2019 - Advokaten 9 Kirurg i det juridiske laboratorium

SERIE: FORSVARSADVOKATERNE

Allan Sørensen, forsvarsadvokat med praksis i Ribe, beneficeret ved retten i Esbjerg og medlem af Advokatrådet samt rådets strafferetsudvalg.

Tekst: Isabel Rosado

Hver gang Allan Sørensen skal i retten, har han en fast øvelse med at forberede sin klient til det, der skal ske.

 - Jeg har et udtryk, der hedder en retsklipning – det betyder, at man lige får kæmmet håret, inden man går i retten. Det er en faktor, som man bør bibringe sin klient. Jeg forklarer også rollefordelingen i retten, hvordan man opfører sig, hvad man har på af påklædning, hvordan man taler, og også at noget af det, der foregår, er perception. Altså hvordan lægdommer og dommer opfatter dig, når du afgiver forklaring.

Forsvarsadvokat Allan Sørensen har dannet sig den erfaring, at det har en betydning, selvom det ikke er udseendet, man bliver dømt på.

 - Det er jo ikke enhver tvivl, der kommer tiltalte til gode – det er rimelig tvivl, og så kan der være en balance, der kan tippe i modpartens retning. Hvis der for eksempel er to gutter, der har været oppe at slås. Jeg havde engang en sag med en, der var tatoveret i hele ansigtet, en rigtig behagelig fyr, men uanset hvad han sagde, så troede de ikke på ham. Det bruger jeg altid som eksempel på perception, for manden kan sige hvad som helst, men ingen tror på ham, fordi han har det udtryk, han nu engang har.

Et klinisk laboratorium
Som forsvarsadvokat betragter Allan Sørensen sit arbejde med en straffesag i retten som en kirurg, der skal træde ind i operationsrummet. Den tilgang hjælper ham med at håndtere både de mange småsager om slagsmål, vold og røveri, som er typiske for de fleste af hans klienter men også de store tunge sager om børnemisbrug, som kan virke ubegribelige for den menneskelige fatteevne i deres indhold, og dem har han årelang erfaring med.

- En retssag er en klinisk vurdering af sagen. Det er en slags laboratorium, hvor sagen bliver bedømt og tingene målt og vejet ud fra forskellige kriterier. Vi er lidt ligeglade med holdninger. Det er beviser, vi vurderer, men det kan folk ikke altid forstå. Derfor holder jeg et minikursus for mine klienter helt fra starten, sådan at de præcis ved, hvad der sker i en retssag.

Senest er det den omtalte ’Vejen’-sag, der har fyldt op i kalenderen. Det har betydet lange dage i Vestre Landsret, hvor tilhørerne har skullet lægge øre til grove anklager om seksuelt misbrug. Et forældrepar er tiltalt for at have misbrugt deres fire børn for 30 år siden, da børnene var små. Allan Sørensen er forsvarer for faren, som i 2017 blev kendt skyldig i ét ud af 17 anklagepunkter ved byretten i Esbjerg og modtog en dom på fire års fængsel, mens moren blev frifundet. Sagen blev anket af anklagemyndigheden, og alle sagens parter er nu igennem hele møllen igen med bunkevis af sagsakter og krævende vidneafhøringer. De forurettedes udsagn er den eneste form for bevisførelse, der er i sagen mod parret. Der er ingen tekniske beviser, og Allan Sørensen er derfor fortrøstningsfuld på sin klients vegne, inden sagen skal stå sin prøve for anden gang. Skyldsspørgsmålet interesserer ham ikke, og hvis en klient har brug for at lette sit hjerte om dette, vil han helst ikke vide det, medmindre der er tale om en tilståelsessag. I så fald er opgaven at forelægge og afveje de muligheder, klienten har inden for en række plausible scenarier.

- Det, synes jeg, er min fornemmeste opgave. Jeg kan bedst lide at stille valg op. Altså hvad har du af muligheder. I sidste ende er det klienten, der skal træffe valget. Jeg er jo bare en tjener og en våbendrager for klienternes synspunkter. En gang imellem spørger de, hvad synes du? Og så siger jeg, det har jeg ingen mening om, det er dig, der skal bestemme. Her er rådgivningen, og du har de her valgmuligheder.

