Spring hovednavigationen over

2021 - Advokaten 1 Barnets stemme

Publiceret: 4. marts 2021

LinkedIn ikon Link ikon Prink ikon

Anbragte børn bliver ofte ikke hørt i deres egen anbringelsessag. Derfor har advokat Gitte Leth Thomsen stiftet foreningen Barnets Stemme, der matcher anbragte børn med en frivillig voksen, der er uddannet bisidder og samtidig fungerer som mentor for barnet.

Tekst Tine Østergård

En børnesamtale er lovpligtig, når kommunen skal træffe sin afgørelse om en anbringelse. Alligevel sker det kun i knap halvdelen af sagerne, at samtalen bliver holdt. Det viser tal fra Ankestyrelsens Børnesagsbarometer, som også slår fast, at kommunerne i knap hver tredje sag ikke lever op til reglerne om at lave en børnefaglig undersøgelse, der skal afdække barnets eller den unges og familiens forhold.

Det er retssikkerhedsmæssigt bekymrende, mener advokat Gitte Leth Thomsen, der derfor har stiftet Barnets Stemme. En forening, der matcher anbragte børn med en frivillig voksen, der fungerer som bisidder og mentor for barnet - og som sikrer, at barnet kender sine rettigheder og bliver hørt i processen.

“Mange anbragte børn har brug for en særlig voksen, der indgår i en frivillig, ikke-betalt relation til barnet, og som ene og alene har et ønske om at hjælpe og gøre en forskel for barnet. Det skal være en frivillig med hjertet på rette sted, som kan holde barnet i hånden og være den støtteperson, som barnet ellers ikke har i sit liv,” siger Gitte Leth Thomsen.

Hun fortæller, at det handler om at støtte barnet i at få sagt de ting, der er vigtige.

“Det kan eksempelvis være, at barnet er ked af at være på institution og hellere vil være hos sin tante, men at der ikke er blevet set nærmere på, om det er muligt. Det kan også være, at barnet har et særligt ønske om at gå til en fritidsinteresse, men at praktikken omkring det ikke er løst. Det er mange ting, som vi forældre gør for vores egne børn, men som anbragte børn ikke nødvendigvis oplever bliver varetaget.”

Den frivillige voksne skal samtidig støtte barnet i at få en tro på sig selv og et mod på at forfølge sine drømme.

“Det er vigtigt at have drømme og tro på, at man vil kunne lykkes med de ting, man sætter sig for, og det er også et fokusområde for projektet,” siger Gitte Leth Thomsen.

I øjeblikket er målgruppen for Barnets Stemme børn i alderen 6-17 år, der er anbragt eller indstillet til anbringelse i Aarhus Kommune, men Gitte Leth Thomsens håb er, at foreningen med tiden kan nå ud til alle anbragte, der har behov for støtte og relationer.

Barnets rettigheder
Alle børn har ret til at medbringe en uvildig bisidder til møder med kommunen – det kræver ikke samtykke fra hverken forældre eller fra kommune – men udfordringen er, at børn ofte ikke bliver oplyst om muligheden for at få en bisidder og ikke ved, hvad en bisidder overhovedet er, og hvorfor det kan være en god idé at have en med. Gitte Leth Thomsen nævner Aarhus Kommune som eksempel. Her er der flere end 600 anbragte børn.

“Børns Vilkår har oplyst, at de med deres bisidderordning alene har hjulpet tre anbragte børn i 2017, 0 anbragte børn i 2018 og fire anbragte børn i 2019 i Aarhus Kommune. Det er bekymrende, at anbragte børn ikke automatisk bliver tildelt en uvildig bisidder,” siger Gitte Leth Thomsen, der henviser til løsningsforslagene i en Justitia-rapport fra 2018. Her anbefales det blandt andet, at kommunernes pligt til at vejlede børnene om deres ret til en bisidder skrives direkte ind i service-loven med en tilføjelse om, at forvaltningen samtidig skal oplyse børnene om fordelene ved at have en bisidder og opfordre dem til at benytte sig af tilbuddet.

