringen ofte en stor rolle, og det betyder altså, at anklagerens bevismuligheder ryger, medmindre der er andre stærke beviser som eksempelvis skadestuerapporter. Derfor er beslutningen om vidnefritagelse et stort ansvar, som man i virkeligheden står ret alene med, både som følge af tavshedspligten, men også da bistandsadvokaten langtfra nødvendigvis behøver at dele politiets eller kommunens syn på, hvordan barnets interesser bedst varetages,” siger Rune B. B. Pedersen, der ikke ser en klar løsning på dilemmaet.

“Jeg forsøger altid at påvirke vidneafhøringen sådan, at barnet i starten får oplyst, at forældrene får optagelsen at se. Men måske kunne uafhængige børnesagkyndige og andre fagpersoner være med til at udarbejde vejledninger, der støtter op omkring den efterfølgende beslutning, bistandsadvokaten står overfor – nemlig om en dreng på otte år har interesse i at vidne mod sin far eller mor med den konsekvens, at vedkommende bliver straffet og eventuelt udvist.”

Rune B. B. Pedersen
Advokat og ansat som anklager, før han i 2011 blev advokat. Han driver i dag selvstændig advokatvirksomhed i kontorfællesskabet Høier Pedersen Advokater i København og beskæftiger sig primært med straffesager.

Giv børnene bedre retssikkerhed

Der er årligt mere end 2.000 vidneafhøringer af børn. Men er retssikkerheden god nok, når det gælder vidnefritagelse? Nej, siger lektor, der påpeger, at børnene kommer i klemme, og at praksis bør ændres.

Det siger næsten sig selv: Det er et kæmpe dilemma. Når et barn skal afhøres som hovedvidne i en straffesag mod sine egne forældre eller nærtstående, er det umuligt for barnet at overskue situationen.

“Du har ret til at vidne, men kan lade være. Det er essensen i vidnefritagelsesreglerne, men det budskab og konsekvenserne heraf kan yngre børn ikke overskue. Det er ikke god retssikkerhed for et barn at blive sat over for et valg, som har så vidtrækkende konsekvenser. Men det er ikke helt enkelt at pege på en løsning.”

Sådan lyder det fra lektor Hanne Hartoft fra Aalborg Universitet, der har speciale i børneret, og som er tidligere advokat med stor erfaring fra denne type af sager.

Det set-up, der er etableret i dag, hvor videoafhøringen foregår i Børnehuset af særligt uddannede polititjenestemænd, er grundlæggende godt og langt at foretrække fremfor en retsafhøring, mener hun. Problemet er vidnefritagelsesreglerne og håndteringen heraf. Reglerne om, at der i nogle sager er mulighed for vidnefritagelse, balancerer på rimelig vis en række hensyn.

“Reglerne passer bare ikke ret godt til børn. Meningen er jo, at reglerne skal være hjælpsomme for vidner, som er i en loyalitetskonflikt. Det må man sige, at det barn, der skal vidne mod sine forældre, i høj grad er.  Børn er ofte ekstremt loyale – også over for forældre, der udsætter dem for krænkelser,” forklarer hun og fortsætter:

“Problemet – som jeg i mit tidligere arbejde har set udspille sig mange gange i praksis – er, at den information, som børnene får, virker komplet uforståelig i børnehøjde. Den er ikke hjælpsom for børnene. De bliver forvirrede og usikre, og i bund og grund er der ikke tale om, at de reelt vejledes. Et barn kan ikke forholde sig til, at det sidder over for en kriminalassistent, der vil stille spørgsmål og for eksempel siger: Der gælder den regel i det her rum, at når jeg spørger dig om noget, der handler om nogen i din familie, så må du gerne lade være med at svare på mit spørgsmål. For en voksen kan det måske give mening, men det er alt for komplekst for et barn i alderen 7-15 år at forstå. Dermed lægges et for stort ansvar på barnets skuldre,” siger Hanne Hartoft.

Sårbarheden bliver sat på spidsen
Generelt viser undersøgelser, at børn rigtig gerne vil inddrages og fortælle om deres oplevelser, understreger hun.

“Men disse afhøringssituationer i volds- og krænkelsessager er meget langt fra det normale. Barnets sårbarhed og udsathed bliver sat på spidsen. ”

Når barnet ikke selv ifølge Hanne Hartoft hverken kan eller bør tage stilling til en eventuel vidnefritagelse – bør det så være bistandsadvokaten, der træffer afgørelsen, sådan som tilfældet reelt set er i dag?