- Lige nu er mit hoved fyldt med Vejen. Vi er startet helt forfra med en ny nævningesag, så det kræver lige en ekstra portion havregrød, for at lade batterierne op om morgenen. Anklagemyndigheden har anket hele molevitten. Det fylder meget i forhold til forberedelse. Det er ikke den største sag, jeg har haft, men det er den første sag, hvor indholdet er så gammelt, og derfor er det en større udfordring. Spørgsmålet er helt principielt, at hvis man har vidneforklaringer, der er mere end 25 år gamle – hvilken vægt skal de så have? Det skal man tage stilling til efter de ændringer af forældelsesreglerne, der har været. For denne type sager er udgangspunktet nu, at når der er børn involveret, så er der ingen forældelsesfrist, forklarer Allan Sørensen, inden sagen går i gang.

 - Det er rigtig interessant, hvordan man vil bedømme så gamle forhold. Jeg kan ikke sige noget om skyldsspørgsmålet, men jeg kan sige, at det var svært for anklagemyndigheden at løfte bevisbyrden i byretten. Så må vi se, hvordan det går i landsretten. Det stiller nogle krav til vurderingen af vidner og forurettedes forklaringer og troværdighed, for der er ingen håndfaste tekniske beviser. Det er det, der bliver temaet i sagen, og det er pokkers svært, siger han.

En god dag i retten
Men det er også en del af det, der gør arbejdet med straffesager spændende.

- Hos alle, der er inden for det her område, er der jo en higen efter at få de højtprofilerede sager, hvor juraen bliver sat på spil. Det er i os alle. Det bliver vi nok lidt høje af. Det tror jeg, at jeg kan sige på samtlige forsvarsadvokaters vegne. Det er mere spændende, når der er noget større på spil, og det er altid sundt at udfordre sine egne kundskaber. Hvis der er nye problemstillinger, som man aldrig har set i juraen ­­– så er det rigtig spændende.

Hverdagen er oftest fyldt op af mindre og rutineprægede sager, og selvom der godt kan gå lidt drift i den, er det en tilfredsstillelse i sig selv, når retten er lydhør.

 - En god dag i retten er, når man tror på en sag og på de ting, man har at sige, og at der så også er en lydhørhed over for argumenterne.  Hvis man taber sagen, kan jeg godt lide, hvis dommeren og præmisserne siger: Vi har hørt, hvad forsvaret har sagt, vi har målt og vejet det. Om det så falder den ene eller anden vej, går der ikke en professionel flig af for mit vedkommende. Så er det også nemmere at forklare klienten bagefter, jamen vi gjorde, hvad vi kunne, men det var noget andet, der vejede tungere.

Foretrækker provinsen
Til daglig har Allan Sørensen kontor hos Penta advokater i idylliske omgivelser i Ribe, men størstedelen af sin tid tilbringer han i retten i Esbjerg som beneficeret forsvarer i stribevis af straffesager.

Han er oprindelig københavner og uddannet jurist der. Efter adskillige år i Hæren som linjeofficer, flyttede han i 2002 til Ribe for at blive fuldmægtig og har ikke set sig tilbage siden.

- Som fuldmægtig i provinsen får du nok lidt flere udfordringer, end du gør i store byer. Du er nødt til at håndtere alle typer af sager og bliver hurtigt generalist. Der er både tvangsanbringelser og tvangsauktioner. Alt. Man bliver kastet ud i det med det samme. Vores forretningsstrategi er at være lokalt forankret men også at være specialiseret, så arbejdet går der hen, hvor de bedste faglige kompetencer sidder. Personligt har jeg altid interesseret mig for strafferet, og det har med tiden udviklet sig til, at det er det, jeg er blevet bedst til. Det er jo den rigtige jura, griner han.

Han anbefaler derfor også, de fuldmægtige på kontoret til at være med:

- Jeg plejer at sige: Kom ind i strafferetskontoret, her har vi de gode og spændende sager, i stedet for at være en kedelig dokumentsagsadvokat.

Trods mange års erfaring bliver Allan Sørensen stadig overrasket, hver gang han har en ny sag.

