”Hvis kommunen siger til en borger, at han er for grim til førtidspension, kan jeg ikke gå i retten med det, for domstolene vil give kommunen medhold af rent og skært princip. Trylle, trylle, trylle, nu er du rask”.
Mads Pramming til Avisen.dk, hvor han fortæller, at den største udfordring for det danske retssystem er, at domstolene ikke blander sig i myndighedernes afgørelser.
17
Så mange advokater er registreret med arbejdsområde søret i Advokatnøglen. Hver advokat kan vælge tre arbejdsområder fra listen – kontakt Advokatsamfundets reception, hvis du vil have dine arbejdsområder opdateret.
Husk at give besked om jobskifte
Som advokat eller fuldmægtig skal du huske at give besked til Advokatsamfundet, når du skifter job. Vi får ikke nødvendigvis besked fra din arbejdsgiver, og dermed risikerer vigtige informationer at lande i din gamle mailboks, blandt andet informationer om efteruddannelse, tilsyn mv. Samtidig går du glip af at modtage Advokaten og Advokatsamfundets nyhedsbrev.
Send en mail til samfund@advokatsamfundet.dk, hvor du oplyser om ny arbejdsgiver, ny mailadresse, og hvornår jobskiftet træder i kraft.
Ombudsmanden: SKAT overholdt reglerne ved Panama Papers
Folketingets Ombudsmand har afgjort, at SKAT overholdt reglerne, da de på baggrund af Panama Papers skrev til en række borgere, at de havde pligt til at sende oplysninger, så det kunne afklares, om de skyldte skat til Danmark.
Det var Advokatrådets skatteudvalg, der opfordrede Ombudsmanden til at se nærmere på, om SKAT overholdt reglerne om forbud mod selvinkriminering.
- Min undersøgelse giver mig ikke grund til at antage, at SKAT havde en konkret mistanke mod de borgere, som blev pålagt at give oplysninger, og jeg er på den baggrund nået frem til, at reglerne om forbud mod selvinkriminering er overholdt, siger Folketingets Ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen, til Ombudsmanden.dk.
Finanstilsynets hvidvaskvejledning
Finanstilsynet offentliggjorde i oktober en ny vejledning om hvidvaskloven. Finanstilsynet skriver blandt andet i pressemeddelelsen, at Finanstilsynets vejledning om lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme (hvidvaskloven) ikke indeholder ny regulering, men giver de omfattede virksomheder vejledning til overholdelse af kravene i den gældende hvidvasklov, der trådte i kraft 26. juni 2017 og er baseret på EU’s fjerde hvidvaskdirektiv.
Find vejledningen på Finanstilsynet.dk.
Gratis digitalt jurabibliotek
Danske jurister har netop fået gratis adgang til det digitale bibliotek Jurabog.dk, hvor danske jurabøger udgivet før 2007 er tilgængelige som søgbare pdf-filer. Flere titler bliver tilgængelige uge for uge.
Projektet varetages af Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet. Bag projektet står rettighedshavere, Ex Tuto, Karnov Group, Djøfs Forlag og Gjellerup/Gads Forlag.
Jurabog.dk modtager gerne papirbøger til indscanning, som ikke allerede er i systemet.
CCBE konference om kunstig intelligens
Kunstig Intelligens (AI) er i hastig fremdrift, også inden for retsvæsenet. CCBE afholder den 30. november 2018 en større konference i Lille, Frankrig, som er åben for alle advokater, advokatsamfund og akademikere fra hele Europa. Konferencen består af en række workshops, der sætter fokus på, hvordan advokatbranchen kan benytte sig af AI og alle de udfordringer, AI vil medføre i forhold til borgeres retssikkerhed.
Del dine erfaringer med forsvarerbeskikkelse og afbeskikkelse
De nye regler om forsvarerbeskikkelse og afbeskikkelse trådte i kraft 1. juli 2018. Formålet med ændringerne i retsplejeloven er at nedbringe sagsbehandlingstiderne i straffesager.
Lovændringen betyder, at den sigtedes muligheder for at ønske en bestemt advokat som forsvarer bliver indskrænket. Det har blandt andet den konsekvens, at retten kan nægte at beskikke den forsvarer, som den sigtede ønsker, hvis det vil medføre en væsentlig forsinkelse af sagen. Retten kan med samme begrundelse tilbagekalde en allerede meddelt beskikkelse.
Advokatsamfundet drøfter løbende den praktiske gennemførelse af reglerne med Domstolsstyrelsen. Vi hører gerne fra dig, hvis du har praktiske erfaringer med de nye regler i retsplejeloven.
Skriv til Anne Høgenhaven Simony på ahs@adbokatsamfundet.dk.
Læs mere i nyhedsbrev 19 på Advokatsamfundet.dk