Spring hovednavigationen over

2019 - Advokaten 6 Justitsminister med juridisk kandidateksamen

Publiceret: 28. august 2019

LinkedIn ikon Link ikon Prink ikon

Nick Hækkerup (S) har fået posten som ny justitsminister og dermed ansvaret for politi- og retsvæsen samt borgernes retssikkerhed. Han er uddannet jurist og er en erfaren politiker med flere ministerposter bag sig.

Danskerne skal kunne føle sig trygge.

Det var en af de første udmeldinger til pressen fra Danmarks nye justitsminister, som overtog posten som efter Søren Pape Poulsen (K), da den nye regering tiltrådte 27. juni. Hækkerup indtager Justitsministeriet efter at have besiddet poster som grundlovs-, udenrigs- og udviklingsordfører i den forgangne regeringsperiode.

- Hvordan vi skal gøre det, skal jeg tale med partierne på Christiansborg og interessenter uden for Christiansborg om, understregede han i forbindelse med sin tiltrædelse.

En af de første opgaver, som Nick Hækkerup tog fat på, var nedsættelse af en uafhængig kontrol- og styregruppe i teledata-sagen, hvor blandt andre formanden for Advokatrådets Strafferetsudvalg, Karoline Normann og formanden for Landsforeningen af Forsvarsadvokater, Kristian Mølgaard er udpeget. I den forbindelse sagde ministeren blandt andet:

- Teledata-sagen handler om vores tillid til retssystemet, og kontrol- og styregruppen får derfor et bredt mandat til at kontrollere og styre myndighedernes gennemgang af de konkrete straffesager, der er omfattet af sagen.

Nick Hækkerup er uddannet jurist og startede sin politiske karriere som medlem af byrådet i Hillerød i Nordsjælland, hvor han senere blev valgt til borgmester.

Desuden har han flere ministerposter bag sig fra Helle Thorning-Schmidts regeringsperiode fra 2011 til 2015. 

Her var Hækkerup senest minister for sundhed og forebyggelse fra februar 2014 til juni 2015. Tidligere har han haft poster som handels- og europaminister samt forsvarsminister.

Nick Hækkerup

Uddannet Cand.jur. i 1994 og har desuden en Ph.d. fra Københavns Universitet. Fuldmægtig ved Landsskatteretten i 1994. Han har blandt andet undervist i forfatningsret og var adjunkt på Københavns Universitet fra 1998 til 2000.
Medlem af Folketinget for Socialdemokratiet. Har haft flere ministerposter under den forrige S-regering og var blandt andet forsvarsminister.

Begyndte sin politiske karriere som byrådsmedlem i Hillerød, hvor han senere blev borgmester. I den forgangne valgperiode har han blandt andet været udenrigsordfører i Socialdemokratiet.

Han er gift og har fire børn.