 - Man tror, at alle situationer er gennemtænkte, men det er de ikke. Det er det, der er udfordringen – der er noget nyt i alle sager hver gang. Der er nye situationer, som skal pådømmes af retten, hvor man tænker: at det havde jeg godt nok ikke i min vildeste fantasi troet kunne ske. Jeg bliver stadig overrasket en gang imellem – både positivt og negativt. Det er nok det, der holder gejsten oppe. Det kræver et vist engagement og en ildsjæl også. Det er ikke nok at sidde på kontor og flytte papirer rundt. Man skal være god til at måle og veje folk og kunne tale med alle slags mennesker. Man møder en masse sjove mennesker fra alle mulige sociale lag. Det er ikke bare another day at the office. Og det passer mig godt.

Gadens jargon
Mange af klienterne møder han på bo- og behandlingssteder for psykisk syge og misbrugere eller i socialt belastede kvarterer. Han kan godt lide vekselvirkningen mellem at tale ’gadens sprog’ i øjenhøjde med sine klienter og det sprog, der er påkrævet i retten. 

- Mange af mine klienter er krævende. Sådan vil det være, når du er beneficeret. Af en eller anden årsag så bliver jeg ofte beskikket for de meget psykisk syge, for retten mener åbenbart, jeg er god til dem. Jeg går ret direkte til mine klienter for at finde ud af, hvor de er henne. Jeg stryger dem lidt med hårene, og ad den vej vinder jeg deres tillid.

Mindst en gang om ugen befinder han sig på en psykiatrisk afdeling for at besøge en klient, og det har lært ham, hvor skrøbeligt livet og privilegierne er.

 - Det er skræmmende, hvor meget forstand man kan miste. Det er ofte velfungerende mennesker, som pludselig bliver udsat for et eller andet: Trafikuheld eller sygdom eller hvad det er, og så står de fuldstændig af. Det kan ske for os alle. Det er en øjenåbner, og man lærer at være glad for, at man har sit helbred, og at ’cockpittet’ fungerer. Jeg bliver altså overrasket over de her mennesker, og hvor galt det kan gå. Man kan jo ikke se det på folk. Det er næsten det værste. Nogle af dem, specielt de unge, som har en psykisk sygdom på grund af stofmisbrug eller andet, er rigtig sjove, fordi de stadig har noget energi og har tanker om det ene og det andet. I Ribe har vi et sted for psykisk syge med mange domsanbragte. Jeg har mange af dem som klient. Når man kommer derned, så vil de stort set alle sammen kramme en.

 - De er typisk dømt for vold, trusler eller stoffer. Der er kørsel uden kørekort i alle mulige afskygninger, og så lidt vold mod hinanden eller mod personalet. Det er de klassiske sigtelser.

Det kræver nogle særlige egenskaber, og det falder ikke svært for en københavner, der er vant til jargon.

- Man skal kunne tale som en havnearbejder selv. Det skal man være klar over. Når man så har vundet deres tillid, så har man venner for livet. De glemmer aldrig én, det kan jeg love dig. Nogle af dem har kun mødt modstand i systemet. Der er ikke nogen, der har støttet dem, og så kommer der en advokat, der skal varetage deres interesser. Det er jo helt nyt for dem, og så vil de både snakke om biler og alt muligt andet. De fleste af dem er rigtig søde. De finder så ud af, at man ikke er en del af systemet, og så vinder man deres tillid den vej igennem.

Orden i sagerne
Selvom disciplin og ordenssans kan være fremmedord for Allan Sørensens klienter, er det to helt afgørende egenskaber for hans arbejde som forsvarer, og de har altid faldet ham naturligt både før og efter militæret. Skoene skal stå snorlige og rettes ind til højre i entreen i hjemmet i Ribe, som han deler med sine to næsten voksne døtre.

- Jeg er nok en kontrolfreak, når jeg kigger tilbage. Man pudser sine sko, man kommer til tiden, man holder sine aftaler og laver sine ting færdige til tiden. Hvis man vil arbejde i den her branche, er man nødt til at være yderst disciplineret, for ellers løber det løbsk. Det går stærkt både med de nye sager, og hvordan man bruger sin tid, understreger han.

Snakken går ofte livligt over middagsbordet, men Allan Sørensen taler aldrig om sit arbejde  – hverken hjemme eller til middagsselskaber. Hans ene datter, der er med til interviewet fortæller, at hun er stolt af ham. Også når han medvirker i et nyhedsindslag på TV som forsvarer i en større sag om børnemisbrug.

At han påtager sig den slags sager, skal han ofte forsvare til selskaber, men han gider det ikke, og de diskussioner, der med sikkerhed opstår hver gang, bliver hurtigt lukket ned.