“Min pointe er, at barnet heller ikke kan overskue situationen, hvis bistandsadvokaten forsøger at forklare det. Det må erkendes, at et barn er en atypisk klient. Bistandsadvokaten har i virkeligheden ikke en reel mulighed for at rådgive barnet eller sætte sig ind i barnets standpunkt. Og bistandsadvokaten aner i situationen ikke, om barnet tidligere har været truet til tavshed, eller hvad der egentlig er på spil. Så det er ikke en perfekt løsning. Derfor må vi overveje, om det kan gøres anderledes.”

I dag afhøres børn under 13 år til video i alle sagstyper, og angår sagen mistanke om seksuelle overgreb på barnet eller vold mod barnet, hvor mistænkte er en af barnets nærmeste, er aldersgrænsen 15 år.  

“Der er ingen nemme løsninger. Men jeg mener, at det er værd at overveje at ændre praksis, så de børn, der kommer til videoafhøring, ikke skal formanes om vidnefritagelsesreglerne. Det er set fra barnets perspektiv en pseudo-beskyttelse.”

Hanne Hartoft
Lektor ved Aalborg Universitet. I en lang årrække advokat. Forsker i dag i børneret. Hun beskæftiger sig primært med social-retlige problemstillinger vedrørende børn og unge i det moderne velfærdssamfund.

At forstå børn i krise kræver særlig ekspertise

Forfatter til bogen Børnevenlig Retspleje foreslår lovændring for at få hjemmel til at inddrage børnesagkyndige psykologer i strafferetssager på samme måde, som der er hjemmel til i familieretssagerne. Det vil flugte med de internationale regler. Formanden for Advokatrådets strafferetsudvalg foreslår, at der nedsættes en tværfaglig arbejdsgruppe eller iværksættes lovforberedende arbejde.

Ingen børn skal leve i et hjem med vold. Når sagen kører, er det en samfundspligt at reagere, så volden kan blive stoppet. Det er det klare udgangspunkt for dommerfuldmægtig Marianne Nørregaard, der er forfat-er til bogen Børnevenlig Retspleje, som omhandler børns rettigheder i en menneskerettighedskontekst.

“Men når det er sagt, forstår jeg godt de overvejelser, som aktørerne i strafferetssagen kan have, når børn er mindreårige, for der er mange komplicerede hensyn at tage og modsatrettede spørgsmål at forholde sig til, når forældrene står anklaget for vold,” siger hun.

“Som voksne kan vi dog nemt komme til uhensigtsmæssigt at skærme barnet. Men barnet må ikke føle sig udenfor. I forarbejderne til retsplejeloven står der, at børn fra otte år skal informeres om vidnefritagelse. Så her har man altså vurderet, at det kan lade sig gøre at få barnet til at tage stilling. Desuden gør reglerne fra Europarådet det klart, at alle børn skal inddrages, fordi barnet jo allerede er i situationen. Det kan ingen ændre på, selvom vi som voksne har lyst. Men ved ikke at inddrage barnet bliver det som en pakke, som aktørerne i retssystemet bringer rundt,” siger Marianne Nørregaard.

Spørgsmålet er, hvem der skal støtte barnet i dets beslutninger.

“I strafferetssagerne savner jeg, at der er en børnesagkyndig psykolog inde over. Selvom både bistandsadvokaten og den kriminalassistent, der afhører barnet, måske selv har børn og er empatiske mennesker, så er det noget særligt at have med børn at gøre, som er i krise. Men i dag er der ikke hjemmel til at kunne tilkalde en psykolog. Det vil kræve lovændring,”  forklarer Marianne Nørregaard, der sammenligner straffesager om vold mod børn i hjemmet med bopælssager.

“Når jeg afgør familieretlige sager, så taler jeg ikke alene med barnet, der er en børnesagkyndig psykolog inde over, og det sker automatisk af den grund, at jeg jo ikke er uddannet til at forstå børns reaktioner. Disse sager kan sammenlignes med voldssagerne, for der er mange af de samme problematikker. Det kan være, at et barn ikke vil hjem til sin far, fordi hans nye kone slår. Selvom det er en familieretssag, så ligner dilemmaerne hinanden i disse sager og straffesagerne, hvor far er under anklage for vold.”

At få en lovændring og dermed hjemmel til at kunne inddrage en børnesagkyndig psykolog vil ifølge Marianne Nørregaard være i overensstemmelse med Europarådets regler, hvoraf det fremgår, at personer, der arbejder med børnesager, skal være særligt uddannede til at tale med børn. Børn er efter disse regler børn, til de er fyldt 18 år.

