Spring hovednavigationen over

2019 - Advokaten 7 Manglende betaling af bøder

Publiceret: 24. september 2019

LinkedIn ikon Link ikon Prink ikon

Advokatnævnets praksis viser, at en advokat har pligt til at efterleve Advokatnævnets kendelser, og en advokat har således også pligt til at betale en bøde pålagt af Advokatnævnet inden for Justitsministeriets, Civilstyrelsens fastsatte betalingsfrist. Sanktionen for tilsidesættelse af god advokatskik i den forbindelse udmåles med udgangspunkt i Advokatnævnets retningslinjer for udmåling af bøder, sådan at sanktionen altid fastsættes konkret efter sagens omstændigheder og i overensstemmelse med almindelige principper for sanktionsfastsættelse.

Af Charlotte Bruun Windahl, chefkonsulent Advokatnævnet

Når en advokat har tilsidesat god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1, kan Advokatnævnet efter retsplejelovens § 147 c, stk. 1, pålægge advokaten en disciplinær sanktion. Den hyppigst anvendte sanktionsform er en bøde til statskassen. Afgørelse træffes ved kendelse, og den sanktionerede advokat kan inden fire uger efter modtagelsen af kendelsen indbringe afgørelsen for retten, jf. retsplejelovens § 147 d. Når en afgørelse om disciplinær bøde er endelig, enten fordi advokaten ikke har indbragt afgørelsen for retten, eller fordi en retssag er afsluttet, bliver Justitsministeriet, Civilstyrelsen orienteret herom. Tiltag med henblik på inddrivelse af bøder påhviler Justitsministeriet, Civilstyrelsen.

Advokatrådet har i foråret rejst flere sager ved Advokatnævnet med påstand om, at den indklagede advokat havde tilsidesat advokatpligterne efter retsplejelovens § 126, stk. 1, ved som advokat ikke at have betalt en bøde, som Advokatnævnet havde pålagt den pågældende ved kendelse, og som var forfalden til betaling.

Rådet anførte til støtte herfor blandt andet, at det er en tilsidesættelse af god advokatskik, hvis en advokat ikke inden for en fastsat betalingsfrist foretager betaling af en endelig disciplinær bøde. Når advokaten ikke betaler bøden, udviser advokaten ikke den nødvendige respekt for de rettigheder og pligter, advokaten underlægges ved ansøgning om og opnåelse af beskikkelse som advokat fra Justitsministeriet. Advokatrådet anførte videre, at retsplejelovens ordning om advokaters disciplinære ansvar vil være uden konsekvens og mening, hvis en advokat kan undlade at betale en bøde.

Efter høringsproces afsagde Advokatnævnet den 27. juni 2019 kendelse i sagsnr. 2019-889, 2019-1047 og 2019-1064. I de tre sager udtalte Advokatnævnet, at en advokat har pligt til at efterleve Advokatnævnets kendelser, herunder har advokaten pligt til at betale en bøde pålagt af Advokatnævnet inden for den af Civilstyrelsen fastsatte betalingsfrist. Da de indklagede ikke havde betalt tidligere pålagte disciplinære bøder, fandt nævnet herefter, at de indklagede havde tilsidesat god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1, og de pågældende blev pålagt en ny disciplinær bøde.

Det er ikke oplyst, om de indklagede vil indbringe kendelserne for retten.