 - Uanset hvad folk har lavet, så har de krav på et forsvar. End of story. Nogle advokater dukker sig, fordi de ikke vil identificeres med det. Jeg vil hellere holde fanen højt og sige, det skal ikke tryne mig i forhold til mit arbejde, at mit navn bliver nævnt i de sager. Det er jo ikke handlingerne, vi forsvarer. Vi skal sørge for, at de tiltalte får en ordentlig, anstændig og korrekt behandling i systemet.

Pressen dømmer først
Flere af sagerne har høj pressebevågenhed, og Allan Sørensen har almindeligvis et godt samarbejde med pressen.

- Jeg synes jo, at sager skal afgøres i retten og ikke i pressen. Det er hele tiden det, vi står overfor. At pressen dømmer – altså perceptionen af det, pressen skriver, er, at når der er en mistanke, så er man også skyldig.

Det kan være svært at navigere i som forsvarer, der både er underlagt de etiske regler, retsplejeloven og tavshedspligten.

 - Det sætter nogle begrænsninger og kan godt være lidt irriterende en gang imellem. Specielt hvis der kører sådan en ’bashing’ i pressen. Det kan give et misbillede, når sager bliver refereret fra retten. Man kan sidde inde med nogle oplysninger og bide sig i overlæben, mens pressen refererer fuldstændig forkert, fordi man ved noget, som pressen ikke ved, og som kunne male et andet billede af sagen. Det kan være rigtig svært.

Allan Sørensen forsøger selv at sætte en pressestrategi fra sag til sag.

 - Man skal virkelig have tungen lige i munden i forhold til at agere i pressen, fordi vi som advokater ikke er uddannet i medieteknik eller medielære, og det er en hæmsko.

Tøndersagen som pejlemærke
Lige siden Tønder-sagen ryddede forsiderne, en sag som Allan Sørensen også fulgte tæt som kollega til forsvareren i Sønderjylland, er den blevet et pejlemærke. Det har betydet, at blandt de store sager, der leder til skræk og advarsel, er der et væld af små sager, hvor der er mistanke om børnemisbrug.

De små sager om vold, skal man huske på, kan blive belastende for børnene i sig selv.

Hver eneste sag kræver politiafhøringer af børn. De foregår i Børnehuset i Esbjerg, og Allan Sørensen overværer som forsvarer det hele.

 - Vi bliver tilkaldt af politiet til mange videoafhøringer, uden at vi ved noget på forhånd. Det er dygtige politifolk, der er specialuddannede, som afhører børnene. Men det er hårdt for børnene alligevel.

- Man aner ikke, hvad man står med i de sager. I nogle sager er der slet ikke noget i det. I andre sager kan det udvikle sig til sædelighedssager. Man bliver meget overrasket nogle gange.

Afgørelsen
I Vejen-sagen faldt dommen fra landsretten den 23. oktober, og den ændrede afgørelsen fra byretten. Allan Sørensens klient blev kendt skyldig i otte ud af 17 tiltalepunkter og fik fem års fængsel i stedet for fire, og også moren blev idømt fire års fængsel.

Dommen sender dermed et klart signal om, at forældelsesfrist skal suspenderes i sager om børnemisbrug.

Allan Sørensen kan konstatere, at en sag endnu en gang har overrasket ham. Efter afgørelsen siger han til pressen:

 - Jeg er nogenlunde tilfreds med resultatet. Jeg gættede selv på fem år i forhold til det, min klient blev kendt skyldig i, og det ender dommen også med. Det er inden for skiven.

Allan Sørensen
Advokat og medlem af Advokatrådet samt rådets Strafferetsudvalg og partner hos Penta advokater A/S, speciale i strafferet og beneficeret forsvarsadvokat ved retten i Esbjerg.

Suppleant i Procesbevillingsnævnet og sagkyndig i Erhvervsankenævnet.

Uddannet cand. jur. fra Københavns Universitet og har blandt andet også læst jura ved Stockholms Universitet. Uddannet fra hæren som linjeofficer og militærjurist, hvor han blandt andet har taget stabskursus i Canada.

Har to døtre på 16 og 18 år.

Fritiden bruger han på dykning, undervandsjagt, riffeljagt og sejlads på Lillebælt.