Formanden for Advokatrådets strafferetsudvalg, Karoline Normann, ser også et behov for, at der kommer mere fokus på afhøringer af børn i straffesager.

“Afhøringer, der involverer børns vidneudsagn mod deres nærmeste – typisk forældrene – rummer deres helt egne kompleksiteter, og det er en yderst vanskelig øvelse at balancere barnets behov,” siger hun.

"I straffesager forsøger man at finde den materielle sandhed, og børnene skulle gerne på en ordentlig måde være delagtiggjort i den proces, der fører dertil – både af hensyn til børnene, men også til forældrene, og i sidste ende tilliden til domstolene,” siger Karoline Normann, der foreslår, at mulighederne for at forbedre vilkårene og forudsætningerne for disse afhøringer bliver undersøgt nærmere.

“Det kunne for eksempel være ved at nedsætte en tværfaglig arbejdsgruppe eller iværksætte andet lovforberedende arbejde, der kunne undersøge fordele og ulemper ved ændrede regler på området, herunder for eksempel også afdækkede, hvordan man i dag løser de tilsvarende problemer i andre lande.”

Karoline Normann
Medlem af Advokatrådet, formand for Advokatrådets strafferetsudvalg.

Marianne Nørregaard
Dommerfuldmægtig i Københavns Byret, ph.d., har skrevet afhandling om menneskerettigheder.

Så mange børn blev videoafhørt i 2020
På baggrund af indberetninger fra politikredsene oplyser Rigspolitiet følgende om gennemførte videoafhøringer af børn foretaget i de danske politikredse i 2020.
Antal førstegangsafhøringer af børn i alderen 0 - 8 år: 986
Antal førstegangsafhøringer af børn i alderen 9 - 15 år: 1.364 Rigspolitiet kan ikke oplyse det præcise antal afhørte børn, da de ikke modtager personidentificerbare informationer til brug for deres statistikker. Nogle børn bliver afhørt mere end én gang, og enkelte børn kan blive afhørt i flere sager. Men ved at se på antallet  af førstegangsafhøringer antages det at give en omtrentlig størrelse på antallet af afhørte børn i løbet af året.

Orientering af barnet om gerningsmandens adgang til forklaringen
Politiet skal altid foretage en konkret vurdering af, om det er nødvendigt og hensigtsmæssigt i forbindelse med videoafhøringen at orientere barnet/den unge om, at den mistænkte efterfølgende har adgang til at blive gjort bekendt med barnets/den unges forklaring.
Ved denne vurdering skal der blandt andet lægges vægt på barnets/den unges alder og modenhed samt omstændighederne i sagen. Større børn, det vil sige fra cirka otte år og opefter, skal som udgangspunkt orienteres om den mistænktes adgang til at se forklaringen på et senere tidspunkt.
Når der er tale om mindre børn, det vil sige børn under otte år, vil det normalt være tilstrækkeligt, at politiet orienterer barnets bisidder fra socialforvaltningen, bistandsadvokaten og efter omstændighederne i sagen forældrene om, at den mistænkte efterfølgende har adgang til at blive gjort bekendt med barnets forklaring. Politiet skal dog besvare et direkte spørgsmål fra det mindre barn herom.
Kilde: Rigsadvokatmeddelelsen fra april 2019

Sådan foregår videoafhøringen af børn
Videoafhøringen foregår normalt i et såkaldt børnehus, som er særligt indrettet til formålet. Som regel er kun barnet og politibetjenten til stede i lokalet. Der kan også være en person til stede, som barnet kender godt. Det kan være en pædagog fra barnets daginstitution, en bedsteforælder eller et andet familiemedlem. Det må ikke være én, som skal vidne i sagen senere. Videoafhøringen bliver samtidig vist på en tv-skærm i et andet lokale i børnehuset. Her sidder den politibetjent, som behandler sagen, en anklager, barnets bistandsadvokat og forsvareren
for den mistænkte. Der deltager også en repræsentant fra kommunens sociale myndigheder, der skal støtte barnet og være med til at sikre, at afhøringen foregår så skånsomt som muligt. Forældre eller nære pårørende må ikke overvære afhøringen. Den mistænkte må heller ikke overvære afhøringen, men kan senere gennemse optagelsen sammen med sin forsvarer.
Kilde: Anklagemyndigheden