Barnets fremtid
Gitte Leth Thomsen fremhæver, at alle børn, anbragt eller ej, har brug for en særlig voksen, også uden for det kommunale system, der kan give støtte, vejledning og har ambitioner på barnets vegne. Ellers kan det være vanskeligt den dag, barnet fylder 18 år og bliver myndig.

“Jeg talte på et tidspunkt med en ung mand, der havde boet på institution det meste af sit liv. Han fortalte, at pludselig, når man bliver myndig, så åbnes den papkasse, man har boet i hele sit liv, og samtidig får man besked fra kommunen om, at nu skal man klare sig selv. Det er bare rigtig svært. Man kan ikke fra den ene dag til den anden gå fra at være et “systembarn” til at være en velfungerende voksen, hvis man ikke har lært de færdigheder, det kræver at stå på egne ben.”

Derfor er det vigtigt, at børn bliver set, støttet og hørt, mener Gitte Leth Thomsen.

“En ret til at blive hørt er ikke en ret til at få ret, men hvis man som barn i en tidlig alder oplever, at der bliver lyttet til en, og at det, man siger, bliver taget alvorligt, så har vi skabelonen til at få nogle børn, der tror på sig selv, har tillid til systemet og får det det bedst mulige fundament for at blive inkluderet i fællesskabet,” siger hun og tilføjer, at der også er et økonomisk incitament til at støtte sårbare unge:

“Tal fra Rockwool Fonden viser, at det koster samfundet mellem 12 og 15 milliarder kroner om året, når udsatte unge ikke får uddannelse og job. Derfor er der både et økonomisk og et medmenneskeligt perspektiv i, at vi alle arbejder for at give disse børn det bedst mulige fundament for at blive inkluderet i fællesskabet og føle, at deres stemme bliver hørt.”

 

Gitte Leth Thomsen
Advokat (H) hos DLA Piper, direktør og stifter af Barnets Stemme. Gitte har mange års erfaring med frivilligt socialt arbejde, særligt som frivillig juridisk rådgiver og bestyrelsesmedlem i Københavns Retshjælp og senest som frivillig i Børnehjælpsdagen i Aarhus.

 

BØRNESAGSBAROMETRET 2020
Ankestyrelsen laver årligt en undersøgelse af kommunernes overholdelse af centrale krav i serviceloven, når de behandler sager om udsatte børn og unge. Børnesagsbarometret 2020 viser  blandt andet, at:
I 45 procent af sagerne er der ikke  afholdt en børnesamtale, inden  kommunen har truffet sin afgørelse.  Kommunerne i 29 procent af sagerne ikke har levet op til reglerne om at lave en børnefaglig undersøgelse, der skal afdække barnets eller den unges og familiens forhold. Dette skal danne grundlag for at vurdere, hvilken støtte  der er behov for.
 I 20 procent af sagerne har kommunerne ikke udarbejdet en handleplan for den aktuelle foranstaltning, selvom de burde. 
Kilde: Ankestyrelsen.dk

 

FAKTA OM ANBRAGTE BØRN
I Danmark er der cirka 11.600 anbragte børn.
1 procent af alle børn (0-17-årige) i Danmark bor ikke sammen med  deres forældre.
43 procent af anbragte børn har et arbejde som 30-årig.
40 procent af anbragte børn består ikke folkeskolen (6 % for andre børn).
40 procent af hjemløse unge mellem  18 og 24 år har været anbragt.
24 procent af de mænd, der tidligere  har været anbragte, har en fængselsdom.
Kilde: Barnetsstemme.dk

 

Om Barnets Stemme
En frivillig organisation, der matcher anbragte børn med en frivillig voksen, der bliver uddannet som bisidder og klædt på til at kommunikere jura i børnehøjde, så det sikres, at barnet kender sine rettigheder og bliver hørt i processen. Frivillige hos Barnets Stemme er i jævnlig kontakt med barnet under anbringelsen, følger barnet og giver barnet kendskab til dets rettigheder. Endvidere bliver de frivillige klædt på og får redskaber til at hjælpe børnene med at få en større tro på sig selv og egne evner. Barnets Stemme samarbejder med Barndrømmen, der har fokus på børn og unges adgang til kunst og kultur, DLA Piper, der yder pro bono-rådgivning til organisationen  og Dreyers Fond, der har doneret et beløb til opstart af projektet.